POLITIK // ANALYSE – Partier og politikere har hverken permanente fjender eller venner, kun permanente interesser. Derfor har Socialdemokratiet og De Radikale en interesse i at få forholdet til at fungere. Uanset hvad. Men kan de?
Svend Auken beskrev engang forholdet mellem Venstre og De Konservative som et had-kærlighedsforhold – bare uden kærlighed. Men den nu afdøde socialdemokratiske formand kunne lige så godt have beskrevet sit eget partis forhold til De Radikale (om dem sagde Svend Auken, at ”radikal politik er som at sømme budding op på en væg”).
Socialdemokratiet og De Radikale har nemlig gennem tiderne hverken kunnet leve med eller uden hinanden, og den nuværende krise i parforholdet illustrerer blot dette.
De Radikale har som bekendt stillet et ultimatum til statsminister Mette Frederiksen (S): Udskriv folketingsvalget inden Folketingets åbning den 4. oktober, eller bliv mødt med et mistillidsvotum under den efterfølgende åbningsdebat to dage senere i Folketingssalen.
De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, erkender, at dette vil gøre det svært for partiet efterfølgende endnu engang at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Hvis det ellers kommer så vidt, at De Radikale faktisk udtrykker mistillid, som det hedder, til statsministeren. Af samme årsag går Mette Frederiksen selvfølgelig også, før hun bliver gået.
Men alene truslen har fået flere, og ikke mindst socialdemokrater, til advare om, at denne gang er det slut.
Selv parterapi vil ikke kunne redde det efterhånden 100-årige fornuftsægteskab mellem de to partier, lyder det. Det kommer ikke til at ske. De Radikale kommer ikke som ønsket med i en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering efter folketingsvalget. Hvis muligheden byder sig.
Mette Frederiksen vil simpelthen ikke have dem med.
Sass-doktrinen
Statsministeren vil dog ikke være den første socialdemokratiske af slagsen, der i givet fald viser sig at have et standpunkt, indtil de tager et nyt.
Forud for folketingsvalget i 2011 blev Socialdemokratiets dengang så magtfulde politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, således berømt/berygtet for den såkaldte Sass-doktrin: nemlig at Det Radikale Venstre ikke skulle få lov til at ændre et komma i en kommende socialdemokratisk-ledet regerings skatte- og udlændingepolitik. Henrik Sass Larsen garanterede endda, at det blev ”over mit lig”, at efterlønsordningen blev forringet efter folketingsvalget (som De Radikale forinden havde aftalt med VK-regeringen skulle ske med den såkaldte tilbagetrækningsreform).
Sass-doktrinen varede ved, lige indtil valgdagen oprandt, og, med Storm P.’s ord, ”de faktiske forhold inden for jernindustrien” forelå.
”Vi gjorde det, kære partifæller,” lød det ganske vist fra Helle Thorning-Schmidt på valgaftenen.
Men kun med hjælp fra De Radikale, og i Det Sorte Tårn blev den socialdemokratiske formand tvunget til at skrive under på regeringsgrundlagets ord om, at ”regeringens udgangspunkt er en fortsættelse af VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler, herunder tilbagetrækningsreformen.”
Thorning-traumet
Netop traumet fra Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister fik Mette Frederiksen til i 2018 at bryde med De Radikale og gå til valg på den nuværende socialdemokratiske etpartiregering.
Henrik Sass Larsen har efterfølgende fortalt, at hans største fejl i karrieren var at ringe til Margrethe Vestager og tigge og bede den radikale gruppeformand om at komme tilbage til regeringsforhandlingerne, efter at hun ellers var gået og havde tilbudt, at Socialdemokraterne bare kunne danne en regering med SF (”Jeg vurderede, vi ikke kunne holde til det,” har han forklaret).
Syv år senere lød Mette Frederiksens begrundelse nu, at Socialdemokratiet og De Radikale siden folketingsvalget i 2015 var gledet (længere) fra hinanden i udlændingepolitikken, og at hun ikke længere med troværdigheden i behold kunne love vælgerne en fortsættelse af VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand.
De radikale vælgere er mere røde end blå, og kun hver femte af dem har enten De Konservative eller Venstre som andet valg. Derimod har hver fjerde Socialdemokratiet som andet valg, og hver femte enten Enhedslisten eller SF
Ikke hvis De Radikale kom med i regeringen.
Hvilket De Radikale måtte acceptere efter folketingsvalget i 2019.
De Radikale fordoblede ganske vist mandattallet til 16. Men modsat i 2011 havde den daværende gruppeformand, Morten Østergaard, ikke noget at true med. Netop udlændingepolitikken gjorde det, på trods af De Radikales ihærdige anstrengelser, svært for Mette Frederiksen at tro på, at Morten Østergaard ved den lejlighed kunne finde på at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
De radikale vælgere er mere røde end blå, og kun hver femte af dem har enten De Konservative eller Venstre som andet valg. Derimod har hver fjerde Socialdemokratiet som andet valg, og hver femte enten Enhedslisten eller SF.
Et dilemma, som Morten Østergaard, og efterfølgende Sofie Carsten Nielsen, har måttet kæmpe med. En trussel er kun noget værd, hvis den truede tror på den.
