Sprog, medier og folkestyre: Død over ’løftebrud’ – længe leve kompromiset • POV International

Jeppe Bentzen 25.06.2019

POLITIK // KOMMENTAR – Mistillid mellem vælgere og repræsentanter forstærkes af forældede forventninger. Det kalder på en opdatering. Jeppe Bentzen argumenterer for, hvorfor løftebruddet som begreb er problematisk for folkestyret – og hvorfor vi kan tage ved lære af Klods-Hans’ strategier.

Mens vi afventer den ny-forhandlede regering endeligt etablerer sig med Majestætens stiltiende accept, har jeg en opløftende idé til, hvad vi andre bør diskutere: Misbrugen af ordet LØFTEBRUD og den sproglige forventningsafstemning, det trænger til.

Du kender løftebruddet: Det lidet flatterende kasteskyts, der er gået inflation i og efterhånden trækkes som automatreaktion, hver gang en folkevalgt giver afkald på enkelte idealer i bytte for mere indflydelse… Eller snarere, som ordet indikerer: Sælger ud, pisser på vælgerne og/eller griner hele vejen ned i Snapstinget. Man mærker blodet stige til hovedet med det samme, ikke?

Jeg foreslår at omvælte LØFTEBRUD til fordel for noget mindre konfrontatorisk… Det kunne være ’små sejre’, ’effektive løsninger’, ’halve scoringer’, ’gennemforhandlede ønsker’, ’samskuds-visioner’ eller slet og ret det gode, gamle: ’Kompromis’

Det er for fattigt i et velfungerede smørhul som Danmark at foretrække, at vores repræsentanter giver køb på kompromisets kunst for at læse højt af gyldne løfter og højhellige forskrifter med kammeraterne i hjørnet – og det foretrækker vi i det øjeblik, det rene kompromis automatisk reduceres til det beskidte løftebrud.

Vi burde i stedet råbe et højt hurra og længe leve til det kedelige men konstruktive demokrati med brede forlig, hvor de, der søger indflydelsen, både giver og får lidt. Lad os holde vores repræsentanter i ørene, men lade LØFTEBRUD-revolveren forblive i ro, så længe synderen ikke har 90 mandater for sig selv.

I mine øjne burde LØFTEBRUD-logikken være begravet, før grundloven blev født, dengang landet uden høje bjerge havde en enevældig majestæt med udelt magt, og ikke havde brug for en folkevalgt kongelig undersøger. I dag er magtudøvelse – heldigvis – en nuanceret affære. Vi må kunne finde på noget mere konstruktivt at komme efter dem med. For er et løfte brudt, efterlades der ingen plads til nuancer: Løftet er itu, faldet og knækket. Det heler ikke, om så det får fire års betænkningstid i opposition.

Breaking – realismens skriggule farve

Bøvlede beslutninger på tværs af kampdygtige partier burde ses som et sundt tegn på, at der tages, gives og forhandles inden for parlamentets spilleregler og vælgernes fordeling af mandater. That’s the name of the game.

Derfor er misbrugen af LØFTEBRUD en tendens, der bygger på de samme falske præmisser, som de folkevalgtes brug af ’ultimative krav’ og ditto løfter. Det hører heller ikke hjemme i vores repræsentative system. Og for én gangs skyld ér der faktisk noget om, at tonen i debatten er problematisk. Jeg mener, at begge begreber er uansvarlige, usunde og værst af alt: udemokratiske.

Det er en sproglig bjørnetjeneste, som alle parter sidder fastklemt i. Det ene afføder det andet, og sådan kan vi blive ved, medmindre enten vælgere på den ene side eller journalister og de folkevalgte med deres pressefolk på den anden side tager mod til sig og sænker skuldrene; løfter, der ikke er givet, kan ikke brydes, og vice versa.

For sproget skaber holdninger, som klæder skaber folk. LØFTEBRUD er blevet stadfæstet som beskrivelsen af en politikers eller et partis handlinger, der afviger den mindste my fra det, de lovede, da himlen endnu var blå.

Ak og ve og ’det er fandeme for dårligt’, sådan at blive løjet for ved højlys dag. Det kan vi hurtigt blive enige om, og derfra er det svært ikke at blive smittet med trangen til at råbe LØFTEBRUD, når ordet hvert andet øjeblik siver ud af avisspalterne, over nabohækken og ind foran fjernsynet.

Er der først en journalist eller en politiker, vi selv stoler på, der har kastet dommen over oppositionen, er der sjældent taletid til anke eller genmæle. LØFTEBRUD heler som sagt ikke.

