KOMMENTAR // YTRINGSFRIHED – Det er ikke nok at ville afdække hadtale ud fra en forudgiven opfattelse af, hvad der er moralsk rigtigt, skriver filosof og forfatter Kai Sørlander som svar til Knud Lindholm Laus bog Bare fordi at og kommentaren Ord er også handling, bragt i POV 22.11.28. Man bliver nødt til at gennemtænke selve spørgsmålet om, hvad der er moralsk rigtigt – moralsk konsistent. Ellers risikerer ens afdækning at blive en tilsløring.
I debatten om indvandrings- og asylpolitikken er sprogbrugen ikke altid lige sober. Det tog Geoffrey Cane for flere år siden op med sin bog Ondskabens ikon, der gennemgik, hvorledes Pia Kjærsgaard var blevet omtalt af den presse, der var modstander af Dansk Folkepartis indvandrings- og asylpolitik. Og nu har Knud Lindholm Lau udgivet en modsvarende bog Bare fordi at om den sprogbrug, der er blevet etniske og religiøse mindretal – altså indvandrere og flygtninge – til del, og hvori han giver mange eksempler på nedgørende omtale.
Det er Lindholm Laus synspunkt, at vor sprogbrug hænger sammen med vor virkelighedsopfattelse. Selve det, at så mange taler negativt om indvandrere er med til at skabe en stemning, hvori en sådan tale bliver legitim og efterhånden medfører, at det også bliver legitimt at se på indvandrere som mindreværdige, og at det derfra kan føre videre til direkte overgreb.
Lindholm Lau sammenligner her med jødernes situation i mellemkrigstidens Tyskland, som dokumenteret af Viktor Klemperer i bogen LTI – Det Tredje Riges sprog. Heri påpeger Klemperer, hvorledes den gradvise accept af nazisternes sprogbrug fører frem til accepten af deres handlinger. For at undgå en tilsvarende udvikling i forhold til indvandrerne her i landet vil Lindholm Lau altså gøre opmærksom på den udbredte negative omtale af indvandrere, så vi kan kvæle den i udspringet og hindre, at den får farlige sociale konsekvenser.
Vi skal heller ikke tro, at vi kan løse alle sociale konflikter blot ved at kræve, at vi skal tale bedre om hinanden
Det kan der være noget om. Men på den anden side skal vi heller ikke tro, at vi kan løse alle sociale konflikter blot ved at kræve, at vi skal tale bedre om hinanden. Der er ingen grund til at tro, at alle sociale konflikter kun skyldes, at vi taler negativt om andre grupper. Det kan være, at der er folk, som faktisk er blevet uretfærdigt behandlet, og som man ikke kan forlange blot skal tale bedre, men som må have lov til at give udtryk for deres utilfredshed i den demokratiske debat.
Racismebegrebet
Hvis vi ser Lindholm Laus projekt i denne sammenhæng, så har jeg kun sympati for det. Men nu har jeg set nærmere på hans bog og opdaget, at jeg selv findes blandt dem, som Lindholm Lau kritiserer, og som ifølge ham bidrager til at forurene diskussionen om indvandringen. I hans optik bidrager jeg til at skabe sociale konflikter ved min måde at italesætte indvandringsdiskussionen.
Det, som Lindholm Lau specifikt angriber mig for, er min definition af racisme-begrebet (i min bog Den politiske forpligtelse). Heri præciserer jeg, at racisme er en ideologi, som hævder, at ”racerne indgår i et hierarki, hvor nogle racer står over andre; og hvor de højere racer har ret til at undertrykke og udnytte de lavere racer”. Og fra denne præcisering af racisme-begrebet slutter jeg to ting. For det første, at racisme er etisk forkert, fordi det bryder med det etiske konsistenskrav: et krav, som indebærer, at vi som personer har en elementær ligeværdighed. Og for det andet slutter jeg, at ”selve det at foretrække at leve i sociale omgivelser, hvor flertallet etnisk set ligner én selv, ikke kan klassificeres som racisme” – og altså heller ikke kan klassificeres som etisk forkert.
Her går Lindholm Lau alt for hurtigt frem. Han overser, at hans egne tanker også har nogle ubehagelige konsekvenser
Denne konklusion angriber Lindholm Lau. Han mener, at vi ikke skal trække nogen principiel distinktion mellem den racisme, som efter min mening er forkastelig, og på den anden side det blot at foretrække at leve i blandt mennesker, som etnisk set ligner én selv. For ham at se, så er også det sidste udtryk for en forkastelig racisme. Det begrunder han for det første med henvisning til en dom, hvori Højesteret legitimerer en vid anvendelse af begrebet ’racisme’, som omfatter enhver ”negativ holdning” til indvandrere. Og for det andet ved at retorisk at spørge, om min begrænsning af racisme-begrebet så ikke kunne legitimere, at en chef kunne fravælge medarbejdere ud fra et ønske om at ”leve i sociale omgivelser, hvor flertallet etnisk set ligner én selv”. Dermed mener han, at han har tilbagevist min position.
Social virkelighed i et frit samfund
Men her går Lindholm Lau alt for hurtigt frem. Han overser, at hans egne tanker også har nogle ubehagelige konsekvenser. For at kunne eksplicitere disse konsekvenser er vi nødt til i første omgang at klarlægge nogle centrale træk ved den sociale virkelighed, som indvandrere og folk, der får asyl, skal integreres i.
