BRITISK REGERINGSKRISE // ANALYSE – Boris Johnson mener, at flokmentaliteten i partiet tvang ham til at træde tilbage. Men på trods af at rodet ledelse og manglende respekt for reglerne har undermineret hans folkelige popularitet, har vi sandsynligvis ikke hørt sidste ord fra BoJo.
NEWCASTLE – Torsdag den 7. juli 2022 kl. 12.30 middag trådte premierminister Boris Johnson ud ad døren til 10 Downing Street og gik hen til talerstolen, der var sat frem til lejligheden.
Til højre og venstre for ham stod hans medarbejdere fra 10 Downing Street, loyale ministre fra det kabinet, han havde sammensat i hast aftenen før, og hans kone, Carrie, med deres søn, Wilfred.
Johnson stod ansigt til ansigt med pressen, der i et par dage havde stået på gadens grå asfalt med kameraer og mikrofoner klar.
Klar til netop dette øjeblik, hvor han fortalte nationen og verden, at han havde besluttet at træde tilbage som premierminister.
Det var noget, han var ked af at skulle gøre, sagde han, og han forklarede, at han var blevet presset ud af sit parti og var blevet offer for deres flokmentalitet. Når først de var i gang med at presse premierministeren ud, var de ikke til at standse.
Man kunne forstå, at han ikke var glad for at skulle tage lige den beslutning, især ikke i betragtning af det store mandat, vælgerne havde givet ham, og alt det arbejde, han nu ikke kunne gøre færdigt for dem. Men såd’n går’ed. ”Them’s the breaks,” som han udtrykte det.
Tilsyneladende vælgertække
Dermed er der sat punktum for en usædvanlig politisk karriere eller i det mindste et usædvanligt karriereforløb. Og måske er Johnson slet ikke ude af britisk politik endnu.
Men han er blevet presset ud af 10 Downing Street, modvillig og ærgerlig, kunne man læse mellem linjerne i talen.
Det han ikke refererede til, var den stribe af skandaler, der har været direkte årsag til hans fald som politisk leder.
Boris Johnson er, på den ene side, en usædvanlig og sammensat personlighed. Han er ikke som de andre, han er i høj grad noget for sig selv.
Det har givet ham en klar fordel som politiker i en situation, hvor det britiske folk havde vist sig at være delt, nogenlunde fifty-fifty, i to nye politiske grupperinger: for og imod EU-medlemskabet.
Vælgerne havde stemt landet ud af EU i 2016. I 2019 havde det politiske system stadig ikke fundet ud af, hvordan udmeldingen rent praktisk kunne gennemføres
Han trådte til som kandidat til lederposten i sit parti – og dermed som sit lands premierminister – efter at forgængeren Theresa May i tre år forgæves havde forsøgt at samle sit parlament bag sit eget forslag til fortsat samarbejde.
Vælgerne var trætte af at være vidner til uendeligt kævl i parlamentet og til åbenbar politisk magtesløshed. Vælgerne havde stemt landet ud af EU i 2016. I 2019 havde det politiske system stadig ikke fundet ud af, hvordan udmeldingen rent praktisk kunne gennemføres.
Og så kom Boris Johnson til og fik det til at se enkelt ud. Med valgsloganet Get Brexit Done (få det så gennemført) og en nem og positiv tilgang til problemet overtalte han ikke bare de konservative vælgere, men også titusinder af frustrerede Labour-vælgere til at stemme konservativt i 2019.
Faktisk fik hans parti et større flertal i parlamentet, end man havde set siden firserne. Hans parti kunne se, at han klart havde vælgertække. Som styrket premierminister var det lige før, hans parti troede, han kunne gå på vandet. Brexit havde delt folket, nu havde de konservative tilsyneladende samlet det bag Boris.
Boris Johnsons ringe respekt for regler
Hvordan kunne han miste sit partis og vælgernes tillid i så høj grad og på så forholdsvis kort tid?
Svaret er hans personlige stil som menneske og politiker.
Han blev tidligt kendt for at have et meget overfladisk forhold til sandheden og for at mangle personlig integritet. Man skal selvfølgelig være forsigtig med at forvente, at politikere er dydsmønstre. Der har været rod i Johnsons kærlighedsliv, men nu lever vi jo ikke i den overmoralske og hykleriske victorianske periode.
Briterne er heller ikke specielt interesserede i den side af hans personlighed, det er de alt for frisindede til.
Men han rodede sig ind i underlige og helt undgåelige skandaler inden for sit politiske liv. Han har ikke været god til at overholde de professionelle regler for god opførsel i det politiske liv, og som leder har han i den forstand svigtet sine forpligtelser over for sine politiske kolleger.
Da en konservativ politiker, Owen Paterson, blev anklaget for at have taget sig betalt for at tale private organisationers sag i parlamentet, som lobbyist, overtrådte Paterson gældende regler for god opførsel. Boris Johnson, der har reglerne for god politisk etik som sit ansvarsområde, prøvede at ændre reglerne for at redde Paterson, hvad der naturligvis i sig selv var uetisk, uprofessionelt og skandaløst.
