POV BUSINESS // STARTUP – Forretningsmand og samfundsdebattør Lars Seier Christensen har dannet ‘SpeakerBee’, der er en ny platform, hvor mennesker med noget på hjerte kan ytre sig om det, de brænder for og ved noget om. Sigtet er videndeling og formidling af gode idéer, og indtil videre er konceptet gratis for alle. “Se det som min coronagave til brugerne”, siger stifteren, der deler konceptet og historien bag med POV’s læsere.
Jeg har ikke været udenfor mit hjem siden ca. 1. marts.
Jo, en enkelt gang, da jeg rejste fra vores hus i Mayfair i London tilbage til hjemmet i Schweiz, men ellers har jeg holdt mig indenfor matriklen et af de to steder. Det er snart otte uger, og den tidlige start på selvisolationen skyldtes, at jeg fik en tung forkølelse i starten, og at det under omstændighederne virkede uansvarligt at omgås andre i den tilstand.
Det slog mig, at rigtig mange andre også sad hjemme, måske med noget hjemmearbejde, men alligevel også med lidt mere tid på hånden end normalt
Da forkølelsen var færdig, var verden ændret, og derfor fortsatte jeg med den hjemlige hygge.
Så lang tid uden at rejse rundt fra sted til sted er uhørt for mig – det er mindst 30 år siden, jeg sidst har oplevet det.
Det er såmænd ganske behageligt; jeg tror egentlig, at jeg trængte til at geare lidt ned, og det er ikke utænkeligt, at det ændrer mig – og sikkert også mange af jer – på den lange bane også.
Man kan jo faktisk klare rigtigt meget hjemmefra, og det er mange gange ret effektivt via digitale mødeplatforme og telefon i stedet for fysiske møder.
I hvertfald giver det anledning til at tænke lidt over tingene. Og det slog mig, at rigtig mange andre også sad hjemme, måske med noget hjemmearbejde, men alligevel også med lidt mere tid på hånden end normalt.
Millioner af ekstra timer, når man lægger os alle sammen. Det må da kunne bruges på noget fornuftigt og fælles, tænkte jeg. Men det kneb lidt med den gode ide – man kunne f.eks. have lavet et projekt som Wikipedia, men det eksisterer jo allerede.
Som jeg ofte gør, når jeg mangler input til noget, slog jeg spørgsmålet op til mine 33,000 facebook-venner.
Der kommer altid mange svar, og nogle af dem er ret gode. De har faktisk også hjulpet mig med at finde en rigtig dygtig pianolærer, så mit eget lille personlige projekt i denne krise består i at hamre i flyglet halvanden time hver eneste dag.
Som nybegynder tænkte jeg, at der aldrig ville komme en bedre mulighed for endelig at opfylde en livslang drøm om at lære at spille et instrument. Og tænk engang, allerede nu kan jeg spille Ain’t Misbehaving og As Time Goes By – melodier, hvis tekster i øvrigt passer fint til isolationen. Ikke som koncertpianist, men alligevel. Det kan varmt anbefales at starte et sådant privat udviklingsprojekt, nu man har tid alligevel.
Efter kun tre ugers liv har mange gode mennesker henvendt sig med ønsket om at lave et oplæg, eller foredrag eller interview, som de mener kunne interessere andre. Og mere end 40.000 unikke brugere har besøgt os
Men tilbage til det fælles projekt. Jeg slog FB-opslaget op 13. marts og vanen tro var der et par hundrede svar ret hurtigt. Lidt af hvert, de fleste meget empatiske og velmenende. Det mest gennemgående tema var ønsket om lære noget nyt, og få tiden til at gå med at blive inspireret, klogere eller underholdt.
Andre tilbød selv at byde ind med deres viden eller foreslog kandidater, de selv gerne ville lytte til.
Og lige her blev SpeakerBee født
Og lige der blev ideen om SpeakerBee født. Sammen med min gode ven og mangeårige samarbejdspartner Torben Rene boksede vi hurtigt nogle tanker og ideer rundt imellem os i den digitale verden, vi lever i, og på rekordtid fik vi skruet et basalt projekt sammen efter de forhåndenværende søms princip, blot for at se, om interessen var der.
Så måtte det gennemarbejdede, feature-fyldte projekt laves efterfølgende, og det er vi ved at skrue sammen nu.
For interessen var der faktisk.
Efter kun tre ugers liv har mange gode mennesker henvendt sig med ønsket om at lave et oplæg, eller foredrag eller interview, som de mener kunne interessere andre. Og mere end 40.000 unikke brugere har besøgt os, for at se både kendte talere som Lars Løkke Rasmussen, Lars Tvede, David Trads og Morten Wagner, men også – og det er egentligt mindst lige så vigtigt for mig – mindre kendte mennesker, der besidder en kompetence, som kan have værdi for andre mennesker.
Der har allerede været indlæg holdt af folk, der brænder for at fortælle om netop det, som de har en særlig ekspertise i: om personlig udvikling, iværksætteri, corona (naturligvis), økonomi, sport og meget andet.
