VALG I STORBRITANNIEN // OPTAKT – I dag går briterne til valg. Labour står til en kæmpe valgsejr, men det er usikkert, hvad Keir Starmer vil kunne bruge det sandsynlige systemskifte til.
NEWCASTLE – Det britiske konservative parti er ikke en synkende skude.
Det er et synkende vrag.
Men besætningen har ikke helt mistet modet.
Mens vandet strømmer ind, råber de en advarsel ud til de britiske vælgere: Hvis Labour vinder, bliver det værre, lyder det desperat. Der vil følge en generation (tredive år?) med skatteforhøjelser og sociale ydelser og åbne grænser! Stem konservativt!
Årtiers politisk stabilitet i Storbritannien
I næsten hele det tyvende århundrede var det britiske politiske system stabilt og forudsigeligt.
Landet havde et topartisystem. To store partier, De Konservative og Labour, skiftedes til at have magten. Det var naturligvis et meget stabilt demokratisk system: De to partier kæmpede om magten ved jævnlige, demokratiske valg. Og der var andre partier end de to, der var repræsenteret i parlamentet. Men de fik ikke magten.
Og topartisystemet blev – som det bliver den dag i dag – underbygget af valgsystemet, hvor man kæmper om en plads i parlamentet i hver enkelt valgkreds – ”first past the post” hedder det på engelsk. Den kandidat, der får flertal i den enkelte kreds, vinder pladsen for sit parti.
David Camerons indsats i Libyen ses nu af landets politiske højrefløj som begyndelsen på flygtningestrømmen fra syd mod Europa
På den måde sikrer man, at et af de to store partier får et flertal i parlamentet. Det danner regering, og med sit flertal kan det så gennemføre sit politiske program uden hele tiden at skulle diskutere med andre partier. Det tabende store parti får en tid som ”hans majestæts loyale opposition”, og de andre, mindre partier, må arbejde i komitéer og uden for parlamentet. Egentlig magt har de ikke.
Den form for politisk system fører til intellektuel dovenskab blandt vælgere og mange andre. Labour og De Konservative reduceres til karikaturer: Labour står (traditionelt) for ”arbejderklassen”, og De Konservative (lige så traditionelt) for ”overklassen”.
Og derfor kan en konservativ politiker, som ovenfor nævnt, prøve at skræmme vælgerne fra at stemme på Labour med sætninger som: ”I får årtier med skatteforhøjelser og penge investeret i den offentlige sektor.”
Briternes årelange regeringsperioder
Da Margaret Thatchers Konservative vandt parlamentsvalget i 1979, var det starten på atten års konservative regeringer under Thatcher og John Major.
Det blev netop en tid med afvikling af den offentlige sektor, først og fremmest sociale boliger (de blev solgt fra til gode priser til lejerne, der så blev lykkelige husejere og stemte konservativt); og infrastruktur: energi, el, vandforsyning, bus- og jernbaneselskaber). Den britiske stat ejede virkelig meget, en arv fra Anden Verdenskrig, hvor man havde nationaliseret selskaber, som nationen havde brug for at kunne styre i en krigstid.
Den konservative administration gik i forfald: Efter næsten tyve år i regering begyndte regeringspartiet at mangle politikere med talent og evner som ministre. Det er en stor svaghed ved den måde, det britiske system har fungeret i de sidste tredive-fyrre år.
Så kom Tony Blairs ”New Labour” til i 1997 og sad ved magten til 2010, tretten år, hvor man bekæmpede fattigdom blandt børn og styrkede sundhedssektoren.
Man førte jo også krig. Margaret Thatcher førte nationen til sejr i Falklandskrigen. Vi kan stadig, sagde briterne til hinanden, og med god ret. Den britiske militære indsats på Balkan og i Mellemøsten under Tony Blair og Gordon Brown har givet briterne et mere kompliceret syn på det at vove britiske soldaters liv i krig ude i verden, samtidig med at man gerne ser et stærkt forsvar.
David Camerons indsats i Libyen ses nu af landets politiske højrefløj som begyndelsen på flygtningestrømmen fra syd mod Europa, inklusive Storbritannien. Og da Cameron foreslog sit parlament, at Storbritannien skulle sætte ind i Syrien, sagde parlamentet simpelthen ”nej”.