Vi har allerede oplevet pendulfarten og ordets magt under de nuværende regeringsforhandlinger, da Pia Olsen Dyhr (SF) foran rullende kameraer kom til at være både ærlig og realistisk, da hun sagde, at partiets firkantede krav var inden for sigte, men muligvis skulle nås ad omveje – altså blive indfriet, men kaldt noget andet eller finansieret på anden vis.

Få minutter gik der, før både DR, Politiken og Berlingske gik i breaking og malede realismen over med en skriggul farve, der selvfølgelig smitter af på dem, der læser med. En halv time efter måtte formanden præcisere – det vil sige skære det ud i politisk pap, der blafrer hovmodigt i vinden – for at få den alarmerende farve af igen. Og så kunne alle starte forfra.

Opgiv et par principper og red landet

Våbenhvilen skal starte et sted, og det bliver næppe blandt hverken journalister eller folkevalgte. Lad det være fra vælgerne, i så fald. Jeg stoler på folkets fornuft – og på politikernes behov for at følge dem i hælene med tiden.

Spørger du mig, er det hele en smattet pærevælling af romantisk ridderretorik, der bygger på en falsk præmis fra fordums tid. Det er ærgerligt.

LØFTEBRUDDET indikerer jo, at vi som udgangspunkt forventer stædige, utålmodige, enerådende og påståelige folkevalgte med armene over kors og et sværd langs siden, hvis det bliver nødvendigt. Gør vi virkelig det?

Hvis vi endelig skal være nostalgiske, så lad os i stedet mindes 1933 og det skelsættende Kanslergadeforlig. Der blev forhandlet henover midten i 18 stive timer hjemme hos statsminister Stauning, som efterfølgende berømt forklarede, at man havde opgivet nogle principper, men reddet landet. Salut!

I mine pragmatiske øjne bør den idealistiske utopi om helten med lange gyldne lokker og store muskler vige for den praktiske, mere jordnære folkehelt med høje tindinger og spidse kuglepenne. Den ærlige, snusfornuftige fighter

Med Kanslergade i mente, himler jeg med øjnene, når en stivnakket og insisterende forhandlingsteknik i dag bliver oversat til standhaftigt mod, og omvendt når en pragmatisk tilgang tolkes som værende slap eller vag.

Jeg køber ikke præmissen, før jeg ser regeringen blive væltet af et trodsigt parti med mindreværdskomplekser.

De pragmatiske, der går ind ad døren med en plan A, B, C og D, og hellere går ud igen med få resultater end ingen, er tværtimod effektive og anstændige. Det bør anerkendes og saluteres, ikke miskrediteres og obstrueres.

No wonder at vi ikke kommer videre fra mistillid og politikerlede, så længe vi vælter rundt i møddingen af uholdbar ridder-retorik og svømmer mod overfladen med armene over kors.

Spørg Klods-Hans

Tænk over det: Vi stemmer på en kvinde eller mand, vi mener repræsenterer vores holdninger og interesser. Ikke på en partisk ridder, der vil gå i døden for at opfylde hvert eneste af dem.

Det er i bedste fald en teatralsk forestilling, hvor den unge ridder med løftet hage galoperer ind på Christiansborg Slot og kæmper med skjold og sværd, til han enten vinder kongeriget eller dratter om i forsøget.

I mine pragmatiske øjne bør den idealistiske utopi om helten med lange gyldne lokker og store muskler vige for den praktiske, mere jordnære folkehelt med høje tindinger og spidse kuglepenne. Den ærlige, snusfornuftige fighter.

Desværre, Prince Charming, her til lands holder vi med Klods-Hans. Og netop derfor bør vi vende os fra forventningen om alt-eller-intet og i stedet anerkende, når dem, vi har stemt på, tænker som Hans og forhandler ud fra den oprustning, vedkommende nu engang har fået tildelt af vælgerne.

Det tager længere tid, er mindre dramatisk og kaster færre glamourøse overskrifter af sig – men skaber til gengæld flere resultater.

Hvis vi endelig skal revolutionere noget, så lad det være sproget, der kredser om folkestyret.

Jeg foreslår at omvælte LØFTEBRUD til fordel for noget mindre konfrontatorisk, ridderligt og naivt, som de folkevalgte for min og din skyld gerne må begå: Det kunne være ’små sejre’, ’effektive løsninger’, ’halve scoringer’, ’gennemforhandlede ønsker’, ’samskuds-visioner’ eller slet og ret det gode, gamle: ’Kompromis’.

Det er fint at sætte pris på store visioner, men resultater skabes i de små. Derfor bør vi sætte vores lid til dem, der ikke lover for meget. Det er alligevel dem, der får prinsessen til sidst. Spørg bare Klods-Hans.

Illustration: Klods-Hans, Hans Tegner 1900,Wikimedia Commons.