Til et frit samfund hører grundlæggende et frit marked med et frit erhvervsvalg. Det indebærer, at der vil fremkomme en økonomisk ulighed, som vi ikke kan ophæve uden at undergrave friheden. Hvis det bliver nødvendigt, kan vi højst indføre et progressivt skattesystem, som mildner uligheden noget. I og med at det frie marked også indebærer et frit boligvalg, så fører den økonomiske ulighed også til en boligsocial opdeling. De rige vil bo, hvor (de synes, at) det er bedst at bo. Det fører til, at de samles i særlige enklaver, og således nedad i det økonomiske hierarki. De socialt og økonomisk svageste vil så samles i særlige kvarterer, hvor ingen andre vil bo. Groft sagt er det i en sådan social virkelighed, at de fremmede – indvandrerne og dem, der får asyl – skal integreres. Det medfører, at så længe de er mest fremmedartede og sværest integrerbare – altså så længe de har svært ved at få et velbetalt arbejde – kommer de primært til at bo iblandt de svageste i det sociale hierarki; og de kan derfor komme til at udgøre en betydelig del af indbyggerne i disse boligområder.
En stor del af de svageste danskere har oplevet, at deres boligmiljø er blevet fremmedgjort, og at de selv er blevet mindretal i deres nære omgivelser
Denne udvikling er ikke kun teori. Med den relativt store indvandring og asylmodtagelse, som vi har set igennem de seneste årtier, har en stor del af de svageste danskere oplevet, at deres boligmiljø er blevet fremmedgjort, og at de selv er blevet mindretal i deres nære omgivelser. Af dem, som har haft økonomisk mulighed, er mange flyttet bort til mere hjemlige kvarterer; men hvad med dem, som ikke har dette overskud? Nogle af dem har gjort brug af deres politiske ligeværdighed til at protestere: ved at stemme på et politisk parti, som vil begrænse indvandringen og asylmodtagelsen.
Hvorledes skal vi se på de danskere, der stemmer således? Hvorledes skal vi se på et politisk parti, som søger at give deres protest stemme?
Hvis vi følger Lindholm Lau, så er disse danskere racister, og partiet er racistisk. Men så må vi også sige det samme om de personer, der bruger deres økonomiske overskud til at flytte bort fra et boligkvarter, fordi de ikke bryder sig om den etniske udvikling. Og skal de så ikke have lov til at flytte bort? Og hvad med dem, der allerede bor på afstand af de fremmedgjorte boligmiljøer? Er der grund til at tro, at de ville acceptere fremmedgørelsen, hvis den ramte dem selv? Når de ikke er så gode, at de ofrer deres eget økonomiske overskud på de svage, men hellere vil bruge det til at bo godt og på afstand af de svage, så er der vel heller ikke grund til at tro, at de er så gode, at de selv ville have fundet sig i at blive etnisk mindretal i deres egne nærområder.
Deraf følger, at der ikke er grund til at se nogen moralsk forskel mellem ”de velstilledes” ønske om ikke at betale så meget til fællesskabet, at den økonomiske ulighed ophæves, og de ”fattiges” ønske om ikke at blive fremmedgjort i deres eget nærmiljø. Og så er der heller ikke moralsk grundlag for at se anderledes på et politisk parti, som vil begrænse indvandring og asylmodtagelse for at sikre kontinuiteten i de svages nærområder, end på et politisk parti, som vil kæmpe for, at skatten for de velstillede skal sættes ned. Den ene type interesser er ikke mere legitime end den anden.
Afdækning kan blive tilsløring
Dette bringer Lindholm Lau i et dilemma. Med sin definition af racisme-begrebet må han enten imødegå det frie boligvalg, fordi det i hans øjne må være racisme, når det udnyttes til at bo på afstand af etnisk fremmedgjorte områder. Går han den vej, må han altså acceptere en form for totalitær stat, som ophæver det frie boligvalg. Eller han må være moralsk inkonsistent og acceptere de velstilledes ”racisme”, men ikke de svages. Fordi de velstilledes racisme blot giver sig udtryk i, at de flytter bort fra problemerne, mens de svages giver sig udtryk i en politisk manifestation. Imidlertid er Lindholm Lau slet ikke opmærksom på, at han står i dette dilemma. Han har blot blindt og uden omtanke valgt det andet alternativ: den moralske inkonsistens. Han stiller sig på samme side som de velstillede, der går ind for en liberal asylpolitik, hvis reelle konsekvenser de overlader det til deres svagere medborgere at bære, samtidig med at de kalder disse borgere for racister, hvis de tillader sig at protestere. I stedet for at afsløre de velstilledes moralske hykleri, identificerer Lindholm Lau sig med det.
I stedet for at afsløre de velstilledes moralske hykleri, identificerer Lindholm Lau sig med det
Det er her, at min præcisering af racisme-begrebet bliver vigtig. Den sænker de moralske krav og giver plads for den personlige selviskhed, som hører et frit samfund til. Set i det lys, så gælder det primært for de velstillede om at forstå, at de socialt svages protest imod den indvandring og asylmodtagelse, som de især er pålagt at bære konsekvenserne af, fordi den fremmedgør deres nærmiljø, moralsk set er på ganske samme niveau, som de velstilledes egen protest imod at betale mere i skat. Lige så lidt som vi økonomisk set kan indrette samfundet, som om folk ikke vil have personlig fordel af deres arbejdsindsats, kan vi indrette samfundet, som om etniske forskelle er uden betydning. Både i den ene og den anden dimension må vi være realistiske og ikke ”højmoralske”. Og det er den realisme, som Lindholm Lau svigter.
Det er ikke nok at ville afdække hadtale ud fra en forudgiven opfattelse af, hvad der er moralsk rigtigt. Man bliver nødt til at gennemtænke selve spørgsmålet om, hvad der er moralsk rigtigt – moralsk konsistent. Ellers risikerer ens afdækning at blive en tilsløring.
Illustration: PixaBay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
