SERBISK STUDENTEROPRØR // LONGREAD – Studenterne kræver åbenhed om korruption i Novi Sad-katastrofen og om kinesiske firmaers rolle. Presset har fået premierminister Vučević til at træde tilbage, og nu har præsident Vučić 30 dage til at foreslå en ny premierminister.
BEOGRAD – Flyet fra det statsejede Air Serbia ankom til Nikola Tesla-lufthavnen i Beograd fra Skopje i Nordmakedonien præcist i henhold til tidsplanen kl. 16.05 fredag den 21. marts. Efter en uges arbejde sammen med landbrugsmyndighederne i Nordmakedonien havde jeg taget imod invitationen fra nogle gode serbiske venner om at lave et stop-over i Beograd på vej hjem. De ville tage mig med til en ”make noise”-demonstration foran det statslige RTS-hovedkvarter samme aften.
RTS (Radio-Televizija Srbije) er Serbiens officielle statslige public service-medie ejet af den serbiske stat og fungerer som officielt nationalt tv- og radioselskab. RTS har ifølge serbisk lov forpligtelse til at levere public service til hele befolkningen.
En betonoverdækning ved togstationens hovedindgang kollapsede den 1. november umiddelbart efter, at renoveringen var færdig. Ulykken kostede 15 mennesker livet
RTS har imidlertid ofte og med god grund været kritiseret af oppositionen, af uafhængige medier og også internationalt af OSCE for at være politisk styret af regeringen og Aleksandar Vučić, præsident og leder af det regeringsbærende Serbiens Progressive Parti (SNS). Mange kritikere mener derfor, at RTS mere er en regeringsloyal medieplatform end et uafhængigt public service-medie.
Anledningen til demonstrationen var en meget tendentiøs og partisk dækning af de igangværende studenterdemonstrationer efter katastrofen i Novi Sad. En betonoverdækning ved togstationens hovedindgang kollapsede den 1. november umiddelbart efter, at renoveringen var færdig. Ulykken kostede 15 mennesker livet og udløste efterfølgende de store demonstrationer, der indtil videre kulminerede lørdag den 15. marts.
RTS-dækningen følger præsident Vučićs narrativ om, at studenterne er dovne og forkælede og forhindrer landet i at fungere. RTS forholder sig slet ikke til baggrunden for demonstrationerne: Årsagerne til katastrofen i Novi Sad.
Jeg hastede gennem ankomsthallen, men noterede mig alligevel, at lufthavnens store udvidelsesprojekt var ved at være afsluttet. Jeg har besøgt Beograd ofte de senere år, og jeg har ikke undgået at blive irriteret over arbejdet og det rod, det forårsagede i lufthavnen.
Udbygningen blev påbegyndt, da det franske selskab Vinci Airports overtog driften af lufthavnen i 2018. Vinci Airports er hovedentreprenør på projektet, der skal øge lufthavnens kapacitet og forbedre faciliteterne for passagerer og flyselskaber. Den samlede investering er 730 millioner euro. Projektet bliver afsluttet i år. Nogle dele af udvidelsen er allerede afsluttet og taget i brug, kunne jeg konstatere, mens andre stadig er under færdiggørelse.
Kinesiske virksomheder er massivt til stede i Serbien med investeringer i infrastrukturprojekter
Mens jeg ventede i paskontrollen, tænkte jeg igen på katastrofen i Novi Sad. Jeg funderede over, om kvaliteten af arbejdet i lufthavnen levede op til internationale standarder, eller om der også her var sjusket med arbejdet og med råvarerne? Vinci Airports er hovedentreprenør og har nemlig samarbejdet med flere kinesiske virksomheder på projektet. Det er der i sig selv ikke noget underligt i. Kinesiske virksomheder er massivt til stede i Serbien med investeringer i infrastrukturprojekter.
Til og med 2021 har Kina investeret 19 mia. euro i Serbien fordelt på mere end 60 projekter, og investeringerne er fortsat siden. Serbien er ubetinget Kinas største investeringspartner i regionen.
