TRUMP // KRONIK – Politiske ledere som Trump og Putin vækker frygt og forandrer verden, men kan deres magt forklares alene gennem deres personligheder? Eller er det dybereliggende strukturer og små, uforudsete hændelser – som sommerfugle-effekten – der driver historien fremad?
Jeg sætter mig ved mit sædvanlige bord i caféen for at begynde skrivearbejdet. Da jeg åbner computeren, mødes jeg af endnu en varsling om breaking news: “Vi må til at tænke, som om vi var i krig,” havde NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, netop udtalt i Bruxelles. Det prøver jeg så, men hvordan tænker man, som om der er krig?
Ved bordet bag mig sidder der et ældre par. De passer deres barnebarn og har søgt tørvejr for en silende januarregn. Der står kakao på bordet og ligger billedbøger med Mumitroldene. Barnet cirkler nysgerrigt omkring nogle af de andre borde, før hun ender ved mit.
“Hvad ser du?” spørger hun.
“Ikke noget, jeg skriver.”
Hun kikker på skærmen, som stadig er tom. “Hvad skriver du så?”
“Jeg har ikke helt fundet på noget endnu.”
“Det er mormor og morfar,” siger hun og peger. “Morfar fortæller mig historier, som han har i hovedet.”
Lige for tiden glemmer men let, at verden også består af bedsteforældre, som fortæller deres børnebørn historier. Som om hun kan se, hvad jeg tænker, siger pigens mormor: “Når man er sammen med hende, glemmer man helt, at verden er blevet skør.”
“Tænk, at der bare skal to mænd til for at sprede så meget usikkerhed og frygt,” tilføjer pigens morfar.
Person eller struktur?
Der er langt færre politiske ledere, end der er almindelige mennesker, som os, og børn, som den lille pige i cafeen, og som mit eget barnebarn. Den engelske historiker Ian Kershaw skrev i 2022 bogen Personlighed og magt. Her undersøgte han netop det fænomen, at enkeltpersoner, i form af politiske ledere, råder over “et skræmmende arsenal af midler til at overtale, tvinge og dræbe andre mennesker.”
Det var frygten for disse mennesker, som pigens bedsteforældre gav udtryk for: oplevelsen af, at verden er blevet farlig, ikke mindst på grund af Trump og Putin; enkeltpersoner, som har vilje, magt og redskaber til at påvirke verdenshistoriens gang, og næsten alle menneskers daglige oplevelse af håb eller frygt.
Kershaw skrev bl.a. om Lenin, Hitler, Stalin, Churchill, Gorbatjov og Helmut Kohl. Vi ved, at Gorbatjov opløste Sovjetunionen, og Helmut Kohl forenede Tyskland. Men kunne det fx lige så godt have været en helt anden leder end Gorbatjov, som opløste Sovjetunionen diktatur, eller en helt anden russisk leder, der, som Putin i dag, er ved at bringe verden på grænsen til atomkrig, fordi han har et personligt zar-kompleks og vil være Putin Den Store i et kommende russisk imperium? Hvad betyder den enkeltstående politiske personlighed for verdens udvikling?
Når vi i dag taler om fx Trump, Putin, Zelenskyj, Kinas Jinping og andre af de “store” på den globale scene, så forudsætter vi ofte, at det er den slags enkeltpersoner, som er afgørende for historiens gang: Putin invaderede Ukraine. Trump vil have Grønland, melde USA ud af NATO, og i øvrigt ændre hele verden.
Den enkelte, personlige leder fylder meget i historiebøgerne, medierne og ikke mindst i vores hoveder. I den politiske og historiske videnskab er der imidlertid en klassisk modstilling mellem, på den ene side, teorier om den enkelte personlighed som en helt afgørende faktor, og på den anden side teorier, som omvendt hævder, at det er nogle underliggende strukturer, som skaber de grundlæggende forudsætninger for den enkelt personligheds muligheder for magtudfoldelse.
I dag kan vi se, hvordan Trump og republikanerne har ført denne strategi helt frem til at blive et frontalangreb på demokratiet
Spørgsmålet om, hvor stor indflydelse den enkelte personlighed har, kan kropsliggøres, når vi fx overvejer, hvad der ville være sket, hvis Kamala Harris, og ikke Donald Trump, havde vundet det amerikanske valg? Eller hvis Putin var faldet død om under en af de to første præsidentperioder fra 2000 til 2008?
