ESSAY // HISTORIE – Hvad lærte jeg om mig selv i processen, spørger Maria Helleberg i anden del af sit essay om arbejdet med romanen Min Kristin. “Ikke alene blev jeg mere tolerant og åben over for andre organisationsformer end den gængse i vor tid. Alt var ikke jammerelendigt i fortiden”.
Kristins redning blev ikke admiral Norby. Og da de to skiltes, og hun tog til Sverige, begyndte hans fatale nedtur. Hun blev reddet af oprøret mod og afsættelsen af den danske konge. Derfor kunne hun i januar 1524 vende tilbage til Sverige. ikke længere rigsforstanderens hustru, ”vor kære fyrstinde”, som Stockholms byråd kaldte hende. Egentlig nu kun som privatperson. Men bærer af den turbulente tids idealer, mor til to sønner som rent dynastisk-praktisk måtte fungere som Gustav Vasas arvinger, indtil han skulle få sine egne børn.
Hun vendte tilbage til sin søstersøn, som var blevet svensk konge, ham vi kender som Gustav Vasa. Ja, hun får et nyt liv, nye børn, en ny mand.
Det undrer mig ikke, at hun havde haft rigeligt at gøre med direkte magtpolitik. Hendes kamp i sommeren 1520 handlede ikke om at være feministisk ikon, men om at sikre Sverige
Livslysten sejrede, og hun begyndte, sådan ser det ud, forfra med et nyt liv. En mand, der ikke hørte til i hendes tid som Sten Stures hustru. Diverse historikere har gennem århundreder enten rost hende for at blive ”husmor” og apolitisk – eller sluppet hende i irritation over, at hun ikke havde en feministisk dagsorden, at hun ikke stræbte efter at afsætte Gustav for selv at regere landet. At hun ”opgav politik”.
Men jeg kan garantere dem for, at alt hvad hun foretog sig efter sin hjemvenden var politisk. Hendes accept af Gustav, hendes indplacering i den nye politiske orden, på vegne af det knægtede Sture-”parti”
Hjemme i Sverige blev hun lettere at nå for mig. Måned efter måned ledte jeg efter spor af hende. Læste alle Gustav Vasas breve og gennemsøgte arkiver, som viste sig kun at have et enkelt Kristin-brev liggende. Men alt det andet, jeg læste, var rammen om det liv, jeg udforskede. Enhver oplysning havde relevans for hendes liv.
Det undrer mig ikke, at hun havde haft rigeligt at gøre med direkte magtpolitik. Hendes kamp i sommeren 1520 handlede ikke om at være feministisk ikon, men om at sikre Sverige. Hun blev en vigtig politisk markør, der med sine handlinger blåstemplede landets nye styre.
Overlevelsen
Gustavs kongedømme lukkede alle fortidens døre. Den frygtindgydende kødhakkemaskine, vi kalder storpolitik, havde slugt næsten hele hendes familie og omgangskreds. Hun ønskede åbenbart noget andet i sit liv, og det fandt hun. Og fik efterhånden repareret sig selv. For voldsomhederne var ikke forbi, selv da hun vendte hjem til Sverige.
Hun havde ellers forsøgt at sikre sig selv og sine to overlevende børn af seks. Hun efterlod sin yngste søn hos biskoppen i Aarhus. Ældste søn vendte hjem fra Polen, egentlig for at blive Gustavas støtte og mulige arving, men han døde i stedet uventet. Hvorefter en ”falsk Nils Sture” dukkede op i Dalarna og forsøgte at starte en opstand. Når nu Gustav havde lykkedes med det, kunne Sten Stures søn vel også. Det gik nu slet ikke. Han flygtede og blev henrettet i Rostock. Hendes nye svigerfar startede også en opstand og flygtede til Nederlandene og den eksilerede kong Christian.
Yngstesønnen Svante vendte omsider hjem og skulle i det, der virkede som dyb fred, på uddannelsesrejse i Tyskland. Grevefejden brød ud, og Svante blev holdt som lænket gidsel i Lübeck. Omsider i 1536, hvor Grevefejden sluttede med den danske reformation, kunne Svante vende hjem, og Kristin begynde at trække vejret lettere.
Vi ejer et eneste utroligt kildeskrift fra hendes liv: en luksuriøs bønnebog, skrevet og prydet og pyntet til hende, mens hun var rigsforstanderens hustru og blev kaldt ”vores kære fyrstinde”
Hun dukker op i kilderne og forsvinder igen. Jeg tror, jeg fandt årsagen.
