
#METOO // DEBAT – Jeg har modtaget de vildeste anklager og trusler fra mænd i min privatbakke: “Du er en medieliderlig møgso”. “Hvorfor dræber du Gaardbos arbejdsliv med vilje, hvad er du ude på?”. “Jeg glemte for 7 år siden at holde døren for en kvinde. Synes du, at jeg skal miste mit job? FØJ, siger jeg bare”. “Ulækkert at du blander dig, liderlige fissesæk . Du tørster, gør du”. Håber du kvæles i din egen galde, møgfisse”. En del kvinder har også ytret sig direkte: “Troede du var en sød pige. Men du er ond mod pæne Jens”. Isabella Miehe-Renard har deltaget i #MeToo-debatten og selvom hun aldrig har nævnt konkrete navne på krænkere har blot det at kommentere håndteringen af en offentlige sag, ført til en syndflod af kritik. “Der er langt igen, når det gælder #MeToo. Kampen slutter ikke ved årets udgang”, siger hun.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Om få dage, mere præcist anden juledag, er det fire måneder siden, at Sofie Linde’s knaldperle af en åbningstale i TV2’s “ Zulu Comedy Galla” vakte opsigt og gav genlyd. På tv-skærmen, i stuerne derhjemme og sidenhen – og stadig – i samtlige aviser og sociale medier.
Måske kanonslag er en bedre beskrivelse end knaldperle, for talen larmede og irriterede i visse kredse og skabte i den grad ekko og genklang i store dele af den danske befolkning.
Sjovt som kvinder, der besidder talens kraft eller tager bladet fra munden, stadig vækker så stor opmærksomhed
Beretningen om den ikke-navngivne store tv-kanon, der ville have suttet pik, hvis ikke hun ville have sine karrieremuligheder ødelagt, afsluttede hun med denne aforisme:
“Du ved godt selv, hvem du er. Du ved også godt, at jeg sagde nej. Men altså, det gik jo meget godt alligevel, gjorde det ikke?”. By the way var Sofie Linde blot den anden kvindelige vært i showets 14 årige historie, der fik tilbudt tjansen.
For en måned siden modtog Linde prisen for årets tale fra foreningen “Danske taler”.
Samme pris er før tilfaldet Helle Thorning-Schmidt, Kronprinsesse Mary og Mette Frederiksen. Sjovt som kvinder, der besidder talens kraft eller tager bladet fra munden, stadig vækker så stor opmærksomhed. Lindes tale var munter, morsom, alvorlig, modig og af større betydning end måske tænkt.
I stedet for at gå over i arkivet som en forkælet stjernes klagesang eller et bittert hævn-opgør skabte den omdiskuterede “happening” på landsdækkende tv som bekendt et momentum; budskabet var ikke blot en historie om de forfærdelige vilkår ‘i gamle dage’.
#MeToo er mere et opgør end et oprør
Oplevelsen, som Sofie Linde fortalte om, var genkendelig og desværre også en såre nutidig tendens. En kæmpe skare af kvinder, især unge, meldte sig og støttede hende, og det igangsatte en ny, anden bølge af #MeToo. (For begyndere: #Metoo betyder, at det har jeg osse oplevet, eller det oplever jeg nu eller har jeg bevidnet eller kæmpet med).
#MeToo er ikke en solidaritetsbevægelse. Eller jeg-synes-osse-det-er-synd-for-jer-bevægelse. Det er nærmere en nu-vil-jeg-heller-ikke-tie-mere-bevægelse. Betegnelsen opgør er mere betegnende end et oprør. Et historisk opgør (deraf betegnelsen “en ny bølge”) med/mod en social kultur, der har været opfattet som et traditionelt og derfor uundgåeligt vilkår for mestendels kvinder på arbejdsmarkedet.
Der er i årenes løb sket mange genansættelser i høje stillinger af jobansøgere, som ikke har følt hverken nogen trang eller har følt det nødvendigt at beklage deres egen “dårlige dømmekraft”. Det kan man kalde mange ting – amnesti, frit lejde eller bare shit happens
I 70’erne kæmpede kvindebevægelsen sejt og inderligt for de større og tydeligere mærkesager som fri abort, børnepasningsordninger og ligeløn. Det skete under den absolut nødvendige parole: “Det private er politisk”.
