
DIPLOMATI // KOMMENTAR – Forsvarsforbeholdet er det sidste af i alt fire forbehold, som nu skal til folkeafstemning. Derfor er det nyttigt at se på, hvordan det gik med de andre.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I begyndelsen af februar udløste det en hektisk aktivitet, da vestlige efterretningstjenester forudsagde, at Putin planlagde et angreb på Ukraine og måske også NATO-lande, f.eks. Polen. Selv Danmark oprustede og sendte kampfly til Litauen og Bornholm.
Situationen blev drøftet på kryds og tværs. Mødeaktiviteten i begyndelsen af februar var hektisk. Macron mødte Putin i Moskva, mødet ved det lange bord. Putin mødte Xi Jinping i Beijing. Forbundskansler Scholz rejste til Washington, Rusland og Ukraine, og Mette Frederiksen besøgte den 9. februar Scholz i Berlin. Hvad er det, der sker? Forholdet mellem USA og Kina spøger i baggrunden. Den 24. februar gik Rusland ind i Ukraine. Siden den dag har krigshandlingerne eskaleret.
Den 29. marts besluttede et bredt flertal i Det Udenrigspolitiske Nævn at sende en bataljon, 800 soldater, til Baltikum, ud over de 200 mand, som er der i forvejen, og tillige militærfly og en fregat. Og der gives våbenhjælp til Ukraine.

Som et led i forsvarsforliget i begyndelsen af marts blev det besluttet, at der den 1. juni skal holdes folkeafstemning om ophævelse af forsvarsforbeholdet. På den baggrund er det værd at se på andre EU-folkeafstemninger, for det er ofte blevet til et ”nej”.
Fire forbehold
I 1992 var der en folkeafstemning om Maastricht-traktaten, hvor nej-siden vandt knebent, 50,7% mod 49,3%. Det var derfor, forbeholdene måtte laves. Ellers var vi blevet smidt ud af EU, sagde Uffe Ellemann Jensen i blå sokker med gule stjerner på. Og så var det ved den lejlighed, SF’s valgplakat sagde ”Holger og konen siger nej til Unionen”.
Da de danske forbehold blev forhandlet i Edinburgh i december 1992, var jeg med. Det var den daværende borgerlige regering, statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, som stod for det. I processen med at formulere ordlyden af teksterne blev de sekunderet af daværende departementschef i Udenrigsministeriet, Jørgen Ørstrøm Møller, og mig. Jeg var juridisk rådgiver i Udenrigsministeriet. Der blev indgået en aftale, som først blev godkendt af regeringen og derefter, ved en folkeafstemning i maj 1993, 56,7% stemte ja og 43,3% nej. Stemmeprocenten var tårnhøj, 86,5%.
Det skal ikke godkendes i EU. Det er ekstremt ubureaukratisk i modsætning til så meget andet, som foregår i Bruxelles
Der var fire forbehold: Forsvar, retlige forhold, valuta (Euro) og unionsborgerskab. Alle disse fire elementer peger på, at man kunne tro, at EU er en stat, og det var problemet i debatten i Danmark dengang. Nej-siden hev stemmer hjem ved at påstå, at EU så også skulle have en hær, og måske endda en europæisk pigegarde! Faktisk har EU mange elementer, som ligner en stat. Et parlament, en nationalmelodi, Europa-hymnen, og et flag med gule stjerner på blå bund. Men hæren og pigegarden er ikke blevet til noget (endnu).
Om unionsborgerskabet lød det i forbeholdet, at unionsborgerskab ikke trak noget fra eller lagde noget til i forhold til det nationale statsborgerskab. Dette forbehold har ophævet sig selv, fordi det nu gælder for alle EU-lande, ikke kun Danmark.
Den 1. juni skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Det har fået mig til at tænke på en detalje fra forhandlingerne tilbage i 1992. Alle fire forbehold har et stykke to, som siger, at Danmark til enhver tid kan opsige et forbehold i overensstemmelse med vores forfatning. Så hvis vi stemmer ja den 1. juni, skal vi blot meddele dette til de øvrige medlemslande, står der i teksten. Det skal ikke godkendes i EU. Det er ekstremt ubureaukratisk i modsætning til så meget andet, som foregår i Bruxelles.
Når unionsborgerskabet er ude af billedet, er der tre tilbage. De to, det retlige og Euro-forbeholdet, har været til ”ophævelses-folkeafstemning”, og nu kommer så forsvarsforbeholdet. Det gør det nyttigt at se på, hvordan de to tidligere folkeafstemninger gik. I begge tilfælde blev det et nej, så derfor har vi dem endnu.
Da folkeafstemningen om ophævelse af Euro-forbeholdet i 2000 blev udskrevet af Poul Nyrup Rasmussen, førte ja-siden stort i meningsmålingerne, men det endte med et klart nej. 53,2% stemte nej og 46,8% stemte ja.
Da Lars Løkke Rasmussen i 2015 udskrev folkeafstemning om ophævelse af retsforbeholdet, endte det også med et nej, selv om prognosen, da folkeafstemningen blev udskrevet, viste en overvægt til ja-siden. Resultatet blev 53,1% nej og 46,9% ja. Debatten handlede navnlig om asyl- og indvandringspolitik, men også om grænsekontrol, politimæssigt og strafferetligt samarbejde. Men stemmeprocenten var faldet fra 87,6% i 2000 til 72%. Var danskerne blevet mere tykhudede?
Bliver det igen et nej?
Hvad så med forsvarsforbeholdet? I en meningsmåling i oktober 2021 ville kun hver tredje vælger stemme ja. Da folkeafstemningen blev udskrevet i begyndelsen af marts, var det hver anden. Efter Ruslands angreb på Ukraine steg forsvarsviljen blandt danskerne, og meningsmålingerne viste, at ja-siden førte komfortabelt.
Men på kun to uger frem til den 29. marts steg nej-siden pludselig fra 39% til 46,8%. Men som krigen i Ukraine udviklede sig, vandt ja-siden lidt tilbage. Den 10. april (Påskedag) sagde 54,5% ja og 45,5% nej. Men falder den nu igen frem til 1. juni? Bliver det igen et nej, og hvad bliver stemmeprocenten? Vil den falde igen?

Den 21. april var Mette Frederiksen på besøg i Ukraine sammen med den spanske premierminister for at besøge præsident Zelenskyj og for at blive fotograferet i en skudsikker vest.
Den 27. april besøgte FN’s generalsekretær Rusland. Igen placeres gæsten ved det lange bord, langt fra Putin. Er han bange for at blive smittet, og af hvad? Senere samme dag besøgte generalsekretæren også Ukraine.
Hvis Putin – som han truer med – skulle angribe et eller flere NATO-lande, f.eks. Polen, som nu huser millioner af ukrainske flygtninge, vil NATO straks reagere. USA har under krigen i Ukraine forøget antallet af tropper i Europa til 100.000 mand (!), og flere kan hurtigt komme til. Der er også fra USA sendt en masse militært udstyr til Europa. Det er der også fra Danmark, som fra Køge Havn har sendt lange rækker af tunge militære køretøjer med to store transportskibe til Letland. England og andre NATO-lande bidrager også til oprustningen i det østeuropæiske område.
Så hvis Putin angriber et NATO-land, kan han være sikker på én ting: Han får bøllebank. Og når der skal stemmes i Danmark om ophævelse af forsvarsforbeholdet, bliver det takket være Putin et klart ja.
Læs mere om forsvarsforbeholdet i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.