Nyheden om Ghanas tidligere præsident Jerry John Rawlings død, vækker minder hos Philip Sampson. Den dansk-ghanesiske journalist, der gennem årene har rapporteret fra en lang række lande i Afrika, benytter dødsfaldet til at dele disse oplevelser, han havde med den karismatiske præsident.
Jeg kan ikke lade være med at fortælle en anekdote. Nu her dagen efter den sørgelige nyhed om, at Ghanas tidligere præsident Jerry John Rawlings er død, antageligt af covid-19, på Korle-Bu-hospitalet i Accra.
Jeg mødte ham første gang tilbage i 1990. Det var, dengang jeg var i Ghana for at lave et tv-program om min fars familie, og hvilken rolle høvdinge spillede i det moderne Vestafrika. Både kulturelt og politisk.
Den danske forbindelse
Jeg var dernede sammen med fire mand fra det lille produktionsselskab Jydske TV. Anført af den farverige, nu afdøde gamle filminstruktør Esben Høilund Carlsen, der havde fået idéen til udsendelsen og havde solgt den til det nystartede TV 2.
Det var min faster, tante Susie, der havde sørget for interviewet
For at forstå høvdingesystemet i Ghana og dets politiske rolle havde vi arbejdet hårdt for at få et interview med den siddende præsident, Jerry John Rawlings. Det var normalt nærmest umuligt at få sådan en aftale. Rawlings berygtede pressechef, engelske Mrs. Sarkey, afviste det ene udenlandske tv-hold efter det andet.
Men nu sad vi sammen med Rawlings på præsidentpaladset Osu Castle i Accra. Samme bygningskompleks, der engang havde heddet Christiansborg og havde fungeret som slavefort for danskerne, dengang vi havde en koloni på Guldkysten.
Det var min faster, tante Susie, der havde sørget for interviewet. Hun var gode venner med Rawlings fra deres tid sammen på Achimota College. Så hun fik arrangeret det hele udenom Mrs. Sarkey. Vi skulle bare møde op ved Osu Castle i vores jeeps, og så kunne vi køre med præsidenten og hans følge ud i landet og få vores interview der.
Next Stop Ghana
Jydske TV mødte op – komplet med Høilund Carlsen, en tjekket og hårdtarbejdende kameramand ved navn Jørgen Vang, en ordknap jysk lydmand, jeg ikke kan huske navnet på, og så vores medhjælper, en ung journalist ved navn Ole Kolster.
Hvis vi fulgte med helt op til Bolgatanga – oppe ved grænsen til Burkina Faso – kunne vi komme med ham i præsidentflyet tilbage
Og så gik turen ellers ud af hovedstaden Accra og over stok og sten op gennem landet. Vi var måske 25 biler i det dér entourage. Og hver gang vi stoppede, strømmede folk til for at se præsidenten. Flere og flere, jo længere ud på landet vi kom.
Ved hvert stop spurgte vi præsidentens mænd, om vi nu kunne få vort interview. Og hver gang fik vi samme besked: ”Next stop”. Det viste sig, fandt vi siden ud af, at præsident Rawlings var opsat på at få os med så langt ud i landet som muligt. Ud i bushen blandt de jævne ghanesere, hvor præsidenten var langt mere populær, end han var hos eliten inde i hovedstaden.
Så vi kørte med længere og længere op i landet. Overnattede og drønede så videre endnu længere nordpå. ”Next stop”, blev de ved med at sige. Til sidst måtte jeg høfligt sige til Rawlings, at vi ikke havde tid til det her. Vi havde aftaler nede i Accra, og måtte bryde op, hvis vi ikke fik det interview. Præsident Rawlings havde, som altid, et svar parat: Hvis vi fulgte med helt op til Bolgatanga – oppe ved grænsen til Burkina Faso – kunne vi komme med ham i præsidentflyet tilbage. Det holdt og ventede på en landingsbane dér. Og i Accra kunne vi så få et interview med ham på Osu Castle – præsidentpaladset. Vi slog til.
Whisky med Jerry John Rawlings
Og nu sad vi så på det gamle Christiansborg Castle i Accra. Efter et vellykket interview, hvor jeg syntes, jeg gik rimelig hårdt til præsidenten på eksempelvis spørgsmålet om menneskerettigheder. ”Jeg ville ønske, de ghanesiske journalister stillede de spørgsmål”, sagde han bagefter.
