REJSEBREV – De har ligget og samlet støv i skyggen og falmet i solen – men nu kommer rejsebrevene fra ørigerne på den anden side af det atlantiske ocean. Med POV som kurér sender Poul Hauch Fenger sine epistler afsted – stemplet og frankeret med livsfilosofien: ”Travel is the only thing you buy that makes you richer” Første brev kommer fra Afrikas Galapagos, São Tomé & Princípe.
Centralafrika, januar 2018
Propellerne svitser luften og skærer en perfekt gul cirkel igennem de 32 grader uden for kabinen, der med otte hvide øjne i tusmørket suser ned ad asfalten og om 20 kilometer mere i timen letter over Libreville, Gabons hovedstad. Landingstellet slår sig op, og vi buldrer afsted ud over junglen stik vest mod det store violette lys. Mod solen, langt derude i Syd Atlanten.
Stewardessen
Italiensk og fransk, som altid er et lækkert lydtæppe at lægge øre til, tales med forhåbningsfulde stemmer, mens en stewardesse lyser kabinen op med sin tilstedeværelse. Fra hendes ansigt, der er evigt lysebrunt, stråler to middelhavsblå øjne. De er douce og kigger sådan lidt nede fra og op. Midt imellem dem går en blød næseryg, der falder fint på hver sin side. Overlæben er diskret større end underlæben. Læberne bliver smallere og smallere og på nøjagtigt samme tid løber de ud og mødes i mundvigen. Ingen læbestift, ingen botox, ingen collagen. Bare blød, præcist som naturen hele tiden havde tænkt det var meningen.
Med en kontrapunktisk rytme går hun. Alt ved hende stråler af, at dette umuligt kan være hendes endestation. Ikke at hun er utilfreds. Slet ikke. Det er bare ikke hér, som stewardesse på et lille franskejet flyselskab i Centralafrika, at hendes liv slutter.
Pas de chance.
Næste gang man ser hende, må være i en Woody Allen film, der foregår på en marokkansk riad, som en opfølger til Vicky Christina Barcelona. På forsiden af Elle. Eller til en koncert i Teatro Colón om mange år, hvor hun pludseligt er slået igennem som pianist.
Vi flyver direkte ind i solnedgangen, klokken er 18.45, og en af de eneste ruter mod øerne fra det afrikanske fastland er snart bag os.Under os er det dybe hav, så dominerende, at man ikke kan forestille sig at land findes. Derude for enden af luftvejen skimtes en krans af skyer, som hviler sig på toppene af de udslukte vulkaner på de to hovedøer
Hende dér har jeg set før, vil man tænke nede fra række 7 midtfor. Og hurtigt huske, præcis hvor man så hende sidst. Senere i Buenos Aires’ udendørs natteliv, vil man se hende gå en tango og kaste et blik, som aldrig bliver grebet, siden se hende forsvinde i lykkeligt lyseblåt argentinsk menneskehav, der lige har genvundet verdensmesterskabet i fodbold for aldrig at se hende igen før en aften i Central Park i 2035, hvor hun er ude og lufte sin gravhund, Zaïre, hedder den for den minder hende om dér, hvor hun blev født og hvor det hele startede.
Hver gang hun kalder på den, tænker hun tilbage på barndommen i bushen, hvor hendes far der var sygeplejerske og hendes mor der var læge, reddede alle de menneskeliv de kunne, inden de omkom i krydsilden i en lokal stammekrig. Fjernt fra det franske fastland voksede hun op på en farm fyrretyve fod fra et vandfald, som hun hver aften gik ned til. Hér bad hun til Gud, og når hun så ind i faldene, kunne hun se ind i sin egen fremtid.
Helt uden kuldeskær for livet passede hendes mors veninde, Benedicte, nu på hende, som en gorillamor passer på sine unger og ventede i diskret distance på hende ved den nærmeste katarakt. Det var hende, der viste hende genvejen til livet, hende der introducerede sanseligheden for hende igen, da alt lys syntes at være slukket.
Det stærke køn
På Marseille-dialekt, hvor man trækker lidt længere på ordene end nu også helt nødvendigt, byder hun passagererne velkommen på denne jet og alle, uanset hvilken seksuel orientering man måtte have, glæder sig til at bestille små sundowners hos hende.
Og også jeg. Hvis ikke jeg allerede havde mødt kvinden i mit liv, ville jeg have lagt alle mine samlede kræfter, hele min akkumulerede erfaring med det smukke, stærke køn i at lære hende meget bedre at kende.
