DEBAT – “Velfærdssektorens insidere vil gerne arbejde innovativt, men sektorens kulturelle forståelse, opbygget igennem årtier, er, at man kun kan få mere velfærd ved at tilføre flere penge. I velfærdsstatens guldalder i 1950’erne og frem til slutningen af 1970’erne, var der rigeligt med ressourcer: skattetrykket blev fordoblet, og stort set hele væksten i arbejdsstyrken blev tilført den offentlige sektor. Den tid er forbi, men sektorens kultur lever videre.” Martin Ågerup – direktør i tænketanken CEPOS – giver bolden op til en debat om innovation i Danmark. Der skal tænkes nyt, mener han. Ellers tror han ikke på den skandinaviske velfærdsstats overlevelse.
Vi opfatter iværksætteren som en af vor tids helte. Med rette.
Helte er modige og udretter fantastiske ting. Iværksætteres mod kalder vi – med et mere moderne men også mere kedeligt ord – risikovillighed. Iværksættere kaster sig ud i risikable projekter, hvoraf de fleste mislykkes.
Men en sjælden gang imellem skaber iværksættere noget fundamentalt nyt, som er så overlegent, at det ændrer vores samfund. Som da glødelampen (stort set) erstattede stearinlys og petroleumslamper som belysning, eller da digitalfotografering erstattede fremkaldte film.
Disse forandringer – nogle af dem mere fundamentale end andre – sker sjældent som følge af en planlagt udvikling, men fordi millioner af mennesker træffer personlige valg. Glødelamper frem for stearinlys. Digitalt frem for Kodak.
Muligheden for iværksætteri er stærkest, hvor der eksisterer et marked, der tillader konkurrence, og hvor kunderne har mulighed for at fravælge en leverandør til fordel for en anden
Nye produkter, som falder i folks smag, vinder frem. Andre vinder ikke forbrugernes gunst, og investorerne lider tab. Innovation er en evolutionær proces. Gradvis gennem trial and error afprøves nye ideer. Gode ideer får lov til at overleve og vinde frem. Dårlige ideer forgår.
Ingen kunne for eksempel have forudset, at elektriciteten ville føre til elevatoren og dermed skyskraberen og den moderne millionby. Eller at mobiltelefonen ville revolutionere elektronisk betaling, medieforbrug, dating og taxabranchen. Ingen kunne på forhånd have planlagt udviklingen. Den fandt sted. Nedefra og op.
Muligheden for iværksætteri er stærkest, hvor der eksisterer et marked, der tillader konkurrence, og hvor kunderne har mulighed for at fravælge en leverandør til fordel for en anden.
Som Produktivitetskommissionen i sin tid konkluderede: ”Velfungerende markeder, hvor virksomhederne konkurrerer om kunderne på lige vilkår, tilskynder virksomhederne til at være innovative og effektive og gør det muligt for de dygtige virksomheder at vokse på bekostning af de mindre dygtige.”
I velfærdssektoren er iværksætteri for det meste umuligt og ofte direkte ulovligt. Velfærdssektoren er gennemreguleret og beskyttet imod konkurrence.
Særinteresser sidder tungt på uddannelse, sundhed, ældrepleje, børnepasning osv. De kæmper med næb og kløer for at beholde deres erhvervede rettigheder. Der er ingen adgang for iværksættere.
Velfærdssektoren er et politisk styret system, som grundlæggende er konservativt, når det handler om egne organiseringsformer og forretningsmodel. Derfor er der former for innovation, som velfærdssektoren ikke vil tillade
Velfærdsstatens institutioner kan stort set kun tage ny teknologi til sig, hvis det sker inden for den eksisterende organisatoriske ramme. Det krævede ikke en grundlæggende ændring af sundhedsvæsenets indretning at udnytte potentialet i penicillin.
Nogle teknologier kræver imidlertid en ny forretningsmodel, hvis deres potentiale skal udnyttes. Netflix og HBO driver forretning på en helt anden måde end Blockbuster gjorde. Også indenfor musik, bankvirksomhed og medier er gamle forretningsmodel blevet udfordret og ændret af ny teknologi.
Digitaliseringen rummer et kæmpe potentiale for at udvikle og forbedre sundhedsydelser og undervisning. Men det potentiale kan ikke realiseres ved blot at indføre it i det eksisterende sundhedsvæsen og i den eksisterende undervisningssektor, lige så lidt som digitalisering af videoudlejning handlede om at indføre computere i Blockbusters butikker.
Fremtidens sundhed og uddannelse skal leveres på måder, som vi ikke kender i dag. Det er imidlertid ikke muligt på forhånd at vide, blot tilnærmelsesvis hvordan fremtidens sygehus, praksissektor, folkeskole, erhvervsskole, gymnasium eller universitet bedst indrettes.
