Shakespeare

Anne Sophie Refskou: Hvad kan vi bruge Shakespeare til i vores pandemiske virkelighed?

i Kultur/Bøger af
CORONAKRISE // LITTERATUR – En af de usynlige farer, covid-19 pandemien indebærer, er et menneskesyn, der reducerer individet til et nummer i en massegrav. Spørgsmålet om det virkelig er værd at bringe samfundet i økonomisk fare for at redde en gruppe, som ikke længere bidrager til det i kroner og øre. I William Shakespeares skuespil Kong Lear finder vi et vigtigt modsvar til den virkelighedsopfattelse, skriver Anne Sophie Refskou.

Den 23. april er det William Shakespeares formodentlige fødselsdag – han bliver 456 i år – og verden over fejres han med digitale teaterforestillinger og events på sociale medier. Men ligesom mange andre kulturbegivenheder lige nu vil en markering af dramatikerens betydning nok være til at overse og måske med rette. Og dog.

Da verdens tandhjul gik i stå for over en måned siden, mindede litteratur- og teaterforskere os om, at mens den frygtede byldepest rasede i London i begyndelsen af 1600-tallet, satte Shakespeare sig ned og skrev nogle af sine største skuespil.

Et bevis på at isolation kan være ganske produktivt, men det er langt fra hele historien. Shakespeare er pludseligt blevet en litterær livline til en situation, som vi før har kunnet betragte på 400 års tryg afstand, og han kan fortælle os noget vigtigt.

Et nummer i en massegrav

Londons teatre blev med jævne mellemrum lukket af byens myndigheder på grund af pesten i årene 1592-93, 1603-4 og igen i 1606, hvor Shakespeare sandsynligvis færdiggjorde Kong Lear; historien om en gammel konge, der deler sit kongerige mellem sine griske døtre og mister alt. Det var hårde tider for teaterbranchen naturligvis, men også for byens beboere, som var vant til at få deres fiktionsfix på teatret.

Sædvanligvis ville mennesker fra alle lag af samfundet strømme til teatrene – for nogles vedkommende flere gange ugentligt – for at få fortalt historier om krig, konger og kærlighed, krydret med falde-på-halen humor og godt indsmurt i teaterblod.

I dag forbinder mange Shakespeare med noget elitært og esoterisk, men for hans samtidige publikum var en nedlukning af teatret snarere på linje med en nedlukning af Netflix. Under pesten udsendte Londons myndigheder hver uge de såkaldte ’pestbulletiner’, hvor antallet af døde var opgjort.

Shakespeare hjælper os til at se – og fejre – individet i alt dets underlige og vidunderlige særegenhed. Det er et perspektiv, som er værd at fastholde, så vi ikke stirrer os blinde på tal, selvom de er nok så livsvigtige lige nu

For teatrene var et ugentligt dødstal på over 30 pestofre ensbetydende med nedlukning, og de måtte først åbne dørene, når tallene gik ned igen, selvom noget tyder på, at de ind imellem har fortolket regnestykket lidt frit og genoptaget sæsonen, så snart man nåede ned på under fyrre. Således befandt Shakespeare og hans kolleger sig, som mange lige nu, i en situation, hvor deres levebrød pludselig var afhængigt af epidemiens udvikling i tal og udregninger.

Men overfor regnestykket står selve ordene som Shakespeare skrev, og det er også her, vi finder svaret på, hvad vi kan bruge anekdoten om hans ufortrødenhed på hjemmekontoret til. I et indlæg i avisen The New York Times beskrev den britiske Shakespeareforsker, Emma Smith, for nyligt Shakespeares skuespil som et profylaktisk alternativ til en sygdomsforståelse udelukkende baseret på kvantitative målinger.

Covid-19-pandemien indebærer flere forskellige usynlige farer. En af dem er et mennesyn, der reducerer individet til et nummer i en massegrav, eller som spørger, om det virkeligt er værd at bringe samfundet i økonomisk fare for at redde en gruppe, som ikke længere bidrager til det i kroner og øre.

Cordelias medfølelse

I Kong Lear findes et modsvar på det spørgsmål. Skuespillets omdrejningspunkt er en generationskonflikt mellem Lear og hans tre døtre. Som mange ved, begynder skuespillets handling med en scene, hvor Lear fordeler portioner af sit kongerige mellem døtrene, ud fra hvem af dem, der påstår at elske ham højest.

De to ældste bedyrer deres kærlighed i floromvundne sprogbilleder, men da den yngste, Cordelia, nægter at spille med på forlorenheden, forstøder Lear hende i raseri. Så snart de to ældste sidder på hver deres del af kongeriget, slipper deres kærlighed til faren imidlertid hurtigt op, og da det står klart for ham, mister han i vrede og afmagt forstanden.

Det var sjældent Shakespeares ærinde at afbilde aktuelle begivenheder bogstaveligt, så der tales ikke om pest i Kong Lear. Bortset fra en enkelt replik, hvor Lear sammenligner sine utaknemmelige døtre med en ’pestbyld’, hvilket må have fået det til at løbe koldt ned af ryggen på publikum, længe efter London havde overstået epidemibølgen i 1606.

