KUNST // ANMELDELSE – I bogen Thunderclap væver Laura Cumming kunst, liv og den hollandske maler Carel Fabritius’ tragiske dødsfald sammen på fascinerende vis. Bogens kongstanke er god at have med som følgesvend, når man går på kunstmuseum, skriver Jørgen Aabenhus.
Omdrejningspunktet i Laura Cummings bog Thunderclap. A memoir of art and life & sudden death, der udkom 2024, er et maleri som kan ses på National Gallery i London. Det er et meget lille billede, kun en smule større end et A4-ark, let at overse i den rigdom af store spektakulære malerier, som omgiver det. Billedet kaldes A View of Delft, with a Musical Instrument Seller’s Stall. Det er tydeligt signeret; “C. FABRITIVS. 1652” har maleren skrevet med sirlige bogstaver og tal på muren til venstre i billedet.
Kun 18 malerier kendes af Carel Fabritius, malet mellem 1640 og 1654, spredt for alle vinde
C. Fabritius – han er ikke en, der fylder meget i kunsthistoriens store bog. Men i alt fald ét af hans billeder, også ca. i A4-format, er berømt: Het puttertje (på dansk Stillidsen – eller på engelsk The Goldfinch). Det er det billede, som har lagt navn til Donna Totts bestsellerroman, der udkom i 2013, og som nogle år senere blev filmatiseret af John Crowley.
Maleriet bag bogen hænger lidt afsides i forhold til de turistmæssige hovedveje, nemlig på kunstmuseet Mauritshuis i den hollandske regeringsby Haag, og det er ubestrideligt et lille mesterværk, ikke bare en gengivelse af den smukke fugl, men et portræt af en fri eksistens, som er lænket på grund af sin skønhed, umiddelbart anbragt på en tom flade. Foderkassens halvrunde metalpinde og skyggen til højre giver dog billedet tredimensionalitet, der er et rum omkring fuglen, sådan som den sidder dér og ser os i øjnene.
Carel Fabritius var hollænder, født 27. februar 1622 i en lille by et par og tredive kilometer nord for Amsterdam. Han var elev på Rembrandts produktive værksted, måske – mener nogle kunsthistorikere – den eneste, der formåede at løsrive sig fra mesterens malemåde og skabe sin helt egen, og fra 1650 boede han i den driftige by Delft, få gader og et par broer fra den berømte Johannes Vermeer.
Byen beskriver Cumming således: ”Fabritius in Delft is a bird of a feather. There are artists in almost every street.” Men hans liv blev kort; 12. oktober 1654 eksploderede et krudtlager og ødelagde en stor del af Delft og dræbte og sårede mange af byens indbyggere. Blandt de omkomne var den 32-årige Carel Fabritius.
Med bogen Thunderclap er ærindet bredere end at skrive et traditionelt kunsthistorisk værk om et billede, dets skaber, dets tilblivelse, dets efterliv og betydning
På engelsk kaldes denne tragiske begivenhed også ”the Delft Thunderclap” – deraf titlen på Laura Cummings bog. Ved eksplosionen var den unge maler i gang med et portræt af en mand; modellen døde også. På forunderlig vis overlevede maleriet af den smukke, ensomme stillids.
Ved hjælp af en CT-scanning, vistnok verdens første af et maleri, har den danske konservator Jørgen Wadums undersøgelser vist bittesmå prikker og huller i malingen; billedet har altså hængt til tørre på en væg, mens eksplosionen ødelagde atelieret og på et splitsekund satte en brat slutning på et kunstnerliv.
Kun 18 malerier kendes af Carel Fabritius, malet mellem 1640 og 1654, spredt for alle vinde – syv i Holland (Amsterdam, Haag, Leiden, Rotterdam, Groningen), to i Tyskland (Schwerin, München), et i Lichtenstein, tre i England (London, Liverpool), et i Moskva, et i Warszawa, to i USA (Los Angeles, Boston) og et i Toronto, Canada.
Efter sin tidlige død blev Carel Fabritius mere eller mindre glemt, og nogle malerier kan selvfølgelig være forsvundet i tidens løb. Men der er ikke, påpeger Laura Cumming, hold i den teori, at en række af Fabritius’ værker skulle være gået til i den grusomme eksplosion.
Med bogen Thunderclap er ærindet bredere end at skrive et traditionelt kunsthistorisk værk om et billede, dets skaber, dets tilblivelse, dets efterliv og betydning. Hendes tilgang til Fabritius’ lille maleri View of Delft er subjektiv – en ”privat” oplevelse der i skriften gøres til en ”personlig” erfaring, og som derved kan gå i dialog med sin læser:
“We see pictures in time and place”. We cannot see them otherwise. They are fragments of our lives, moments of existence that may be as unremarkable as rain or as startling as a clap of thunder. Whatever we are that day, whatever is going on behind our eyes, or in the forest of our lives, is present in what we see. We see with everything that we are.”
Laura Cumming fokuserer på, hvordan hun møder kunstværket
Laura Cumming har i mere end et kvart århundrede været kunstanmelder ved den britiske avis The Observer; og det er hendes hensigt at gå til kunstværket som en oplevelse, og enhver oplevelse har jo en kontekst.