Pandemi og party time
Under pandemien var det Johnsons ansvar at skabe det regelsæt, borgerne skulle overholde for at begrænse covid-smitten. Det viste sig, at mens mange borgere var disciplinerede og overholdt reglerne, blev der festet i 10 Downing Street. Politiet uddelte senere bøder, også til premierminister Johnson selv. Han udtalte på et tidspunkt i parlamentet, at der ikke havde været afholdt fester, hvorfor man nu formelt undersøger, om han har ført parlamentet bag lyset.
Senest trådte et ledende medlem af den konservative partigruppe i parlamentet tilbage frivilligt. ”Jeg fik alt for meget at drikke i går,” forklarede Chris Pincher i et brev til Johnson.
Det viste sig, at han med et populært udtryk havde været stangstiv og havde raget på en mand i den klub i London, hvor han havde drukket alt, alt for meget.
Det blev klart, at hverken drikkeri eller seksuelle tilnærmelser over for andre mænd var noget nyt, og man begyndte at spørge, hvordan Boris Johnson kunne have overset problemet, mens Chris Pincher blev forfremmet i parlamentet.
Johnson havde faktisk længe kendt til Chris Pinchers problemer med ikke at kunne holde hænderne fra andre mænd
Og der fulgte et besynderligt forløb, hvor 10 Downing Street nægtede at vide noget, eller at Boris Johnson havde vidst noget eller havde vidst noget konkret. Historien var i stadig udvikling, og man inddrog konservative politikere i det officielle forsvar for den angiveligt uskyldige premierminister. De trådte frem i pressen og gentog 10 Downing Streets historier, der så viste sig at være usande.
Johnson havde faktisk længe kendt til Chris Pinchers problemer med ikke at kunne holde hænderne fra andre mænd. Han påstod, at han ikke havde kendskab til formelle klager mod Pincher. Selvom det i sig selv var korrekt, var det ikke sandt, at han aldrig havde hørt om problemet. De konservative politikere, 10 Downing Street havde bedt om at forsvare Boris Johnson, følte sig hængt ud og udnyttet.
Det var det, der fik bægeret til at flyde over. Tirsdag den 5. juli trådte to politiske sværvægtere ud af regeringen: finansminister Rishi Sunak og sundhedsminister Sajid Javid.
I al hast fik Johnson dem begge erstattet i kabinettet, og om onsdagen forsikrede han i parlamentet alle om, at han ville fortsætte sit arbejde for folket.
Men ministrene blev ved med at forlade ham. Over halvtreds vigtige politiske poster stod pludselig tomme, mange af dem var ledere af politiske komitéer. Uden ledere kunne lovgivningsarbejdet ikke fortsætte. Johnson var premierminister, men det politiske liv gik i stå.
Der var ingen udvej. Han måtte træde tilbage.
Når han i sin afskedstale talte om sit partis ”flokmentalitet”, talte han som den taber, han var blevet. Han var selv skyld i, at hans parti ikke kunne finde sig i hans manglende evner som nationens leder og som deres partis leder. Ansvaret var alene hans eget.
Hans snak om det mandat, folket skulle have givet ham ved valget i 2019 kan ikke bare ses som fornægtelse af den politiske virkelighed, men også som storhedsvanvid. I det politiske system stemmer vælgerne ikke om, hvem der skal være statsminister. De stemmer på kandidater i deres valgkredse. De kandidater, der bliver stemt ind i parlamentet, stemmer på en leder, der så bliver premierminister.
Man kan for eksempel ikke sammenligne Johnson med hans ven Donald Trump. Det britiske demokrati fungerede, partiet havde magt til ikke at fyre Johnson, men at tvinge ham til modvilligt, men frivilligt til at træde tilbage.
Partiet mangler friske kræfter
I løbet af sommeren skal de britiske konservative så finde en ny leder og premierminister, og hvem kan det så blive?
Den nyudnævnte finansminister, Nadhim Zahawi, er et godt bud på en kandidat med erfaring fra egentligt arbejde på regeringsplan og en lav personlig profil. Der klæber ingen skandaler til hans navn.
Ben Wallace, minister for national sikkerhed, er også et godt bud. Han nægtede at træde ud af Johnsons regering, fordi der – som han sagde – skal sidde en minister i ministeriet for national sikkerhed. Det gør indtryk.
Og der er andre, måske en seks-otte stykker, der nu skal tage stilling til, om de selv synes, de har noget at byde parti og nation som leder.
Det bliver ikke nogen nem opgave for partiet. De konservative har siddet på regeringsmagten siden 2010, og dets politikere er udmattede og mangler nye, unge kræfter. Og der er ingen ledende konservative politikere, der er lige så populære, som Johnson har været blandt vælgerne.
De kandidater, der taber valget til ny leder, skal nok være glade for det.
Og Johnson selv? Kender man ham ret, er han i fuld gang med at lægge planer for, hvordan han kan overleve og trives som forfatter, taler og kommentator. Ham vil vi møde mange gange i årene, der kommer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
