KUNST // ESSAY – Fra moralsk advarsel, selvsikker signatur, skjult selvbekræftelse, selvironi til kølig udforskning af virkeligheden. Selvportrættet findes i kunsten i mange former og formål. Noget at tænke over næste gang du ser dig selv i spejlet – eller vil tage den ultimative selfie.
Den moralske spejling
En mand sidder og gennemgår mønter, guldstykker og smykker på bordet foran sig. Ved siden af ham sidder hans kone med en andagtsbog i hånden, der viser en illustration af Jomfru Maria med barnet. Parret er klædt som velhavende borgere i Antwerpen, hvor maleriet blev skabt.
Quentin Matsys (også: Quinten Matsijs) (1466-1530) var en flamsk maler og gravør i den såkaldte tidlige nederlandske tradition. Ifølge overlevering blev han uddannet som smed, før han blev maler.
Matsys, der var født i Leuven, var aktiv i Antwerpen i over tyve år og betragtes som grundlæggeren af Antwerpens malerskole. Udover portrætter rummer hans værker mange allegoriske og religiøse motiver kombineret med stærk realisme og ofte et satirisk eller grotesk præg. Som de fleste flamske kunstnere på den tid lagde han stor vægt på detaljer som smykker, beklædningsgenstande og ornamentik.
Ingen slave kan tjene to herrer
For at forstå billedet er det vigtigt at huske, at vi befinder os i en tid med religiøse omvæltninger. Antwerpen husede dengang mange immigranter, der var flygtet fra den spanske inkvisition. I det samfund – og i den internationale handel i havnebyen – var der store muligheder for vekselerere og pengeudlånere.
Samtidig var Matsys en dybt religiøs mand med førstehåndserfaring med religiøs forfølgelse. Flere af hans slægtninge døde for deres tro; hans søster Catherine og hendes mand blev henrettet i Leuven i 1543 for den ‘forbrydelse’ at læse Bibelen. Manden blev halshugget, og søsteren blev levende begravet på pladsen foran kirken.
Den moralske spejling
Maleriet er fyldt med symboler på et moralsk budskab om opdelingen mellem det sekulære og det hellige. På rammen stod der engang: Lad balancen være retfærdig og vægten være lige.
Guldet og pengene refererer ikke kun til rigdom, men også til grådighed, mens vægten, som manden holder, symboliserer retfærdighed og Guds dom ved tidens ende. Kvinden ser på guldet i stedet for at koncentrere sig om sin andagtsbog og husker ikke evangeliets ord: Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon (Lukasevangeliet 16:13).
Bag parret ser vi regnskabsbøger og genstande forbundet med pengeudlån, men også et rødt æble – et symbol på syndefaldet – og til højre et slukket lys, et vanitas-symbol, der minder om, at livet er kort, og rigdom meningsløs. Ovenikøbet avler rigdom sladder og bagtalelse, som det antydes bag den halvlukkede dør til højre. Perlerne symboliserer den uskyldige sjæl i en fysisk krop, omgivet af verdens fordærv.
Og det sidste, centrale objekt – det konvekse spejl, et symbol på forfængelighed – viser en klient hos vekselereren, der kigger ind, men netop ikke på kirken bagved. Dette er Matsys’ selvportræt, en formaning om at forsage de jordiske goder og tænke på vor udødelige sjæl.
Quentin Matsys’ selvportræt, detalje fra Vekselereren og hans kone
Matsys var ikke den første til at medtage sit selvportræt i et maleri via et spejl; allerede i 1434 gjorde Jan van Eyck det genialt i Arnolfini-portrættet.
Vidne til et bryllup
Arnolfini-brylluppet fra 1434, malet af Jan van Eyck (1390-1441), er et dobbeltportræt i hel figur, der menes at forestille den italienske købmand Giovanni di Nicolao Arnolfini og hans hustru, formodentlig i deres hjem i Brügge.
De to figurer – og den lille hund ved deres fødder – står i et værelse med en kiste og en seng i forsommeren, antydet af kirsebærrene på træet udenfor vinduet. Næsten hver detalje signalerer velstand: de er begge klædt i tunge pelse, trods årstiden, og står under en fornem messinglysekrone.
