HISTORISKE FILM – Det er ikke sådan, at historisk korrekthed skaber en god film. End sige sådan, at forvrængning af historiske facts skaber en dårlig film. Men de bedste intentioner kan få et stort projekt til at gå helt galt, og et sådan projekt fortæller Maria Helleberg om her.
En af mine yndlings-fadæser er The Abdication om den svenske dronning Kristina med Liv Ullmann i titelrollen. Det burde jo ikke kunne gå galt. Instruktøren havde leveret en pragtpræstation med The Lion In Winter, forlægget var et succesfuldt teaterstykke, historien smuk og interessant og skuespillerne de bedste man kunne finde.
Resultatet er sælsomt.
Man kan i den grad se, at det er teater, vi overværer. Hele scener synes kopieret fra teatret, hvor de givetvis fungerede fremragende i 1970’erne. Evigt løbende mennesker med udbredte arme. Alvorlige karakterer vandrer over scenegulve i røg og damp. Teatralsk symbolisme og pligtscener. Langtrukne konfrontationer, hvor især hovedpersonen Kristina siger præcis det, en frigjort kvinde i år 1974 ville sige, og som vi, publikum, da er 100 procent enige i.
Den historiske Kristina arvede den svenske trone efter sin tidligt døde far. Han faldt uventet i Trediveårskrigen, hvorefter hans hustru, Kristinas mor, blev vanvittig af sorg. Kristina voksede op med en formynderregering og blev en mærkelig figur, som kæmpede med sine roller.
Alt tyder på, at hun kunne forelske sig i begge køn. Vi aner ikke, om hun nåede at have et seksuelt forhold til noget menneske, hverken mand eller kvinde, men hun havde menstruation. Med andre ord, hun burde have kunnet føde børn.
Kristina var egentlig ikke androgyn, men pendlede mellem kønnene – nogle forskere har overvejet hormonel sygdom eller sukkersyge som årsagen, men hvorfor dog det? Hun var i den enestående position som fyrste at kunne gøre præcis, hvad hun ville, i den påklædning hun selv valgte
Diverse historikere forsøgte i 1900-tallet at forklare alt i hendes liv med, at hun havde været fysisk hermafrodit (blandt andet Palle Lauring), men nej. De har ikke bemærket, at hun i sin selvbiografi legede med ideen og afviste den. Hindringen for ægteskab sad ikke i kroppen, men i hendes personlighed,
Op gennem sit liv blev hun stemplet som lesbisk, hermafrodit og skøge, alt efter hvem der ønskede at fordømme hende. Hun var egentlig ikke androgyn, men pendlede mellem kønnene – nogle forskere har overvejet hormonel sygdom eller sukkersyge som årsagen, men hvorfor dog det?
Hun var i den enestående position som fyrste at kunne gøre præcis, hvad hun ville, i den påklædning hun selv valgte.
Det største generationsoprør i 1600-tallet
Kristina sagde nej til al ”normalitet”. Intet ægteskab, ingen børn og egentlig ville hun alt andet end efterfølge sin populære far. Hun var interesseret i videnskab, kunst, teologi. Opvæksten som dronningebarn havde lært hende en optræden, som ingen anden kvinde kunne matche.
Den gjorde hun alt for at nedbryde: Hun legede med mandsrollen, og hun respekterede ingen grænser.
Portrætterne viser alle mulige former for variationer over den virkelige Kristina, fra en smuk kvinde-konge, knejsende på en stridshest, over en følsom barok-dronning til en meget lidt køn og ikke særlig glad kvinde, der besluttede at forlade Sverige, abdicere, flytte til Rom og blive katolik. Det største generationsoprør i 1600-tallet.
Hun, den sidste ægte Vasa-arving, sagde nej til slægtens betydeligste landvinding. Kristina ønskede DET ANDET, og hun helmede ikke, før hun havde opnået, hvad hun ønskede.
Vi kan følge hende overalt, i hele hendes liv. Opleve hendes yndefulde, men også besiddelsessyge forhold til Ebba Sparre (som hun kaldte Belle), hendes oprør, hendes ønske om at være selve DET ANDET. Som de uregelmæssige perler, barokken elskede…
Kristinas rodede hår blev berømt. Mens Ebba var en belle, optrådte Kristina i den seksuelle rolle, som i 1990’erne blev kaldt butch i lesbiske par.
En frafalden dronning
Filmen forsøger at få det meste med. Faderen dukker op i tavs, ridende tilstand og tager datteren med på en meget lang rute forbi tidens soldater.
Når man har fået syet 35 uniformer til 35 statister og sat en anden statist op på en hest, skal alle filmsekunderne bruges. Kristinas ”forhold” til arvingen Karl Gustav og den unge stræber Magnus de la Gardie, moderens psykiske sygdom og isolationen som dronning må med.
Men filmen giver altså stene for brød. Somme tider, tror jeg, mest af økonomiske grunde. Ét sted giver det mening: ”Frieren” Magnus de la Gardie gifter sig med Ebba Sparre i filmen – i virkeligheden var det hans bror, som løb af med hende (og Kristina var næppe i stand til ugenert at belure Magnus & Ebbas sexscene i en åben dør).
