sindelagskontrol

Sindelagskontrol: Vildt regnvejr – sønderjyske betragtninger om en sang og en omskrivning af historien

i Kultur/Historie af
SINDELAGSKONTROL // KOMMENTAR – “Der er tale om sindelagskontrol, når folk kommer udefra og dikterer os, hvordan vi må tænke, tro og synge. Prøjserne gjorde det i 1864-1920. Tyskerne gjorde det i 1940-45. Grænseforeningen bør ikke gøre det samme i 2020.” Henrik Petersen er oprørt over Grænseforeningens bud på en omskrivning af Sønderjyllands uofficielle nationalsang, “Det haver så nyligen regnet” og vred over forsøget på at lukke munden på kritikerne af omskrivningen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Den 10. februar 2020 – få uger før coronavirussen ramte Europa og måneden før, Danmark lukkede ned – tog Grænseforeningen hul på fejringen af 100-årsdagen for folkeafstemningen i 1920.

Her stemte et stort flertal af Sønderjyllands befolkning for, at landsdelen fremover skulle være en del af Danmark.

6.000 unge mænd faldt i skyttegravenes helvede, deres sprog var delvist forbudt, og de blev behandlet som andenrangs borgere i egen hjemstavn

Festivitassen på selve dagen fandt sted på Folkehjem i Aabenraa og mange sønderjyder troede næppe deres egne ører, da musikeren Sigurd Barrett og Marie de Fine Licht fra Grænseforeningen i direkte tv fortalte, at “tiden var løbet” fra Sønderjyllands uofficielle nationalsang ”Det haver så nyligen regnet”.

Ifølge dem var den 130 år gamle sangtekst i vore dage problematisk, fordi den fremhævede danskheden i Sønderjylland på bekostningen af tyskerne. Seerne fik at vide, at især linjen ”Frø af ugræs er føget over hegnet” var uacceptabel, fordi den satte skel mellem befolkningsgrupperne, og derfor havde Sigurd Barrett på Grænseforeningens opfordring skrevet sangen om.

Den nye version hedder ”Det har været et vildt og voldsomt regnvejr”. Den viste sig at være en naiv børnesang i bedste Bamse og Kylling-stil, som hertil indeholdt en række nutidige politisk korrekte budskaber.

Følgerne af krig, invasion, landafståelse og sindelagskontrol bliver i den nye sang reduceret til et spørgsmål om ”fremmedhad”, ligesom linjen ”Vi er os, I er dem, vi er sammen” stik imod bedre vidende antyder, at grænselandets danske og tyske befolkningsgrupper fortsat lever i splid med hinanden.

Præsentationen fandt som sagt sted fra Folkehjem i Aabenraa – en bygning, mange danske sønderjyder ser som en helligdom. Hverken timingen eller symbolikken kunne have været værre, og for mange sønderjyder var der tale om ren og skær helligbrøde.

En sang der gav en undertrykt befolkning håb

Det kan måske være svært at forstå udenfor regionen, så lad mig uddybe:

I Sønderjylland gør en række særlige historiske og kulturelle forhold sig gældende, særligt naturligvis, at vi her taler om den eneste del af det nuværende Danmark, som har været under fremmed herredømme, og hvor befolkningen blev tvunget i krig for en sag, der ikke var deres.

I min barndom i 1970’erne huskede mange gamle sønderjyder stadig tiden før og under 1. verdenskrig. De mindedes udlændigheden, prøjserne, diktaturet og sindelagskontrollen

Det er så længe siden, at intet nulevende menneske husker det, men de 56 år under det prøjsiske åg satte spor, som stadig findes 100 år senere, og som ubevidst vil leve i sønderjydernes DNA til evig tid. I min barndom i 1970’erne huskede mange gamle sønderjyder stadig tiden før og under 1. verdenskrig.

De mindedes udlændigheden, prøjserne, diktaturet og sindelagskontrollen. De glemte aldrig, at 6.000 unge mænd faldt i skyttegravenes helvede, at deres sprog var delvist forbudt, og at de blev behandlet som andenrangs borgere i egen hjemstavn.

Derfor har historien stadig en langt dybere klangbund i Sønderjylland end i resten af landet.

