I SYSTEMETS SPÆNDETRØJE // KOMMENTAR – Der er tilfælde, hvor det sociale system kræver, at udsatte borgere skal stille sig dårligere for at få hjælp. At udsatte borgere f.eks. skal give afkald på noget i deres liv, der giver mening og bringer dem tættere på at komme sig over psykiske lidelser og/eller at blive selvforsørgende, skriver Baris Kaymaz. Som socialrådgiver ansat i psykiatrien ser han en bestemt gruppe af unge mennesker, der oplever samarbejdet mellem psykiatri, jobcentre og SU-systemet som alt andet end forebyggende hjælp. Men hvorfor skal man gøre sig selv til en hjælpeløs klient, der bliver fastholdt i en afhængighed af et system, der påstår at være støttende?
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Søger man på ”forebyggende socialt arbejde” på Google, får man et resultat i form af links til fagbøger, artikler fra socialstyrelsen og enkelte kommuners tidlige indsatser, altså forebyggende socialt arbejde rettet mod børn og unge under 18 år.
I søgeresultatet finder man derimod stort set ingen beskrivelser af tiltag for udsatte voksne, der af den ene eller den anden grund kan have behov for en forebyggende hjælp.
Oplevelsen hos os fagprofessionelle kan være den samme og med en evig undren over, hvorfor vi har et system, der fungerer, som det gør
Motivationen bag nærværende tekst er opstået netop på grund af det forhold.
Som socialrådgiver ansat i det psykiatriske system møder jeg en bestemt gruppe af unge mennesker, der oplever samarbejdet mellem psykiatrien, jobcentrene og SU-systemet som alt andet end forebyggende hjælp.
Der er typisk tale om unge på ungdomsuddannelser, der er ramt af eller bliver ramt af en psykisk lidelse og som derfor i en periode ikke kan leve op til at studere på fuld tid. Kan den unge ikke studere minimum 23 timer, er denne ikke berettiget til SU, og forsørgelsesgrundlaget forsvinder.
Henvender den unge sig til jobcentret, er der heller ingen hjælp at hente. Fordi den unge er tilmeldt et studie, vil det nemlig ofte være jobcentrenes vurdering, at den unge ikke er berettiget til hjælp.
De unge ‘falder’ således ‘mellem to stole’, og der er ingen hjælp er at hente i forhold til netop denne problemstilling. Kan den unge ikke dokumentere minimum 23 timers studieaktivitet, så stopper SU’en – altså den unges forsørgelsesgrundlag – som sagt.
Når den unge kontakter jobcenteret i håb om hjælp, opleves hjælpen af den unge som indviklet, ofte meningsløs og med rigide krav til, hvordan man kan få hjælp.
Både hos de unge og hos os fagprofessionelle er oplevelsen, at de unge skal stille sig selv dårligere for overhovedet at modtage hjælp
Oplevelsen hos os fagprofessionelle kan være den samme og med en evig undren over, hvorfor vi har et system, der fungerer, som det gør. Både hos de unge og hos os fagprofessionelle er oplevelsen, at de unge skal stille sig selv dårligere for overhovedet at modtage hjælp.
Et system uden andre muligheder
For at kunne tydeliggøre problemstillingen har jeg talt med en ung kvinde, der har været tilknyttet behandling i psykiatrien ved OPUS, der har stået i en situation, som mange unge enten har befundet sig i eller kommer til at befinde sig i.
Den unge kvinde, som jeg ikke vil nævne ved navn, men hvis identitet er redaktionen bekendt, er i starten af tyverne, udeboende og studerer HF enkeltfag. Hun har desuden et fritidsarbejde, hvor hun har et godt netværk.
Hun er ansat uden faste timer, så hun selv kan styre, hvor meget hun arbejder. I perioder arbejder hun enkelte dage om ugen, og i andre perioder arbejder hun i det omfang, hun kan overskue jobbet ved siden af sit studie. Det er en god ordning for hende.
Hun er ramt af en psykisk lidelse kaldet skizotypisk sindslidelse, og hun kan i perioder opleve en øget sårbarhed overfor stressbelastninger. I disse perioder kan hun opleve en forværring i sine symptomer og have svært ved hverdagens gøremål herunder studiet.
Den unge kvinde formår i en sårbar periode ikke at møde regelmæssigt til undervisning, og hendes fravær bliver for højt. Trods kommunikation mellem uddannelsessted, den unge kvinde og OPUS ender hun med at blive afmeldt det ene fag, hvor hun har højt fravær.
Den unge kvinde føler en stor frustration og fortvivlelse, da hun skal ‘nulstille’ sit studie, sige op fra fritidsarbejde med godt netværk og starte helt forfra
Hun kan fortsætte på det andet fag, hvor hun ikke har for højt fravær. Hun vil gerne fortsætte med det ene fag, da hun fagligt ikke har udfordringer, og hun gerne vil gennemføre sit studie. Det gør dog, at hun bliver stresset; hun har nu ingen forsørgelse og er ikke i stand til at betale husleje, regninger mv.
Den form for stress kombineret med hendes sårbarhed i form af hendes psykiske lidelse, gør at hun får det endnu dårligere psykisk.