Det er naturligvis kontrafaktisk historieskrivning, men alligevel: Ville det ikke være blevet en helt anden verden, blot med disse to individuelle udskiftninger på lederfronten? Svaret forekommer indlysende, men er det ikke nødvendigvis. Fx stemte over halvdelen af de amerikanske vælgere på Trump. Det kan man vel godt kalde en solid grobund for den kommende præsident. Det var nogle politiske og sociale jordbundsforhold, som Harris ikke havde en chance for at trække næring fra. Det interessante er derfor etableringen af det gensidige forhold mellem Trump og denne jordbund.
Demokratiets betydning?
I Personlighed og magt skriver Ian Kershaw, at spørgsmålet om den enkelte persons magt og rolle i historien, må føre videre til spørgsmålet om de samfundsmæssige muligheder og begrænsninger, som den enkeltstående politiker mødes af.
Naturligvis har forskellige politikere også forskellige personlighedstræk, skriver Kershaw, men personligheden agerer aldrig i et tomrum. Her refererer Kershaw til Karl Marx’ forsøg på at forklare, hvordan Louis Bonaparte (Napoleon III), som Marx anså for at være et rent nul, alligevel kunne blive diktator gennem et statskup i 1851? Marx skrev: “Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret.”
Kershaw vurderer, at demokratiet er den samfundsform, som har størst mulighed for at bremse enkeltstående personers forsøg på at skabe et autoritært styre: “Demokratiske styreformer udgør de største begrænsninger på enkeltpersoners handlefrihed og muligheder for at gennemføre historiske forandringer.”
Men, kunne vi indføje, aktuelt er en række traditionelle demokratier jo netop ved at udvikle sig i retning af det mere autoritære? Det er i stigende grad lige netop demokratiets egne processer og institutioner, som bruges til at skabe grobund for autoritære personer og grupper.
Set i lyset af den aktuelle verdenssituation, er det derfor også en vigtig pointe hos Kershaw, at enkeltstående personligheder har størst mulighed for at påvirke udviklingen “under og lige efter store politiske omvæltninger, når det hidtil eksisterende regelværk bryder sammen eller bliver ødelagt.”
En politisk kaosteori?
Politisk demokrati er et komplekst system. Som alle andre komplekse systemer, består demokratiet derfor også af mange forskellige og samvirkende dele. Den måde, som disse dele påvirker hinanden på, er således afgørende for systemets samlede funktion. Rykkes der ved en enkelt af disse dele, så ændrer det hele systemet.
Som andre komplekse systemer kan demokratiet således i en vis forstand også betragtes ud fra en slags politisk kaosteori. Principielt handler kaosteorien om, hvordan selv små og tilsyneladende ubetydelige ændringer i det komplekse systems udgangspunkt kan skabe helt uforudsete og meget omfattende konsekvenser.
Mere poetisk og allegorisk er det blevet udtrykt gennem den såkaldte sommerfugle-effekt: “Kommer der så en lille sommerfugl og basker med vingerne – og på den måde ændrer dine begyndelsesbetingelser – så går det hele i ged.” Fra et vingeslag til en tornado, kunne man sige, hvilket aktuelt passer lige så godt på det politiske, som på det naturvidenskabelige domæne.
Dette perspektiv viser, at Trump så at sige ikke er den eneste forklaring på Trump. De to amerikanske politologer Steven Levitsky og Daniel Ziblatt skriver, at udgangspunktet for det amerikanske demokrati ikke nødvendigvis udelukkende skal søges i forfatningen, som jo ellers var tænkt, som noget der kunne sikre demokratiet ved at modarbejde og inddæmme personer som Donald Trump.
I stedet peger Levitsky og Ziblatt på to normer, som vi kan kalde det demokratiske systems grundlag, altså de betingelser, som ifølge kaosteorien vil foranledige store og uforudsete konsekvenser, hvis de ændres. Et grundlæggende udgangspunkt for demokratiet i USA (og de fleste andre liberale demokratier), har således været to tilsyneladende enkle normer: For det første, at de politiske parter tolererer og gensidigt anerkender hinandens legitimitet. For det andet, at politikerne må være tilbageholdne med at anvende deres midlertidige politiske magt og kontrol til at skaffe sig entydige partipolitiske fordele, som vil svække modpartens demokratiske muligheder fremover.