SpeakerBee er et godt udstillingsvindue for folk, der tilbyder oplevelser. Det kan også bruges af medier, foreninger eller andre aktører, der ønsker at kuratere deres egen kanal på basis af vores infrastruktur. Men allervigtigst er det naturlige flow af kompetente mennesker, der gerne vil komme til orde
Vi har allerede nu en kvalificeret pipeline på over 100 talere, og har indledt et samarbejde med f.eks. YouandX, der er et bookingbureau for talere, som gerne vil levere løbende eksempler på, hvem og hvad de kan tilbyde virksomheder og foreninger.
Flere andre lignende samarbejder er under opsejling, da SpeakerBee er et godt udstillingsvindue for folk, der tilbyder oplevelser. Det kan også bruges af medier, foreninger eller andre aktører, der ønsker at kuratere deres egen kanal på basis af vores infrastruktur. Men allervigtigst er det naturlige flow af kompetente mennesker, der gerne vil komme til orde.
Men det er der jo mange, der allerede gør på Facebook Live, YouTube, eller deres egne podcasts og blogs, indvender læseren måske?
Og ja, det er helt rigtigt, og det skal de blive ved med.
Men desværre har mange af dem ikke det publikum, de fortjener, fordi de er svære at finde.
Enkelte har stor succes som Den Uafhængige, f.eks., men de fleste har alt for få tilhørere.
Vores mål er at hjælpe så mange dygtige mennesker som muligt til at blive synlige for interesserede seere, og vi har intet imod, at de også anvender SpeakerBee til at dirigere vores brugere til deres egne kanaler.
Det vil kun glæde os, fordi vores mål simpelthen er at give så mange mennesker som muligt adgang til så megen information som muligt. Ganske enkelt. Så vi er ikke i konkurrence med andre kanaler, men tilbyder blot et publikum til disse dygtige mennesker, der sidder i stort tal rundt omkring i Danmark – og på sigt også internationalt.
SpeakerBee vil hjælpe med synlighed
En differentiering er også, at vi har en teknisk support til vore indlægsholdere, der hjælper dem med at levere en professionel præsentation. Mange kan godt selv, men andre, måske mindre erfarne indlægsholdere, er glade for at blive håndholdt lidt de første par gange.
De afholdte indlæg arkiveres, og på sigt vil det hjælpe med til at sikre, at folk løbende kan finde de mest relevante indlæg, når de søger på et emne. Allerede nu kan vi se, at der på kort tid er 5-10 gange flere seere, der ser et indlæg efter en liveudsendelse end under selve udsendelsen. Og denne “long tail” kan udstrækkes uger, måneder, endda år efter det oprindelige indlæg, således at seertallet over tid kan blive betragteligt og dermed et attraktivt udstillingsvindue for indlægsholderen.
Muligheder er der nok af. Men først og fremmest skal der nu fokuseres på, at alle med noget på hjerte kan komme til orde, sålænge nogen har lyst til at høre på dem, samt at brugerne kan få gratis adgang til en masse varieret og interessant kvalitetsindhold
Således afviger SpeakerBee fra flow-TV, og skal snarere ses som en stream, brugeren selv tilrettelægger, eller måske på længere sigt får forslag til, baseret på tidligere valg og andre brugeres ranking og forbrugsmønstre.
Der er 3-4 indslag på alle hverdage her i starten, men i løbet af nogle måneder forventer vi, at udvide tallet betydeligt og ultimativt til tættere på 24/7, når vores egen software er fuldt udviklet med mere automatisering af processerne. Arkivet af udsendelser, seerne også kan vælge iblandt, stiger naturligvis hastigt i omfang
Lige nu er alt indholdet gratis og ikke voldsomt redigeret. Vi anlægger selvfølgelig en vis kvalitetskontrol, men blander os iøvrigt ikke i indhold og budskaber. Har du noget på hjerte og ved du noget om det, er du velkommen. Også selvom dit potentielle publikum ikke er verdens største.
Et medie uden en forretningsmodel – for nu
Nogle spørger om forretningsmodellen og det ærlige svar er, at lige nu er der ikke nogen.
Nu skulle vi blot i gang hurtigt, og brugerne kan opfatte det som min lille corona-gave til dem.
På sigt kan man sagtens forestille sig, at noget af indholdet kan lægges op som pay-per-view af indlægsholderne eller blive en del af længere kurser, med f.eks. 5-10 undervisningprogrammer og online materiale, der ligeledes kan sælges af indlægsholderen.
Virksomheder, biblioteker eller foreninger kunne lave lukkede events, som de kan invitere deres medarbejdere eller medlemmer til. Man kan også forestille sig en redaktionel gren, hvorved en del af platformen vil ligne et traditionelt medie mere, end det gør nu.
Muligheder er der nok af. Men først og fremmest skal der nu fokuseres på, at alle med noget på hjerte kan komme til orde, så længe nogen har lyst til at høre på dem, samt at brugerne kan få gratis adgang til en masse varieret og interessant kvalitetsindhold. Det er der, vi starter, og det er det, mine FB-venner har bedt om at få.
*****
Se et eksempel på et af de nyere indslag på dette link, hvor Emil Thorup interviewer TV2’s mangeårige USA-korrespondent, Jesper Steinmetz:
Hvis en POV-læser ønsker at bidrage med et indlæg på SpeakerBee, kan de registrere sig her – www.speakerbee.com/speaker
Topillustration: SpeakerBee
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her