Michael Strunges udfald i Bazar-programmet er blevet relevant igen

Rasmus Wickstrøm 25.11.2025

DANSKERES TÆNKNING // KOMMENTAR – ”Digteren Michael Strunge påstod, at vi ikke længere kendte til vores eget sjæleliv, fordi danskerne ikke engagerede sig med digterne, hvis tarv netop er at beskæftige sig med sjælen,” skriver Rasmus Wickstrøm. ”I kølvandet på nedlukninger af store dele af humaniorauddannelserne på Aalborg Universitet passer Strunges påstand glimrende på tidens åndløshed. Danskerne er ved at glemme deres tænkere – og som konsekvens af det – det gode.”

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Firserdigteren Michael Strunge sagde – i et lettere kækt interview i programmet Bazar i 1984: ”Danskerne kender ikke deres digtere, og derfor kender de ikke sig selv.” Det var en provokerende udtalelse, ikke mindst fordi han i samme åndedræt sammenlignede danskernes kulturelle niveau med analfabeter.

Strunges påstand var, at vi ikke længere kendte til vores eget sjæleliv, fordi danskerne ikke engagerede sig med digterne, hvis tarv netop er at beskæftige sig med sjælen.

Michael Strunges påstand er aktuel igen

Men kan man omformulere Strunges påstand i dag vendt mod det intellektuelle ophav, vi kommer fra? I kølvandet på nedlukninger af store dele af humaniorauddannelserne på Aalborg Universitet fornemmer jeg, at det i stigende grad er tilfældet. Danskerne er ved at glemme deres tænkere – og som konsekvens af det – det gode.

Vi mennesker skaber ikke et samfund tilfældigt. Derimod er ethvert samfund ifølge Aristoteles opstået med henblik på opnåelsen af det gode, eftersom al menneskelig handling udspringer af ønsket om at opnå det gode. Man kan sammenligne det gode som et kompas, vi har med os i livet. Men kompasset virker selvfølgelig kun, hvis det fra tid til anden korrigeres. Og jeg tror, det er på tide at korrigere vores kompas.

Den danske og europæiske kulturarv, vi har med os, er uvurderlig. Den forklarer, hvorfor vi står, som vi gør i dag

Vores forestilling om det gode, som bygger på et intellektuelt ophav fra alt fra de gamle grækere til renæssancen, synes at være blevet kapret af markedslogik og Excel-ark. Det gode er i stigende grad blevet synonymt med alt, der vækster. Vækst som et ubetinget gode.

Større og grønnere tal får forrang for alt det, der også har værdi, men som ikke kan sættes op i kalkuler. For at gøre det konkret: kunsten, kulturlivet og de humanistiske uddannelser. Man kunne fristes til at skrive alt det åndelige, som ikke lader sig begribe af statistisk analyse, men som er noget i sig selv, og ikke som konsekvens af noget andet.

Forstå mig ret: Ved teknologiens fremskridt får vi mere sofistikerede redskaber til at måle, veje og bearbejde data på – fx neuroners aktivitet i hjernen eller måder at segmentere samfundsgrupper på ved hjælp af maskinlæringsalgoritmer – og dette er uden tvivl værdifuldt og synd ikke at gøre brug af.

Men det er ligeledes værdifuldt at gå til de store spørgsmål på en anden måde – og især når vi diskuterer spørgsmål af den samfundsmæssige indretning – altså, hvilket gode og goder vi som samfund bør stræbe imod og give værdi.

Den danske og europæiske kulturarv, vi har med os, er uvurderlig. Den forklarer, hvorfor vi står, som vi gør i dag, og fortæller os, hvordan vi bør orientere os fremadrettet.

Det virker, som om vi har glemt den. Vi står i en tid, hvor instrumentaliseringen i stigende grad opsluger og får lov til at definere, hvad der skal have værdi; en tid, hvor vi lukker universitetsuddannelser inden for humaniora, fordi de ikke passer ind i Excel-arket; og en tid, hvor leg er for at forberede børn til konkurrencestaten. For mig at se bør vi skue mod vores intellektuelle ophav. Det kan hjælpe os med at korrigere kompasset, der står en smule skævt.

Vi står på skuldrene af giganter, der har givet uundværlige bidrag videre til os. Det ville være så synd, hvis vi glemmer det.

Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.

Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international

Rasmus Wickstrøm er kandidatstuderende i sociologi ved AAU, digter og bosat i Aarhus. Han er særligt optaget af krydsfeltet mellem sociologi, skønlitteratur og filosofi. Hans skriverier kredser sig gerne om kritiske perspektiver på samtiden