Ultimatummet
Denne gang har De Radikale dels gjort det klart, at de ikke en gang til kommer til at pege på en etpartiregering. Og dels at partiet ikke kan støtte en regering, der opretter, eller arbejder for at få, et asylcenter i Rwanda.
Mette Frederiksen har svaret igen ved at sige, at hun går til valg på en fortsættelse af en etpartiregering og naturligvis hendes egen af slagsen. Men statsministeren har, som det udtrykkes, gerne villet ”åbne en diskussion af, om der kan være en bred regering” og altså med et eller flere af de blå partier.
Socialdemokratiet har nu som regel fulgt afdøde præsident Lyndon B. Johnsons formaning om, at det er bedre at have ens fjender stående inde i teltet og pisse ud end udenfor og pisse ind
Den officielle forklaring lyder, at det skyldes coronakrisen, krigen i Ukraine og det såkaldte nationale kompromis om forsvarsbudgettet med SF og De Radikale samt Venstre og De Konservative.
Når Mette Frederiksen alligevel ikke går til valg på en flerpartiregering, lyder forklaringen, at hun mener, at den nuværende etpartiregering fungerer efter hensigten. Hvorimod statsministeren angiveligt ikke ved, om en regering over midten vil fungere.
Hvilket Venstre og De Konservative godt ved.
De har takket nej.
Bitre kvinder
Partier og politikere har dog hverken permanente fjender eller venner, kun permanente interesser. De er interesserede i at få indflydelse, del i magten.
Af samme grund har Inger Støjberg senest tilgivet såvel Venstre som sin tidligere formand, Jakob Ellemann-Jensen, for at stemme for rigsretssagen mod Danmarksdemokraternes formand.
Da Inger Støjberg gik fra Venstre, smækkede hun ellers med døren. Jakob Ellemann-Jensen blev, ligesom faderen Uffe, aldrig statsminister. Ellemann-Jensen den Yngre manglede formatet, lød det ved den lejlighed.
Men med udsigten til folketingsvalget – og eventuelt efterfølgende regeringsforhandlinger – har Inger Støjberg nu lagt rigsretssagen og sin dom bag sig. I dag tør Inger Støjberg godt overdrage Jakob Ellemann-Jensen nøglerne til Statsministeriet.
Hvis det skulle komme dertil.
”Jeg kan ikke komme i tanke om noget – jo, jeg kan komme i tanke om én ting, der er værre end damer sidst i 40’erne, der er bitre,” forklarede Inger Støjberg i programmet ”Lippert” på TV2 NEWS.
”Det er, hvis de også er det i 50’erne.”
Selv fylder hun 50 i marts til næste år, mens Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen henholdsvis er 44 og 47 år.
Teltpissere
Tilsvarende har Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen en interesse i at få deres forhold til at fungere. Uanset hvad.
Socialdemokratiet har kun en gang haft et flertal til venstre, nemlig i perioden fra 1966 og til 68, hvor ovennævnte Jens Otto Krag ændrede standpunkt og dannede en mindretalsregering med støtte fra SF, det såkaldte Røde Kabinet.
Ellers har Liste A altid haft brug for stemmer fra højre, Liste B. Og omvendt har De Radikales historiske rolle som kongemageren i dansk politik været afhængig af, at partiet har kunnet spille højre og venstrefløjen (læs: Socialdemokratiet) ud mod hinanden.
Mere kompliceret er parforholdet faktisk ikke.
Skulle det ikke ende med en valgsejr og en eventuel fælles regeringsdeltagelse, risikerer de to partier til gengæld at få rigelig tid i opposition til at dyrke deres forskelle og skyde skylden på hinanden for, hvorfor det gik, som det gik
Det betyder ikke nødvendigvis, at de to partier skal være i regering og så at sige bo sammen. Men Socialdemokratiet har nu som regel fulgt afdøde præsident Lyndon B. Johnsons formaning om, at det er bedre at have ens fjender stående inde i teltet og pisse ud end udenfor og pisse ind. Sidstnævnte har Socialdemokratiet, med Henrik Sass Larsens ord, ikke kunnet holde til.
For De Radikale er det bare en del af partiets, nogen vil mene overdrevne, selvopfattelse: at Danmark ikke kan fungere uden radikale bagdele på bagsæderne af ministerbilerne.
Skulle det ikke ende med en valgsejr og en eventuel fælles regeringsdeltagelse, risikerer de to partier til gengæld at få rigelig tid i opposition til at dyrke deres forskelle og skyde skylden på hinanden for, hvorfor det gik, som det gik – og altså tale sig endnu længere væk fra hinanden.
Situationen minder om den syge mand, der bliver hentet derhjemme af en ambulance.
”Hvor skal vi hen,” spørger han efter nogen tid chaufføren.
”Krematoriet,” svarer denne uden at tage øjnene fra vejen.
”Hvorfor?”, protesterer den syge. ”Jeg er ikke død endnu.”
”Vi er der ikke endnu,” svarer chaufføren.
Med andre ord er vi der ikke endnu i forholdet mellem Socialdemokratiet og De Radikale. Men det ser ikke godt ud.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
