SUNDHED & SELVSKADE // DEBAT – “Selvskade som koncept kan være svært at forstå for udefrakommende. Det kan ligne en nem og relativt dum løsning på et uhåndterbart problem. Men det er absolut ikke den nemme løsning. Det kan ske af ufattelig mange individuelle og komplekse årsager. Jeg har stadig til gode at møde et menneske, der skader sig selv af den årsag, at de ønsker at straffe sundhedssystemet. Alligevel er det ofte sådan, vi bliver mødt og behandlet.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sidste uge postede jeg et opslag på Instagram om mine oplevelser med at blive mødt på en meget lidt imødekommende måde i sundhedssystemet. På baggrund af den overvældende og massive reaktion, jeg fik, iværksatte jeg en anonym spørgerunde, hvor mine følgere kunne dele nogle af deres oplevelser med samme sundhedssystem.
Og jeg er simpelthen i chok over, hvad psykisk syge mennesker må lægge øre til fra dem, som skulle forestille at være fagprofessionelle.
“Kunne du ikke tage og finde dig en ny hobby?”
Vi bryster os af at have en af verdens bedste velfærdsstater, men professionalismen i sundhedsvæsenet er åbenbart forbeholdt visse patientgrupper. Jeg vender tilbage til mine følgeres oplevelser, men lægger ud med min egen beretning, der var grunden til de mange reaktioner.
”Jeg har først en tid til dig klokken 23. Men hvis det er så alvorligt, så må du jo bare møde op i skranken og bløde, så sender de dig jo nok ind.”
Sådan lød det fra en ældre herre i den anden ende af røret, inden han smed det på. Såvel tonen som ordvalget var efter min mening i direkte konflikt med ordlyden og intentionen i den del af lægeløftet, der siger “at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse”.
Forud for den korte og knap så behagelige snak med lægevagten havde jeg brugt et par timer på at samle mod til overhovedet at taste de efterhånden velkendte 8 cifre på telefonen. Et par timer i angst og gråd. Fortrydelse og fortvivlelse. Følelser, der ikke kun udsprang af, at min affekt var stilnet af, og jeg fortrød min handling mod mig selv. Men også følelser, der kom, fordi jeg vidste, at jeg nu igen skulle trække på ressourcer i et ressourcesvagt system, fordi jeg havde skadet mig selv.
Stigmaer og fordomme om selvskade
Selvskade som koncept kan være svært at forstå for udefrakommende. Det kan ligne en nem og relativt dum løsning på et uhåndterbart problem. Men det er absolut ikke den nemme løsning.
Jeg ved, at det for nogle kan virke provokerende og unødvendigt, at der skal bruges ressourcer på selvpåført skade i et i forvejen presset sundhedssystem
Det kan ske af ufattelig mange individuelle og komplekse årsager. Jeg har stadig til gode at møde et menneske, der skader sig selv af den årsag, at de ønsker at straffe sundhedssystemet.
Alligevel er det ofte sådan, vi bliver mødt og behandlet. Men vi gør ikke skade på os selv for at være på tværs eller i vejen, vi gør det ikke for opmærksomhed eller for at fylde. Vi gør det ikke, fordi vi synes, det er sjovt eller sejt. Vi gør det, fordi vi i situationen ikke har andre muligheder.
Jeg ved, at det for nogle kan virke provokerende og unødvendigt, at der skal bruges ressourcer på selvpåført skade i et i forvejen presset sundhedssystem. Det bærer jeg over med. Jeg forventer ikke, at alle vil eller skal forstå.
Men jeg forventer, at systemet forstår. Jeg forventer at blive talt til på lige fod med ham, der er faldet på cykel, eller hende, der har skåret sig ved et uheld. Men det bliver jeg ikke. Og det gør ondt i et i forvejen meget skrøbeligt sind.
