”Al vand er forbundet. Al ferskvand kommer ud af pytonslangens mund”

i Bøger/Kultur af

BØGER // ANMELDELSE – Akwaeke Emezis anmelderoste og prisbelønnede debutroman Freshwater er nyskabende, tankevækkende og genreoverskridende roman om pigen Ada, der rummer flere eksistenser og en fortælling, der opererer inden for flere virkeligheder.

Pigen Ada sidder på badeværelset og stirrer en pytonslange i øjnene. Hun skriger. Det er hendes mor, igbo-guden Ala, der ser på hende igennem slangens øjne. Ada er tre år og ved endnu ikke, at hun er ọgbanje (åndebarn). Først da hun flytter fra Nigeria til USA for at læse på universitetet bliver ånderne, der bor i hendes krop, tydelige og tager aktivt del i hendes liv.

Akwaeke Emezi har skrevet en nyskabende, tankevækkende og genreoverskridende roman om pigen Ada, der rummer flere eksistenser og en fortælling, der opererer inden for flere virkeligheder. Den anmelderoste debutroman er en slags coming-of-age roman, hvor det at blive voksen, handler om at acceptere, håndtere og leve med at være ọgbanje. I et interview har Emezi fortalt, at de ikke opfatter ọgbanje som et fænomen, der hører igbo tradition og mytologi til. Tværtimod er ọgbanje, og det at ånder tager bolig i en krop, en del af virkeligheden og dermed at forstå på lige fod med andre virkeligheder.

Det lykkedes Emezi med stor overbevisning og sproglig styrke at fortælle Adas historie fra disse forskellige ånders perspektiv. Ikke som en metafor for mental ustabilitet, men fra ọgbanjens perspektiv som et mangfoldigt jeg

Ada bliver født og vokser op i Nigeria med sine katolske forældre, en nigeriansk far, lægen Saul, og en malaysisk mor, sygeplejersken Saachi. Saul beder inden Ada bliver født til sin kristne gud om at få en datter. Hans bønner bliver hørt og Ada kommer til verden. Farens bønner bliver dog også hørt af igbo-guden Ala, som bebor Adas krop med sine ånder. Ånderne er frie så længe kroppen stadig er et foster, men så snart Ada bliver født hører de til i hende og er en del af hende. Der findes også andre ånder, brødre-søstrene, hvis opgave det er at minde Adas ånder om, at de ikke hører til i menneskeverdenen og på et tidspunkt skal tilbage.

Ånderne er sultne

Ada er et usædvanligt barn. Som lille er hun larmende, klog, grædende, smuk og lidt for tyk. En dag er hun med en veninde og hendes familie til en maskerade ceremoni i en landsby. Adas sovende ånder vågner langsomt. De vågner endnu mere op, da Adas lillesøster bliver kørt ned af en lastbil og hendes blod løber ud på vejen. Ånderne elsker blod. Ada dør ikke som andre ọgbanje børn normalt gør og brødre-søstrene gør hvad de kan for at få hendes ånder tilbage. En af måderne er at ødelægge familien f.eks. ved at få moren til at rejse væk. Ada er knust efter Saachi rejser til Saudi-Arabien for at arbejde.

Til sidst accepterer Ada, at hun er ọgbanje: ”I am here and not here, real and not real, energy pushed into skin. I am my others; we are one and we are many

Da Ada rejser til USA, er ånderne blevet sultne, og hun fodrer dem med sit eget blod. Ada gennemlever psykisk sårbarhed, selvdestruktiv adfærd og involverer sig i voldelige forhold, og her vækkes ånderne igen. De forandrer sig. Fra at være et fælles vi, træder de frem som individuelle og navngivne ånder. Ada, og vi læsere, lærer den voldsomme og hævngerrige Asụghara og den blide Saint Vincent at kende.