De konservative regeringer – 2010-2024
I fjorten år har De Konservative nu styret landet. Faktisk førte parlamentsvalget i 2010 ikke til et sikkert flertal for hverken De Konservative eller Labour. David Cameron dannede koalition med de liberale demokrater frem til 2015.
Det hjalp De Konservative til at holde på magten frem til 2015, hvor de så fik tilstrækkeligt stort flertal til at sige farvel til de liberale demokrater og styre selv.
Og så var alt vel ved det gamle, politisk set, på britisk manér?
Nej, der er sket et jordskælv i britisk politik, netop i årene, hvor De Konservative regerede.
Selve det at de ikke kunne samle et flertal ved valget i 2010, var et varsel: man kunne ikke tage systemet for givet mere.
David Cameron vandt blandt andet på et løfte – først og fremmest rettet mod EU-skeptikerne i sit eget parti – om, at han som premierminister efter 2015 ville afholde en folkeafstemning om fortsat medlemskab af Den Europæiske Union.
Det løfte holdt han så i juni 2016, og vi ved, hvordan det gik. 31. januar 2020 forlod Storbritannien Den Europæiske Union.
Nye skel i vælgerbefolkningen
I det gamle ”system” stod Labour og De Konservative som sagt over for hinanden, og når der var parlamentsvalg, gik partierne ud fra, at vælgerne nogenlunde fulgte det samme mønster. Under- og overklasse stemte, som de plejede for at pleje deres egne interesser.
Midt i det sociale spektrum, blandt faglærte arbejdere og laveste lag af virksomhedsledelse, var der en tendens til at skifte parti ved valgene. Her satte de største partier så først og fremmest ind under valgkampene for at overtale så mange som muligt til at gå over til dem selv ved stemmeurnerne.
Sådan havde det ”altid” været, i hvert fald siden 1950. Men de gamle grupperinger var gået i opløsning uden, at de store partier havde set det eller gjort noget ved det. Arbejderklassen fandtes ikke længere. Labours vælgere var nu middelklassen i byerne. De Konservative sad stadig godt på mandaterne i landområderne.
Men det, man engang havde kaldt ”arbejderklassen”, og hvis loyalitet Labour havde stolet på, fordi den kæmpede på fagbevægelsens side mod virksomhedslederne, var nu en klasse, der var arbejdsløs og boede i randområder landet over.
Sydengland, omkring hovedstaden, var der, hvor pengene og investeringerne først og fremmest fandt sted.
Andre steder i landet følte man sig tit svigtet af politikerne i London-parlamentet. Da det i 2008 viste sig, at mange parlamentsmedlemmer havde snydt med deres officielle bidrag til udgifter i forbindelse med at holde kontor og bolig i London, bekræftede det mange briters mistanke om, at London-politikere – og måske alle politikere – mest var ude på at se, hvor mange penge og privilegier, inklusive billige drinks i parlamentets barer, de kunne rage til sig.
Som en af mine venner sagde forleden, her i juni 2024: ”Politikerne er jo ligeglade med, om vi lever eller dør.” Der skal en del skepsis, en del mistro over for de folkevalgte til for at få en borger til at udtale sig så dramatisk – og på en måde, der ikke tyder på håb om, at det her nok snart bliver bedre, måske efter næste parlamentsvalg.
Ud med det gamle, ind med det nye
I månedsvis har meningsmålingerne vist helt tydeligt, at Labour ligger længder foran De Konservative. Tyve procent foran er det typiske tal.
Hvordan det udmøntes i pladser i parlamentet, er det ikke nemt at forudsige, tallet svinger fra halvtreds til et hundrede og halvtreds.
Og som man ved, når man ser, hvordan demokratiet virker i Storbritannien, så vil et stort flertal give Labour ikke en generation, men højst sandsynligt ti år med Labour-regeringer. Det har Labours leder, Keir Starmer, faktisk direkte sagt: Han vil være premierminister i et tiår og ændre Storbritannien. Det vil tage tid.
Visioner for fremtiden
At Labour vinder, er der ingen tvivl om. Og derfor har De Konservative heller ikke noget program for fremtiden at tilbyde vælgerne til gengæld for deres stemmer. Mens jeg skriver dette, debatterer Keir Starmer og premierminister Rishi Sunak i tv.