Innovation er ikke helt umulig inden for velfærdssektoren. Det er muligt at lave forsøg i småskala, at evaluere dem, udvælge de lovende forandringer og skalere dem op.
Der må eksperimenteres med forskellige forretningsmodeller, produkter, organiseringsformer, finansieringsmodeller og – ikke mindst – ejerskabsstrukturer.
Innovation er ikke helt umulig inden for velfærdssektoren. Det er muligt at lave forsøg i småskala, at evaluere dem, udvælge de lovende forandringer og skalere dem op. Det foregår også i et vist omfang i praksis.
Men velfærdssektoren er et politisk styret system, som grundlæggende er konservativt, når det handler om egne organiseringsformer og forretningsmodel. Derfor er der former for innovation, som velfærdssektoren ikke vil tillade.
Professor Clayton Christensen viste i bogen The Innovators Dilemma, at radikal innovation er vanskeligt at opnå selv i private virksomheder, trods den konstante fare for at miste markedsandele til konkurrenter og i værste fald at gå konkurs. Når der i en markedsøkonomi sker radikal innovation, kommer den som oftest fra iværksættere som Netflix snarere end etablerede virksomheder som Blockbuster.
Velfærdssektorens insidere vil selvfølgelig gerne indføre ny teknologi og nye metoder, og de gør det i væsentligt omfang. Men de vil stort set aldrig frivilligt søge efter og indføre nye produktionsformer, som kan levere velfærdsydelser markant billigere.
I velfærdssektoren vil det som oftest indebære færre medarbejdere, eftersom medarbejderes løn er den altdominerende udgift. Det vil de offentlige fagforeninger kæmpe imod med næb og kløer. Heller ikke alle forvaltningschefer vil være begejstrede for at skulle være chefer for færre medarbejdere. Og politikere vil indse, at kampen imod stærke, velorganiserede særinteresser ikke er værd at tage.
Der er også et andet – og måske endnu større – problem. Iværksætteri er af natur ekstremt risikabelt. 95 procent af alle start up-iværksættere opnår ikke det forventede afkast, og 30-40 procent brænder hele den investerede kapital af uden at levere noget som helst afkast overhovedet.
Denne enorme risiko er der kun nogen, som vil løbe, hvis der til gengæld er en meget stor gevinst ved succes. De fem procent af projekterne, som lykkes, skal give et afkast, som kan kompensere for tabet ved de 95 procent af projekterne, som ikke lykkes. Oveni skal lægges en risikopræmie, som skal være stor, for at det er attraktivt at løbe risikoen.
Rent kulturelt har vi at gøre med en sektor, hvor man ser med stor skepsis på begrebet profit
Den offentlige velfærdssektor er imidlertid ikke indrettet, så iværksættere, der lykkes, kan få et sådant afkast. Ansatte i sektoren kan typisk ikke aflønnes på den måde. Og rent kulturelt har vi at gøre med en sektor, hvor man ser med stor skepsis på begrebet profit.
Det anvendes ofte som et argument imod at bruge private leverandører, at de jo skal tjene profit, hvilket – helt fejlagtigt i øvrigt – opfattes som penge, der går fra velfærden og til et formål som er spild af penge.
Samlet set kan man derfor ikke forvente en stærk iværksætterkultur i en politisk styret sektor uden profitmotiv. De fleste med egentlige iværksættergener vil søge andetsteds hen.
En dansk velfærds-iværksætter, som udvikler en banebrydende ny måde at drive ungdomsuddannelse, ældrepleje, plejehjem, bibliotek, universitet, sygehus, vuggestue, børnehave eller voksenuddannelse på, kan ikke bare slå sig sammen med en investor og gå i gang. Slet ikke. Alle disse ydelser er finansieret af skatteyderne, og statsmagten bestemmer, hvem der kan få finansiering til at levere ydelserne.
Fraværet af innovation betyder, at velfærdsstaten gradvist bliver dyrere uden at blive bedre
En velfærdsiværksætter kan ikke konkurrere på de vilkår. I landet med verdens højeste skattetryk har næsten ingen borger råd til at betale fuldt ud af egen lomme, hvad disse ydelser koster.
Fraværet af innovation betyder, at velfærdsstaten gradvist bliver dyrere uden at blive bedre. I Danmark har den private sektor i mere end 100 år leveret en gennemsnitlig fremgang i produktiviteten på ca. 2 procent om året. Det er hovedkilden til vores velstand.
Når produktiviteten stiger med 2 procent, giver det også lønstigninger på 2 procent. I takt med, at de offentligt ansattes lønninger følger den generelle velstandsudvikling i samfundet, vil velfærdsydelser blive stadig dyrere at afvikle, hvis ikke der samtidig finder en produktivitetstilvækst sted i den offentlige sektor.