Og hvorfor er det interessant? Det er det, fordi vi skal tilbage til Novi Sad-katastrofen. Her var det jo også kinesiske virksomheder, der var involveret i renoveringen af togstationen i Novi Sad som en del af hurtigtogsforbindelsen mellem Beograd og Budapest.
Der er ingen dokumentation for, at de kinesiske virksomheder fra lufthavnsudvidelsen har været direkte involveret i renoveringen af togstationen i Novi Sad, selv om de dog har været aktive i andre infrastrukturprojekter i området, såsom opførelsen af en bro over Donau og en omfartsvej omkring Novi Sad. Men det er nærliggende at spørge sig selv, om katastrofen i Novi Sad var et enkeltstående tilfælde, eller der er flere infrastrukturprojekter derude, der kan kollapse i de kommende år på grund af korruption, snyd og svindel. Det må tiden vise.
Studenternes krav og demonstrationen 15. marts
Uden for ankomstterminalen prajede jeg en taxi til Beograds centrum. Chaufføren garanterede, at der ville være tæt trafik, og at det ville blive en langsom tur. ”Tættere end normalt en fredag eftermiddag?” spurgte jeg. Det bekræftede han. En gruppe studenter havde blokeret en busterminal om morgenen, og mange mennesker havde været nødsaget til at finde andre transportmåder for at komme på arbejde, herunder egne biler. Derfor den tætte trafik denne eftermiddag.
For studenterdemonstranterne er Novi Sad-katastrofen et symptom på udbredt og systemisk korruption og uansvarlig regeringsledelse
Jeg spurgte, om der også var mange mennesker i byen til demonstrationerne om aftenen. Det afviste han. Alle demonstrationer var aflyst fredag aften. Det undrede mig, men kort tid efter bekræftede en tekstbesked på min telefon netop dette. Nu skrev en af mine venner, at aftenens planer var ændrede.
Årsagen var i al sin sørgelighed, at en ung mand var død på et hospital i byen. Han havde været i kritisk tilstand i fire måneder, siden han var blevet mast under den nedstyrtede betonoverbygning på togstationen i Novi Sad den 1. november.
Han blev det 16. dødsoffer for katastrofen, og de studerende i Novi Sad ville derfor holde en mindehøjtidelighed for den unge mand hjemme og ikke organisere en ny stor demonstration i Beograd. Derfor ingen demonstration foran RTS. Men det var kun den ene af to væsentlige grunde til aflysningen. Den anden kom for dagen senere samme aften.
I stedet for at samles foran RTS-hovedkvarteret gik vi en tur i byen og talte om den store demonstration, der fandt sted lørdag den 15. marts. Officielle kilder siger, at der var 107.000 mennesker på gaden i Beograd den dag, mens uafhængige medier taler om i hvert fald 300.000 og under alle omstændigheder om den største demonstration siden protesterne mod den daværende jugoslaviske præsident Slobodan Milošević i 1990’erne.
Deltagerne kom fra alle egne af Serbien og fra alle samfundslag og professioner. Det anslås, at højst 20 pct. af demonstranterne var studerende. Demonstrationens tema var ”Den 15. for de 15” med reference til datoen og til de femten dødsofre i Novi Sad.
De studerende er fokuserede på sagen: at landet er korrupt, at korruptionen er dræbende for dem alle, for samfundet og for dem, der rent faktisk rammes på grund af systemsvigt
For studenterdemonstranterne er Novi Sad-katastrofen et symptom på udbredt og systemisk korruption og uansvarlig regeringsledelse. De angriber ikke præsident Vučićs som sådan og ej heller andre politikere, men de angriber det korrupte system og kræver handling. De studerende har fire krav:
1) Offentliggørelse af alle dokumenter, der vedrører den kinesiskledede renovering af togstationen i Novi Sad.