Da jeg var dreng, fejrede de gamle sønderjyder genforeningsdagen ved at hejse Dannebrog, og så stod de dér med hatten i hånden og tårer i øjnene, mens de betragtede det rød-hvide korsflag og mumlede en stille tak til de højere magter. For de vidste instinktivt, at det ikke var en selvfølge, at historien blev, som den blev. Meget kunne være endt helt anderledes.

Det var ikke en selvfølge, at grænsen kom til at løbe, hvor den løber i dag. Ja, det var ikke engang en selvfølge, at vi overhovedet fik en genforening. Historien tilbød os kun et lille vindue.

Blot få år senere ville det have været for sent. Allerede i 1920’erne begyndte nationalsocialismen at røre på sig i Tyskland. Et stærkt og selvbevidst Tyskland havde aldrig ladet sønderjyderne stemme sig hjem.

Det haver så nyligen regnet” var med til at give utallige mennesker håb – såvel i den sønderjyske udlændighedstid som under 2. verdenskrig. I begge tilfælde blev sangen forbudt af tyskerne

Sangen ”Det haver så nyligen regnet” var med til at give utallige mennesker håb – såvel i den sønderjyske udlændighedstid som under 2. verdenskrig. I begge tilfælde blev sangen forbudt af tyskerne. Begge gange primært pga. linjen ”Frø af ugræs er føget over hegnet”, som Grænseforeningen nu ønsker fjernet.

Der er ikke noget gustent eller småracistisk på spil

Det er tragisk, at vi i dag lader til at være overbeviste om, at vi nærmest er forpligtede til at ”forbedre” afdøde forfatteres værker, fordi vi mener, at de ikke selv mestrede opgaven til fulde, eller fordi vi ikke forstår at læse værkerne i deres egen historiske kontekst.

Men efter Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen og Kai Hoffmann er turen kommet til ”Det haver så nyligen regnet”. Vi må ikke længere bruge Astrid Lindgrens ord om Pippi Langstrømpes far.

Vi har fået at vide, at der er noget gustent og småracistisk over Halfdan Rasmussens smukke og inkluderende børnerim. Vi må helst ikke længere lovprise den danske sang som en ”ung, blond pige” – og så må vi naturligvis heller ikke omtale fortidens tyske erobrere som ”frø af ugræs”.

Johan Ottosens vemodige hymne blev skrevet i anledning af sønderjydernes besøg i København i 1890, på et tidspunkt, hvor alle håb for de danske sønderjyder lod til at være ude, og efterfølgende forbudt af de prøjsiske magthavere. I sin oprindelige form er sangteksten et stykke essentiel dansk og sønderjysk kulturhistorie og en vigtig poetisk skildring af en epoke og et tankesæt, der heldigvis hører fortiden til.

Sangen skal selvsagt forstås ud fra sin tid og kontekst. Desværre lader vor tids kunstnere og meningsdannere hånt om George Orwells advarsel imod løbende at skrive litteraturen og historien om i en højere sags tjeneste

I lighed med de andre ovennævnte eksempler skal også ”Det haver så nyligen regnet” selvsagt forstås ud fra sin tid og kontekst. Desværre lader vor tids kunstnere og meningsdannere hånt om George Orwells advarsel imod løbende at skrive litteraturen og historien om i en højere sags tjeneste.

Grænseforeningen er ingen undtagelse. Med generalsekretærens egne ord har man til hensigt at ”se historien fra nutiden og ikke kun ud fra en historisk vinkel”. Man er utilfreds med historiens gang, fordi man ikke længere bryder sig om datidens betragtninger, samtidig med at man forsøger at projicere postmodernistiske tolkninger 100-150 år tilbage i tiden.

Man kasserer den historiske sammenhæng til fordel for enkeltstående overvejelser. Herved ødelægges vort fælles fundament som folk og nation, og denne atomisering af den fremadskridende historiske fortælling gør det muligt at skabe et helt nyt narrativ med plads til alskens løsrevne, postmoderne betragtninger.

Der er netop ikke tale om, at den nye version af sangen er ”en flot måde at sige tingene på” i en ny tid. Tværtimod tages der udgangspunkt i én bestemt omhyggeligt udvalgt version af nutiden, og resultatet heraf blev desværre en række politisk korrekte floskler og intetsigende tomme banaliteter, som ikke formidler noget reelt om Sønderjyllands nutid eller fortid.

