KONCERT // ANMELDELSE – Med udgangspunkt i ét årstal, fire symfonier og fire meget forskellige komponister, gav en fremragende koncert med Concerto Copenhagen i Musikhuset et spændende indblik i tilblivelsen af en af den klassiske musiks mest ikoniske genrer.
I 1774 var symfonien som genre stadig i sin vorden. Fra den klassiske ”sinfonia”, der i barokken typisk indledte operaer, oratorier og andre vokalværker, udviklede der sig i anden halvdel af 1700-tallet en særskilt genre af flersatsede orkesterværker, som man kaldte symfonier. Disse symfonier blev typisk opført ved hofferne, men også i de offentlige koncertsale, der begyndte at dukke op i takt med skabelsen af en ny borgerlig offentlighed i Europas store byer.
I aftenens koncert med Concerto Copenhagen havde ensemblet og deres musikalske leder, Lars Ulrik Mortensen, valgt at fokusere på ét årstal – 1774 – og på den tysktalende del af Europa i deres jagt på den symfoniske forms tidlige tilblivelseshistorie.
Geografisk bragte det os på en rejse fra Mannheim – datidens musikhovedstad – til udkanten af det østrig-ungarske kejserrige og Esterházy-hoffet i Eisenstadt, og videre til Hamburg i nord for til sidst at ende i Salzburg ved ærkebiskoppens hof. I forhold til komponister kom vi både til at møde velkendte komponister som Haydn og Mozart, men også i dag knap så kendte navne som Carl Stamitz og Carl Philipp Emanuel Bach. Og så kom vi selvfølgelig også til at møde deres meget forskellige tilgange til symfonien og den symfoniske form.
Elegance og stormfulde højder
Mannheim var i 1770’erne i musikalsk forstand en af de absolut førende byer i den tysktalende verden. Kurfyrstens orkester var på dette tidspunkt kendt som et af de største, mest sammenspillede og professionelle orkestre i Europa. Musikalsk satsede man på en ny, mere enkel og elegant stil – også kendt som den ”galante” stil. Stamitz-familien var en central aktør i dette miljø, og aftenens koncert startede netop med en to-satset symfoni af Carl Stamitz.
Det er elegant og livfuld musik, der ikke helt har fundet den form, som vi i dag forbinder med symfonien. I Concerto Copenhagens version fik musikkens elegante præg – dette var tydeligvis musik skrevet for at imponere og begejstre sit publikum – lov til at stå frem. Det er ikke kompliceret musik og Lars Ulrik Mortensen kunne da også i øjeblikke lede orkestret med hænderne på ryggen, for det er virkelig musik, som langt hen ad vejen kører af sig selv. Men det er måske også musik, der ikke bliver længe hos sit publikum.
Her var vi med næste programpunkt – Joseph Haydn og hans symfoni nr. 52 – et ganske andet sted. Vi flyttede ikke bare toneart – fra es-dur til paralleltonearten c-mol – vi flyttede musikalsk univers. Som det fremgår, var Haydn ingen novice i forhold til at skrive symfonier, og han skulle faktisk leve længe nok til at skrive over 100 symfonier.
Men Haydn befandt sig på dette tidspunkt også under indflydelse af den litterære og æstetiske strømning, som i eftertiden er blevet kaldt Sturm und Drang. Hvis man er i tvivl om, hvad der tænkes på, så kan man tænke på Goethes roman Den unge Werthers Lidelser, som netop også udkom første gang i 1774, og som byder på indre uro og masser af stormfuld og ulykkelig kærlighed.
Concerto Copenhagen spiller på historiske instrumenter, og det giver særlige klangmæssige muligheder, når musikerne er så dygtige og sammenspillede, som de er
Dette og så det faktum, at Haydn isoleret ved Esterhàzy-hoffet ifølge sit eget udsagn var tvunget til at blive ”original” gjorde, at der her var tale om et anderledes vægtigt og vigtigt værk, hvilket Lars Ulrik Mortensen fra scenekanten gjorde opmærksom på i en veloplagt mundtlig introduktion til værket.