2) Retsforfølgelse af alle, der har angrebet studerende og deres allierede, mens protesterne blev gennemført.
3) Stop for retsforfølgelse og dermed frigivelse af studerende, der er fængslet under demonstrationerne.
4) Endelig forlanger de, at der gennemføres en 20 pct. forøgelse af budgettet til uddannelsessektoren for at komme den angiveligt dårlige kvalitet i undervisningen til livs.
De studerende er ikke partipolitisk orienterede eller orienterede efter en traditionel højre-venstre-skillelinje. De er fokuserede på sagen: at landet er korrupt, at korruptionen er dræbende for dem alle, for samfundet og for dem, der rent faktisk rammes på grund af systemsvigt foranlediget af korruption, snyd og svindel. De ignorerer præsident Vučić. De erklærer igen og igen, at han er ligegyldig som person. Det er systemet, der er problemet.
Det går igen i den internationale mediedækning af studenterdemonstrationerne og også af kommentarer fra mine serbiske venner, at de studerende er overordentligt velorganiserede både taktisk og strategisk, og ikke mindst at de er dygtige.
De er decentralt organiserede, har ingen egentlig ledelse med formelt udpegede talspersoner, men agerer fleksibelt og spontant. Derfor er de svære at målrette en indsats imod fra Vučićs side. Han er tværtimod rasende over at blive ignoreret på den måde. Hans mangel på indsigt i de studerendes arbejdsmåde dikterer ham at påstå, at det er udenlandske agenter, der står bag, men det er der ingen seriøse observatører i Serbien, der tror på.
Studenterne, der er meget mistroiske over for politiske omklamringer og meget lukkede i deres organisering, får givetvis rådgivning, men det formodes at være i det akademiske miljø og ikke fra udenlandske agenter.
Studenterne siger selv, at de stadig har masser af kort at spille, mens Vučić ikke har flere
Aleksandar Vučić havde forud for den store demonstration den 15. marts udtalt, at slutspillet ville finde sted den aften. Om hans politi så skulle bruge hele aftenen til at anholde de påstået voldelige demonstranter, så ville de gøre det. For de unge ville opsøge konfrontationer med ordensmagten, og der ville blive vold. Men nu var det nok for præsidenten. Og for at hjælpe sin forudsigelse på vej havde han og partiet lagt et regulært baghold for demonstranterne.
”Alt var gjort klar til kaos,” som en af mine venner udtrykte det, da han på vores spadseretur gennem kvartererne omkring Nationalforsamlingen og Slavija-torvet beskrev forløbet lørdag aften den 15. marts. Bøller og hooligans fra de to store fodboldklubber i byen var rekrutteret af Vučić for 70 euro per dag og placeret på hustage i byens centrum bevæbnet med kanonslag, sten og flasker.
Lydkanoner var opstillet på i hvert fald ét tag, måske to. Bevæbnede hætteklædte bøller havde opslået teltlejr i den lille Pionirski Park over for den serbiske Nationalforsamling på Nikola Pasic-torvet. Også de havde fået 70 euro per dag for ulejligheden. Da vi kom forbi parken i fredags, var der stadig telte klar til at huse dem.
Moddemonstranterne i Pionirski Park gjorde sig rede til at angribe, da de studerende var nået frem til pladsen foran Nationalforsamlingen. Lysene på torvet blev slukket som tegn til angrebet. Men studenterne anede uråd. Demonstranterne blev derfor ført ned ad Kong Aleksandar Boulevarden for at samles på Slavija-torvet. På vejen blev de udsat for de forberedte sten- og flaskekast fra tagene. Også kanonslag blev kastet ned mod demonstranterne.
Det næste angreb på demonstranterne var med lydkanonerne i Kralja Milana-gaden omkring kl. 19.10, mens der var 15 minutters stilhed på Slavija-torvet. Formålet var at skabe panik blandt demonstranterne.