Hun tager kontakt til det lokale jobcenter for at afklare, om hun kan melde sig ledig og ansøge om uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge) og samtidig gøre sit ene fag færdigt.
Beskeden, hun får, er dog tung – for det må hun ikke. Hun skal melde sig ud af studiet og dokumentere sin beslutning i forbindelse med, at hun melder sig ledig og ansøger om uddannelseshjælp.
Hun får herudover besked på, at hun ikke må have en kontrakt uden faste timer på sit fritidsarbejde. Hun skal derfor dokumentere, at hun har opsagt sit arbejde.
Først herefter kan jobcentret tage stilling til, om hun må studere et enkeltfag, mens hun er på offentlig forsørgelse. Den unge kvinde har intet valg, hvis hun gerne vil kunne forsørge sig. Men hun føler en stor frustration og fortvivlelse, da hun skal ‘nulstille’ sit studie, sige op fra fritidsarbejde med godt netværk og starte helt forfra.
Herfra skal hun starte på et forløb for unge ledige i jobcenterregi, hvor hun kan få afklaret, hvordan hun kommer videre.
Hvorfor har vi har et system, der først skal skabe en klient, et ‘cv’ hos den henvendende borger, så de passer ind i et system, der kan hjælpe dem
Det gør naturligvis den unge kvinde endnu mere stresset. Hun får mange negative tanker om sin egen kunnen og bekymringer om fremtiden. Det medfører, at hun oplever yderligere psykisk forværring.
Det føles ikke som hjælp eller rettere sagt; omkostningerne for at få hjælp opleves som meget store, men der er bare ikke andre muligheder, får hun besked om.
Det er ikke i nogens interesse
En sådan oplevelse afføder nogle helt fundamentale spørgsmål, såsom hvorfor vi har et system, der først skal skabe en klient, et ‘cv’ hos den henvendende borger, så de passer ind i et system, der kan hjælpe dem.
I de seneste år har begrebet om recovery været populært. Det bliver anvendt både i Region Hovedstadens Psykiatri og i Socialstyrelsen. Begrebet dækker kort fortalt over den proces, hvor et menneske forsøger at komme sig efter sociale problemer og/eller psykiske lidelser.
På Socialstyrelsens hjemmeside står der bl.a. om recovery:
”Fokus er på at udvikle en praksis, der understøtter den enkeltes recoveryproces, og som undgår at fastholde mennesker i afhængighed af professionelle støttesystemer.”
Recovery er med andre ord ikke en konkret indsats, det er en proces i den enkeltes liv.
Det er dog efter min mening udsigts- og meningsløst og ikke mindst uden reel betydning, hvis vores hjælpesystemer ikke støtter op om en sådan recovery proces, men snarere kan være indrettet på en måde, der opleves, som om systemerne modarbejder helingsprocessen og netop fastholder menneskers afhængighed af støttesystemer.
De unge mennesker, vi møder i OPUS, har ofte på kort tid oplevet, hvordan en psykisk lidelse har fået hele deres verden til at ramle sammen. Det er skræmmende og de kæmper en hård kamp for at fastholde det, der vil bidrage til, at de kommer sig; et netværk, meningsfulde aktiviteter og det at føle sig som et værdifuldt individ i et samfundsfællesskab.
Vi bør som samfund undre os over den måde, systemet er indrettet på. Det er hverken godt på individ- eller samfundsniveau, at vi ikke kan hjælpe mennesker uden at stille dem dårligere
Studier med fokus på recovery understreger betydningen af netop disse forhold, når et menneske skal komme sig efter en gennemgribende sygdom.
I en recovery-orienteret tilgang og i et system, der proklamerer at arbejde med afsæt i en sådan, er det derfor af afgørende betydning at understøtte individet i at fastholde de meningsfulde aktiviteter, der giver adgang til fællesskab og til anerkendelse for at bidrage med noget værdifuldt.
Alle former for organiseret og professionaliseret hjælp vil altid have beskrevne kriterier og målgrupper, så man kan skelne mellem, hvem der har ret til hjælp, og hvem der ikke har.
Men der er tilfælde, hvor der reelt stilles krav om, at udsatte borgere skal stille sig dårligere for at få hjælp, at udsatte borgere skal give afkald på noget i deres liv, der giver mening og bringer dem tættere på at komme sig over fx psykiske lidelser og/eller at blive selvforsørgende.
I de tilfælde bør vi som samfund undre os over den måde, systemet er indrettet på. Det er hverken godt på individ- eller samfundsniveau, at vi ikke kan hjælpe mennesker uden at stille dem dårligere.
Det er min oplevelse, at det rykker den enkelte unge længere væk fra at komme sig over en indgribende sygdom, at gennemføre en uddannelse eller at komme ud på arbejdsmarkedet og dermed få en tilværelse uden professionelle støttesystemer.
Det er hverken i samfundets, støttesystemernes eller de unges interesse, at der eksisterer praksisser, der ikke understøtter den hurtigste vej til mulig selvforsørgelse og til kontrol over eget liv.
LÆS MERE AF BARIS KAYMAZ I POV HER
Foto: Piqsels.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her