Dette fænomen kaldes Baumols omkostningssyge (efter økonomen William Baumol) og opfattes af nogle økonomer som uundgåeligt. Argumentet er, at det slet ikke kan lade sig gøre for velfærdsstaten at øge produktiviteten. Det er en meget opportun fortælling for velfærdssektorens stærke særinteresser:
Hvert år skal der sendes flere penge, hvis der blot skal leveres det samme. Det er imidlertid også en problematisk fortælling.
Velfærdsstatens institutioner såsom skoler, børnehaver og plejehjem er ikke ens. Nogle opnår markant bedre resultater med de samme ressourcer.
Med den rette gennemsigtighed, der muliggør sammenligning og med de rette incitamenter kan man tilskynde til, at de mindre effektive institutioner forbedrer sig.
Potentialet er enormt.
For eksempel finder min kollega Henrik Christoffersen, at hvis landets folkeskoler kunne lære af de skoler, der med færrest udgifter per barn opnår de bedste resultater ved afgangsprøven (idet der tages højde for elevernes sociale baggrund), ville der kunne spares omkring en tredjedel af de samlede udgifter til folkeskolen.
Problemet er politisk og kan derfor heldigvis løses … Overordnet handler det om at sikre en regulering, der for det første tillader og fremmer konkurrence, for det andet tillader en bred vifte af ejerskabsformer og for det tredje er teknologineutral og tillader teknologiske fremskridt
Det er ikke overraskende. Sådan forholder det sig også i den private sektor, men her flyttes markedsandele gradvist fra lav- til højproduktive virksomheder takket være konkurrencen. Det er sådan meget af produktivitetsvæksten i samfundet skabes.
Dertil kommer et meget stort potentiale for produktivitetsfremgang via innovation, der dramatisk forbedrer produktiviteten, for eksempel indenfor uddannelse, blandt andet med online undervisning og undervisningssoftware, og indenfor revision, juridisk bistand, sagsbehandling og forvaltning med kunstig intelligens.
Baumols syge kan således sagtens vise sig at holde stik. Men det sker ikke som følge af en uundgåelig logik i velfærdsstatens natur.
Problemet er politisk og kan derfor heldigvis løses. Hver sektor har specifikke reguleringsbarrierer, der hæmmer produktivitetsfremgang.
Overordnet handler det om at sikre en regulering, der for det første tillader og fremmer konkurrence, for det andet tillader en bred vifte af ejerskabsformer og for det tredje er teknologineutral og tillader teknologiske fremskridt.
Velfærdssektorens insidere vil gerne arbejde innovativt, men sektorens kulturelle forståelse, opbygget igennem årtier, er, at man kun kan få mere velfærd ved at tilføre flere penge.
I velfærdsstatens guldalder i 1950’erne og frem til slutningen af 1970’erne, var der rigeligt med ressourcer: skattetrykket blev fordoblet, og stort set hele væksten i arbejdsstyrken blev tilført den offentlige sektor.
Den tid er forbi, men sektorens kultur lever videre.
I velfærdssektorens forståelse, handler innovation ikke om at gøre ting billigere og mere effektive. Tværtimod er opfattelsen ofte, at ny teknologi gør tingene dyrere. Hvilket dog paradoksalt nok ikke forhindrer aktørerne i at kalde det ”investeringer”.
Der er kun én redning for velfærdsstaten: Den skal åbnes mod omverdenen. Offentlige velfærdsmonopoler skal laves om til selvejende institutioner i fri konkurrence med hinanden og med private velfærds-iværksættere
I den private sektor forstår man en investering som noget, der giver et afkast. Men i folkeskolen er ”investeringer” i software blot en udgift, som bliver lagt oven i alle de andre udgifter. En innovativ tilgang til it i folkeskolen ville indebære en søgning efter nye måder at indrette undervisningen på, så man kunne opnå den samme læring med markant færre ressourcer. Spørg Anders Bondo, hvad han synes om den tanke.
Uden den innovative kraft fra iværksættere vil velfærdsstaten gradvist gå under. Ydelserne vil blive gradvist dyrere og dårligere i takt med at lønningerne stiger, uden at produktiviteten følger med. Den voksende frustration fra politikerne med denne tilstand vil føre til stadig strammere politisk styring og dermed en bureaukratisk tilsanding, som kun gør tingene værre.
Der er kun én redning for velfærdsstaten: Den skal åbnes mod omverdenen. Offentlige velfærdsmonopoler skal laves om til selvejende institutioner i fri konkurrence med hinanden og med private velfærds-iværksættere.
Martin Ågerup er direktør for CEPOS, forfatter til bogen ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
