ADOPTEREDE & BESKÆFTIGELSESREFORM // KOMMENTAR – Hvornår holder man op med at være dansk? Et ny lov stiller adopterede på lige fod med indvandrere, når det gælder retten til understøttelse – selv hvis de har haft dansk statsborgerskab hele deres liv. Men hvad siger det egentlig om vores syn på medborgerskab og ligestilling?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage går bølgerne højt, fordi regeringens nye lov om beskæftigelseskrav § 11, stk. 8 også rammer adopterede, der kom til Danmark så langt tilbage som i 1968, og som ifølge indfødsretsloven § 2 har fuldt dansk statsborgerskab.
Adopterede kæmper for deres ret til at kalde sig danske og sætter spørgsmålstegn ved, om de retteligt ER danske, når nu loven sidestiller dem med indvandrere, som – må vi forstå – skal være i beskæftigelse for at kunne opnå understøttelse. Har man været bortrejst i en længere periode inden for de sidste 10 år, er adopterede at betragte som de folk, der af den ene eller anden grund har søgt ophold i Danmark.
På den måde handler denne debat ikke (kun) om adopteredes rettigheder, men snarere om det groteske ræs mod bunden
Om end jeg ikke betragter anekdotisk argumentation for særligt pålidelig eller relevant, tvinges jeg nu til at forholde mig til min egen situation, og sagen er den, at jeg er så heldig at være i beskæftigelse, have en lang videregående uddannelse og på mange måder være så langt fra kontanthjælp, som man kan forestille sig.
Som adopteret (da jeg var 9 måneder) lever jeg med at blive stillet spørgsmål til mit ophav, fordi jeg jo taler så flot dansk, som velmenende mennesker bemærker. Og som adopteret lever jeg med, at butikspersonalet er bemærkelsesværdigt mere servicemindet, når jeg kommer med min hvide mand.
En iboende ressource har gjort mig i stand til at navigere med det faktum, at jeg blev udsat for adoption som ganske lille, men jeg nærer vist ikke noget særligt behov for at få lov til at kalde mig dansker. Jeg er ikke mærkbart stolt over Dannebrog eller EM ’92, men det er måske bare, fordi jeg har boet i udlandet og heller ikke interesserer mig voldsomt for fodbold.
”Det skulle ikke gå ud over de adopterede”
Den nuværende debat påtvinger mig dog at reflektere over, om jeg er et bedre menneske end de mennesker, der ulykkeligvis havner i kontanthjælpssystemet, men har en indvandrerbaggrund?
Jeg har ligesom mange andre børn af indvandrere eksempelvis ikke selv valgt at komme hertil, og mine forældre blev helt sikkert stillet noget andet i udsigt end det, der sker nu. På den måde handler denne debat ikke (kun) om adopteredes rettigheder, men snarere om det groteske ræs mod bunden for at gøre livet surt og svært for de mennesker, der har den tungeste bagage.
Men spørgsmålet er, om ikke det dybest set bare udstiller det hykleri og depraverede menneskesyn, som lovforslaget synes at være et udtryk for
Jeg anerkender, at adopterede oplever forskelsbehandling, diskrimination og racisme – det er skam også min hverdag, men jeg ønsker, at denne debats grundlæggende bekymring over tab af rettigheder kan medføre en endnu større debat om, hvorledes vi i dette land egentlig behandler hinanden.
Ingen kan se på mig, om jeg er adopteret, indvandrer eller efterkommer af indvandrere. Men lovforslaget synes at være en bekræftelse på den strukturelle forskelsbehandling, som vi alle oplever i hverdagen.
Uanset om vi er adopterede, indvandrere eller fra Grønland.
Det egentlig bekymrende er således ikke, at det denne gang er adopterede, der mister rettigheder af årsager, de ikke har indflydelse på, men simpelthen det faktum, at det er blevet såvel politisk legitimt som opportunt at dele mennesker op i kategorier, hvor nogle er mere lige end andre.
Ministeren giver udtryk for, at det ikke var hensigten, at det skulle gå ud over adopterede, men spørgsmålet er, om ikke det dybest set bare udstiller det hykleri og depraverede menneskesyn, som lovforslaget synes at være et udtryk for. Så kan vi diskutere international adoption en anden gang.
Rettelse: I en tidligere version af teksten stod, at den nu vedtagede lov var et lovforslag. Loven er trådt i kraft. Arbejdspligten rammer forskellige grupper lidt forskudt, og nogle vil først mærke den til 1. juli.
Læs også Lisbeth Riisager Henriksens kronik “Pas på at beskæftigelsesreform ikke fører til kommunalt slaraffenland”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og