VM I QATAR // KOMMENTAR – “Jeg hørte sidste år unge forlange en sommer, “ligesom den i 1992!”, som om det er en menneskeret, at et land på Danmarks størrelser vinder internationale fodboldmesterskaber, på samme måde som man kan blive kørt hjem fra sin konfirmation i en Ferrari. Så når landets bedste spillere må erkende nederlaget og rejse hjem fra Qatar, så lærer det i det mindste de unge en lektie: Store sejre kan ikke bestilles, og netop derfor bliver de magiske.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære Kasper Hjulmand
Ja, jeg tvivler på, at du læser med, og hvis jeg var dig, ville jeg nok holde mig fra sociale medier et par dage, men jeg skriver alligevel til dig, selvom miraklernes tid sluttede onsdag aften.
For det er eddermame ikke et let job, du har.
Halvdelen af befolkningen mener, du skal droppe dine forpligtelser og springe ud som en kridhvid Martin Luther King og tale dunder mod undertrykkelse af menneskerettigheder, og den anden halvdel mener, du skal holde dig til at tale om fodbold og kun fodbold og helst i enstavelsesord.
Havde en tilfældig australsk arm strejfet en bold, og vi havde vundet på et VAR-dømt straffe eller to, så ville begejstringen ingen ende tage, men døden, derimod – den skal have en årsag, og årsagen det er dig
Det eneste, der forener de to halvdele, er, når landsholdet taber, hvilket til gengæld gør dem SÅ enige, at jeg tager mig selv i at tænke, at vi på én eller anden måde burde kunne overføre den mekanisme til Kashmir eller Palæstina eller andre uforsonligt stridende regioner.
Det er resultering af værste skuffe, for havde en tilfældig australsk arm strejfet en bold, og vi havde vundet på et VAR-dømt straffe eller to, så ville begejstringen ingen ende tage, men døden, derimod – den skal have en årsag, og årsagen det er dig.
Jeg synes, du er en fornem repræsentant for Danmark. Ikke kun som træner, men også som leder og offentlig person. Du balancerer elegant mellem de to holdninger til din trænergerning.
Tager de kampe, der kan lade sig gøre, og lader resten ligge, selvom man tydeligt kan fornemme dine frustrationer.
Vi skal lære at tabe. Allesammen, men ikke mindst de unge
Der er ikke meget positivt at sige om måden, Danmark – vi! – forlod VM på, men én ting vil jeg fremhæve, helt uironisk:
Vi skal lære at tabe. Allesammen, men ikke mindst de unge.
Selv har jeg utroligt mange erfaringer med nederlag, men der spreder sig en perfekthedskultur, en tro på, at livet handler om at “vinde”, og at nederlag er uacceptable.
Jeg hørte sidste år unge forlange en sommer, “ligesom den i 1992!”, som om det er en menneskeret, at et land på Danmarks størrelser vinder internationale fodboldmesterskaber, på samme måde som man kan blive kørt hjem fra sin konfirmation i en Ferrari. Så når landets bedste spillere må erkende nederlaget og rejse hjem fra Qatar, så lærer det i det mindste de unge en lektie:
Store sejre kan ikke bestilles, og netop derfor bliver de magiske.
Fodbold er et afløb for følelser, vi har svært ved at komme af med, og at dømme på reaktionerne her til aften har danskerne måske mere brug for at komme af med vrede end med begejstring
Hvert nederlag, hver skuffet forventning, hvert modstandermål i overtiden er brænde på et sejrsbål, der først antændes, når sejren endelig indtræffer.
Der er ikke noget, du hellere ville end at have ført Danmark langt ved VM, hvor skrækkeligt et land det end blev afholdt i, men når nu det stoppede allerede her, så skal vi huske, at intet land med under 6 millioner indbyggere er selvskreven deltager ved en slutrunde.
Jeg vil langt hellere have dig på trænerbænken, Kasper Hjulmand, end gå videre på migrænebold. Jeg vil hellere have et ægte menneske, end en maskine, der taler i lette klichéer.
Sidste sommer lærte du os at juble, kramme med fremmede og nyde en eufori, der kun føltes så fantastisk på baggrund af alle de kedelige, statiske kampe. Nu fik vi et læs brænde på bålet til næste gang, der også kun måske lykkes.
Fodbold er et afløb for følelser, vi har svært ved at komme af med, og at dømme på reaktionerne her til aften har danskerne måske mere brug for at komme af med vrede end med begejstring. Dit job er i modtagerens ende af den aggression, og det er på ingen måde misundelsesværdigt.
Jeg fik aldrig sagt tak for de store oplevelser sidste sommer, så jeg synes, dette er en passende anledning. Så tak!
Jeg glæder mig til miraklernes næste tid.
Venlig hilsen Sebastian
Læs mere om VM i Qatar i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
