DØDSFALD // MINDEORD – Søren Kenner, en idémand af guds nåde, en enestående begavelse og en usædvanlig generøs entreprenør, er død. Det er et tab for den intellektuelle debat i Danmark, skriver POV’s chefredaktør, Annegrethe Rasmussen, der også har mistet en kær ven. “Jeg græder i dag, men ikke for Søren, der var en livsnyder og en uforlignelig optimist. Jeg græder sammen med Sørens hustru og børn, der har mistet deres livs bedste ven, ægtemand og far og over tabet af et sjældent ordentligt menneske, der gjorde verden til et bedre sted og som havde så usædvanlig meget at bidrage med.”
Søren Kenner er død. Torsdag i Cambridge i denne uge, og det er ikke til at fatte for de af os, der var så heldige at have ham som ven.
Dette held handlede imidlertid ikke bare om at have Søren i ryggen, som en man kunne søge råd eller trøst hos. Om end han var eminent til netop dette, besad han derudover også en ganske sjælden evne til at se muligheder og opture i de slag, livet kan møde en med.
Søren var også det, der med et lidt slidt ord, kaldes en ildsjæl. Helt bogstaveligt brændte han for andre menneskers idéer med en lysende begejstring for skabertrang og innovation, som han også selv besad i mere end rigt mål
Og han holdt heller ikke igen, hvis disse slag var delvis selvforskyldte. “Det handler jo slet ikke om at begå fejl. Dem begår vi alle. Men om at indse dem, sige undskyld og komme videre,” som han engang skrev til mig, før han kastede sig ud i forslag til, hvordan man bedst kunne opbygge nærværende medie, POV, til ‘Danmarks svar på Huffington Post’ (hans ord, ikke mine).
Men nej – det var så langt fra kun som betryggende opbakning, at man var heldig med Søren i sin vennekreds. Han var også det, der med et lidt slidt ord, kaldes en ildsjæl. Helt bogstaveligt brændte han for andre menneskers idéer med en lysende begejstring for skabertrang og innovation, som han også selv besad i mere end rigt mål.
Det står for det første klart, når man ser på alt det, han nåede at skabe i det private erhvervsliv:
Som medstifter af block-chain konsortiet Concordium, der har livsvennen Lars Seier i spidsen; som stifter og ejer af Kenner & Co.; som medstifter af Zecco Trading; som bestyrelsesmedlem og investor i Syntonetic; som stifter af den i Danmark ikoniske Hello Group bl.a. sammen med vennen Thomas Petersen; som serie-stifter af en række selskaber med vennen Morten Lund; som direktør og chef for den globale markedsføring i Saxo Bank; og som CEO for McCann MRM Europe.
Alt dette skete før han stiftede og drev sit første “rigtige firma”, Medialog, som han skabte med sin gamle ven, Peter Svendsen. Søren skabte i øvrigt Kenner &Co sammen med sin hustru, Helen, efter at Peter Svendsen havde fyret ham fra firmaet Klausen & Partners. Men snart fandt de to sammen igen, netop for at skabe Medialog. Pengene fra et senere salg førte andre ting med sig, bl.a. dannelsen af Hello Group, så Saxo Bank kunne blive markedsført bedst muligt – hvilket for Søren Kenner betød, at han hellere måtte danne et bureau selv.
I sine tidlige år var han også med til at drive et pladestudie, FX Studio I/S – et studie, der optog plader med bands, “som aldrig skulle have haft lov til at udkomme”, som han sagde, men som efter eget udsagn også var noget af det sjoveste, han havde været med i.
Og han skrev bøger – bestselleren OFFLINE, der handler om “digital manipulation” og farerne ved at altid at være “på” og online, som han skrev med en anden nær ven, lægen Imran Rashid.
Søren var i det hele taget en vildt belæst mand – med en viden om alt fra Habermas, Jung, Freud, Rimbaud, Voltaire og dertil en encyklopædisk viden om musik og filosofi. Han var intellektuelt altædende og han læste – og forstod og analyserede med en kraft, som jeg ikke mindes at have mødt nogensinde andre steder eller hos andre mennesker.
Som formand for partiets såkaldte visionsgruppe støbte Søren hele fundamentet, de intellektuelle kugler til det, som i hans vision, skulle være det første, ægte liberale parti i Danmark. Men “liberalt” på den rigtige måde, som han understregede flere gange overfor mig i hundredevis af diskussioner over det seneste 10-år. Som i frihedselskende, generøst, åbent og tolerant. Som i selvberoende og oprørsk og som et oprør mod “institutions-Danmark” og klientstaten
Sidst men ikke mindst skabte han Liberal Alliance. Selvsagt ikke alene, men i et fællesskab med bl.a. Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøl, Leif Mikkelsen og Lars Seier. Som formand for partiets såkaldte visionsgruppe støbte Søren hele fundamentet, de intellektuelle kugler til det, der i hans vision, skulle være det første, ægte liberale parti i Danmark.
Men “liberalt” på den rigtige måde, som han understregede flere gange overfor mig i hundredevis af diskussioner over det seneste 10-år. Som i frihedselskende, generøst, åbent og tolerant. Som i selvberoende og oprørsk og som et oprør mod “institutions-Danmark” og klientstaten.
Men ikke som et neoliberalt helvede, hvor alle svage mennesker skulle sejle deres egen sø, som han engang skrev til mig, efter at han endnu engang var blevet heglet igennem som en ondsindet skatteunddrager på sociale medier.