Her banede rødstrømperne vejen med en metodik, der gik på at gøre som mændene: man skulle “mande sig op”, som er et udtryk, man ofte hører fra tidligere kvindelige politikere. Mændenes “indlejrede sociale interaktion med kvindekønnet” var for uoverskueligt eller abstrakt et begreb at brænde af på bålet, så at sige.
Det er så foreløbig kernen i #MeToo: at konkretisere og tydeliggøre den kultur, især på arbejdsmarkedet. At kvinder oplever at møde på jobbet som et køn – og høre for det – i stedet for blot at være en faglig dygtig kollega blandt de ansatte i firmaet.
For det er vistnok sjældent, at mænd – uanset om de er dygtige eller middelmådige, vigtige eller mindre betydningsfulde – oplever kommentarer om deres six pack, god røv i stram buks, synd du ikke knapper lidt ned i skjorten, “har du ikke noget journalistisk blod i din pik” eller tiltales af deres overordnede som “søde lille ven”, “lille pus” og/eller ser vægge prydet af plakater af afklædte sexede kønsfæller. Just a guess.
#MeToo vs. #NotAllMen
I den første danske #MeToo-bølge inspireret af sager især fra USA, opstod der hurtigt et nyt hashtag som modreaktion: #NotAllMen. Mænd fremhævede, at de i hvert fald ikke havde forulempet nogen til en julefrokost, og ikke følte sig ramt.
Jeg kan ikke sige, om de samme mænd føler et stort pres – eller frygter sig dømt på forhånd – og skriver #NotAllMen, hver gang de offentligt hører om en voldtægtssag, krænkelse eller chefer, der afskediges pga sexchikane.
Men hvad jeg kan se, er, at mænd i vigtige magtpositioner ikke har givet megen lyd fra sig i den igangværende #MeToo diskussion, hvis man altså undtager den kritiske, spredte fægtning imod et selvopfundet “forbud om flirt-fra-nu-af” eller hvis man undtager ord som “folkedomstol” eller “manglende retsprincipper”, der går igen som protest.
Som om traumer eller forsmåelse eller ydmygelse eller overgreb eller trusler eller uvelkomne dick pics eller fortrængt uretfærdighedsfølelse kun plager mennesker, der sætter ord på offentligt
“Stå frem med navnet på den påståede krænker”, er en fast sætning, man møder på de sociale medier. Jeg går ud fra, det skyldes super nysgerrighed eller behovet for en personlig hastig og ikke spor “retslig” frikendelse.
Disse protester og behov munder ikke ud i offergørelse af de pågældende mænd. Mere berømte mandlige debattører satte i dagene efter talen spørgsmålstegn, om bølgen af vidnesbyrd overhovedet var pålidelig – selv de anonyme kvinders oplevelser.
Og de kvinder, der nu står frem med oplevelser fra år tilbage, udskammes, uanset om det er kvinder, som ikke tidligere har turde stå frem alene. ‘Der må sgu da være en forældelsesfrist, som i dengang-var-dengang’, lyder det. Som om traumer eller forsmåelse eller ydmygelse eller overgreb eller trusler eller uvelkomne dick pics eller fortrængt uretfærdighedsfølelse kun plager mennesker, der sætter ord på offentligt.
Trods Sofie Linde: Muren af tavshed er intakt
Nuvel, Sofie Lindes ord, i løbet af de 6:48 minutter talen varede, har ført til undersøgelser, og flere undersøgelser og kommende undersøgelser (1).
Muren af tavshed findes imidlertid stadig. Fyringer pga chikanerende handlinger omkranses stadig med tavsheds-(fortrolige) klausuler. Så næste headhunterfirma ikke har en reel mulighed for at tage det med ind i overvejelserne om pågældendes kompetencer eller minussider.
Der er også i årenes løb sket mange genansættelser i høje stillinger af jobansøgere, som ikke har følt hverken nogen trang eller har følt det nødvendigt at beklage deres egen “dårlige dømmekraft”. Det kan man kalde mange ting – amnesti, frit lejde eller bare shit happens.