Hun er på samme tid ukuelig, værdig, uhyre selvbevidst – og plaget. Hendes fravær fra vigtige begivenheder i Sverige undrede mig. Men så læste jeg det dokument, som trods alt står hende nærmest.
Vi ejer et eneste utroligt kildeskrift fra hendes liv: en luksuriøs bønnebog, skrevet og prydet og pyntet til hende, mens hun var rigsforstanderens hustru og blev kaldt ”vores kære fyrstinde”. Den her lille unge Jackie K. kommer til at opleve magten i dens hæsligste form. Bønner, der handler om frygten for hævn, misundelse, vrede, bagtalelse daterer sig til efter hendes hjemkomst.
Det har ikke været meningen, at man skulle skrige og opføre sig hysterisk, mens man bad. Bønnen er en indadvendt handling, der skal frisætte sjælen. Og netop Min Kristin har alle gode grund til at leve med og i angst. Vil min nye verden vare ved, vil jeg komme til at træde forkert, eller min mand eller mine sønner? Vil nogen misunde mig mit nye trygge liv? Vil jeg mishage folk ved min livsførelse?
Vi er i en tid uden psykofarmaka eller psykologer. Men man har, selv i en dyb angstpsykose, trods alt sine nærmeste. For vejen tilbage til et normalt liv er i mine øjne hendes vigtigste historie: der er en vej ud, selv om den kan være lang.
Jeg lod hende angre og føle skam over sine egne handlinger, da hun forsvarede Sverige. Hun er ikke en larmende hysteriker, hun opfører sig slet ikke som talrige film har skildret kvindelig psykisk sygdom. Hun vil jo netop tilbage til sig selv, være normal igen. Kunne noget. Leve i sin nye familie, være til glæde for andre. Gøre det, som er normalt i hendes tid, hendes klasse. Tage beslutninger for andre, det er jo hendes ansvarsområde.
Det er ikke en trist historie
Igen og igen forsvinder hun ud af kilderne, og man kan følge de barske begivenheder i hendes liv.
Mit hjerte banker for de politikere, som har forstået, hvad Min Kristin formåede ved at slippe levende ud af slagtehallen. Vi henretter ikke, men mange af de dygtigste, bedst begavede og bredest orienterede har reddet sig selv ved at lægge afstand.
Det er jo slet ikke en trist historie, tværtimod. Vi har en kvinde, som vil op af sumpen, om hun så skal tømme den med en teske.
Researchen aflivede utroligt mange indgroede ideer om Kristins tid. Behandlingen af fortiden er præget af myter, som ikke holder vand
En af mine venner korrigerede det ofte gentagne Jean-Paul Sartre-citat ”helvede er de andre” – ”men paradis er også de andre”. De to, som skaber hendes private paradis, er den mand, hun vælger, og som i den grad vælger hende, Johan. Og hendes introverte, milde søn, Svante.
Bag om min glæde ved at følge denne kvinde, fra første politiske voldshandling til hun må tage afsked med sin mand, blandede sig med fryd over realia. Tingene! Vanerne! Normerne! Hvordan gør de helt almindelige ting? Hvem ville tro, at selv Sveriges fornemste reparerede deres tøj, endda underbukserne?
Researchen aflivede utroligt mange indgroede ideer om Kristins tid. Behandlingen af fortiden er præget af myter, som ikke holder vand.
Man blev ikke gift som 12-årig.
Man elskede sine børn, som vi gør.
Man antog, at kvindens orgasme sikrede undfangelse.
De kunne læse, skrive og regne.
Sverige havde allerede en livskraftig tradition for historiske værker på landets eget sprog, og rimkrøniker om bruddet med Kalmarunionen var en slags kildeskrifter til landets ideologi.
Og de vaskede sig grundigt, de tog endda karbad. De gik i badstue. De brugte mos som toiletpapir, og de brugte undertøj og ”ungarsk vand”, parfume. Ja, kvinderne havde menstruation og brugte gamle lasede tekstiler som tampon og bind.
De var renlige og vaskede hænderne, inden de spiste – bl.a. fordi de brugte fingerspidserne til at tage dele af maden.
De havde også fuldkommen rod i kønsrollerne. Nej, man mente ikke, at børn kun var i slægt med faderen. Hvis ens mors slægt var ved at uddø, kunne man antage hendes slægtsnavn og våbenmærke.
Stand trumfede køn. Noget så tilfældigt som en persons køn skulle ikke stille sig i vejen for at få gjort et stykke arbejde godt.
Kvinder styrede godser og len og borge. I visse tilfælde også både lande og krige. Og de kunne glimrende selv føre retssager. Man beholdt medgiften. En mand arvede kun sin kones ejendom, hvis de havde fået børn sammen, som endnu levede.
