Alison Moyet i DR Koncertsalen: Den bløde, mørke vokal er helt og aldeles intakt

Dan Rachlin 18.04.2025

KONCERT // ANMELDELSE – “Selvom jeg overordnet havde en god aften, hvor Alison Moyet sang og talte klogt, følsomt og eftertænksomt”, skriver Dan Rachlin, “må jeg være helt, helt ærlig og sige, at hendes insisteren på at synge en del nyere numre kedede mig. En stor del af sangene havde ikke i nærheden af hendes hits’ kvalitet.”

Fotos: Eddie Michel

Alison Moyet

DR Koncertsalen
15. April 2025

“I’m an old lady,” svarede Alison Moyet, født som Geneviève Alison Jane Ballard, sjovt og lidt eftertænksomt, da hendes musiker og arrangør Sean McGhee udbrød: “I wanna take you on a date,” under et øjebliks stilhed ved koncerten tirsdag før påske i DR’s smukke koncerthus.

Og der er da også løbet en del vand igennem åen, siden teenageren ved lykkens tilsmilelse blev en del af duoen Yazoo sammen med den elektroniske troldmand Vince Clarke, der forlod Depeche Mode, lige da synthbandet var slået igennem i starten af 1980’erne.

Sammen med Vince fik den sky Alison Moyet kæmpehits med ‘Only You’, ‘Situation’, ‘Don’t Go’ og ikke mindst den smukke ‘Nobody’s Diary’, som hun skrev allerede, da hun var 16.

For the times we’ve had I don’t want to be
A page in your diary, babe
For the good, the bad I don’t want to see
A page in your diary, babe
For the happy, the sad I don’t want to be
Another page in your diary

Og det var da også med en ganske stor risiko for, at Alison, som ikke nødvendigvis virkede komfortabel med at være popstjerne, skulle ende som en enkelt side i dagbogen. Sådan blev det ikke.

Fra debutalbummet som solist i 1984 har den engelske sangerinde adskillige gange vist, at man også godt kan lave kvalitetspop, selv med et eftertænksomt og ikke specielt poppet udtryk. ‘Is This Love’, ‘All Cried Out’ og ‘Weak in the Presence of Beauty’ er eksempler på store hits fra Alison Moyets solokarriere.

Sean McGhee har haft en betydelig rolle i Alison Moyets karriere, hvor han bl.a. har fungeret som hendes musikalske leder under liveoptrædener og har været med til at arrangere og producere flere af hendes albums.

Derudover har hun vist sig som en fremragende fortolker af andres sange. Og det må være et bevidst fravalg, at den nu 63-årige sangerinde ikke har valgt den ‘nemme’ løsning og, som eksempelvis Rod Stewart, kastet sig ud i deciderede coverprojekter.

En livsbekræftende aften med sangerinden som en guide igennem livsfaser – fra ungdom til dér, hvor Alison Moyet er nu

Enkeltstående i den sammenhæng er Voice fra 2004, hvor hun netop fortolker evergreens og jazzklassikere. Eksempelvis ‘The Man I Love’ og ‘Cry Me a River’ er aldeles fremragende. Dem var der ikke mange af ved aftenens koncert, hvor kun ‘Whispering Your Name’ var undtagelsen.

Til gengæld var de store Yazoo-hits, primært som ekstranumre, alle på setlisten, ligesom de fleste af egne solohits i alternative, anderledes og ganske nedtonede versioner blev sunget.

‘Is This Love’, i øvrigt skrevet sammen med Dave Stewart fra Eurythmics, fungerede forbløffende i en synthesizer/guitar-version.

Alison Moyet var ledsaget af to musikere, Richard Oakes og førnævnte Sean McGhee, som også var primære musikere på albummet The Key fra oktober 2024. Her fortolkede Alison egne sange i alternative og, for de flestes vedkommende, ganske simple versioner.

Samme formel blev brugt ved aftenens koncert. Alison og de to musikere, som skiftede mellem forskellige guitarer og keyboards, fungerede for det meste.

Richard John Oakes, der begyndte sit samarbejde med Moyet i 2024, er måske bedst kendt som guitarist, lejlighedsvis pianist, korsanger og en af sangskriverne i det engelske band Suede.

En stor del af Alison Moyets musikalske bagage er jo synthpop. Dér, hvor jeg bliver en anelse irriteret, er, når synthesizer- og keyboardbaggrunden er indspillet på forhånd, og de to musikere enten kan holde pause eller spille på deres guitarer. Her ville jeg faktisk gerne have, at de havde flottet sig med endnu en musiker.

Og selvom jeg overordnet havde en god aften, hvor Alison Moyet sang og talte klogt, følsomt og eftertænksomt, må jeg være helt, helt ærlig og sige, at hendes insisteren på at synge en del nyere numre kedede mig.

En stor del af sangene havde ikke i nærheden af hendes hits’ kvalitet.

Og ja, jeg ville have ønsket mig ‘That Ole Devil Called Love’ og ‘The Man I Love’ eksempelvis. Men ‘Fire’ og ‘The Impervious Me’ (den uigennemtrængelige mig) var fine, voksne popsange. Sidstnævnte med en lille intro, hvor Alison fortæller om de gode ting, der trods alt kommer med alderen: modet, valg og fravalg, at udtrykke, hvad man gider og ikke gider.

Og hele aftenen er da også aldeles livsbekræftende, med sangerinden som en guide igennem livsfaser – fra ungdom til dér, hvor Alison Moyet er nu.

Og lige nu, i 2025, er hun stadig vanvittigt velsyngende. Den bløde, mørke vokal er helt og aldeles intakt. Og med hendes åbenlyse humor, livsklogskab, krydret med at føle sig veltilpas i rollen som hovedperson og formidler, er der faktisk håb om flere gode oplevelser med Alison Moyet ved mikrofonen i fremtiden.