ANALYSE – Donald Trump kan meget vel blive den præsident, som lægger den globale orden, der kendes under betegnelsen, “Det Amerikanske Århundrede” i graven. Else Christensen ser på de udenrigspolitiske udmeldinger, den nye præsident er kommet med om bl.a. NATO, EU, Israel-Palæstina-konflikten og forholdet til Kina. Eksperter vurderer, at alle Trumps meldinger repræsenterer potentielle, alvorlige sikkerhedspolitiske risici, der kan underminere USA som den vestlige garant for fred, demokrati og økonomisk stabilitet, ligesom enhver ambition om supermagtens moralske lederskab må lægges til side.
I 1941 skrev den amerikanske forfatter og forlægger Henry L. Luce en artikel med titlen ”The American Century”, ”Det Amerikanske Århundrede”. Artiklen stod på side 61 i magasinet Lifes februar-nummer– godt gemt væk mellem letbenede foto-essays og reklamer for mundskyllevæske, korsetter og Texaco motorolie.
Titlen fængede imidlertid, og det samme gjorde Luces vision. Mens Europa bogstaveligt talt blev løbet over ende af Hitlers stormtropper, opfordrede Luce amerikanerne til at gribe øjeblikket og ”helhjertet acceptere vor pligt som den mest magtfulde og livskraftige nation i verden og som en konsekvens heraf at øve vor indflydelse i al sin kraft”. Midlet burde, slog Luce fast, være amerikanske liberalt-demokratiske idealer om frihed og åbenhed, som USA som et ”civilisationens kraftværk” skulle sprede over hele kloden.
Få måneder senere, med USA’s indtræden i 2. verdenskrig og dannelsen af den transatlantiske alliance, tog Det Amerikanske Århundrede sin begyndelse. Med fredsslutningen og igennem de følgende foreløbig godt 70 år udfoldede det amerikanske lederskab sig, båret af en udenrigspolitik bygget på grundpillerne NATO, international åbenhed og frihandel samt støtte til europæisk integration.
Mens Europa bogstaveligt talt blev løbet over ende af Hitlers stormtropper, opfordrede Luce amerikanerne til at gribe øjeblikket og ”helhjertet acceptere vor pligt som den mest magtfulde og livskraftige nation i verden og som en konsekvens heraf at øve vor indflydelse i al sin kraft”. Midlet burde, slog Luce fast, være amerikanske liberalt-demokratiske idealer om frihed og åbenhed, som USA som et ”civilisationens kraftværk” skulle sprede over hele kloden.
Selv ikke de mest pro-amerikanske påstår, at denne Pax Americana er eller nogensinde har været perfekt. Amerikanerne har til tider forvaltet deres selvudråbte mandat på en måde, som mildt sagt står i kontrast til det erklærede mål, men lederskabet har indtil nu forhindret to af efterkrigstidens mest frygtede scenarier: et totalitært Europa og et atomart ragnarok.
Derfor har det også vakt bekymring, at USA´s nyvalgte præsident, Donald Trump, nu stiller alvorligt spørgsmål ved stort set alle de grundpiller, som har været bærende for Det Amerikanske Århundrede.
NATO: Musketered med betingelser
Den transatlantiske forsvarsalliance NATO har siden oprettelsen i 1949 udgjort hovedhjørnestenen i den amerikanske verdensorden. Organisationen bygger på solidaritet medlemmerne imellem, nedfældet i traktatens artikel 5, den såkaldte musketered, forpligtelsen til at hjælpe – én for alle og alle for én – i tilfælde af et udefrakommende angreb. Denne solidaritet har Trump ved flere lejligheder sået tvivl om. I et interview med New York Times i juli 2016 udtalte han f.eks., at amerikansk hjælp afhænger af, at de pågældende lande har ”opfyldt deres forpligtelser overfor os”.
Udtalelsen vakte straks nervøsitet især i de baltiske lande, der har følt sig udsat siden Rusland i 2014 besatte og senere annekterede den ukrainske Krim-halvø. Trump har så sent som i 2016 udtrykt i hvert fald en vis forståelse for Ruslands handlinger ved at sige til den amerikanske TV station ABC, at ”folket på Krim hellere vil være sammen med Rusland”. Estland fastslog efter Trumps bemærkninger om ”forpligtelser” nervøst via Twitter, at landet skam havde bidraget til den fælles mission i Afghanistan.
Sammenlagt tegner billedet af en svag NATO-alliance og voksende tolerance overfor eventuel russisk ekspansionisme. At gøre Putin til partner i terrorbekæmpelse kan desuden være med til at styrke en yderligere anti-demokratisk udvikling i Rusland
Den daværende præsident tweetede også, at Estland er et ud af blot fem NATO-lande, der opfylder deres forpligtelse til at bidrage med to procent af deres BNP til alliancen.