Rishi tilbyder et bedre Storbritannien og advarer om, at en stemme på Labour er en stemme på højere skatter og ubegrænset indvandring.
Regeringen skal efter 4. juli 2024 administrere en vanskelig økonomi og en befolkning, der har mindre og mindre tillid til politikerne
Der er ikke meget kød på det skelet.
Men Starmer har heller ikke en vision. ”Vote change – vote Labour,” siger han og lover bedre sundhedstjeneste og skoler.
Til gengæld virker han mere og mere fast i mælet, klar til at vise muskler og gøre sig værdig til pladsen som premierminister.
Hvad kan de to partier tilbyde folket?
Svaret er meget enkelt: Regeringen skal efter 4. juli 2024 administrere en vanskelig økonomi og en befolkning, der har mindre og mindre tillid til politikerne. Næsten uanset hvad de siger, vil vælgerne være skeptiske.
Kan de forbedre sundhedsvæsnet, der svigter mere og mere? Kan de styrke forsvaret, så det kan afvise en fjende udefra, hvem det så end måtte være? Kan de gøre gaderne mere sikre i byerne i aftenmørket, sikre tilstrækkeligt med politi til at hindre omfattende butikstyveri og indbrud i private hjem? Hvad med millioner af huller i vejbanerne og vejstriber, der ikke er blevet opmalet siden finanskrisen i 2008?
Sandheden er, at intet af de to partier ved, hvordan de vil håndtere fremtiden
Intet regeringsparti i Storbritannien kan gøre fremskridt uden at kunne bruge penge. Landet skylder allerede enorme summer: Lån er ikke vejen frem. Højere skatter er ikke populært, og begge partier lover, at skattetrykket vil forblive det samme (Labour) eller falde (De Konservative).
Sandheden er, at intet af de to partier ved, hvordan de vil håndtere fremtiden, intet af dem har regnet på de løfter, de har givet under valgkampen; eller har fortalt vælgerne, hvordan de vil finansiere den offentlige sektor. Måske der skal spares, måske borgerne får endnu dårligere tjenstydelser?
”It’s the economy, stupid”
Starmer forstår, at der ingen vej frem findes, uden at nationen tjener flere penge. Og i de sidste mange årtier – mindst siden firserne, måske længere, har produktiviteten i Storbritannien været alt for lav. Britisk industri har brugt arbejdskraft til at klare svingende efterspørgsel i stedet for at investere i bedre produktionsmidler.
Og derfor vil Labour bruge midler på at investere i industrien.
Og så er der samarbejdet med Europa, som Brexit så katastrofalt har afbrudt. Det er børnelærdom, at man koncentrerer sig om de nærmeste markeder i international handel. I stedet har briterne afbrudt forbindelsen til EU og i stedet prøvet at skabe nye aftaler med lande uden for EU.
Det er ikke gået godt.
Kan man genskabe et nærmere forhold til EU? Ikke i de første fem år under Starmer, ingen orker at tale om Brexit. Hvis der kommer en bedre handelsaftale, så bliver det på EU’s betingelser, og det vil ikke være populært blandt mange vælgere.
Reform
Nigel Farage blev Storbritanniens mest indflydelsesrige politiker under Brexit-valgkampen i 2016. Det var ham, der drev EU-modstanden frem, og det var ham, der var med til at give Boris Johnson valgsejren i 2019.
Nu er han på banen igen med et program, der går på at forhindre immigration og – det er mere interessant – reform af valgsystemet.
Hvis han kan gennemtrumfe noget, der minder om det danske valgssystem, så vil hans Reform Party blive ordentligt repræsenteret i parlamentet. Faktisk ville det politiske billede blive et helt andet, topartisystemet ville bryde sammen. Det ville også gavne andre partier, som de liberale demokrater, der ellers ikke er meget for at stå skulder ved skulder med Farage.
Det er nok den mest spændende udvikling at følge ved det britiske parlamentsvalg i 2024. Vil Reform-partiet faktisk blive repræsenteret i parlamentet? Vil man høre Nigel Farages stemme under debatterne? Hvor tydeligt bliver det, at topartisystemet og valgsystemet med flertalsvalg i enkeltkredse faktisk ikke længere afspejler det britiske samfund i dag?
Du kan læse meget mere udlandsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