Overfor den kyniske behandling af Lear står naturligvis Cordelias medfølelse; og det på trods af hans tidligere uretfærdighed mod hende. Efter en scene hvor hendes søstre har ladet Lear vandre vanvittig omkring på heden uden ly for regn og storm, undrer Cordelia sig over, at hans alderdom og skrøbelige tilstand ikke fik mere barmhjertighed med på vejen. Som hun siger: selv ville hun ikke havde ladet sin ulydige hund være ude i sådant et vejr, om så den havde bidt hende.

Shakespeares læsesætning

Cordelias medfølelse med den vanskelige gamle mand, som resten af verden vender ryggen, skal ikke forstås i moralsk sammenhæng. Shakespeare giver os ikke en simpel læresætning i, hvad der er rigtigt eller forkert; og Cordelias redningsaktion ender da også med både hendes egen og Lears død i skuespillets dybt dystopiske slutning.

Det Shakespeare viser os, er at medfølelse ikke er et alternativ til kalkuleringer og kurver, men en fundamental fordring. Og medfølelsen indeholder sin egen logik; nogle forskere mener, at det netop er medfølelse som udgør sammenhængskraften i menneskers sociale udvikling. Arkæologer har fundet præhistoriske skeletter, som viser tegn på, at mennesker altid har taget sig af dem i gruppen, som er for gamle eller for svage til at brødføde sig selv.

Et af de mest berømte eksempler er den ’gamle mand fra Shanidar’: et skelet af en neandertaler, som, da han døde i fyrreårsalderen, ville have været både døv og svækket af en række skader. At han overlevede så længe, kan kun forklares med, at hans sociale gruppe hjalp og beskyttede ham.

Kunst og kultur kan ikke afhjælpe mange af de konkrete behov, som i øjeblikket dækkes – tappert og utrætteligt – af essentielle arbejdere i samfundet, men, som vi også hører fra flere kanter, står kunsten og kulturen stadig for at sætte ord på de fortolkninger af menneskers værd

Men medfølelse er mere end omsorg. Omsorg kan sætte mennesker i offerposition, og så er vi tilbage ved de ansigtsløse numre, og vejen derfra til overflødighedskategorier kan være kort. Medfølelse er i ligeså høj grad respekt. Da Lear har mistet sit kongerige og sin status, bønfalder han desperat: ’hvem kan sige mig, hvem jeg er?’

Men da Cordelia senere genser sin nedbrudte far, tiltaler hun ham med hans royale titel, og minder ham således om, hvem han trods alt stadig er. Så når vi i disse dage passer på vores ældre og svage – og måske også formaner dem til at passe på sig selv – kan Shakespeare hjælpe os til at huske på, hvem de er; eller snarere, at de ligesom os, der passer på dem, også er ’nogen’.

Som Emma Smith også skriver i det tidligere nævnte indlæg: Shakespeare hjælper os til at se – og fejre – individet i alt dets underlige og vidunderlige særegenhed. Det er et perspektiv, som er værd at fastholde, så vi ikke stirrer os blinde på tal, selvom de er nok så livsvigtige lige nu

Bogen er stadig åben

HamletScenen i Helsingør har vi, ligesom resten af de danske teatre, skullet lukke porten på ubestemt tid. De omgivelser, som til daglig giver os inspiration og identitet – Kronborg slots vejrbidte mure og stolte spir, hvor man igennem århundreder har spillet Shakespeares skuespil for kongelige og godtfolk – ser vi lige nu kun, som Hamlet siger, med ’sindets øje’. Men selvom porten er lukket, er bogen, om man vil – altså Shakespeares værker, som i endnu højere grad udgør vores identitetsgrundlag – stadig åben.

Kunst og kultur kan ikke afhjælpe mange af de konkrete behov, som i øjeblikket dækkes – tappert og utrætteligt – af essentielle arbejdere i samfundet, men, som vi også hører fra flere kanter, står kunsten og kulturen stadig for at sætte ord på de fortolkninger af menneskers værd, som lige nu udgør et dybere fundament for både politiske og praktiske beslutninger.


Topillustration: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anne Sophie Refskou er Ph.d. i Shakespearestudier fra Aarhus Universitet, hvor hendes afhandling modtog Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris i 2016.

Hun har boet og arbejdet i London i flere år.

Aktuelt er hun forsknings-og formidlingskonsulent ved HamletScenen på Kronborg i Helsingør, hvor hun blandt andet arbejder med at udvikle HamletScenens fokus på mangfoldighed og inklusion i teaterforestillinger samt med forskningsprojekter omhandlende teatrets unikke internationale kulturarv.

Hun er optaget af Shakespeares - og i bredere forstand litteraturen og teatrets - betydning i nye, globale, sociale og politiske sammenhænge.

Seneste artikler om Kultur