Estonia is 1 of 5 NATO allies in Europe to meet its 2% def expenditures commitment. Fought, with no caveats, in NATO's sole Art 5 op. in Afg
— toomas ilves, ex-verif (@IlvesToomas) July 21, 2016
Trumps beundring for den russiske præsident, Vladimir Putin, er velkendt. Den nyvalgte amerikanske præsident betegner Putin som ”stærk” og ”klog” og han har også udtrykt ønsket om samarbejde med Rusland i kampen imod terror.
Sammenlagt tegner billedet sig af en svag NATO-alliance og voksende tolerance overfor eventuel russisk ekspansionisme. At gøre Putin til partner i terrorbekæmpelse kan desuden være med til at styrke en yderligere anti-demokratisk udvikling i Rusland, da Putin kan bruge kampen mod terror som påskud til at stramme grebet om mulige politiske modstandere, en udvikling der sandsynligvis vil føre til en endnu hårdere udenrigspolitisk linje.
Israel og Palæstina: Ensidig støtte til Israel kan give bagslag
Siden Israels oprettelse i 1948 har forsøget på at opnå en fredelig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere spillet en stor rolle i den amerikanske udenrigspolitik.
Begyndende med præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister, Henry Kissinger, har en fredsløsning baseret på et stærkt og levedygtigt Israel indenfor 1967-grænserne (med justeringer) og et udelt Jerusalem med garanteret adgang for både jøder, kristne og muslimer, der alle betragter byen som hellig, været amerikansk politik.
Siden 1973-1974 har amerikanske præsidenter de facto anerkendt palæstinenserne som en part med legitime krav i konflikten og siden da, har ideen om ”balance” og skiftende amerikanske regeringer som ”the honest broker” ”den ærlige, uvildige mægler” kendetegnet amerikanernes selvforståelse.
Præsident Jimmy Carter brugte i 1978 det amerikanske ideal om menneske- og nationalrettigheder til at sætte palæstinensernes rettigheder på dagsordenen og dermed gøre det muligt at skabe fred mellem Israel og Egypten. Ronald Reagan, til trods for sit ry som stærkt pro-israelsk, blev den første præsident til at indlede en officiel dialog med PLO, den militante Palæstinensiske Befrielsesfront.
Siden har USA ført en til tider vaklende balancegang mellem en ikke mindst indenrigspolitisk betinget støtte til Israel og mildt pres for at få landet til at opgive bosættelserne, som de fleste iagttagere anser som én af de største forhindringer for en fredelig løsning på konflikten.
Men denne politik vil Trump også gøre op med. Han har luftet tanken om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, og har klart meldt ud, at forhandlinger skal være bilaterale udenom FN – en politisk kode, der signalerer en favorisering af Israel.
Trump har endvidere udvalgt David Friedman, som støtter den nuværende israelske regerings bosættelsespolitik, til at blive USA’s ambassadør i Israel. Derudover har Trump inviteret en bosættergruppe med til sin indsættelse, to vigtige signaler om den kommende politik.
Trumps politik i forhold til Israel og Palæstina er risikabel af flere grunde, men de to vigtigste er: Den ensidige støtte til Israel vil få konflikten til at eskalere. En anden og ikke mindre væsentlig fare er at en fortsat konflikt mellem palæstinensere og israelere vil skabe eller blive brugt til at skabe en yderligere radikalisering i visse muslimske grupper og miljøer med en øget terrortrussel til følge
Trumps politik i forhold til Israel og Palæstina er risikabel af flere grunde, men de to vigtigste er: Den ensidige støtte til Israel vil få konflikten til at eskalere. Dette vil få andre aktører som f.eks EU eller Rusland til at træde ind på arenaen. Hermed mister USA ikke blot magt, men dets vigtigste allierede i området, Israel, kan forvente en meget mindre blid behandling end det hidtil har været tilfældet. Det var blandt andet denne frygt, der fik udenrigsminister John Kerry til – på falderebet – at skrue bissen på overfor Israel i sin tale i slutningen af december.
En anden og ikke mindre væsentlig fare er at en fortsat konflikt mellem palæstinensere og israelere vil skabe eller blive brugt til at skabe en yderligere radikalisering i visse muslimske grupper og miljøer med en øget terrortrussel til følge.
Kina: Toldmure kan koste dyrt
Tilnærmelsen til Kina var Nixon/Kissinger-regeringens mesterstykke. På én og samme tid lykkedes det at spille verdens tredjestærkeste nation, Kina, ud imod supermagtrivalen USSR og at åbne et marked med milliarder af forbrugere.
Trump lægger op til et opgør med Kina med høje toldmure som et første skridt. USA har underskud på handelsbalancen med Kina, og Trump er ivrig efter at vise, at han kan beskytte USA’s industri overfor indstrømningen af udenlandske og specielt kinesiske varer. Men som den amerikanske TV-station ABC’s Kina korrespondent Matthew Carney skriver vil det sandsynligvis give bagslag, hvis USA vælger at lukke af overfor Kina. Mange amerikanske industrivirksomheder er afhængige af import af billige råvarer i form af tekstiler, kemiske stoffer og elektronik. Hvis priserne på de kinesiske varer stiger, fordi kineserne vælger at gøre gengæld kan det koste arbejdspladser og det tilmed i industrien, hvis ansatte udgør Trumps kernevælgere.
