REJSEBREV – Det er let at blive forblændet i Rom. Alt er stort, Michelangelosk, pompøst og tusinder af år gammelt. Fontæner med marmorstatuer, der kigger på os med tomt blik igennem tåger af blå øjne, blitz og selfiestænger. Gadesælgerne der med deres bling og tingeling gerne vil vide, hvor man kommer fra, og inden man ser sig om, så har man fire nye armbånd om håndleddet og en paraply mere i hånden ud over den, man allerede har medbragt hjemmefra og har slået op fordi regnen siler ned. Turister fra hele verden, inklusiv jeg selv, valfarter hertil, og vil gerne have en bid af kagen. Men må jeg bede om en bid af den ægte kage vel at mærke?
Hvad er den ægte kage og hvad smager den af?
Selv føler jeg, det er en balancegang mellem at stå blandt tusind andre turister på Peterspladsen og vente i kø på at se pavens hus og så at finde den helt rigtige café tidligt om morgenen, hvor alle de andre turister ikke er stået op endnu. Her, hvor tjeneren ikke taler engelsk, hvor juicen er friskpresset, kaffen er god og foccaciaen sprød og nybagt.
Jeg troede et øjeblik, at jeg havde fat i den lange ende, da jeg googlede “best breakfast in Rome”, fordi jeg et øjeblik var træt af en dårlig margarinecroissant og larm. Ganske få hundrede meter fra mit hotel lovede de gourmetmorgenmad med pandekager i stabler, sous vide-æg, yoghurt med bær i hvid chokolade-sphere.
Alt sammen meget godt, men det er jo ikke særligt Romsk, vel?
Man er for pokker nødt til at se både Peterskirken, Colosseum og Trevi Fontænen, når man er i Rom?
Som det jo lyder: “When in Rome…” En fin analog mellem det gamle strikse styre af det romerske imperium og “gør som alle de andre gør”. Resten af frasen lyder dog: “… do as the Romans do.”
Jeg er ikke sikker på, hvor mange romere, der står i kø for at komme i Colosseum og de holder sig nok fra de gængse turistfælder. Billethajer vil så gerne lade os springe de timelange køer over, så vi på nærmest VIP-facon kan blive gennet igennem masserne og få lov at se de bygninger, som har stået her i tusindevis af år. Således er Colosseum jo indrettet med billetkontorer, afspærringer, indlagt elektricitet og sanitet – nøjagtigt som kejser Vespasian 70 e.Kr. og hans søn Titus i 80 e.Kr ville have ønsket det.
Det næste bliver vel at vi kan købe “Skip the “Skip the line” billetter? Jeg selv skippede køen og gik rundt om Colosseum i stedet, mens jeg læste mig til historien.
Den ægte vare
Nej, må jeg i stedet bede om stemning. Romere, der morgenlufter deres hunde, nyhederne, der på italiensk brager ud af fjernsynet på kaffebaren, som er placeret på en lille lukket piazza. De handlende på Campo de Fiori, som finder dagens bedste Karl Johan-svampe og artiskokker til aftensmaden. Solopgang over Tiberen. En ældre romersk gentleman med overskæg og så velklædt og kvalitetsbevidst i sit tøjvalg, så den mest hippe københavnerhipster bliver misundelig. Tjeneren, der kærligt griber sin kollegas ansigt og placerer et stort, vådt smækkys lige i panden på ham. Tiggersken, som rejser sig foran kirken, som er hendes arbejdsplads denne dag, og hjælper en dårligt gående kvinde ned ad trappen og ud på gaden. Restaurantejeren, der fejrer sin vens fødselsdag på sin restaurant med “special from the menu”: En højt erigeret stor pølse i kartoffelmos og med mayonnaise på toppen, som han selvfølgelig skal tage en bid af under højlydte klapsalver og grin fra resten af de besøgende på dette birreria. Jo, onkelhumor under bæltestedet er universel og findes også i Rom.
Rom er lavet til at kysse og spise i.
Eftersom denne rejse er på egen hånd, så nøjes jeg med at spise. Overalt er der restauranter, osteriaer, birreriaer og barer, der alle proklamerer, at man her får den ypperste kulinariske oplevelse.
Jeg har aldrig haft svært ved at gå på café eller restaurant alene. Min madentusiasme er måske for stor til, at jeg bekymrer mig om det. Jeg må dog sige, efter fem dage alene i Rom, at jeg nu forstår, at der gælder lidt andre regler for alenespisende.
Således entrerede jeg en aften en velbesøgt restaurant med et andet par lige i hælene. Mama spurgte imødekommende på italiensk: “Bord til tre?” Mit italienske er sparsomt, men jeg sagde højt og tydeligt: “No, solo” og pegede på mig selv. Aaaaahhhh sagde mama… og råbte til tjeneren i den anden ende af lokalet: “Una sola!!” (Sola er solo i hunkøn på italiensk – så lærte jeg det).
Maden er simpel og uprætentiøs, præcis som jeg kan lide den. Ingen dikkedarer, kun de bedste råvarer smagt til med passion, salt og peber
Mama råbte igen: “Una sola a quel tavolo” og pegede hen i hjørnet på et udækket bord, der var mast inde i hjørnet af restauranten, og hvor en anden gæst måtte rejse sig, for jeg kunne komme forbi. Jeg gled ned på stolen langs væggen og håbede, at maden var virkelig god.
Det var den. Maden er virkelig god alle steder. Jeg har ikke fået et eneste måltid, som ikke var mindeværdigt. Maden er simpel og uprætentiøs, præcis som jeg kan lide den. Ingen dikkedarer, kun de bedste råvarer smagt til med passion, salt og peber. Der bliver hældt med løs hånd, når rødvinen skænkes i mit glas, og flasken stillet på bordet, hvis det nogenlunde passer med et lille glas mere. Hvis kokken lige har lavet en ny ret, man skal smage i dag, eller hvis tjeneren har en yndlingsvin, så er der ingen smalle steder.
Gelatoen! Den kommer jeg til at savne. Pistacie specielt. I Rom har man ikke skyggen af skam, når man beder om “con panna” på sin is. Ikke skyggen af dåseflødeskum, kun den ægte fuldfede af slagsen i rigelige mængder.
Jeg tager således rig på oplevelser og meget mæt hjem fra Rom, men er der nogen, der vil fortælle gadesælgeren, at man som enlig kvinde på en restaurant ikke køber en rose til sig selv, mens man med fedtfingre sidder og gnaver af låret fra en hanekylling?
Fotos: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