Danmarks nytiltrådte ligestillingsminister, Peter Hummelgaard, har ikke overset bølgen. Han har indkaldt til trepartsforhandlinger om, særligt unge kvinders møde med chikane og sexisme, og har sagt: “ Sofie Lindes opråb har for alvor sat gang i debatten. Det var tiltrængt og en stor række kvinder fik mod på at stå frem og fortælle. Det viser tydeligt, at vi har et problem på mange arbejdspladser. Sådan skal det ikke længere være i Danmark”.
Jeg frygter, at #MeToo-bølgen risikerer snart at ramme en fatigue barre
Men en minister kan trods god vilje ikke ændre en kultur eller en kønsdiskriminerende tone med lynets hast. Han kan ikke bare med et trylleslag fjerne magthierarkier eller eliminere begreber som magtmisbrug og den traditionelle kønsliggørelse af de ansatte.
Jeg frygter, at #MeToo-bølgen risikerer snart at ramme en fatigue barre – eller en omtale-af-sager-på forsiderne-fatigue. Jeg ser åbenhjertige kvinder, som har outet sig offentligt i dette momentum, efterlyse, hvornår mænd tager ansvaret på deres skuldre, da det (især) er dem, der anklages – enten som krænkere eller for bevidst at bære skyklapper.
Der skal som bekendt mere end ét køn til at danse en rigtig tango.
Pludselig skammede jeg mig
Selv så jeg Comedy Galla ved et tilfælde. Det plejer at være sjovt men ligegyldigt. Da showet sluttede hørte jeg som – åbenbart – så mange andre unge og gamle kvinder et ekko af utallige chefer, en ubehagelig tone, en forskelsbehandling og en lummerhed og ydmygelse. Især husker jeg mit indtryk af, at den slags var “old hat” og vilkår, der lå implicit for unge kvinder 25 år tilbage i f.eks min egen branche.
Men det blev der rusket op i. Pludselig skammede jeg mig. Dengang lod vi som ingenting.
Der kommer nok flere kvindelige chefer på banen en dag, mere modige end jeg. Men flere af dem, der fik foden indenfor på topniveau, begik samme fejl og nøjedes med at “mande sig op blandt mændene” eller “sige fra med hår på brystet og give de uhøflige mænd et spark et vist sted”, og i den dur’ som bl.a Line Baun Danielsen og Ulla Terkelsen ynder at lave sjov med – eller at bryste sig med.
For nylig ringede Berlingske og Ekstra Bladet så i desperat mangel på kommentarer om min tidligere kollega, Jens Gaardbos afskedigelse på TV2
Selv er jeg selvfølgelig ikke skyldig for alt, hvad der er sket og som jeg ikke har sagt fra overfor i forne tider. Men jeg har et medansvar, der ligger før #MeToo.
Så få dage efter Lindes tale skrev jeg her i POV om egne oplevelser engang som purung ansat for længe siden på TV2;
De fleste reaktioner var positive, især fik jeg kommentarer fra mandlige kolleger, der indrømmede, at osse i deres øjne var tonen og kvindesynet forfærdeligt. Samtlige hilsener omhandlede “dengang vi var de unge”.
Efterfølgende valgte jeg at highligthe MeToo-sager, krænkelses-eksempler i pressen, politikeres afgang og diverse nye undersøgelser på Facebook.
“Ond ved pæne Jens” – vilde anklager fra troldehæren
Ikke overraskende “skrællede” flere aviser min artikel fra POV. Jeg udtalte mig ikke, fordi jeg ikke syntes, jeg havde mere at tilføje.
Men for nylig ringede Berlingske og Ekstra Bladet så i desperat mangel på kommentarer om min tidligere kollega, Jens Gaardbos afskedigelse på TV2.
Hvad mon lå til grund?, ville de vide. Det fortalte jeg ikke noget om. Jeg valgte blot i artiklen, rent principielt, at kritisere tv-stationens ledelse for at udsende så ulden en pressemeddelelse om “dårlig dømmekraft”. Deres advokat-undersøgelse, hvor mange fra nær og fjern har følt behov for at vidne om nutidige og fortidige hændelser, blev netop påkrævet internt pga #MeToo-bølgen.