Viljen til at leve
Og Kristin selv? Nej, hun er ikke særlig poetisk. Hun tror hverken på hekse eller underjordiske. Naturen er der bare, dominerende, voldsom, til tider en hindring for færdsel. Hendes verden er, op til krigen 1520, sammenhængende og tryg.
Da katastrofen har ramt, har hun egentlig ikke selvmedlidenhed. Hun er ikke, som en beta-læser sagde, religiøs, for det begreb eksisterer ikke. Hun er heller ikke det, vi kalder ”troende”, for det er alle. Religionen er Forklaringen På Alting. Intet mindre.
Hun flytter sig fra norm-katolik til en slags halv-protestant, inden hun har hørt Luthers navn. Hun flytter sig på nogle områder og holder fast ved andre, ganske som den svenske kirke under den kongestyrede reformation. Maria Mø er svær at undvære. Men ikke skærsild, kætterdomme, afladsbreve, betaling for nåde. Løgnene, som hendes anden mand, Johan, konsekvent kalder det, savner hun ikke. Det er en lettelse at rydde ud i krav og domme.
Hun gør ikke så meget ud af sig selv. Hun er ingen storslået, retfærdighedsskabende heltinde. Hun er ingen rebel. Hun er heller ikke særlig interesseret i hverken mode, tøj eller mad. Det kommer til hende, og hun accepterer, men hun er mest indeni sig selv.
Det begyndte at gå op for mig, at vi på visse punkter misforstår fortidens mennesker. Vi vil så gerne gøre dem stærkere og mere robuste end os. Barbarisere deres tidsalder for at – ja, hvorfor?
Hendes verden er politik, og hun lærer lynhurtigt at læse mennesker. Det, de ikke siger, og måske ikke vil have, at andre forstår. Denne yderst nyttige evne fra det politiske liv tager hun med sig ind i sit nye frodige privatliv.
Viljen til at leve, mere end til at overleve, kom bag på mig, som jeg lærte hende og hendes omgivelser at kende. Og det begyndte at gå op for mig, at vi på visse punkter misforstår fortidens mennesker. Vi vil så gerne gøre dem stærkere og mere robuste end os. Barbarisere deres tidsalder for at – ja, hvorfor?
Intet kommer jo i nærheden af 1900-tallets grusomheder, der blev begået mod bedre vidende. Det var ikke planlagt, at det nyopdagede Amerikas befolkning skulle dræbes af smitsomme sygdomme, men 1900-tallets massemord var alle planlagt og udført med nydelse.
Kristin og hendes samtidige havde aldrig set horrorfilm. De havde ikke set Hannibal Lector spise et levende menneskes hjerne på film. De havde ingen erfaringer med ødelæggelsen af Latinamerika, Trediveårskrigen, de blodige europæiske revolutioner, to verdenskrige, etnisk udrensning eller Holocaust og Holocausts horeunger.
De levede i et tidssvarende, normalt samfund i slutningen af middelalderen, hvor alle stolede på lov og ret og retfærdighed. De blodigste straffe ramte de værste forbrydere, ikke hverken borgmestre, biskopper, rigsråder, ærlige tøndebindere eller skindere og andre små næringsdrivende i hovedstaden.
Det var lykkedes for den svenske republik at begrænse rå vold og især krigens vold. Siden 1471, med korte perioder af krigshandlinger bl.a. i 1497, havde landet kunne ordne sine egne forhold uden ødelæggelser. Billedet af konstant vild vold og lovløshed stammer fra diverse popfilm, der netop skildrer udtagelsen fra normen. De er ikke historiske kildeskrifter. Et godt år i 1500-tallet var frit for krig og opstande og social uro af enhver art. Uden epidemier som svedesygen, uden misvækst.
Hun er det hele
At bevæge sig fortællende og fortolkende ind i fortiden er at træde ind i en fremmed kultur, hvor man efterhånden fatter mere og mere og opdager uventede lighedspunkter.
Magt er ikke nødvendigvis et vidunderligt mål i sig selv. Det kan være en forpligtelse, man er født med og til. Og en uventet byrde. Kristin flygter fra den efter at have måttet bruge den til helt ekstreme handlinger under krigen. Gustav Vasa påtager sig magten og lærer at håndtere den, men fanges igen og igen i krydsild.
Nogen må udøve magt for at holde samfundets klasser og grupperinger fast i det samarbejde, som er nødvendigt. Samfundet er bygget på kooperation, ikke på klassekamp. Den evige kredsen om begrebet magt skævvrider billedet af fortidens samfund. Ligesom vores kliché om den stærke kvinde. Jeg er så mæt og træt af den figur. Heltinden, der bare erstatter helten.
