MUSIK // ANMELDELSE – Flere gange lukkede Mick Hucknall øjnene og lyttede med når menneskehavet i salen sang hans sange. Ikke én gang var der tale om at salen var et pligtkor – det var en ren kærlighedserklæring til sangene, og Hucknall, der har fulgt dem gennem et liv.
Foto: Eddie Michel
Egentlig var jeg skeptisk. Det er kun et par sæsoner siden, vi sidst kunne opleve Mick Hucknall og band, alias Simply Red, i Royal Arena. Dengang var præstationen til et ottetal på den gamle karakterskala.
Denne onsdag aften summede en aldeles udsolgt Arena igen af voksne, forventningsfulde fans (hvoraf meget, meget få var under 40 år) – og dem, der kom for selskabet og stemningen. Tæt på 16.000 mennesker. Klokken 21 på sekundet slukkedes lyset, bandet tussede ind, og så stod han der igen: den nu 65-årige Mick Hucknall. Klædt på til aftenens festlige anledning i guldjakke og glimmer – man har vel været popstjerne i 40 år.
De 40 år nævnte han gavmildt, som kom det som en overraskelse for ham selv, at det i disse uger er præcis fire årtier siden, han og hans kammerater færdiggjorde debutalbummet Picture Book (1985). Et album, hvor Manchester-drengen fra start satte streg under den kæmpe inspiration og karrierestarter, soulmusikken var for knægten.
Albummet indeholdt bl.a. “Money’s Too Tight (to Mention)” og “Holding Back the Years”, som more or less fik lov at pakke aftenens koncert op og ned. Unge Mick var godt inde i soulmusikken fra specielt 60’erne – The Temptations, The Stylistics, Harold Melvin & the Blue Notes. Holland–Dozier–Holland, Motown-trioen, som med deres nærmest maskinagtige sangskrivning nåede toppen af den amerikanske hitliste over 20 gange og bl.a. skrev “Same Old Song”, “Where Did Our Love Go”, “Reach Out (I’ll Be There)” og “This Old Heart of Mine”.
Mick var med andre ord ikke en del af synthesizer-makeup-firserbølgen, men derimod aldrig bleg for at dedikere sin musik og sit hjerte til soulmusikken. Hos Simply Red fremført af den blåøjede og rødhårede forsanger og frontfigur.
En dengang 25-årig Mick Hucknall fik den udsøgte ære at besøge Lamont Dozier og – som Mick fortalte fra scenen – skrive hele fire sange på tre timer sammen, inklusiv “You Got It”, der blev sunget med ekstra ømhed denne aften. Mick og co. lagde i øvrigt ud på den mest underspillede og flabede måde med “Sad Old Red” i en helt vanvittig velspillet og ligeså jazzet version som kan høres på Picture Book.
Direkte videre med “Jericho”, og så havde det feststemte publikum også oplevet hele to saxofonsoli, før der var gået ti minutter. Ian Kirkham, der – udover Mick selv – har været længst i Simply Red, nemlig siden 1986, flåede i bogstaveligste forstand vores ører og følelser sønder og sammen. I det hele taget var lyden og bandet møglækkert denne efterårsaften.
De bestod i øvrigt udelukkende af modne herrer, hvoraf flere også sang kor, hvilket tilføjede en vekselvirkning af både maskulin tyngde og et næsten feminint strøg af varme og følsomhed, når de sang lyst. Dertil kræver det sit band at kunne veksle fra jazz, standards og pop til nærmest dance på de hits, Simply Red har haft igennem årene.
Alligevel oplevedes denne koncert flydende, glidende og nydelsesfuld. Og med så mange hits på samvittigheden fløj tiden af sted. Hov … der gik en time. Og hov, der gik sørme to.
“It’s Only Love” (Barry White-cover), “If You Don’t Know Me by Now” (Harold Melvin & the Blue Notes-cover) og “The Air That I Breathe” (Hollies-cover) blandede sig med Micks fabelagtige egne kompositioner som “A New Flame”, “For Your Babies” og “Stars”.
Fest blev det ikke desto mindre, fordi Hucknall var i et fantastisk humør. Såvel i sjove små anekdoter og sædvanlige lovprisninger af Danmark, men primært fordi hans vokal denne aften stod så skarp som altid. Hans timing og disposition med stemmen er blevet bedre år efter år.
Og denne aften ville publikum synge med. Ikke bare på fodbolds “lå lå”, men bid for bid, tekst for tekst – det virkede, som om alle kunne alle sange. Således blev stemningen og interaktionen mellem Simply Red og publikum rent ud sagt magisk. Helt til det sidste, hvor fællessangen nåede uanede højder med slutnummeret “Holding Back the Years”.
Det var sådan en aften, hvor vi alle var lykkelige for at have sluppet fjernsyn, computer, onsdagaftens trivialiteter – og blot lod os omfavne af et i særklasse band og en frontfigur, der i og for sig efterlod denne anmelder med ønsket om, at han fortsætter sit aktivitetsniveau og gerne returnerer i en overskuelig fremtid.
Jeg græd, grinede, svingede med hofterne og forsøgte forgæves, antydningsvist, at ramme de samme toner som aftenens hovedperson. Det var skønt og – apropos den gamle karakterskala – et klart 13-tal med pil opad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og