Det multikulturelle fungerer i det sønderjyske

Grænseforeningen blev oprettet i 1920 med det formål at styrke danskheden i grænselandet. I dag går Grænseforeningen ind for ”en åben danskhed”. Dette betyder i sagens natur, at man ønsker at optræde forstående, inkluderende og rummelig.

Grænseforeningen vil helst slet ikke benytte ordet ”genforening”, men nøjes med neutrale og kliniske omskrivninger som f.eks. “delingen af Slesvig” … Man ønsker med andre ord at anvende den tyske jargon i forbindelse med en dansk mærkedag

Men man kan også overdrive en god sag. Ifølge Grænseforeningen skal de danske sønderjyder tage hensyn til både herboende tyrkere og romaer. Vi skal tage hensyn til tyskerne, som “tabte” afstemningen i 1920, og til de danske sydslesvigere, som ikke fik nogen genforening.

Derfor må vi helst slet ikke benytte ordet ”genforening”, men nøjes med neutrale og kliniske omskrivninger som f.eks. “delingen af Slesvig”.

I denne forbindelse henviser Grænseforeningen morsomt nok til historikeren Troels Fink – for hans store trebindsværk hedder netop ”Da Sønderjylland blev delt”, og sidste bind omhandler skam ”genforeningen” – såvel som til den officielle tyske sprogbrug i forbindelse med omtalen af afstemningen i 1920.

Man ønsker med andre ord at anvende den tyske jargon i forbindelse med en dansk mærkedag.

Det er slemt nok i sig selv. Men når Grænseforeningen i ramme alvor gør sig til talsmand for, at sønderjyderne ikke længere bør omtale sig selv som sønderjyder, men i stedet bør anvende den mere multikulturelle betegnelse ”slesviger” om sig selv, er målet fuldt for mange danske sønderjyder.

For så drejer det sig ikke længere blot om omskrivning af en sang og forvrængning af den sønderjyske historie. Så er man direkte ude på at fratage os sønderjyder hele vor identitet.

Grænseforeningen var påfaldende hurtig til at kvæle den debat, som omskrivningen af ”Det haver så nyligen regnet” har afstedkommet. Allerede d. 13. februar 2020 var man ude med en pressemeddelelse, der havde det klare formål ”at mane denne kritik endegyldigt i jorden”.

Det multikulturelle Sønderjylland fungerede. Folk gik ikke op i, om naboen var dansker, tysker eller friser. Man kendte hinanden, respekterede hinanden, omgikkes hinanden, havde samme religion, gik i samme kirke, talte og forstod hinandens sprog

Efter at have censureret sangen ønsker man således også at censurere kritikken og bringe kritikerne til tavshed. Og så kom coronakrisen og ingen tænkte længere på diskussionen nogle måneder tilbage.

Der findes ikke noget fremmedhad i Sønderjylland

Men sådan opførsel vækker kun yderligere harme og nysgerrighed, og kritikerne blev ved med at stille spørgsmål – ikke mindst om det kulturhistorisk betænkelige i at rette i en gammel tekst og om de gentagne påstande om ”fremmedhad” i Sønderjylland.

For der findes ikke noget “fremmedhad” i Sønderjylland. Her har aldrig været noget ”fremmedhad”. Her har danskere og tyskere været naboer i 1.000 år. Det gamle Sønderjylland havde engang 3 kulturer og 5 sprog. Vi var multikulturelle, længe inden det blev ophøjet som en kvalitet i sig selv.

Og det multikulturelle Sønderjylland fungerede. Folk gik ikke op i, om naboen var dansker, tysker eller friser. Man kendte hinanden, respekterede hinanden, omgikkes hinanden, havde samme religion, gik i samme kirke, talte og forstod hinandens sprog.

Ulykkerne i form af nationalitetskampene blev først påført Sønderjylland fra og med romantikken. Og de kom udefra – fra såvel Tyskland som Danmark.

I Berlingske Tidende d. 21. februar 2020 kom Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen med en bemærkelsesværdig tilståelse, der røbede hele omfanget af Grænseforeningens forsøg på manipulation:

“Der var tale om tyskerhad eller fremmedhad under det preussiske fremmedherredømme 1864 til 1920, og der herskede næsten lynchstemning mod det nazificerede tyske mindretal i Sønderjylland efter Nazitysklands sammenbrud i 1945. Dengang var ’Det haver så nyligen regnet’ forståeligt nok en meget populær fællessang, der poetisk og ganske bastant satte de dansk-tyske relationer på plads.