Berøringsangsten irriterede/irriterer mig og flere andre, kan jeg forstå.
En del kvinder har også vist behov for ytringer bagom på Facebook: “ Troede du var en sød pige. Men du er ond mod pæne Jens”
Jeg udtalte 3 ting i interviewet; det lærte Uffe Ellemann-Jensen mig engang, da jeg sad klar til at interviewe ham i TV2 Nyhederne. Han grinede på forhånd af interview-vinklen, hvorefter han så sagde: “Kære Isabella, det er en tommelfingerregel; Hvad du end spørger mig om om lidt, har jeg tre korte budskaber med i lommen. Så, spørg du bare løs…”.
Senere huskede jeg på hans – lettere arrogante men brugbare – råd.
Dagen efter så jeg artikler med adspurgte eksperter, der analyserede den samme pressemeddelelse med samme resultat:
“Lidt mere åbenhed ville klæde en virksomhed, der selv har råbt op om mere åbenhed ift. krænkelser og medarbejdernes utilfredshed”.
Fra mine citater i aviserne kom ud og frem til nu, har jeg imidlertid modtaget de vildeste anklager og trusler i min privatbakke både fra falske profiler og mennesker, som ser ud til at trives vel i en mandepræget troll-hær.
“Troede du var en sød pige” – #MeToo-kampen lige nu
Det er udsagn som “Du er en medieliderlig møgso”. “Hvorfor dræber du Gaardbos arbejdsliv med vilje, hvad er du ude på?”. “Det er psykisk terror. Er sgu bange for at skade dig nu”. “Jeg glemte for 7 år siden at holde døren for en kvinde. Synes du, at jeg skal miste mit job? FØJ, siger jeg bare”. “Du er usmagelig og hævngerrig, Isabella”. “Ulækkert at du blander dig, liderlige fissesæk. Du tørster, gør du”. “Håber du kvæles i din egen galde, møgfisse”.
En del kvinder har også vist behov for ytringer bagom på Facebook: “Troede du var en sød pige. Men du er ond mod pæne Jens”. “ 20 er gået nu og du kan ikke finde fred, vrede kælling”. “Hvornår kommer de dårlige historier om dig som kvinde mon?”.
Så her ved årsskiftet føler jeg trang til at sige.
“Kære Sofie Linde, der er lang vej igen. Mænd skal ikke hænges ud – i hvertfald #NotAllMen. Men det skal siges, som det sig hør og bør: Du gav årets tale på tv-skærmen, og den har givet muskler samt saft, kraft og udholdenhed til et fokus, der ikke slutter ved udgangen af 2020. Det er en kamp, som måske kun lige er begyndt”.
Note: (1): #MeToo 2.0 i 2020 har inspireret og tvunget følgende fag til at igangsætte interne undersøgelser af omfanget af krænkelser, sexisme og deciderede overgreb. I en en helt anden specifik form end de gængse årligt påkrævede APV- ( arbejdspladsvurderings-) skemaer. Nu har undersøgelser vist tankevækkende talrige eksempler blandt fag som tjenere, kokke, advokater, ansatte i film- tv-forlags-teater-opera – dans og skuespillerbranchen, universiteter og almene uddannelsesinstitutioner, læger og sygeplejersker, arkitekter, HK og FOA-medlemmer, i DBU og flere idrætsforeninger – og ikke mindst projektet Hashtag:“EnBlandtOs opgør-med-sexisme-i dansk- politik” hvis underskrifts- og vidnesbyrds-indsamlinger har ført til tilbagetrædelser under stor mediebevågenhed og interne undersøgelser på politisk plan både i ungdomspartierne, regionalt, i byråd og på Christiansborg.
Topillustration: Isabella Miehe-Renard istemmer koret af tak til Sofie Linde. Men kampen mod overgreb, sexisme er langt fra slut, siger hun. Hun fortæller også om den nye bølge i #MeToo-bevægelsen i Danmark. Foto: Fra Sofie Lindes Facebook-side.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her