DEBAT // ULIGHED // UDDANNELSE – Bedrag er ikke nødvendigt; med skamløs namedropping og det rette netværk kan du også mase dine børn ind i særlige skoler og gymnasier i Danmark, skriver Annegrethe Rasmussen, der løfter sløret for, hvordan hun selv med held gjorde netop det for år tilbage. Hun skriver med afsæt i den aktuelle såkaldte ”college scandal” i USA, hvor det i sidste uge blev afsløret, at flere rige og kendte forældre har bestukket universitetsansatte og snydt, så deres børn blev optaget på de nogle af mest prestigefyldte universiteter i Amerika. Forældrene og den “coach”, der hjalp dem, står til fængselsstraffe, og flere har mistet deres stillinger. Men amerikanerne har blot bedre muligheder for den slags, skriver POV’s chefredaktør. De er ikke dårligere mennesker – eller forældre. Danskerne kan sagtens være med, metoden er blot en anden.
WASHINGTON D.C. – Året før jeg forlod Danmark for snart 18 år siden, skulle min datter have været startet i børnehaveklasse næste sommer. Og som så mange andre københavnske forældre fra den kreative klasse mente jeg, at hun havde nærmest ret til at komme ind i den nærliggende elite-privat-skole, som hun havde været skrevet op til siden fødslen.
Stor var min forbløffelse, da jeg modtog et brev tidligt på foråret, der meddelte mig, at min guldklump stod på venteliste til skolens nulte klasse året efter (og af hensyn til bemeldte skoles personale skal den forblive anonym i denne fortælling).
Hvad gjorde jeg så?
Ja, i modsætning til den aktuelle enorme skandale i det amerikanske universitetssystem, hvor op mod 60 mennesker nu står til fængselsstraffe og flere allerede har mistet deres jobs, fordi de har bestukket og bedraget deres poder ind på en række eliteuniversiteter (rekorden er bestikkelse for over 10 millioner kroner), forsøgte jeg ikke at photoshoppe min femårige datters ansigt ind i billedet af en topgymnast.
I den danske kulturelite kan man sagtens være fattig på penge – det er snobberiet og namedropping på den rette diskrete måde, som er det ægte guld. Af og til kaldes den slags “at have et godt netværk”
Det ville så heller ikke have ført til noget i det danske system som bekendt, hverken i skolesystemet, gymnasiet eller på universitetet (hvor det især for de videregående uddannelsers vedkommende, så vidt jeg ved, fortsat er ens karaktergennemsnit og erhvervserfaring, der afgør sagen).
Næh, jeg gjorde noget andet. For i den danske kulturelite kan man sagtens være fattig på penge – det er snobberiet og namedropping på den rette diskrete måde, som er det ægte guld. Af og til kaldes den slags “at have et godt netværk”, og nogle gange handler det om ens fine gamle familie (særlig hvis man bor i visse dele af København og længere nordpå) men som oftest er det ens såkaldte ”kulturelle kapital”, der er i spil.
Normalt fortæller man naturligvis blot aldrig om det, men dels har jeg været bortflyttet fra mit fædreland så længe, at jeg har tabt alle hæmninger, når det gælder min sociale valeur, dels kan jeg meget godt lide at fortælle sandheden (især er det komfortabelt, når ens anekdoter også rammer en selv, for så kan man i det mindste ikke blive beskyldt for bare at ville hænge andre mennesker ud).
Så det, jeg gjorde, var, at jeg skrev et personligt brev til den pågældende skoles rektor.
I brevet skrev jeg, at jeg var ked af beskeden, som jeg naturligvis tog til efterretning (note til andre potentielle snydetampe: Man skal altid have systemet med sig og vise den fornødne respekt; hvis du møder op og opfører dig som en udannet idiot og råber op, har du selvsagt tabt, inden du overhovedet er nået ind på kontoret).
Især var jeg skuffet, skrev jeg så, fordi jeg havde så mange gode kolleger på min arbejdsplads, hvis børn gik på skolen, og ”nød godt af det exceptionelt stimulerende og høje faglige niveau”.
Her namedroppede jeg så to af mine kolleger, hvis børn altså var elever på stedet.