Tegn på rigdom
Andre tegn på luksus ses i de smukt forarbejdede sengeforhæng, udskæringerne i møblerne og det orientalske tæppe foran sengen. Appelsinerne, der ligger spredt på bordet til venstre, var på den tid også meget dyre i det burgundiske rige.
På væggen bag parret hænger et spejl – Van Eycks geniale greb: rummet udvides i omvendt perspektiv og viser to personer, der træder ind foran parret. Disse to figurer er højst sandsynligt kunstneren selv – i rødt – og hans assistent – i blåt. Van Eyck understreger sin tilstedeværelse ved at skrive over spejlet: Johannes de eyck fuit hic 1434 – Jan van Eyck var her 1434.
Selvom maleriet har affødt mange kunsthistoriske tolkninger, er der ingen tvivl om dets enestående kvalitet. Med sin glaserende teknik, komplekse ikonografi og detaljerigdom er det et af de mest originale værker i vestlig kunst – ikke mindst på grund af spejlets anvendelse.
Festmåltidets dronning
Antwerpmaleren Clara Peeters (ca. 1589–ca. 1657) var én af de få kvindelige kunstnere i begyndelsen af 1600-tallet og en pioner inden for madstilleben. Hendes billeder af opulente måltider (banketjes), som viste hendes tekniske og kompositoriske kunnen, havde stor indflydelse på samtidige malere i Nordholland. Hun arbejdede både i Amsterdam og Haag.
Der findes ingen værker fra hendes hånd efter 1621 – måske holdt hun op med at male eller blev gift, hvilket, for kvindelige kunstnere, kom ud på det samme.
I dag er hendes arbejde meget beundret, men hendes liv forbliver indhyllet i mystik. Peeters’ stilleben viser populære genstande fra det velhavende flamske samfund, såsom eksotisk porcelæn, mundblæst glas, sølvservice og delikatesser som ost, vin, frugt og fisk.
De omkring fyrre kendte malerier af Peeters er den bedst bevarede dokumentation, og hendes navn er kun kendt, fordi hun signerede malerierne på opfindsomme måder, f.eks. på en malet kniv.
Mester i det skjulte selvportræt
Clara Peeters inkluderede mindst otte miniature-selvportrætter i sine stilleben – genialt gemt i spejlinger på sølvpokaler og kander. Mange kunstnere integrerede deres selvportrætter, men Peeters var den første til at gøre det i et stilleben – og den eneste, der gjorde det gentagne gange, hvilket er blevet et særkende.
Alle genstandene i dette stilleben, naturlige og menneskeskabte, bragt fra nær og fjern, er pænt arrangeret på en bordplade. Sammen danner buketten, pokalerne, guldet og mønterne en ‘vanitas’, der skal minde beskueren om deres dødelighed, vist i blomsterpragten fra alle årstider – og om værdiløsheden af de verdslige goder, synlig i de overdådige, gyldne pokaler. Clara Peeters har udødeliggjort sig selv ved at male sit spejlbillede flere gange i nopperne på den højre guldpokal.
Clara Peeters’ ønske om at skabe stillebenmalerier var et dristigt træk på et marked, der favoriserede portrætter eller historiemaleriet som udført af kendte mandlige kunstnere som Jan Brueghel den Ældre, Peter Paul Rubens og Anthony van Dyck. Efter mange år med krig oplevede Nederlandene igen fremgang, og Peeters afspejler en voksende interesse fra den rige middelklasse for luksusvarer og skildring af rigdom, ofte, som her, forklædt som et moralsk budskab om mådehold og dødelighed.
Selvom hun næsten udelukkende er kendt for sine stilleben, vil et formodet Peeters-selvportræt – en allegoriske figur af Vanitas – for første gang blive solgt på auktion hos Sotheby’s i London den 2. juli. Forhåndsvurderingen er på 1,2 til 1,8 millioner pund.