Jeg ved nu ikke, hvor godt de i givet fald ville være sluppet fra det. Men Rawlings kunne af en eller anden grund lide os – det lille motley crew fra Jydske TV. Der havde holdt ud de 800 kilometer op til Bolgatanga.
I am, after all, the President of this country
Efter interviewet inviterede han os med ind i privaten. En spartansk lejlighed med et stort køleskab. Han stillede en flaske whisky på bordet. Sammen med masser af colaer. Og så sad vi ellers og sludrede om alt og intet til langt ud på aftenen.
Det var så her, at Esben Høilund Carlsen begyndte at fortælle. Som kun han kunne. Og på et tidspunkt kom Esben så til fortællingen om dengang, han som ung i Hollywood havde været chauffør for selveste Frank Sinatra. Præsident Rawlings var helt betaget af den historie. Der er noget med ghanesere og USA. De er som regel fascineret af det land.
På et tidspunkt måtte Rawlings bryde op. Som han sagde: ”I am, after all, the President of this country”, og så stillede han en ny flaske whisky på bordet, sagde, vi bare kunne blive siddende så længe, vi ville, og forlod os.
Gensyn på ambassaden
Der gik fem år, før jeg så Rawlings igen. Det var i forbindelse med FN’s store sociale topmøde i København i marts 1995. Den største forsamling af statsoverhoveder nogensinde i Danmark. Mandela var der, Castro var der. Clinton ligeså. I alt over 100 stats- og regeringschefer havde meldt deres ankomst. Og iblandt dem Ghanas præsident Rawlings.
Han var en karismatisk mand, ham Jerry John Rawlings
Jeg var med til at dække topmødet for nyhedsbureauet Ritzau. Jeg bad om bl.a. at måtte dække Rawlings, hvilket jeg fik lov til. Under besøget boede han på Ghanas ambassade i Hellerup. Da jeg tog derud, stod der allerede et par hundrede ghanesere inde i ambassaden og ventede på at se deres præsident. Så jeg måtte stille mig op bagerst i mængden, men ragede dog pænt op, fordi jeg er to meter høj.
Omsider, efter lang tids venten, kom Rawlings så ned ad trapperne fra privaten oppe på første sal. Folk begyndte at klappe. Indtil han stoppede midt på trapperne, løftede armen, og pegede i min retning. Hvorefter han udbrød ”Sinatra” med et sigende smil.
Folk vendte sig om og kiggede på mig. Kiggede så tilbage på præsidenten. Og forstod ingenting.
Jeg stod mest og var lidt benovet over al opmærksomheden og forundret over, at han stadig kunne huske Esben Høilund Carlsens lille historie fra den aften, vi sad dér og sludrede på det gamle slavefort i Ghana.
Han var en karismatisk mand, ham Jerry John Rawlings. En personlighed. En kæmpe i Ghanas politiske historie. Jeg er ked af, at han kun blev 73 år.
Foto: Præsident Rawlings og Philip Sampson på Osu Castle, Accra, juli 1990, skribentens eget foto
LÆS FLERE ARTIKLER AF PHILIP SAMPSON HER
POV International:
Jerry Rawlings biografisk
Jerry John Rawlings (1947-2020) greb to gange magten i Ghana ved statskup (1979 og 1981) og blev sidenhen valgt til præsident ad to omgange (1993 og 1997).
Han fik en militær uddannelse som pilot i luftvåbnet (med rang af flight lieutenant), men stillede sig hurtigt i opposition til diktaturet under Ignatius Kutu Acheampong. Efter kort at have ledet landet for kupmagerne i 1979 overgav han styret til den demokratisk valgte Hilla Limann, som han alligevel var med til at afsætte i 1981.
Selv om overgangen fra militærdiktatur til demokrati i 1993 ikke var uproblematisk, fordi oppositionen havde begrænsede muligheder for at føre valgkamp, så blev tøjlerne slækket i Rawlings første præsidentperiode, og valget i 1996 vurderes af international observatører som fair. I overensstemmelse med forfatningen trådte Jerry Rawlings efter to perioder tilbage i 2001 – i øvrigt efter at hans modstander fra 1996-valget, John Agyekum Kufuor, havde vundet præsidentposten.
Efterfølgende optrådte Rawlings som internationalt respekteret statsmand. Han var Den Afrikanske Unions gesandt i Somalia i 2010 og Ghanas officielle repræsentant ved Robert Mugabes begravelse sidste år.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