Og det var ikke kun, fordi jeg gerne ville fortælle, hvilken avis jeg dengang sad i chefredaktionen på – nemlig Weekendavisen, hvor snobeffekten er så betydelig, at en anden af mine daværende kolleger som ung konsekvent brugte sin stilling som barselsvikar til at knalde sig igennem hele årgange af kvinder i det københavnske natteliv; så ihærdig var hans brug af visitkortet fra Pilestræde – det var før mobilen og før sociale medier – at hans meritter nåede til min og hans, indrømmet, storsladrende fælles frisør inde i den del af København K, der går under tilnavnet ”Pisserenden”, som hviskende fortalte mig om journalistens meritter.
”Hillemænd”, tænkte jeg, der allerede dengang var godt gift, men jeg tænkte ikke nærmere over den sag, for det forekom mig dengang logisk, at man kunne bruge sin stilling til at score med. Og det kunne man såmænd godt kalde ”cultural entitlement”, for jeg ikke så meget som overvejede det rimelige i fremgangsmåden. Tværtimod tror jeg nok, at jeg syntes, det var meget sjovt, og kun på skrømt spillede forarget.
Jeg lænede mig tilbage i min kontorstol og sagde til min mand, der fulgte min brevskrivning med en vis skepsis: ”Bare vent og se. Hun ryger af den venteliste, inden måneden er omme”
Nå, men det var som sagt ikke kun pga. avisen, at jeg nævnte den (selvom jeg følte mig overbevist om, at det ville gavne mit foretagende), men også fordi min tidligere kollega i samme chefredaktion på det tidspunkt var blevet direktør på et af de fineste museer i Norden, og jeg vidste, at min på det tidspunkt nære ven havde nærmest gudestatus på bemeldte skole. At mine to tidligere kolleger rent faktisk elskede at være forældre på skolen var i øvrigt den skinbarlige sandhed. Det var heller ikke løgn, at deres børn var glade for skolen, næh nej. Intet i det brev var andet end sandt.
Jeg lænede mig tilbage i min kontorstol og sagde til min mand, der fulgte min brevskrivning med en vis skepsis: ”Bare vent og se. Hun ryger af den venteliste, inden måneden er omme.”
Ganske rigtigt.
Efter 3 uger modtog jeg et brev fra skolen om, at min guldklump var optaget i nulte klasse. At hun endte med ikke at skulle bruge pladsen året efter, fordi vi flyttede til London, er irrelevant. Moralen er naturligvis, at mange forældre ikke skyr nogen anstrengelser for at mase deres afkom ind på særlige uddannelser, og at dette ikke nødvendigvis blot handler om universiteter.
Men er jeg et særtilfælde – en særlig ubehagelig mor? Det tror jeg faktisk ikke. Og her har jeg heldigvis to andre historier til at bakke den påstand op.
For nogle år siden mødte jeg ved min nieces konfirmation en mand, hvis job det var at administrere gymnasierne i store dele af Nordjylland. Han berettede (og jeg var pænt overrasket), at der stort set ingen grænser var, når det gjaldt forældrenes anstrengelser for at få deres barn ind på det gymnasium, de havde udset sig – uanset at den unge stod til at skulle starte et andet sted.
Og her var vi ikke bare ude i breve og bedende opringninger samt møder. Han havde fået tilbudt flere kuverter med penge. Yes – her i det mindst korrupte land i verden (i hvert fald, hvis man ser på den globale ranking i Transparency International, der måler den slags). Han havde ikke taget imod noget, og min pointe er igen ikke, at ”systemet” er råddent, men at forældrene ikke holder sig tilbage.
Mit eksempel nummer to stammer fra min egen omgangskreds af gamle studiekammerater fra Statskundskab. I hovedstadsområdet er der mange gymnasier, men der er et par stykker og særlig ét, som i særlig grad er fejret og feteret af den kreative klasse.
Jeg har ikke målt, men adskillige venner fortæller mig, at andelen af departementschefers, direktørers, overlægers, tv-kendissers og toppolitikeres afkom er massiv.
Imidlertid kom en af min søns klassekammerater med lavere karakterer ind på Berkeley. ”Hvordan kan det gå til”, spurgte jeg min søn, hvortil han svarede: “Altså, hendes far har doneret penge til et helt laboratorium sidste år”
Nuvel – mine venners søn ville også ind, men uheldigvis for familien havde barnet trukket en nitte. Han var havnet i en forstad uden for København.
For at gøre en lang historie kort skrev forældrene en klage til rektor.
”Det får I da ikke noget ud af”, mente jeg. Jeg tog fejl. Og her var det nok med et brev og et enkelt møde. Forældrenes status gjorde udslaget. Og det havde de også regnet med.
