skabet

Skeletterne i skabet

i Klumme/USA af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Der er en verden til forskel på at sælge et hus i Danmark og et i USA’s sydstater. Julie Bendtsen ved det, for hun står midt i begge scenarier. I North Carolina hører det sig fx til, at en boligstylist gør huset indbydende. Der var nemlig stadig personlige ting i huset, der vidnede om, at her bor en familie bestående af mennesker. Og de ting skulle væk – og ind i skabet.

En del af at flytte er som bekendt at skille sig af med en bolig, og lige præcis dét er vi i gang med. Således kom mægleren i går forbi med sin fotograf, og da jeg gennemgik huset med førstnævnte, stod det ret hurtigt temmelig klart, at vores forsøg på at gøre huset smukt og salgbart måske nok var fint, men det var ikke fint nok.

Ser I, der var stadig personlige ting, der vidnede om, at her bor en familie bestående af mennesker. Og de ting skulle væk. I mange tilfælde bruger mæglere en såkaldt “stager” – på dansk vel en boligstylist – til at sørge for, at huset tager sig indbydende ud, men vores mægler mente sagtens, at han kunne klare sig uden.

Det var som at træde ind i efterdønningerne af en blid massakre, da børnene og jeg kom tilbage fra den køretur, der skulle give mægleren og fotografen plads

Og det gjorde han så. Øvelsen involverede altså en benhård sortering i, hvad der absolut ikke ville gøre sig for en potentiel køber, og de ting skilte han sig af med og omplacerede dem til steder, hvor han nu lige fandt plads.

Det var som at træde ind i efterdønningerne af en blid massakre, da børnene og jeg kom tilbage fra den køretur, der skulle give mægleren og fotografen plads og rum til at gøre deres arbejde.

Det var ikke kun de overflødige puder, der var blevet proppet ind i tøjskabene.

resten af aftenen kunne jeg nyde de små overraskelser, der ventede mig (eller ramte mig), når jeg åbnede en ny låge eller skuffe

Det var Kaj Boyesen-aben, Povl Kjers rokkefår, Trip Trap-skamlerne, det fritstående HAY-stativ og Vipp-spandene. Alle ting, vi enten har sparet op til i vores ungdoms sammenflytnings-voksenhed eller fået som kærlige og personlige gaver. Det er elementer i et hjem, vi holder af at holde bare lidt dansk, men som alt sammen var blevet sat ud i garagen eller kylet ind i nærmeste skab, fordi de bare ikke rigtig gjorde sig på billederne.

Sådan blev de forladt, og resten af aftenen kunne jeg nyde de små overraskelser, der ventede mig (eller ramte mig), når jeg åbnede en ny låge eller skuffe, og som mindede mig om, hvor lidt klinisk og strømlinet vores liv er, selv når vi rydder op.

Der er megen overflade, og den er i rigtig mange tilfælde smuk og slank og desinficeret og med både diamanter og dyre biler. Den er ofte blottet for personlige præg, og den er både krølle- og ridsefri. Og alt det i skabene – skænderierne, skilsmissetankerne, spiseforstyrrelsene, alkohol(over)forbruget,  familiedysfunktionaliteten – bliver derinde, indtil nogen kommer til at åbne lågen, og hele lortet vælter ud.

Men det sker selvfølgelig kun, hvis man rent faktisk lukker nogen ind i sit hus.

Sideløbende med hussalget her og huskøbet nordpå, er vi så småt gået i gang med at sælge vores hus i Danmark. Og selv om jeg er lige ved at græde, hver gang jeg åbner en ny mail med opkrævninger om informationer, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal fremskaffe efter snart seks år ude (tankattest? AFBLÆNDINGSATTEST??), og jeg mærker, hvordan man som sælger i Danmark forventes at gøre sin del af det indledende arbejde modsat her, hvor to mæglere – sælgers og købers – på et fundament af service og en klækkelig procentkommision gør det hele, har jeg svært ved at forlige mig med den amerikanske model.

Jeg er stadig i fuld gang med at hive ting ud af skabene og lade dem rode lidt igen

Det er en model, hvor al personlighed bliver visket ud, så potentielle købere på belejlig vis kan glemme, at hjemmet nogensinde har været andres. At væggene har dannet rammer om andres galde og grineflip og derfor får dem overmalet i præcis samme greige farve som alle de andre husvægge i området, bare for at sætte deres eget præg på det.

Da vi flyttede ind i vores nuværende hjem, talte jeg om huset med en genbo, som havde været i det flere gange, da de tidligere ejere boede der. Hun undrede sig højlydt over, at de havde valgt at have personlige familiebilleder stående i stuen nedenunder – billeder, der, som hun udtrykte det, “normalt var noget, man altså havde ovenpå”. Vi taler altså ikke boudoirbilleder her. Bare glade, ægte billeder af en (i øvrigt australsk) børnefamilies lidt mere personlige stunder end det professionelle portrætfoto fra årets julekort. Ikke desto mindre fandt min nabo det underligt og under alle omstændigheder ikke “tilbørligt.”

Og det er på samme måde som vores danske designklassikere altså lige så lidt hører til i en fin boligannonce. Jeg er stadig i fuld gang med at hive ting ud af skabene og lade dem rode lidt igen.

Når alt kommer til alt er jeg i det hele taget nok lidt for dansk til at være sådan rigtig sydstatspæn. Og det er sgu ok.

LÆS ALLE JULIE BENDTSENS KLUMMER HER


Alle fotos er taget af forfatteren.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Klumme

Samfundssind

Samfundssind

SYDSTATSLIV // KLUMME – Skal børn inkluderes i familiesamtaler om emner som
VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,