Grænseforeningen gør nazisterne til et kulturelt mindretal, som har krav på beskyttelse …. Det er en hån at beskylde de danske sønderjyder for at udvise ”fremmedhad”, fordi de ikke brød sig om den prøjsiske besættelsesmagt, der underkuede landsdelen i 56 år

Man kniber sig i armen – men sørme, om ikke Grænseforeningen gør nazisterne til et kulturelt mindretal, som har krav på beskyttelse!

Det er en hån at beskylde de danske sønderjyder for at udvise ”fremmedhad”, fordi de ikke brød sig om den prøjsiske besættelsesmagt, der underkuede landsdelen i 56 år, og det er ganske uhørt i 2020 at opleve en dansk organisation forsøge at påvise et dansk ”fremmedhad” ved at tage parti for hjemmetyske nazister umiddelbart efter anden verdenskrig.

At komme her med 75 års forsinkelse og forvente, at danskerne var i stand til at optræde rummeligt og inkluderende overfor den rendyrkede ondskab, er omtrent lige så vanvittigt, som Grænseforeningens logiske krumspring er interessante.

Men sangen blev skrevet i 1890 og beskriver således ikke danske sønderjyders følelser over for nazister i 1945.

Med andre ord nyfortolkede danskerne dengang ”Det haver så nyligen regnet”, præcis på samme måde som Grænseforeningen selv netop har lagt op til. Hvis danskerne i 1945 ikke måtte tolke en gammel tekst ind i en ny kontekst og hermed ”se historien fra nutiden og ikke kun ud fra en historisk vinkel”, bliver Grænseforeningens forsøg på at påberåbe sig netop denne ret i 2020 helt uforståelig.

Sindelagskontrol og en sørgelig historie

Det sørgeligste ved hele denne historie er, at Grænseforeningen forsøger at fremmane et billede af, at grænselandets danskere og tyskere ikke kan finde ud af det sammen.

For det er ganske enkelt ikke korrekt. Vi har det godt her i grænselandet, og vi har kæmpet en lang og sej kamp for at opnå det, som vi har sammen nu. Derfor er det ubærligt at overvære, hvorledes Grænseforeningen som udefrakommende aktør trækker krænkelseskortet, vælger striden og skaber splid.

Der er tale om sindelagskontrol, når folk kommer udefra og dikterer os, hvordan vi må tænke, tro og synge. Prøjserne gjorde det i 1864-1920. Tyskerne gjorde det i 1940-45. Grænseforeningen bør ikke gøre det samme i 2020

Dette svigt kan ikke kan manes ”endegyldigt i jorden” med en pressemeddelelse. Havde man sat sig bedre ind i historien i stedet for at nytolke den med et bestemt formål for øje, havde man vidst, hvilke kræfter og følelser man legede med.

Men man var ligeglad.

Endda så ligeglad, at man end ikke evner at rumme den kritik, som en sådan adfærd har udløst.

I Sønderjylland sidder vi tilbage med følelsen af, at historien gentager sig. For der er tale om sindelagskontrol, når folk kommer udefra og dikterer os, hvordan vi må tænke, tro og synge. Prøjserne gjorde det i 1864-1920. Tyskerne gjorde det i 1940-45. Grænseforeningen bør ikke gøre det samme i 2020.


LÆS MERE OM GENFORENINGEN I POV 

Topillustration: Sindelagskontrol? Billeder øverst viser Genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj. Foto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Henrik Petersen (født 1970) er sønderjysk lokalpatriot og stridsmand. Han er cand.mag. i tysk og arbejder som oversætter i det private erhvervsliv.
Hans hovedinteresse gælder tysk og østrigsk historie, politik og samfundsforhold – ikke mindst de mere lyssky aspekter, der sjældent finder vej til den danske presse. Henrik har udgivet den tyske fagbog ”Die Arbeitsmethoden der Brüder Grimm” (2012) samt romanerne ”Ravstemmen” (2013), ”Vineta” (2017) og ”Malfrua” (2019). Han har p.t. yderligere romanprojekter i støbeskeen.
Når der skal slappes af, sker det gerne i selskab med klassisk musik og nyere tysk eller norsk litteratur. Når Henrik ikke er hjemme, kan man som regel finde ham ved havet, i skoven eller i bjergene. Til daglig bor han i Rødekro.

Seneste artikler om Kultur