Et af målene med den omdiskuterede 10-årsplan, som Mette Frederiksen og den øvrige regering vedtog i efteråret 2022, er blandt andet at komme stigmaer og fordomme om psykiske sygdomme til livs. Det er et enormt nobelt og ambitiøst mål, og hvor ville det være fantastisk, hvis det kunne lykkes.
Men jeg har simpelthen så enormt svært ved at se, hvordan det skal kunne realiseres, når problemet ofte kommer fra indersiden af systemet. Læger og fagpersonale er selv med til at holde selvsamme stigmaer og fordomme, som man ønsker at bekæmpe, i live.
Kære læger, og kære sundhedspersonale: I må tænke og føle akkurat lige, hvad I vil om den patientgruppe, jeg er en del af. Men I skal kunne lægge det fra jer, når I tager kitlen på
Det er ikke okay. Det burde vi simpelthen ikke finde os i. Sandheden er dog, at vi er mange, der gør det. Vi lærer, at den arrogance og ligegyldighed, vi bliver mødt med, skal definere vores værd som patienter og måske endda også som mennesker.
Men vi er lige så meget værd, som alle andre i venteværelset.
Så kære læger, og kære sundhedspersonale: I må tænke og føle akkurat lige, hvad I vil om den patientgruppe, jeg er en del af. Men I skal kunne lægge det fra jer, når I tager kitlen på.
Skær den anden vej, hvis du virkelig gerne vil dø
Som lovet vender jeg tilbage til de historier, som mine følgere kunne bidrage med. I alt 84 chokerende og foruroligende svar fik jeg fra mennesker, der også udøver selvskade.
Her er et udpluk: “Hvis du kan klare at skære i dig selv, kan du også klare at blive syet uden bedøvelse” (læge på skadestuen).
“Du skal skære den anden vej, hvis du virkelig skal dø” (andenhåndsberetning om en læges råd til en nu afdød bekendt).
“Jeg har ikke tid til at sy sirligt, men det er vist også lige meget, sådan som dine ben ser ud” (læge på skadestuen).
Der er tre timers ventetid, og du kommer altså bagerst i køen
“Nååh, du er en af dem. Hvad havde du forventet, at jeg skulle gøre ved det?” (lægevagten).
“Kunne du ikke tage og finde dig en ny hobby?” (læge på skadestuen).
“Det er efter, du er blevet indlagt her, at personalet er begyndt at sige op. De kan ikke magte dig og din sygdom” (ansat i sundhedsvæsenet).
“Der er tre timers ventetid, og du kommer altså bagerst i køen” (lægevagten).
Psykiatridebatten fylder en del i medierne og har gjort det de seneste år. Vi taler om lange ventelister og pladsmangel. Vi mangler ressourcer, og de danske sygehuse skriger efter flere hænder til at løfte opgaven. Men vi glemmer at snakke om, hvad der foregår bag dørene inden for de hvide vægge.
Tonen, der møder patienter med selvskade inde i det psykiatriske system, er i mange tilfælde voldsomt problematisk. Ønsket om at helbrede og behandle så mange patienter som muligt harmonerer ikke med den kultur, som mine egne og mine følgeres oplevelser blotlægger.
Jeg er blot et menneske, som forventer og fortjener at blive talt til med ligeværdighed og respekt
De lange ventelister, vi gerne vil forkorte, forbliver lange, hvis ikke man begynder at overveje, hvordan man som fagperson taler til og behandler den psykiatriske patient. Vi får ikke hele mennesker ud på den anden side, hvis vi forsat behandler psykiatriske patienter som andenrangs-mennesker.
Uanset hvad du synes om mig eller min diagnose, uanset om du har haft en dårlig dag, eller det har været en travl vagt, så er jeg blot et menneske, som forventer og fortjener at blive talt til med ligeværdighed og respekt.
Hvis vi virkelig gerne vil have et af verdens bedste sundhedssystemer, så bør og skal vi kunne løfte den simple opgave, det er at udføre respektfuld og ligeværdig behandling over for alle patienter, uanset hvilke diagnoser der står i journalen.
Læs mere om selvskade i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her