Og når netop Min Kristin i 1800-tallet blev trukket ud af sin egen virkelighed og beundret, skyldtes det, at hun med datidens briller ”gjorde en mands job” – og igen forlod det.
Hendes samtid hverken fordømmer eller berømmer hende for at overskride ”kønnets grænser”, for de befandt sig et helt andet sted end år 1880.
Hun er jo det hele: ung gift, evigt gravid kvinde med en mand, der ikke accepterer grænser. Den fødte politiker, mener han selv. Hun er rådgiver, hun fortolker sin mands politiske våben: min milde, kloge hustru.
Hun er den desperate kamp, nederlaget, fangenskabet, tabene og skylden. Hun er en elendig mor. Hun er heldigvis ikke uangribelig. Men det er livslysten og -viljen, jeg dømmer hende på. Orker ikke rene helte, men gerne nuancerede personer, der indimellem træder forkert.
Hvad jeg lærte
Kristin er både det mest sammensatte og bedst sammensatte mennesker, jeg har truffet gennem kilder.
Hendes liv fortæller om religion, politik og mentalitet. Alt det, som den magtfikserede gammeldags historieforskning glemmer eller springer over. Kunne man fjerne ordet magt fra diverse undersøgelser ville meget være vundet. Den ensidige fokusering gør, at personerne bliver nærmest uforståelige, fordi det, der i virkeligheden styrede deres liv, negligeres. Et samfund og en tidsperiode kendetegnes af mange andre strømninger end kampen om den absolutte magt.
Alt var ikke jammerelendigt i fortiden. Al forskellighed er ikke tegn på deres primitivitet og vores fortræffelighed
Kun at ville fortælle magthistorien, ville svare til, at man i en danmarkshistorie negligerede 1968, kvindebevægelsen, nyliberalismen og modbevægelsen. Historien om forholdet mellem Sverige og omverdenen handler ikke kun om magt, arvekongedømme og erobringskrig, men langt mere om selvbilledet. Dannelsen af en national selvforståelse og fortælling. Den svenskhed, som allerede var en realitet i 1400-tallets republik, har ikke meget tilfælles med 1800- eller 1900-tallets nationalisme. Måske netop derfor er den værd at studere.
Hvad lærte jeg om mig selv i processen? Ikke alene blev jeg mere tolerant og åben over for andre organisationsformer end den gængse i vor tid. Alt var ikke jammerelendigt i fortiden. Al forskellighed er ikke tegn på deres primitivitet og vores fortræffelighed.
Og jeg lærte om de uventede sider af tidens onde. Krig er ikke alene drab og død, men også et mærkværdigt festligt teater med musik, heste, farver og faner og unge mænds energi.
Men ikke mindst blev jeg en langt mere overbevist lutheraner ved at følge så mange menneskers vej til forsoning med skiftet. Jeg lærte egentlig det samme af dem alle, frisættelsen ved at acceptere en konfession som normal og gældende. Jeg behøver ikke opfinde en personlig hybrid af kristendom, buddhisme og lidt reinkarnation. Ritualerne har deres betydning, de er ikke hverken bremse eller bogus. Og så opdagede jeg fordelen ved at tro i stedet for at vide. Den evige diskussion og den sunde tvivl.
Min Kristin bliver i 1527 gift med en overbevist protestant, Johan Turesson. Han har stiftet bekendtskab med reformationen i Tyskland, og han er stolt af, at hans hustru så at sige blev protestant, mens hun sad fængslet, uden så meget som at have hørt Luthers navn. Men hun kommer aldrig helt derind, hvor han er. Hun kan ikke afstå fra sin katolske bønnebog, selv om Johan smider den ud ad vinduet på Nyköpinghus. Den bliver hentet op og genindsat i hendes liv. Meget kan man undvære, men ikke Maria Mø.
Og så blev den svenske reformation foretaget ovenfra, uden krig og invasion som i Danmark. Ritualer etc. ligner katolicismen, kong Gustav Vasa var praktiker, ikke amatørteolog som Christian 3. Han havde ikke tid til at skabe en beta-version som Christian og Dorothea gjorde i Haderslev. De to formelt forskellige kirker har været med til at forme begge landes selvforståelse.
LÆS ALLE MARIA HELLEBERGS TEKSTER PÅ POV HER.
Illustration: Udsnit af Theodor Lundbergs statue Kristina Gyllenstierna ved Stockholms Slot. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her