Det siges her i USA i denne uge, at ”the college scandal” udstiller, hvordan ”class and privilege are on display in America”. Det siges også, at nu vil man gøre op med den sag. Og sikke et held at vi nu står med en gedigen afsløring, der kan bruges som afsæt til at få et mere retfærdigt system.
Jeg går varmt ind for mere fairness.
Jeg var selv rasende, da min ældste søn ikke kom ind fra den venteliste, som han stod på til Berkeley for to år siden. Der stod han med topkarakterer (og vi havde brugt 30.000 kroner i private tuition ved siden af gymnasiet netop med det formål, og før nogen bliver forargede over den sag, vil jeg fortælle, at 75 procent af hans klassekammerater også modtog privatundervisning for at havne øverst i deres SAT scores, og at en af mine venner spenderede den nette sum af 300.000 kroner på sagen, og hans søn går på Princeton i dag).
Imidlertid kom en af hans klassekammerater med lavere karakterer ind. ”Hvordan kan det gå til”, spurgte jeg min søn, hvortil han svarede: ”Altså, hendes far har doneret penge til et helt laboratorium sidste år, så …”
Se – det er på ingen måde ulovligt i USA. Tværtimod er det velkendt, at ”money talks” og mange formuende mennesker donerer enorme summer til universiteterne i håbet om, at der bliver set med milde øjne på deres børns senere ansøgninger. Resultatet er ikke garanteret, men det er sandsynligt, selvom universiteterne forsikrer om det modsatte. Der er en udbredt fornemmelse af, at vi har at gøre med “pay to play”, som de siger her til lands.
Min simple pointe er den, at forældre over hele verden ofte kæmper med alle forhåndenværende midler for at skubbe deres eget afkom længst frem i køen
Så på den måde ér systemet her i Amerika fundamentalt anderledes end i Danmark, hvor den metode næppe ville føre til noget.
Min morale er således ikke, at systemet ikke er bedre – i den forstand, at det er mere retfærdigt – i Danmark end i USA, for det tror jeg på, at det er.
Læren er heller ikke, at vi er mere afslappede end amerikanerne og briterne, når det gælder spørgsmålet om, hvor man går i skole, eller hvor man studerer (”Ivy League” eller ”Oxbridge” er så heller ikke relevant i Danmark) – for igen, jo, det er danskerne helt sikkert.
Næh. Min simple pointe er mere den, at forældre over hele verden ofte kæmper med alle forhåndenværende midler for at skubbe deres eget afkom længst frem i køen.
Lyder det lidt smådarwinistisk eller biologistisk?
Måske. Tro blot ikke, at den slags er særlig amerikansk eller forbeholdt ”den ene procent”.
Se alt om den aktuelle amerikanske skandale i videoen nedenfor. Og læs denne velskrevne klumme fra The New Yorker, hvis du intet aner om, hvordan amerikanske universiteter fungerer. Den er nemlig skrevet specielt til det formål og har titlen, “Sådan ville jeg dække den amerikanske universitet, hvis jeg var udenrigskorrespondent”.
Det vides i øvrigt ikke, om de studerende også vil blive straffet, eller om det kun er deres forældre. Universiteterne har meddelt, at de vil se på sagerne “en ad gangen”, fordi nogle af de unge har vidst besked med bedraget, mens andre har været uvidende. Hvis den unge er færdig med at læse, vil de formentlig ikke miste deres kandidat- eller bachelorgrader retrospektivt).
De sigtede berømtheder (og Loughlins datter, Olivia, har hhv. mistet deres jobs som skuespiller og brand influencer hos skønhedskæden Sephora og en lang række andre firmaer), fortæller de amerikanske medier.
Topillustration: Nogle af hovedpersonerne i den aktuelle “college cheating scandal” eller “pay to play “-affære: Skuespillerne Lori Loughlin (hele USA’s “favorite mom” fra den populære soap “Full House”), Felicity Huffman (især kendt fra “Desperate Housewives”) samt den beskrevne “ring leader” William Rick Singer (grundlægger af og adm. dir. for den private “college counseling and preparation business” The Key. Mossimo Giannulli, der er gift med Loughlin og grundlæggeren af det amerikanske tøjimperium Mossimo, er også sigtet i sagen, ligesom en lang række andre velhavende amerikanere er. Skærmbillede fra Fox News.
POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du nyder Annegrethes arbejde og f.eks. har moret dig over denne satiriske men sandfærdige beretning, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – via hendes Mobile Pay: 93 85 05 85.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