Det handler ikke bare om at karakterisere det enkelte værk, men også hvordan hun møder det.
Derfor handler Thunderclap også om en opvækst med billeder, præget af at hendes far var den ”semi-figurative” maler James Cumming; bogen rummer mange anekdoter om billeder i hjemmet og i skolen, men også om episoder i hendes barndom, der – i alt fald i erindringen – får visuel karakter som var de oplevelser af billedkunst.
Der var virkelig tale om et boom, hvad angår malerkunsten i Holland i 1600-tallet, sammenfaldende med en økonomisk storhedstid med skibsfart og handel – og tulipandyrkning
Det gælder fx et par kapitler der sammenskriver barndommens skotske sorte vinteris med de gamle nederlandske mestres billeder af snedækkede landskaber og tilfrosne kanaler, fulde af mennesker på skøjter – billeder som i høj grad lagde grunden til Laura Cummings kærlighed til 1600-tallets hollandske malere – som altså fx Carel Fabritius, som hele tiden er til stede og dukker op i bogen, uanset hvor associationer og digressioner fører hendes skrift hen. Man kan kalde bogens stil essayistisk, som genrebetegnelsen memoir peger på.
Og det er som engageret essay, at bogen er stimulerende læsning. Man kan indimellem synes, at stilen kammer en smule over og fører læseren fra det personlige – og altså identificerbare – over i det private; det gælder fx afsnit midt i bogen om hendes far og hans oplevelser og erfaringer gennem årene eller om hendes egen datters pludselige farveblindhed.
Associationerne kan af og til virke løse; men gennemgående for såvel hovedsporet som sidesporene er forfatterens livslange kærlighed til de gamle nederlandske 1600-talsmalere, Rembrandt og hans elever (i bredeste forstand), velkendte (som fx Gerard ter Borch og Johannes Vermeer) og mindre kendte (som fx stillebenmalerne Adriaen Coorte og Maria van Oosterwijck). Og altså også Carel Fabritius.
Den hollandske guldalder
Der var virkelig tale om et boom, hvad angår malerkunsten i Holland i 1600-tallet, sammenfaldende med en økonomisk storhedstid med skibsfart og handel – og tulipandyrkning. Det er den hollandske guldalder.
De rige handelsfolk og håndværksmestre købte malerier i meget stor skala, og med efterspørgslen steg udbuddet. Laura Cumming påpeger, at 600-700 malere producerede mellem 1,3 og 1,4 millioner malerier i løbet af et par årtier midt i 1600-tallet, dvs. i gennemsnit omkring 100 billeder om året pr. maler. De hollandske byer var fulde af værksteder med mestre, svende og lærlinge; det var ”kunstfabrikker”, naturligvis af vekslende kunstnerisk kvalitet.
Genremalerier med motiver fra by og land, borgere i deres stiveste puds, bondebryllupper, krostuer, malerier af landskaber sommer og vinter, nature morte-billeder med en overdådighed af fødevarer, jo der er motiver nok at male igen og igen. Men den hollandske guldalderkunst demonstrerede et blik på en motivverden som tematisk var løsrevet fra den religiøse og royale repræsentation, og som med sit nysgerrige, realistiske blik gjorde dagligdagen kunstfærdig.
Det er denne overdådige billedverden Laura Cumming elsker at være i, og som hun giver mange overbevisende og inspirerende eksempler på kvaliteten af. Hendes bog giver læseren lyst til at se på hollandske malerier, langt flere end dem der er gengivet i lille format rundt om i bogen.
for Laura Cumming giver det ikke mening at se på, beundre og bedømme de gamle malerier ud fra hvor meget de ligner en genkendelig verden
Tilbage til Carel Fabritius og hans Gezicht in Delft. Det er et realistisk billede, men der er også et mærkeligt billede; det er ligesom forvrænget i sit perspektiv. Og én teori er da også at det i virkeligheden blev skabt til en såkaldt perspektivkasse, at lærredet altså skulle rundes, at man skulle se på det gennem et kikhul, og at relationerne mellem de enkelte elementer i billedet således blev mere naturtro.
Men for Laura Cumming giver det ikke mening at se på, beundre og bedømme de gamle malerier ud fra hvor meget de ligner en genkendelig verden. Når de hænger på museernes vægge, gør de det i egen ret. Billederne kommunikerer med beskueren, ikke med en forsvunden virkelighed et eller andet sted i virkeligheden.
Helt fra sin studietid, da hun var flyttet fra Skotland til London, havde hun sin daglige gang på National Gallery og så på maleriet af Delft med uhildede øjne.
Det er den umiddelbarhed i oplevelsen, hun kæmper for at bevare – trods al den viden hun siden har tilegnet sig. Eller hvis man skulle dæmpe hendes subjektivitet lidt ned – at kombinere umiddelbarheden i kunstoplevelsen med den kunsthistoriske og -teoretiske viden. ”Vi ser med hvad vi er.”
Det er ikke jo nogen tosset synsvinkel at gå på kunstmuseum med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og