At sætte sådan en fælde for sine egne borgere er skammeligt, men at de unge ikke faldt i fælden, føjer spot til skade for Vučić og hans bøller
Lyden var voldsom og mindede de unge om et kæmpemæssigt godstog på vej ned ad gaden mod dem eller et jetfly lavt over dem. Men operationen mislykkedes. Nok blev folk forskrækkede og søgte ly i butikker og caféer langs gaden, men hurtigt blev ordenen genoprettet, og demonstranterne fortsatte med kampråbet Pumpaj (Pump it!), fløjter og horn ned mod Slavija-torvet.
Her blev de femten minutters stilhed for de 15 dødsofre efterfulgt af endnu en opfordring til myndighederne om at løslade de fængslede studenter i Novi Sad, i Nis, i Beograd og i andre byer. Antallet af tilskadekomne er uvist, men både samme lørdag og i dagene efter henvendte mange mennesker sig på byens hospitaler med skader fra både lydkanonerne og fra kasteskyts.
Den hurtige reaktion fra de unge forhindrede det kaos, som Vučić ellers havde ønsket sig. Nøglebeslutningen var hurtigt at flytte demonstrationen til Slavija-torvet. Pladsen foran Nationalforsamlingen blev tømt for demonstranter på få minutter, og det forhindrede den direkte konfrontation. Efter alt at dømme var der tale om et planlagt baghold fra regeringens side. Konfrontationen, som Vučić havde ønsket at fremprovokere, blev undgået. Det var ikke kun på grund af held, men med kløgt.
At demonstranterne med snarrådighed undgik vold og konfrontationer, var regimets største nederlag den aften. Det faktum, at demonstranterne ikke reagerede på angreb, men lod aggressorerne stå tilbage med lange næser og en uforrettet sag, var den største succes.
Hvor langt kan regimet gå, hvis de unge fortsætter demonstrationerne i den skala?
At sætte sådan en fælde for sine egne borgere er skammeligt, men at de unge ikke faldt i fælden, føjer spot til skade for Vučić og hans bøller og er et godt eksempel til efterfølgelse. Det kriminelle regime ved simpelthen ikke, hvordan man kæmper mod ikke-voldelige, godt forberedte og modige demonstranter.
Officielt forløb demonstrationerne roligt med få tilfælde af voldelige sammenstød, men i realiteten var det anderledes med kanonslag, lydkanoner, flasker og stenkast fra moddemonstranternes side. Officielt blev 22 demonstranter arresteret.
Hvad er studenternes næste skridt?
Selv om de unge med god ret kunne fortolke hændelsesforløbet som en sejr, var de alligevel bagefter præget af bekymringer. Hvor langt kan regimet gå, hvis de unge fortsætter demonstrationerne i den skala?
I ugen efter var stemningen anspændt. Studenterne siger selv, at de stadig har masser af kort at spille, mens Vučić ikke har flere, men om det bliver samme model som lørdag den 15. marts, er ikke sikkert. Og dermed er jeg fremme ved den anden grund til aflysningen af den store demonstration foran RTS fredag aften. Måske har voldsanvendelsen fra Vučić alligevel haft en effekt. Derfor er spørgsmålet, hvor studenteroprøret nu fører hen? Hvilken strategi har studenterne for at komme videre? Der er ingen tegn på, at Vučić vil imødekomme deres krav. Hvad kan de så gøre?
De unge har uden tvivl også taget bestik af den parlamentariske udvikling i landet i ugen efter demonstrationen den 15. marts. Onsdag den 19. marts accepterede Serbiens parlament endelig formelt premierminister Miloš Vučevićs fratrædelse som følge af Novi Sad-katastrofen. Han tog på ingen måde ansvar for katastrofen, men for at bøller fra hans parti SNS havde overfaldet demonstranter i Novi Sad med køller, mens de satte plakater op.
Der er ingen tvivl om, at de landsdækkende protester har rystet Vučić. Hvad kan han nu gøre for at bevare magten og for at lukke munden på de unge?