Thomas, min rejseven, har alle dage han haft et godt greb om lige netop det køn, og der var ikke den skuespillerinde eller sangerinde som i gamle dage på JazzHouse eller Zoo Bar kunne vide sig sikker; alle antenner var slået ud og klar til at modtage på netop din frekvens. Men hende hér er ikke lige sådan at spole sig ind på.
Kun de latineuropæiske lande har fattet den. Sanseligheden. At turde tale dens sprog. Kommunikere den. Musik, autencitet, dans, sang, kultur er den store havn af tryghed, Men aldrig på nogen andre rejser, har jeg mødt et så lykkeligt folkefærd som her på øerne
Så i dette sjældent smukke selskab er Thomas og jeg nu i march-højde, og om 50 minutter lander vi et af de eneste steder man kan i Syd Atlanten – ud over Tristan da Cunha og St. Helena, på São Tomé & Princípe. Afrikas Galapagos. Vi flyver direkte ind i solnedgangen, klokken er 18.45, og en af de eneste ruter mod øerne fra det afrikanske fastland er snart bag os.
Under os er det dybe hav, så dominerende, at man ikke kan forestille sig at land findes. Derude for enden af luftvejen skimtes en krans af skyer, som hviler sig på toppene af de udslukte vulkaner på de to hovedøer. Kæmpe kolosser, monolitter, søjler af vulkaner brager som to knytnæver op igennem de bløde skyer.
Vi duver langsomt mod dem. Ingen turbulens. Og hist hvor havet for første gang længe slår en bugt, blinker de gyldne lys nede fra jorden os velkommen. Til São Tomé & Princípe. Grønne landingslys tegner to lange lysende streger og snart spæner små silhuetter af mænd ud mod maskinen og vinker stolt med røde lys, som var det første gang de så en flyvemaskine.
Et TAP fly er netop landet, men vi når ind i lufthavnsbygningen før de 230 portugisiske rejsende. Stewardessen springer køen over, præcist som hun fortjener og forsvinder ud i natten med ugengældte blikke i nakken. Hvad mon hun laver nu? Serverer kylling og ris i 10.000 meters højde? Bare hun ikke er faldet for en fransk forretningsrejsende, der lover hende guld og grønne skove på Côte d’Azur. Det er hun alt, alt for god til. Men det er hendes dømmekraft også. Tror jeg engang vil møde hende i Den Internationale Krigsforbryderdomstol, hvor hun kæmper centralafrikanernes sag. Eller måske vil hun blive forfatterinde og skriver bøger med titler som ”Ingen synger om Isabel” og ”På propelfly til Paradis”.
Som King Kong Island
Den lille republik, Afrikas næstmindste efter Seychellerne, er på en god dag på størrelse med Falster og Lolland, og blev født samme år som jeg, i 1975, efter Nellike-revolutionen som bragte Portugal så meget i knæ, at det ikke længere kunne holde jerngrebet om sine gamle kolonier. São Tomé & Princípe, inklusive. Portugals imperie led et sidste knæk, og det mærkes i den ”Saudade” du finder i de fleste portugiseres hjertekamre, beskrevet i bogen Nattog til Lissabon.
Håbefulde, som en ung teenager der lige er flyttet hjemmefra, var de første år succesrige og ingen savnede moderlandet. Kaffe og kakaopriserne var skyhøje, og det lille ørige storproducenter. Men faldende verdenspriser gav landet det ene stød i solarplexus efter det andet, og landet er nu det land i verden med den højeste gæld per indbygger. Men med kun 7 timer til Lissabon og få timer til de bugnede vestafrikanske økonomier med direkte flyforbindelser til alle større europæiske byer, er øerne inden for behagelig rækkevide og en redning ikke uden for alfarvej.
Der er ingen jetlag. Direkte syd. Man kan stå op i Hellerup eller Humlebæk og gå i seng i Paradis. Kun Seychellerne og Fransk Polynesien kan måle sig i skønhed med disse øer, som distancerer sig med en flora og fauna, som var det King Kong Island.
Vi søger ly for tropenatten på Hotel Pestana som ligger i hovedstadens periferi, med infinity pool og alt det der skal til. Havde hotellet ligget på en hvilken som helst Stillehavsø, ville det have kostet det tredobbelte. Efter ind-checking hos de kun portugisiske talende receptionister, går vi direkte ind i en kæmpe bar skåret i ibenholt. Gin & Tonics og mørke rom langes over disken og livet er skønt. Thomas håber stewardessen måske bor på hotellet. Caramba, det kan jeg godt forstå.
