BØGER – Som barn fik jeg at vide, at mareridt ikke var entydigt dårligt. Nuvel, de var ikke rare, mens de stod på i al deres mangel på kronologi, genkendelse og sammenhæng. Sine Christiane Gerstenberg anmelder her Caroline Albertine Minors bog “Velsignelser”. Det handler om drømme og sorgens grammatik.
Atmosfæren af utryghed og gru kunne hænge fast i kroppen, som en uønsket sitren timer efter, at jeg var vågnet, havde spist mine Kellogg’s Corn Flakes, var sprunget på min hvide SCO cykel med gedebukkestyr og kørt hen til hjerteveninden, Marie.
Men mareridtene skulle værdsættes. For ligesom skrækfilmene, der blev afspillet på træge VHS-bånd fra tankstationens moviebox, kunne de sikre den katarsis (åndelig renselse), der gjorde 11-årige piger alderssvarende afbalancerede og ikke skingert tøsede. Så jeg prøvede at være taknemmelig for mine mareridt, og nærede dem med Stephen Kings gysere og Steven Spielbergs fantasy.
Grundangst for tab
Som voksen er det ikke længere skyggemænd, troldkonger og karikerede voldsklovne, der ængster mig. Det er sorgen. Jeg er grundangst for tab.
Derfor har det også undret mig, at jeg er så fascineret af litteratur, der ofte mangler et reelt plotforløb eller en tydelig spændingskurve, men som derimod behandler smerten ved afsavn, tab og tragiske dødsfald.
Måske er det fordi netop de bøger, der undersøger sorgens grammatik, virker som den eneste forebyggende kur mod de uforudsete tragedier, livet måtte have i vente. Jeg ruster mig, mens jeg læser.
Af samme grund var jeg stilfærdigt begejstret over at læse Caroline Albertine Minors ‘Velsignelser’. Denne samling af tyst foruroligende noveller driver din læsning frem af stemninger og ikke deciderede forløb.
Der er karakterer som krydser hinandens vej eller er internt forbundne som døtre, veninder eller mødre, men som også er svære at fastholde, fordi de er udspændt i følelser og ikke underlagt organiseret handling.
Vi møder for eksempel Helena, der besøger sin afkræftede, døende far i Sydfrankrig. Hun får hverken sluttet fred med sin far eller sin egen sjæl – hun forbliver uforløst og uroen bliver kun forstærket af en sydfransk flirt og faderens død: “Det var kun et spørgsmål om tid, forstod jeg, og alt i mig var på vagt. Som var jeg ved en fejl løbet ud på det åbne efter længe at have befundet mig i mørket mellem træstammer og buske”.
Og vi bliver grusomt paralyserede af historien om teenagepigen, Anso, der hænger sig selv i baghaven hos sin australske værtsfamilie under sit ophold som au pair.
Og ud af indre kaos vokser et nyt sprog, volapykkens, som hendes specialevejleder ikke kan tyde, og hendes læge derfor må medicinere
Særligt efter det viser sig, at hun har haft en affære med en familiefar fra nabolaget, Archie Pey. Denne proklamerer perfidt, efter en usexet hyrdetime på et lurvet hotel, at hun ikke må tro, at hun kan fastholde hans interesse over tid. Hvorefter han lader hende søbe i chili sovs og skam foran en emsigt årvågen tjener.
Ensom fremtid på 4. sal
Men den eneste fortælling, der også hjemsøgte min nattesøvn, var historien om Ingeborgs mor. Hun bliver forladt, uden forklaring og uden årsag af Ingeborgs far, Benjamin.
Overladt til en trodsig tumling, et ufærdigt speciale, en modergerning, hun ikke orker, og en trøstesløs udsigt til en ensom fremtid på 4. sal.
Hun er alene om at finde hoved og hale på den situation, hendes fornuft nægter at begribe. Og ud af indre kaos vokser et nyt sprog, volapykkens, som hendes specialevejleder ikke kan tyde, og hendes læge derfor må medicinere.
“Først tænkte jeg, at det var et forsøg på at gå ind i tilstanden af…et slags formeksperiment måske, sagde professoren forsigtigt, men – hvem taler egentlig her, spurgte jeg mig selv. Hvilken form for bevidsthed? Det står heller ikke hundrede procent klart, hvordan det passer ind i forhold til den synopsis, jeg har godkendt.
Nej, sagde jeg.
Jeg må indrømme, at jeg blev bekymret. Du må undskylde, hvis det bliver for personligt, men har du det godt?
Jeg mærkede, hvordan blodet faldt ud af mit ansigt og efterlod huden på mine kinder og over panden mærkbart køligere”.
Momentvis irriterede novellerne mig også med deres indforståede nik til begivenheder, vi ikke hører om eller aldrig rigtigt forstår. Eller når nye fragmenter af handlingsforløb, bryder frem som et vrangvilligt “tak for sidst”, bedst som vi har glemt en tidligere novelles infame birolle eller skæbnesvangre afslutning.
Og så den endeløse og umotiverede mængde af kuriøse fornavne og kælenavne (jeg snubler over Gedske, Anso, Binøe, Aron og Franciska), gør at jeg indimellem blev barnligt sur, over al den energi, jeg lagde i at forstå navnenes symbolik, for så at konstatere, at en sådan måske slet ikke var til stede.
Men det er netop novellernes kantede stridbarhed og tilbageholdte bedrøvelse, der gør dem så forbandet besnærende. Det er det, der gør, at du bør læse dem alle, og leve med konsekvenserne.
Og den urolige nattesøvn.
Forlaget Rosinante har udgivet Caroline Albertine Minors ‘Velsignelser’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