Ifølge forfatningen har præsident Vučić nu 30 dage til at foreslå en ny premierminister. Deadline for dannelsen af en ny regering er den 18. april, og sonderinger med oppositionen pågår, men uden resultater. Hvis Vučić undlader at udpege en ny regering inden da, vil et valg blive udløst senest 18. juni.
Der er ingen tvivl om, at de landsdækkende protester har rystet Vučić. Hvad kan han nu gøre for at bevare magten og for at lukke munden på de unge? Et hurtigt valg kan være en mulighed for ham. Vi kan allerede nu se konturerne af et snarligt valg, hvor oppositionen ikke når at organisere sig på en slagkraftig måde. Den er lige nu uden en markant leder.
En ny kampagne toner også frem i horisonten: ”Serbien for frihed” båret frem af Vučićs nyregistrerede bevægelse ”Folket og Staten”. Et stort rally er planlagt fra 11. til 13. april i Beograd, og det kan meget vel være, at Vučić vil benytte lejligheden til at udskrive valg eller udnævne en ny premierminister med støtte fra den ekstreme højrefløj.
Hans narrativ vil være, at de unge studenter fratager borgerne friheden med blokader af offentlig transport og nedlukninger af skoler og universiteter. De små private næringsdrivende kan ikke drive deres forretning, når gaderne er fyldte med unge forkælede demonstranter. Vučić vil befri gaderne. I virkeligheden vil han befri Serbien for modstanden mod sit korrupte autokratiske styre.
Det er afgørende, at de studerende nu fortsætter med at rejse ud i deres små aktionsgrupper til landsbyer, distrikter og kommuner for at fortælle befolkningen om deres sag
Vučić vil fortsætte sine angreb på oppositionen med censur, forfølgelse af kritisk presse, overvågning af kritiske journalister, statskontrolleret mediedækning med fokus på Vučić, pres på offentligt ansatte, tilkøb af stemmer og forfalskede stemmelister med vælgere også fra udlandet (Kosovo, Bosnien, Montenegro).
Alt dette vil være krydret med vold mod demonstranter, hvis de vover at samle sig igen i et stort antal. Der ses nu også forsøg på rekruttering af nye medlemmer til partiet på grøntmarkeder i flere distrikter i Beograd, hvor oppositionen traditionelt står stærkt. Sådanne vælgerrekrutteringsinitiativer er typiske for SNS’ valgkampagner og kan give et varsel om, at et valg kan være på vej.
Det er afgørende, at de studerende nu fortsætter med at rejse ud i deres små aktionsgrupper til landsbyer, distrikter og kommuner for at fortælle befolkningen om deres sag. Det har fungeret godt de seneste fire måneder og har været en medvirkende årsag til, at modstanden mod regeringen er vokset gennem perioden. Også uden for de store byer, hvor Vučić ellers står stærkest.
Men i forbindelse med et kommende valg er der meget arbejde at gøre. Ved parlamentsvalget i december 2023 var situationen næsten den samme som i dag. Skoleskyderierne i maj 2023 havde udløst massive protester mod Vučić og regeringen, og en koalition af partier fra det yderste venstre til midten af det politiske spektrum blev dannet under parolen ”Serbien mod volden”.
De unge må under alle omstændigheder kæmpe for at mobilisere flere vælgere. Overbevise dem om, at det giver mening at stemme, og at der er positive forandringer forude
Men koalitionen vandt ikke valget. Premierminister Miloš Vučević, SNS og deres alliance med det yderste nationalistiske højre under parolen ”Serbien må ikke stoppe” fik 48 pct. af stemmerne, 129 pladser ud af 250 pladser i Nationalforsamlingen og dermed absolut flertal. Stemmedeltagelsen var blot 58 pct., hvad der var nogle procentpoint højere end ved de foregående valg.