Som når fx Elon Musk blander sig i engelsk politik og i løbet af en eftermiddag får skabt en krise for det samlede engelske demokrati
Iflg. Levitsky og Ziblatt er der imidlertid sket en nedbrydning af netop disse to demokratiske normer. En proces, som kan spores tilbage til 1980’erne og 90’erne, hvorefter nedbrydningen for alvor tog fart i tiden efter år 2000. Som et afgørende eksempel nævnes, at mange republikanere nægtede, at Barack Obama overhovedet kunne have nogen politisk legitimitet, og derfor anlagde en strategi til at vinde magten gennem inddragelse af alle nødvendige midler.
I dag kan vi se, hvordan Trump og republikanerne har ført denne strategi helt frem til at blive et frontalangreb på demokratiet. Det var dog ikke Trump, som i udgangspunktet forårsagede den første svækkelse i de nævnte demokratiske normer. Det skete over tid, i ly af en samfundsmæssig polarisering, som mange liberale demokratier har vist sig at overse og håndtere i tide.
Sommerfugle-effekten
I USA er resultatet blevet en politisk sommerfugle-effekt, hvor de første mindre rystelser i demokratiets grundbetingelser efterhånden har udviklet sig til at få nogle voldsomme politiske konsekvenser, som også kan mærkes i stort set alle andre liberale demokratier. Og i dag kan de grænseløse sociale medier bære enhver sommerfugle-effekt ind i livet på ethvert menneske og enhver politisk gruppering, og derfor også styrke enhver autoritær politisk personlighed.
Det kan fx være gennem en bemærkning fra Trump, som bliver ytret i Mar-a-Lago, men som på grund af de sociale netværk med ufattelig hastighed spreder sig globalt, og umiddelbart resulterer i en international krise, som omgående virker tilbage og styrker Trump.
Disse forstyrrelser opstår gennem en uheldig alliance af såkaldte “alternative sandheder,” fake news, organiseret desinformation og hybrid destabilisering fra fx Rusland, Kina og enkeltstående politiske grupper, og endda fra enhver individuel person, som vil støtte den ene eller den anden politiske kandidat, et bestemt politisk parti eller sig selv. Som når fx Elon Musk blander sig i engelsk politik og i løbet af en eftermiddag får skabt en krise for det samlede engelske demokrati.
Vi kan også sige, at algoritmer er et andet ord for denne politiske sommerfugle-effekt, som både skaber og forstærker angrebene mod demokratiet, og svækker mulighederne for at føre en offentlig politisk debat, som ellers kunne trække i modsat retning. De sociale medier har skabt et globalt fællesskab, som imidlertid ikke har evnen til også at handle i fællesskab. Sommerfugle-effekten, eller algoritmerne, bringer os blot i kontakt med en stærk følelse af voksende overbelastning.
Den aktuelle udfordring forekommer også at være, hvordan vi får talt en modhistorie op, som fylder lige så meget
Jeg tror, det var den følelse, som bedsteforældrene fra caféen gav udtryk for, da de sagde, at der tilsyneladende blot skulle “to mænd” til at ryste hele verden. “Trump” eller “Putin” er blevet navne på denne overbelastning, som i stigende grad præsenterer sig selv som værende uden alternativ.
Men hermed kan vi også komme til at tillægge verden en alt for bastant ensartethed. “Blot to mænd!” Denne oplevelse af verden er jo forståelig nok, set i lyset af denne uges magtpolitiske cirkus omkring Trumps indsættelse. Men den resulterer i en fornægtelse af alle de andre, som også er en del af denne verden. “Trump” og “Putin” er blevet de to fikspunkter, hvorfra vores verden opmåles.
Der er en vis logik i, at de to omtalte, så også bliver talt op til uovervindelige størrelser. Ikke kun af deres tilhængere, men mindst lige så meget af deres modstandere. Vi forudsætter deres magt til at vælte regeringer, indtage lande og opbygge en ny bipolær verdensorden. Strategien er at behandle dem forsigtigt. Det er jo klogt nok. Men den aktuelle udfordring forekommer også at være, hvordan vi får talt en modhistorie op, som fylder lige så meget?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her