Derfor var det da også et udtryk for skæbnens blodige ironi, at partiet endte med at ekskludere ham og dermed netop ikke magtede at vise det storsind og have så højt til loftet, at det kunne rumme en kritik af den national-konservatisme og spirende “fremmedangst”, som LA efter Sørens mening uklogt bevægede sig henimod.
Ovenstående er imidlertid kun nogle få byggeklodser af Sørens enorme skabertrang, der også bevidnede en intellektuel rastløshed, som viste sig allerede i studietiden på Københavns Universitet, hvor han fandt ud af, at man umuligt kunne bruge hele sin uge på at læse litteratur, og hvor han derfor også kastede sig over en uddannelse i datalogi oveni, som han gennemførte på normeret tid samtidig.
Og så mødte han sit livs ubestridte store kærlighed: Helen, som han havde kendt siden gymnasietiden men først forelskede sig i og giftede sig med år senere.
Sammen boede de flere steder i Danmark – bl.a. på en gård på Stevns og på Østerbro, mens de fik deres to børn, Sarah og Thomas og opbyggede starten på en enorm, loyal venneskare, der på forskellig vis nød godt af parrets åbne og imødekommende sind og åbne døre – helt konkret, deres hjem i Stevns var til tider et ‘veritabelt krisecenter for nødstedte kvinder’, som Søren sagde med et karakteristisk lunt glimt i øjet, sidst jeg så ham i Cambridge i juli.
Der blev også arbejdet igennem med en enorm flid. Men det faglige – virksomhederne, og den indtjening, de mange projekter kastede af sig (Zecco Trading blev solgt med en exit på 275 millioner dollar) partiet og bogskrivningen – var blot én side af Sørens virke.
For oveni besad han en nysgerrighed og en generøs åbenhed, der var unik. Han elskede også rockmusik – han spillede selv, og når man førte samtaler med ham, hang en række fabelagtige elektriske guitarer lige bag ved på væggen – og filosofi.
Han var også en enestående far for Sarah og Thomas, der nød godt af deres fars mange talenter for research, for åben og respektfuld samtale og for opbakning på den intellektuelt udfordrende måde. Han var stolt af sine børn, som vi er mange, der er – men det var ikke den stolthed, der udmærkede ham. Det var derimod den energi og det tidsforbrug, som han uden nogensinde at overveje, om det var det værd, investerede i sine børns formelle uddannelse og deres livs-viden.
Ordet begejstring var et nøgleord for Søren Kenners virke. Utålmodig og ivrig begejstring vel og mærke. Han hvilede ikke på nogens laurbær – slet ikke på sine egne. Som der stadigvæk står på hans åbne Facebook-side som motto: Kapow! All good things comes to those who are impatient. Og som der står på hans LinkedIn profil, så gjaldt det for ham om at “række ud efter stjernerne”
Når man diskuterede ungdommens udskejelser – som f.eks. den omsiggribende identitetspolitiske, “woke” bølge, som fordømmes så kraftigt p.t. både på den traditionelle venstrefløj og i og den ‘blå blok’ en masse – kom Søren eksempelvis med en helt anden og sjældent reflekterende reaktion. Han skrev i en artikel her i POV med titlen “The Times, They are a-Changing”
“En ny bølge af emancipation er på vej: Endnu et ryk fremad i opgøret med racisme, sexisme, fastlåste identitetsopfattelser, kønsopfattelser og selvopfattelser. Modstanden er stor, men disse strømninger er en art civilisatorisk udvikling, der nærmest pr. definition er rodet, kaotisk, amorf og svær at få hold på, skriver Søren Kenner, der selv er optimist: “Alt vil blive blæst væk af de transformative strømninger, der er på vej fra den vestlige verdens maskinrum. Som med alle andre opbrud er der kaos, men “en ny form for human flourishing med nye måder at udfordre hinanden på, forny hinanden på, bruge hinanden på og forstå hinanden på og måske oven i købet ‘blive hinanden’. Det, vi ser nu, er måske blot den første spæde bevægelse i og af noget meget større og mere afgørende.”
Han opfordrede med andre ord til storsind og tolerance og til at lytte, før man fordømte især de unge som han forstod på en måde, der er sjælden for voksne mennesker, der er nået om på den anden side af de 50 år.
I det hele taget var ordet begejstring et nøgleord for Søren Kenners virke. Utålmodig og ivrig begejstring vel og mærke. Han hvilede ikke på nogens laurbær – slet ikke på sine egne. Som der stadigvæk står på hans åbne Facebook-side som motto: Kapow! All good things comes to those who are impatient. Og som der står på hans LinkedIn profil, så gjaldt det for ham om at “række ud efter stjernerne”.
Som hans livsven, Lars Seier skrev på Facebook fredag, så gjaldt det for Søren altid om “mennesker”.
Det er en sand og fremfor alt dækkende observation. Det var også den tilgang til livet, der drev hans liberale verdenssyn: mennesket fremfor systemet. Det var denne omsorg for det enkelte menneske, den passion og det talent for kærlighed, der gjorde ham til en enestående ægtemand for hustruen Helen. Hendes sorg kan ingen bære for hende.
Så når jeg græder i dag, er det egentlig ikke for Søren, der var en livsnyder og en uforlignelig optimist. Så sent som for 5 dage siden skrev han til mig, at han glædede sig til vi sås og at hans behandling for cancer gik den rigtige vej. Nej, jeg græder for Helen, Sarah og Thomas, der har mistet deres livs bedste ven, ægtemand og far – og over tabet af et sjældent ordentligt menneske, der gjorde verden til et bedre sted og som havde så usædvanligt meget at bidrage med.
Topillustration: “Reach for the Stars”, skrev Søren Kenner på sin LinkedIn profil under dette billede, der er lånt derfra.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og