Kristina var ikke isoleret som dronning, hun havde et stort og alt for dyrt hof. Hun ankom ikke alene og svedt til Rom, men blev genstand for en enorm modtagelse: Katolicismen havde endelig en frafalden prominent protestant at fremvise.
Det eneste ved Kristina, som er blevet almenviden, er, at hun konverterede fra protestantismen. Det var dog ikke et forhold, hun gjorde opmærksom på under den abdikation, vi ser meget lidt til (trods titlen) i denne film
Hun blev heller ikke isoleret på Palazzo Corsini i Rom, tværtimod etablerede hun her, hvad hun altid havde ønsket, en slags videnskabens hofliv, hvor den type mennesker, hun ønskede at omgås, kunne samles.
I Sverige havde hun haft travlt. I så høj grad, at hun i 1651 brød sammen med det, vi i dag ville kalde stress. Ud over saloner og indbudte kulturpersonligheder grundlagde hun en avis og indførte moderne teater. Hun studerede klassisk litteratur og filosofi. Islam. Grundlagde et videnskabsakademi. Blev orienteret om tidens mode-videnskab, astronomi.
Og så var der lige teologi. Det eneste ved Kristina, som er blevet almenviden, er, at hun konverterede fra protestantismen. Det var dog ikke et forhold, hun gjorde opmærksom på under den abdikation, vi ser meget lidt til (trods titlen) i denne film.
I 1654 trak hun sig tilbage og overlod magt og titel til Karl X Gustav, der ellers havde tilbudt at ægte hende. Iført mandetøj rejste hun sydpå, ledsaget af spaniere, og da hun var kommet ”i sikkerhed” i katolske områder, kunne hun forklare, hvad hensigten med det hele var.
Sverige afbrød al forbindelse med hende og nægtede at understøtte hendes kostbare livsførelse, så resten af livet var hun de facto afhængig af Vatikanets velvilje.
Mændene i Kristinas liv
Men Kristina blev aldrig en ”god” normal-katolik. Hun var jo altid DET ANDET, så hun ville ikke have de rosenkranse, hun blev foræret ved sin konvertering. Hun ville da egentlig også gerne være polsk regent, så hun stillede op til kongevalget.
I 1660 vendte hun ”hjem” til Sverige. Den mand, hun havde overdraget magten til, var død fra en lille søn, så hun gik ud fra, at hun kunne genindsættes. Hun havde set Italien og Frankrig og haft storslåede oplevelser, men længtes åbenbart trods alt efter Sverige. Der afslog. Hun var katolik og derfor ubrugelig. Det afslag vækkede hende. Nogle valg var uigenkaldelige. Hun kunne ikke både have Sverige – og sit nye frie liv.
Det faldt hende åbenbart aldrig ind at finde en passende mand og stikke af fra Sverige. Rouben Mamoulians film fra 1933 med Greta Garbo i hovedrollen smedede Kristina sammen med den særdeles historiske ambassadør Antonio de Pimentel, en nydelig mand, som blev ved med at omgås Kristina efter hendes abdikation.
Han rejste med hende til Italien for at bevise, at det katolske rige Spanien stod bag hende. Godt nok uden samliv af nogen art. Han ankom heller ikke alene til Sverige, som i filmen, men med et følge på 55 personer, plus den kone og de børn, filmen ikke ville vide af.
Som ung havde Kristina brugt mandsdragt, efter sigende for at kunne ride lettere, og vel også for at finde ind i sin rolle som kvinde-konge. Den dragt fastholdt hun også som ældre, men med kvindehår. Hun var DET ANDET, hun var en slags selvskabt HEN, længe inden hendes fædreland indførte betegnelsen
Nøglefiguren i hendes tid i eksil (og i den grad i filmen) er kardinal Decio Azzolino. Han er filmens bedste figur – og brilliant spillet af Peter Finch, der forsvarer mandens synspunkter med forbavsende nuancering. Azzolino er en historisk person. Vatikanet overlod så at sige Kristina til ham, og han var den rette person – en liberal, moderne katolik, pragmatiker og interesseret i videnskab og kunst.
Han og Kristina indgik under alle omstændigheder et livslangt, nært og kært venskab. Han tog sig også af hendes økonomi, som var han hendes ægtemand. Kristina var dygtigere til teologi end til regnskabsførelse. De delte interesser, og de respekterede hinanden.
Som årene gik, blev Kristina mere og mere sær – også kropsligt. Som ung havde hun brugt mandsdragt, efter sigende for at kunne ride lettere, og vel også for at finde ind i sin rolle som kvinde-konge. Den dragt fastholdt hun også som ældre, men med kvindehår. Hun var DET ANDET, hun var en slags selvskabt HEN, længe inden hendes fædreland indførte betegnelsen. Azzolino lader til at have holdt fast ved sit løfte om cølibat, det fortæller Kristina i alt fald i et af sine meget kærlige breve til ham.
En klichéfyldt og usammenhængende film
The Abdication gentager egentlig Garbos film fra 1933: Dette drejer sig om en kærlighedshistorie. Det gjorde det måske også, mellem Kristina og Azzolani, men under ingen omstændigheder var deres forhold hverken banalt, naturligt eller uproblematisk.