Det lykkelige folk
Næsten morgen lejer vi en jeep uden tag, en gammel satan, men for 20 euro per dag og drøner hovedøen rundt. Infrastrukturen i Surinam er ti til tolv gange bedre end hér. Landet er på ingen måde endnu udviklet til turisme – og heri ligger så stor charme. Når vi drejer ned mod strandene er folk lige så overraskede over at se os, som vi dem.
Never mind, de kæmpe huller som man skal navigere rundt om, eller at asfalten uanmeldt bliver til klippeveje. Vi cruiser, sommersolen skinner og der er høj musik på de skrantende højtalere.
Vi møder drenge som surfer på deres egne bræt, som de har lavet af palmerne, for råd til rigtige surfboards har de ikke. Det er materialistisk så ludfattigt, men så rigt, så rigt. Alle er sunde, runde i kinderne og har det dér sjældne glimt i øjet om, at de har regnet livets store regnestykke ud. ”Kom, giv mig din hånd og jeg skal vise dig, hvordan livet leves lykkeligt”.
Og om man så ikke ejede fem flade femører, ville man jo være nærmest lykkelig, hvis man hver dag sulten meldte sig, blot kunne gå ned til stranden og fange fisk, krabber, hummer. Altid have solen i sin hule hånd og kunne lege på strande ingen troede fandtes.
Efter snart 140 stempler i passet, mange fra nogle af verdens fattigste lande, er den måske største gave i retur man får, at finde ud af, hvor lykkeligt folk lever uden vores materielle goder. Og vise sine børn netop det. Næsten som om det er omvendt proportionalt. Who gives a shit om man går med det største Rolex-ur om håndleddet, om man kører Range Rover eller på sin Instagram namedropper alle de strandrestauranter på Ibiza man kan komme i tanke om. Hvorfor måles i forhold til det?
Så hellere, hvem der kan fange den største og sjoveste bølge, hvem der kan vrikke mest til det her musik, hvem der kan klatre hurtigst op ad den klippe, hvem der kan hjælpe bedstefar med at knuse kokosnødderne og se hans gamle ansigt stråle over at alting går op. Hvor ville jeg ønske at ”eksporteringskraften” fra disse smukke, fattige samfund havde lige så stor diesel på motoren, som vores vestlige. Kun de latineuropæiske lande har fattet den. Sanseligheden. At turde tale dens sprog. Kommunikere den. Musik, autencitet, dans, sang, kultur er den store havn af tryghed,
Men aldrig på nogen andre rejser har jeg mødt et så lykkeligt folkefærd som her på øerne. Hvis Olivia Newton John havde siddet på bagsædet ville hun have kaldt det Xanadu og straks givet gratis koncert på klipperne med sit Electric Light Orchestra.
At røre ved Ækvator
Junglen vælter sig hensynsløst ned ad bjergene med vandfald og først nogle hundrede meter fra de lange, hvide sandstrande viger den i respekt for Den Høje Atlant. Den kommer buldrende inden uden at have ramt land siden det afrikanske fastland, Sydamerika eller Antarktis, og bølgerne har ikke andet i tankerne end at kysse kysterne hårdt, men de bremses af atoller der ligger som bløde pegefingre rundt om øerne og tager tordenen ud af bølgerne.
Vi får stillet væskebalancen med friske kokosnødder, der er forberedt med største omhu af de lokale på stranden. Vi tæsker det hele i os, som var det den sidste tår i livet og spurter ud i vandet som havde vi lige lært at løbe.
Efter at have crawlet ud og fanget nogle bølger tænder vi motoren og kører videre sydpå. Vi skal ned og røre Ækvator som kløver sig igennem sydøen. Vi skal ned til de kæmpe vulkanske kolosser.
Igennem små landsbyer kommer vi kørende, børn løber efter os og vil have lift. Det får de. Vi sludrer på for os alle uforståelige sprog og griner alle fordi det hele er så latterligt fedt og lige til. Uden at møde en levende sjæl kører vi gennem en stærkt kuperet urskov og kommer så ned til et sted, hvor landskabet pludseligt ændrer sig, lægger sig ned for så at rejse sig uden afbrydelse.