Asụghara er stærk og urørlig, og da Ada er ved at blive helt nedbrudt af forholdet til drengen Soren fra Danmark, fylder Asụghara hende helt ud, overtager hendes krop og hendes bevidsthed. Asụghara har ingen medfølelse for dem hun kaster sig over og hun trives i den smerte hun uden grund påfører andre. Samtidig er hun også kommet for at redde og beskytte Ada. Hun elsker Ada, hun elsker hende, forklarer hun, fordi Ada rakte ud efter hende og gav plads til hende i sin krop.

Ada tror, at hun er blevet sindssyg og vil have en forklaring på stemmerne inden i. Hun søger efter en medicinsk forklaring, men Asụghara taler hende fra at fortælle læger og psykologer om ånderne. Til sidst accepterer Ada, at hun er ọgbanje: ”I am here and not here, real and not real, energy pushed into skin. I am my others; we are one and we are many”.

En krop, der ikke er en men flere

Det usædvanlige og originale, og det der gør at jeg flere gange er vendt tilbage til romanen, er at den er skrevet fra Adas ånders perspektiv og som en samtale mellem de forskellige ånder og Ada. Vi ser verden fra en krop, der ikke er en, men er flere. Romanen er også bemærkelsesværdig fordi den er selvbiografisk og udfolder en ọgbanjes liv i en nutidig kontekst, først i Nigeria og dernæst i USA. Ånderne fødes (igen) i USA, langt væk fra det sted de kommer fra. De har krydset et ocean og er diaspora ånder. Samtidig er de knyttet til deres ophav gennem ferskvandet, det vand, der kommer ud at pytonslangens mund.

Emezi har fokus på erfaringen og oplevelsen af at være ọgbanje. Det at være flere og ikke en og det står centralt gennem hele bogen. Det lykkedes Emezi med stor overbevisning og sproglig styrke at fortælle Adas historie fra disse forskellige ånders perspektiv. Ikke som en metafor for mental ustabilitet, men fra ọgbanjens perspektiv som et mangfoldigt jeg.

Emezi citerer Toni Morrison lige præcis i forhold til at sætte sin egen virkelighed i centrum: ”I stood at the border, stood at the edge and claimed it as central. Claimed it as central, and let the rest of the world move over to where I was.”

Freshwater har modtaget en lang række nomineringer, og har blandt andet været longlistet til Women’s Prize for Fiction 2019 og været finalist til PEN/Hemmingway prisen 2019. Freshwater er oversat til blandt andet tysk, fransk, italiensk og tyrkisk, og udkommer til marts på norsk. Man kunne ønske, som Kasper Håkansson skrev i en tidligere anmeldelse, at bogen ville blive oversat til dansk.

I 2019 udgav Akwaeke Emezi ungdomsromanen PET og senere i år udkommer The Death of Vivek Oji. Læs mere på forfatterens hjemmeside.

View this post on Instagram

so, in an unexpected and delightful turn, FRESHWATER has been longlisted for the 2020 international dublin @literaryaward! 💥✨ (*cough*worth €100k*cough*) libraries around the world nominate books for this award, mine was nominated by the @chicagopubliclibrary and the @clevelandpubliclibrary, thank y’all so much!!! 🙏🏾💞🌊 this prize is incredibly competitive (over 150 books are on the longlist) so who knows if FW will go further, but issokay b/c i’m just beyond grateful to the librarians who have shown my work so much love from the beginning—it means the world to me. in the almost two years since FW debuted, it has shapeshifted across the world like a true thing of mine—there are/will be translations into german, french, spanish, portuguese, italian, catalan, czech, norwegian, finnish, turkish, and romanian. as always, my goal is to have my work reach as many people as nonhumanly possible. thank you all for reading + sharing it, let’s keep going, there’s a whole world waiting ✊🏾🌍🌊

A post shared by akwaeke emezi (@azemezi) on


Illustration: Instagram.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Karen Lauterbach er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet. Hun har en ph.d. grad i internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet.

Hun underviser i religion og kultur på Afrikastudier og har i mange år forsket i kristendom, spiritualitet, og kulturelle forståelser af velstand og magt med fokus på Ghana og Uganda.

Seneste artikler om Bøger