SCORPIONS // KONCERTANMELDELSE – Om to år kan Scorpions fejre 60 års jubilæum. Kun et enkelt medlem, stifteren Rudolf Schenker, har været med siden begyndelsen. Sanger Klaus Meine har f.eks. kun været med i 54 år. Da bandet lagde vejen omkring Royal Arena, savnede anmelder Steffen Jungersen, at gruppen investerede mere af sig selv, men han gik alligevel hjem med oplevelsen af et band, der stadig efter alle disse mange år vil sit publikum det godt.
Selvklart er først taknemmelige buk og siden stående klapsalver fuldt fortjente, når et band som Hannover-herreholdet Scorpions på 58. år stadig er derude.
Fortjent cadeau og respekt fordi bandet hele den lange karriere i store træk har holdt kvaliteten og – fraset et par vildskud i 1990’erne – også stilen.
Stilen hedder selvfølgelig hård rock, og samme stil bliver naturligvis også holdt denne mandag aften i københavnske Royal Arena. Titlen på bandets 19. album fra sidste år, Rock Believer, in mente, så tror Scorpions og deres disciple stadigvæk. Og de tror med en hengivenhed til dét, salig Lemmy kaldte ”The Electric Church”, som kunne fremkalde længselsfulde blikke og håb fra de fleste andre trosretningers pastorater.
Men skulle man som svoren tilhænger af mange af de musikalske kunstnere, som efterhånden residerer i rockens Jurassic Park, for en gangs skyld gribe i egen gennem årtier opbyggede øldunk, savner man efterhånden ofte lige det sidste fra mange af de bands
Scorpions har ingen problemer med fremmødet i kirken, for de ved, de leverer dét, som disciplene forventer.
Disciplene for deres vedkommende ved, at de kan huje med på alle hymnerne – fra ”Bad Boys Running Wild” til ”Blackout” og ”Big City Night”, fra ”Rock Believer” til ”Rock You Like A Hurricane”.
De ved, at Scorpions altid leverer de hymner lige efter de stålsattes salmebog. Uden svinkeærinder, uden det så ofte omtalte pis, uden andre afstikkere end et par medlemmers ture til iltapparaterne (må man formode) backstage under trommesoloen.
Sådan var det også i Royal Arena denne aften. Selvfølgelig var det dét.
Savner nødvendighed
Fraset en musikalsk massakrerende mudret møglyd i de første 4-5 numre var der sådan set og på overfladen heller ikke noget at komme efter. Scorpions spillede det, de skulle, på den måde, de skulle.
Men skulle man som svoren tilhænger af mange af de musikalske kunstnere, som efterhånden residerer i rockens Jurassic Park, for en gangs skyld gribe i egen gennem årtier opbyggede øldunk, savner man efterhånden ofte lige det sidste fra mange af de bands. Det ekstra ”ooomph!”, som min sidemand så smukt kaldte det.
Den fornemmelse af nødvendighed fra bandets side, som opstår, når der er bare lidt på spil, og når man godt tør tage en omvej for at finde lige den sidste brik for, at aftenens musikalske puslespil bliver helt perfekt.
Sagt på en anden måde: Det klæder bands at slås lidt for sagen. Selv de bands, som er veletablerede og på overfladen ikke behøver overbevise nogen om noget.
Lige dér – i ”Winds Of Change” og ”Send Me An Angel” – gik der en flok engle gennem Royal Arena med et håb om alt det bedste for alle
Hvor godt, det så kan blive, beviste netop Scorpions faktisk selv, da de på Copenhell 2016 gik på scenen i en sand brandstorm af torden, lynild og styrtregn og måtte slås for at holde det 20.-30.000-store publikum. Det gjorde de, og den ekstra påtrængende og pågående nødvendighed, Scorpions spillede med den aften, resulterede i én af de bedste og flotteste koncertoplevelser, jeg har haft herhjemme de sidste 10-15 år.
Mindre kan selvfølgelig gøre det, og det nøjedes vi så med i Royal Arena. Hér står trods alt efter alle disse år (stadig) et band, som de sidste næsten 50 år har givet os et hav af klassikere – heriblandt ikke mindst ét af den hårde rocks sande mesterværker, ”The Zoo”.
Gruppens stifter og sidste oprindelige medlem, rytmeguitarist og chefkomponist Rudolf Schenker, foretager selv som 74-årig stadig nogle atletiske øvelser og krumspring, som ville sende atleter på en tredjedel af hans alder til kiropraktoren, før du kan nå at sige ”fibersprængning”.
Nå ja, og så spiller han da for resten ret godt i lighed med leadguitaristen Matthias Jabs, bassisten Pawel Maciwoda og – ikke mindst – den mesterlige svenske trommeslager Mikkey Dee, som siden han kom til i 2016 efter 23 år i Motörhead, gang på gang har løftet Scorpions et niveau op (som han i øvrigt også ofte gjorde i Motörhead).
Scorpions og troen
Det efterlader så gruppens 75-årige sanger Klaus Meine, som efter 54 år i Scorpions stadig synger glimrende, selv om han på scenen efterhånden fysisk virker så svækket og skrøbelig, at man næsten håber, en behjertet sjæl ville invadere scenen, give ham et kram og forsikre ham om, at det alt sammen nok skal gå.
Men man skal have et hjerte af østtysk beton for ikke at blive rørt, når publikum i ”Send Me An Angel” og ”Winds of Change” simpelthen overtager vokalen, mens den lille, store sanger blot står deroppe på sine tydeligvis svækkede ben og smiler på en sært vemodig facon.
Det var regulært rørende at opleve. Ikke mindst fordi Meine i den sang, han oprindelig skrev som en hyldest til Rusland og håbet om fred og fordragelighed, da den kolde krig sluttede i slutningen af firserne (”Winds of Change”), har tilskrevet vers om den meningsløse krig i Ukraine. I håbet om at de skiftende vinde også snart får gjort en ende på den konflikt.
Og hér er vi så tilbage i dét med tro. Klaus Meine har altid – modsat så mange andre i denne genre –altid troet på det gode i mennesket og har gerne prædiket om det.
Lige dér – i ”Winds Of Change” og ”Send Me An Angel” – gik der en flok engle gennem Royal Arena med et håb om alt det bedste for alle.
Se, dét var sgu’ smukt! Og den slags sker så selv på en aften, som for Scorpions’ vedkommende musikalsk ellers var lovligt tryg og rituel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