Et nederlag til Vučić og SNS ved et muligt kommende juni-valg vil kræve, at der mobiliseres mange nye vælgere, både til de eksisterende venstrefløjs- og midterpartier og til en eventuel alliance med udspring i kampen mod korruption.
De unge må under alle omstændigheder kæmpe for at mobilisere flere vælgere. Overbevise dem om, at det giver mening at stemme, og at der er positive forandringer forude, hvis man stemmer. Men måske aner Vučić uråd, når han ser ud over de mange demonstrationer. Måske tør han ikke løbe risikoen med et nyvalg, men udpeger en ny regering inden fristens udløb. Det vil i værste fald give autokraten to år mere på posten.
Hvad kan og vil EU gøre?
Hidtil i forløbet har studenterne været skuffede over manglen på reaktioner fra EU, og tilliden til EU er beskeden. Forsøgene på at imødekomme studenterne bl.a. fra Marta Kos, kommissær for EU-udvidelse, har været meget uheldige. Hun har opfordret til dialog og kompromiser mellem studenterne og Vučić, men det er ikke dialog med ham om kompromiser, de efterspørger.
Der er mere end sikkerhed og stabilitet her i verden. Der er også demokrati og værdighed. Derfor må EU også forstærke sit arbejde for at presse korruptionsomfanget ned i Serbien
De efterspørger retfærdighed, åbenhed, og at myndighederne tager ansvar. Der er ikke muligt at gå på kompromis med dette. Enten åbnes dokumenterne fra Novi Sad-renoveringsprojektet, de ansvarlige dømmes, de fængslede studerende løslades, og studieforholdene forbedres, eller også gør de ikke. Retfærdigheden skal ske fyldest, og det er ikke til diskussion i en dialog.
EU taler om en vej til EU-medlemskab, der er baseret på ægte inddragelse af civilsamfundet, men det er regimet ikke villigt til. De vil ikke tale med dovne og forkælede unge, der forhindrer den almindelige befolkning i at udrette sit erhverv. Vučić taler om at genvinde friheden. Friheden for at den lille næringsdrivende kan drive sin forretning uden ballade på gaden udenfor. At børn og studerende kan komme tilbage til undervisningen. At samfundet kan blive stabilt igen, akkurat som EU også gerne ser.
Ulovlighederne skal ophøre. Det kan EU kun være interesseret i
Men der er mere end sikkerhed og stabilitet her i verden. Der er også demokrati og værdighed. Derfor må EU også forstærke sit arbejde for at presse korruptionsomfanget ned i Serbien. I dag er Serbien et af de mest korrupte lande i Europa og på Vestbalkan med en plads som nr. 105 ud af 180 lande med en score på 35 ud af 100. Til sammenligning er Danmark nr. 2 med en score på 90.
Men først og fremmest må EU sikre, at et eventuelt valg bliver retfærdigt, frit og uden snyd og svindel. Gentagelsen af valgsvindelen fra valget i 2023 kan ikke tolereres, og et valgresultat, der er anløbent og ikke afspejler en åben demokratisk proces, skal føre til et opgør med Vučić og SNS. Han leverer hverken på demokrati, på udenrigspolitik eller på københavnerkriterier om menneskerettigheder, presse- og ytringsfrihed, lighed og beskyttelse af minoriteter.
Og så må EU aktivt og utvetydigt støtte demokratiets virkelige forkæmpere. Sammen med de kræfter må EU forstærke kampen mod korruption som den sygdom, der giver så store samfundsmæssige problemer og tab af menneskeliv. Studenterbevægelsen kan være en sådan alliancepartner.
De studerende vil have systemet reformeret, sådan at statslige institutioner og retsinstanser ikke er ledet af et politisk parti, men er uafhængige af partipolitiske og økonomiske interesser, papirerne skal på bordet fra Novi Sad-katastrofen, de skyldige straffet og de uskyldige demonstranter, der er sat i fængsel, sat fri. Ulovlighederne skal ophøre. Det kan EU kun være interesseret i. Kom så, Marta Kos.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og