Kineserne aftager til gengæld for milliarder af amerikanske varer – hele 116 mia. i 2015. Boeing alene forventer at sælge fly for 1,37 billioner over de næste 20 år. Ordrer som formentlig i stedet vil gå til konkurrenter som f.eks det europæiske Airbus, lyder det fra ABC.
På det sikkerhedspolitiske område kan en afstandtagen til Kina sende landet i armene på Iran og Nordkorea, to af Kinas mest betydningsfulde handelspartnere og lande som USA betegner som slyngelstater
Globalt har den kinesiske økonomi – kraftigt stimuleret af den såkaldte normalisering i forholdet til USA, som fandt sted i 1979 – vokset til at blive en global drivkraft. Det gælder i særlig grad efter finanskrisen i 2008 sendte de amerikanske og europæiske økonomier til tælling, skriver Forbes Magazine.
På det sikkerhedspolitiske område kan en afstandtagen til Kina sende landet i armene på Iran og Nordkorea, to af Kinas mest betydningsfulde handelspartnere og lande som USA betegner som slyngelstater, påpeger Carney.
EU: Ingen støtte til integration
Samtlige amerikanske præsidenter siden 2. verdenskrig har støttet europæisk integration, som er blevet set som fremmende for fred, demokrati og økonomisk stabilitet. Denne tradition bryder Trump med.
I stedet udtrykker han forståelse for Brexit-bevægelsen og lignende bevægelser og anti-EU-grupperinger i andre EU-lande:
”Folk vil have deres egen identitet tilbage”, har Trump for nyligt udtalt. Desuden har han taget afstand fra amerikansk engagement i EU i det hele taget. ”Jeg mener ikke, at det har nogen særlig betydning for os”, udtalte Trump for nyligt i et interview.
Som den anerkendte udenrigsjournalist Alex Massie for nylig gjorde klart i det amerikanske nyhedsmedie Politico har Trump hermed præsenteret Europa for den politiske ækvivalent til en opfordring til at falde død om.
Samtlige amerikanske præsidenter siden 2. verdenskrig har støttet europæisk integration, som er blevet set som fremmende for fred, demokrati og økonomisk stabilitet. Denne tradition bryder Trump med.
Det manglende amerikanske engagement vil ikke alene betyde et svagere EU, men også at kræfter, som gerne så Unionen styrket gennem moderate reformer nu lades i stikken. I stedet vil scenen, tyder alt på, blive overladt til populistiske højrekræfter som den franske Front National, hvis leder Marine le Pen ifølge rapporter allerede har besøgt Trump Tower og Nigel Farage, det britiske højreparti UKIP’s flamboyante frontfigur, som Trump i et uhørt brud på den diplomatiske etikette har foreslået som britisk ambassadør i USA.
”Aldrig før har historiens vægt hvilet så tungt på Europas skuldre i forhold til at bære demokratiets, menneskerettighedernes og de menneskelige værdier, som i årtier har drevet det transatlantiske fællesskab. Intet kan tages for givet lige nu”, sagde USA’s afgående EU-ambassadør Anthony Gardner forleden til Washington Post.
USA er under Trump stadig en global magt, men ”frataget enhver ambition om moralsk lederskab
Hermed er vi tilbage ved Luce. ”Det Amerikanske Århundrede” er stadig tilgængeligt i sin originale form på internettet, men mange har allerede erklæret ideen bag ligeså forældet som den Studebaker model 1941, der pryder én af de omgivende sider. Det gælder blandt andet det tyske magasin Die Zeit.
”Det Amerikanske Århundrede er ovre. Det ved vi ikke kun fordi USA har valgt en latterlig præsident, men fordi Trumps ambitioner, hans nationalistiske bravado til trods er så beskedne”, skriver Adam Tooze i Die Zeit.
Beskedenheden går på, anfører Tooze, at Trump kun vil gøre Amerika ”stort”. Men storhed kan alle opnå. ”Det Amerikanske Århundrede var oplyst ikke af storhed, men af overlegenhed, visheden af at være blevet kaldet af skæbnen, religiøs eller sekulær, til at spille en rolle, der ikke blot var helt særlig, men også stod over alle andre”. Denne tid er nu forbi. USA er under Trump stadig en global magt, men ”frataget enhver ambition om moralsk lederskab”, mener Tooze.
Topfoto: Flickr. Donald Trump art, “Unafraid And Unashamed” by Julian Raven, at the 2016 Politicon at the Pasadena Convention Center in Pasadena, California. Copyright: Gage Skidmore.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