Kristina havde næppe så meget som overvejet et udenomsægteskabeligt forhold inden sin abdikation. Min forklaring på de tos forhold kan være så enkel som, at de følte sig sikre, når bare hun ikke blev gravid. Det var så, minus penetration, egentlig heller ikke en krænkelse af cølibatet. De var fortrolige og sjove sammen, de drillede hinanden, skændtes og forligedes igen og levede som to ældre sølvbryllupskandidater.
Filmen præsenterer os for en følelsesfuld Kristina, der engang imellem forsøger at tale macho for at vise os, at hun er maskulin et eller andet sted. Hun er udstyret med en tavs dværg (det havde man jo dengang, ikke sandt?) og kommer alene til Rom.
Filmens Kristina har i en scene problemer med barokkens maleres skildring af sex (og djævelske kløer), men straks efter er hun ellevildt forelsket og helt med på, at hun og Azzolani skal have sex ASAP. Det hænger godt nok ikke sammen. Måske hang Kristina heller ikke godt sammen, men alt, hvad vi ved om hende, gør hende overraskende og interessant, en udfordring, mens filmens Kristina bliver en sød kliché
Forelskelsen i den smukke Azzolani får hende åbenbart til at tage en kjole på, og vi får indblik i hendes liv i Sverige. Denne Kristina har intet åndsliv, og hendes liv som ung kvindelig regent synes at have været domineret af at stalke Ebba og hendes trolovede, Magnus. Ingen politik, intet arbejde, men den klassiske kliché, Den Historiske Ridetur. Glæde udtrykkes ved, at hun roterer om sig selv med udbredte arme. Og så løber hun meget – det kan have virket energisk på teaterscenen, her undrer man sig bare.
Filmens Kristina har i en scene problemer med barokkens maleres skildring af sex (og djævelske kløer), men straks efter er hun ellevildt forelsket og helt med på, at hun og Azzolani skal have sex ASAP. Det hænger godt nok ikke sammen. Måske hang Kristina heller ikke godt sammen, men alt, hvad vi ved om hende, gør hende overraskende og interessant, en udfordring, mens filmens Kristina bliver en sød kliché.
Liv Ullmann kunne have gjort det bedre, men dette er, hvad filmen kræver af hende.
Hvad skete der med den aldrende Kristina i Rom? Tiderne blev hårdere, sæderne strammere. Hun åbnede et offentligt teater, men den nye pave lukkede teatret og brugte det som kornkammer – og forbød kvinder at optræde offentligt. Men musikken kunne paven ikke forbyde, så Kristina nøjedes med sit orkester og med at hjælpe musikere og komponister økonomisk.
Hun forsvarede protestanternes rettigheder over for den franske konge. I 1689 døde hun, hvorefter paven overtog magten over hendes lig såvel som hendes eftermæle. Hun blev gravlagt i Peterskirken. For nu kunne hun ikke længere sige magthaverne imod. Nu kunne man først udnytte hende. Azzolino var udpeget som hendes arving, men han døde kort tid efter hende.
Der findes en bedre historie
Jeg håber ikke, at filmen har lukket dørene for en ny undersøgelse af Problemet Kristina. Det er nok snarere et problem, at kvinders historier egentlig ikke opfattes som filmværdige. Det er jo ærgerligt. For Kristinas forsøg på at blive DET ANDET og derigennem opnå fred med sig selv og et godt liv minder foruroligende meget om det moderne kvindeliv.
Hvis man frygter anderledeshed, overraskelse, konfrontation med det modsatte af klichéen, hvorfor så gå til fortiden og fortælle fortidens menneskers historier? Den er jo netop kendetegnet ved anderledeshed. Ved at vi kan genkende os selv i DET ANDET, som netop Kristina repræsenterer.
Når The Abdication bliver en så ufrivilligt komisk banal affære, kunne det jo skyldes, at den historie, man vælger at fortælle, ikke egner sig til de valgte personer. At den er fortalt så mange gange før og meget bedre end her
Hun var ikke en transperson, hun var heller ikke transvestit. Begreberne var ikke opfundet endnu, men lyst og handling fandtes. Forskellen er den betydelige, at Kristina ikke kunne gå ind i en definition eller gruppe. Alt ved og i hende var unormalt. Kristinas tvekønnethed lå ikke i kønnet, men mellem ørerne.
Det er da en bedre og mere sjælden historie end en banal forelskelse.
Når The Abdication bliver en så ufrivilligt komisk banal affære, kunne det jo skyldes, at den historie, man vælger at fortælle, ikke egner sig til de valgte personer. At den er fortalt så mange gange før og meget bedre end her.
Måske er tiden moden til netop at fortælle, at selv om man er fuldkommen sær og seksuelt rodløs og ikke særlig køn kan det være, at det lykkelige liv findes derude. Endda en livsvarig kærlighed, der bliver præcis, som man selv ønsker det, og ikke som omgivelserne mener, den skal være. Man kunne da håbe.
Topfoto: IMDb
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her