Med Haydn har vi både en symfoni, der har fundet sin klassiske form – den fire-satsede sonateform – men altså også en musik, der både er mere dramatisk og præget af kontraster og følelsesmæssige udsving, og på en måde når anderledes stormfulde højder. Men også musik, hvor der arbejdes helt anderledes med instrumenter og klange, og hvor der arbejdes bevidst med at overraske og udfordre publikum.
Alt dette forløste Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen på fremragende vis. Concerto Copenhagen spiller på historiske instrumenter, og det giver særlige klangmæssige muligheder, når musikerne er så dygtige og sammenspillede, som de er. Strygernes blødere klang giver det milde og delikate i andensatsen mere vægt. Naturhornene giver den sprudlende finalesats en helt særlig klang, som et orkester med nutidige instrumenter aldrig ville kunne frembringe.
Rastløs Bach og guddommelig Mozart
Efter en pause bevægede vi os nordpå til Hamburg, hvor Carl Philipp Emanuel Bach slog sine folder som kantor. Som søn af Johann Sebastian Bach og med en streng skoling i kontrapunkt og flerstemmighed skulle man tro, at vi her var et sted, hvor orden og det formfuldendte ville herske. Men det blev i virkeligheden aftenens mest rastløse oplevelse.
Med sine tre satser og en struktur, hvor en langsom midtersats omkranses af to hurtigere satser kunne det da på papiret også se meget ”klassisk” ud, men går man ned på detaljeniveau, så oplever man en musik, hvor musikalske ideer sjældent fastholdes mere end otte takter ad gangen, som Lars Ulrik Mortensen kommenterede det i sin introduktion. Det er den følelsesfulde sturm und drang-stil, kørt ud i en ekstrem. Det er uforudsigeligt og anderledes, og viser helt andre steder hen end den symfoniske form og stil, som Haydn, Mozart og Beethoven blev grundlæggere af nogle årtier senere.
Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen gav igen musikken den bedst mulige eksposition. Det er dejligt, når man ser et sammenspil, et kammeratskab og en musikalsk – nærmest kammermusikalsk – opmærksomhed på hinanden, som den musikerne på scenen udstrålede i løbet af aftenen.
Det var også oplagt og lyste ud af musikerne på scenen, at dette er musik, som man gerne vil give publikum den bedst mulige version af
Mozart var i 1774 blevet 18 år og stod i den svære overgang mellem et forhenværende liv som vidunderbarn og så at blive musiker og komponist på voksenlivets vilkår. Og midt i det leverer han så sin symfoni nr. 29, som virkelig viser, hvad det er, der er i vente i de kommende årtier, hvor Mozart udvikler sig til at blive en af musikhistoriens allerstørste komponister.
Hos Mozart står prægnante motiver og temaer i kø og udvikles i store og organisk sammenhængende forløb. Det elegante og galante fra Mannheim forbindes med en dybde og en sans for instrumentering og klang, som i samtiden næsten kun kan genfindes hos Haydn. Det er helt sikkert musik, som bliver hos publikum og efterfølgende vokser i publikums hjerter. Det er musik, som fortjener et stort superlativ som ”guddommelig”.
Det var også oplagt og lyste ud af musikerne på scenen, at dette er musik, man gerne vil give publikum den bedst mulige version af, og som på den måde også får det særlige og det intense frem i den musikalske formidling.
Efter mere end 30 års musikalsk virke har Concerto Copenhagen vundet både dansk og international anerkendelse. Aftenens koncert understregede med sit høje niveau i forhold til sammenspil og formidling, at denne anerkendelse er helt på sin plads.
Apropos formidling, så underbyggede Lars Ulrik Mortensen med sine mundtlige introduktioner til aftenens koncertprogram en pointe, jeg tidligere har fremført: At det faktisk kan være med til at løfte koncertoplevelsen, at der sættes lidt ord på musikken i løbet af koncerten. Så tak også for det!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og