Død mand maler
James Sidney Edouard, Baron Ensor (1860-1949) var belgisk maler og grafiker og en vigtig figur for ekspressionismen og surrealismen.
Han levede hele sit liv i Oostende og havde sit atelier på forældrenes loft. Derfra stammer fascinationen af groteske masker fra forældrenes marskandiserbutik. Ensor gik på kunstakademiet i Bruxelles og udstillede første gang i 1881. Han havde forkærlighed for sære motiver: masker, skeletter og karnevalsscener fylder hans værker.
Klædt ud
Skeletter fik en særlig plads i Ensors kunst. Han klædte dem ud og brugte dem i absurde tableauer og stilleben. Kritikken var ofte hård – og Ensor svarede igen, eksempelvis i raderingen Le Pisseur, Pisseren (1887), hvor han urinerer på en væg med teksten: Ensor est un fou – Ensor er en nar.
Omkring 1890 blev han optaget af religiøse temaer og identificerede sig, som ateist, med Kristus som hånet offer – tydeligt i det stærkt kritiserede mesterværk Kristus’ indtog i Bruxelles.
Det malende skelet er et centralt værk, hvor Ensor skildrer sig selv som skelet, omgivet af masker og tidligere værker. Det er både selvironisk, makabert og et eksistentielt memento mori.
Accept og anerkendelse
Ensor fortsatte trods modstanden. I 1920 blev han anerkendt med udstillinger, i 1929 adlet som baron af Kong Albert og i 1933 hædret med Légion d’Honneur.
Under Anden Verdenskrig nægtede han at flygte fra Oostende og døde der i 1949, 89 år gammel.
Illusionens mester
Den hollandske grafiker Maurits Cornelis Escher (1898-1972) er mest kendt for sine hjernevridende værker på papir, ofte inspireret af matematik.
Dette selvportræt er også kendt som Hånd med spejlende sfære. Spejlbilledet viser Escher i færd med at tegne kuglen, sig selv og rummet omkring ham i baggrunden. På væggene hænger adskillige indrammede billeder, bl.a. et af en indonesisk wayang, en skyggedukke.
Han blev kaldt ‘Mauk’, var et sygeligt barn, og han klarede sig dårligt i skolen. Han udmærkede sig imidlertid i tegning, men hans karakterer var generelt lave. Han tog tømrer- og klaverundervisning, indtil han var tretten år gammel.
Mauriske mosaikker
Escher gik på Haarlem Arkitektur og Designskole, hvor han lærte tegning og kunsten at lave træsnit.
I en kort periode studerede han også arkitektur, men han dumpede i en række fag. I 1922 rejste han til Toscana og til Spanien, hvor han blev fascineret af den mauriske arkitektur og dens indviklede mosaikdekorationer. Han udviklede disse former til at danne komplekse, sammenknyttede mønstre, for eksempel med fugle, fisk og krybdyr.
Efter sit bryllup i 1924 med schweizeren Jetta Umiker bosatte han sig i Rom, men i 1935 blev det politiske klima i Italien uacceptabelt for ham, og han flyttede først med sin familie til Schweiz, senere til Belgien og endelig tilbage til Holland. Her tvang det hollandske vejr ham indendøre, og det fik ham til at koncentrere sig mere om sit kunstneriske arbejde. Efter opfordring fra det hollandske postvæsen designede han hollandske frimærker: Det første i 1935, det andet i 1949.
Forbløffende matematiske figurer
Tidligt i sin karriere fandt han inspiration i naturen og foretog studier af insekter, landskaber og planter. Senere beskæftigede han sig med matematiske objekter, umulig arkitektur og udforskede virkemidler som symmetri, perspektiv, uendelighed og refleksion – og igen og igen vender Escher tilbage til selvportrætter i reflekterende, sfæriske overflader.
Eschers kunst blev velkendt blandt videnskabsfolk og matematikere og optræder på utallige bøger og pladecovers. Hans kunst indbringer nu svimlende beløb, og hans værker er permanent udstillet i kunstmuseet Escher i Paladset i Haag.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.