Vi møder drenge som surfer på deres egne bræt, som de har lavet af palmerne, for råd til rigtige surfboards har de ikke. Det er materialistisk så ludfattigt, men så rigt, så rigt. Alle er sunde, runde i kinderne og har det dér sjældne glimt i øjet om, at de har regnet livets store regnestykke ud
Vi ser den første, så den næste og tror ikke vores egne øjne. Tilsynekomsten af Machu Picchu efter fem dages Inka-sti vandring var indtil det øjeblik det største for øjnene. Men disse monolitter. De rejser sig en kilometer op – fuldstændig ud af det blå – uden nogen geologisk sammenhæng. Frodige, massive kolosser af forstenet magma, beklædt af junglens grønne tæppe, står de som totempæle i landskabet. Vi nærmest blokerer bremserne, da vi første gang ser dem. Ingen siger noget. Vi står der bare. I andægtighed for disse kæmper.
Vi kravler op på toppen af jeepen og sidder der og bare stirrer perplekse, som var vi de to første mennesker på jorden.
Denne store sjæl som jorden lige dér sender ud i dine øjne, glemmes aldrig og altid vil det syn sidde lige lukt i hjertekammeret.
Vi triller sagte videre, musikken er skruet helt ned og de tusinde lyde fra urskoven stiller skarpt. Ingen siger noget. Som om disse giganter i hvert øjeblik kan løsrive sig fra jorden og vandre dødbringende hen mod dem, der ikke viste dem respekt, da de stod stille.
En halv time senere ankommer vi til hovedøens sydligste punkt. Ækvator ligger foran vores fødder, og man føler man går på kloden som set fra verdensrummet. Store bløde klipper, små intime sandstrande glider ud i bølgerne, og atter bliver land til vand så langt øjet kan se. Vi overvejer at købe en andel af den lodge, vi er stoppet på for frokost, så man en mørk november dag hjemme i Kgs. København altid vil vide, at man har et sted hernede.
Baobab Beach
I dagene der kom undersøgte vi vest- og nordsiden af øen. Vi penetrerede junglen for at besøge gamle, nedlagte kaffe- og chokoladefarme, koloniarkitektoniske hvide perler dybt inde i det grønne. Stolte, høje facadepartier med udsmykninger og elegant slåede kurver som lyser af en svunden tids magt og velstand. Imposante trappesatser som fører op til indgange med store tunge trædøre, hvor plantageejeren engang har stået og slået på glasset og budt guvernøren velkommen.
Nu resignerer bygningerne for urskoven som med dens lange fangarme slynger og krammer sig op af væggene. Inden for driver sjælen stadig ned ad væggene, og lukker man øjnene vil man kunne se plantageejeren i sin hørblazer udstede kommandoer til slaverne, trække sig indenfor, skænke sig en rom inde i den næste sal, under lysekronen, der nu knust hænger og dingler i en sidste opsats, og bare venter på den sidste tyngdekraft.
Et TAP fly er netop landet, men vi når ind i lufthavnsbygningen før de 230 portugisiske rejsende. Stewardessen springer køen over, præcist som hun fortjener og forsvinder ud i natten med ugengældte blikke i nakken
Vi kæmper os vej ud af vildnisset og kysten åbner sig atter i horisonten. Vi baner os vej til en strand på øens nordspids, og da den kommer til syne, kører vi direkte igennem plakaten for filmen The Big Blue. Man kigger ned, ud og op på havet. Havet er højere end dig og står som en stor blå væg, der kan vælte ind over dig hvornår det skal være. Som det eneste sted i verden vokser baobab træerne helt ned til vandet, og disse kæmpeplanter har stået her på strandene som forstenede mammut-elefanter og ejet dem siden, den Gud du tror på lærte at gå.
Over dig er himlen, hvor solen kaster sine stråler på bølgerne – men i modsætning til i Le Grand Bleu, er der ikke én delfin, der hopper op af vandet, men flere hundreder delfiner. Her har de fred. Safe from harm. Alle de store bestande af havdyr trækker her forbi. Måske ved også de, at næsten ingen mennesker kender til øernes eksistens.
Og på en eller anden måde har man slet ikke lyst til at sladre om Øerne. Bare lade dem leve lykkeligt uden at blive påvirket af noget som helst. Ikke blande deres DNA. Lade det være intakt. Men jeg kan ikke holde på hemmeligheden. Den er røbet.
I morgen tidlig kl. 06.10 afgår det tidlige TAP-fly mod Lissabon med forbindelse til São Tomé and Príncipe. Og i morgen aften ved denne tid kaster du din kærlighed tilbage på lige præcist dette øjeblik, da du tog beslutningen.
Sæt dig ind i maskinen med din kæreste/ elsker/ elskerinde/ ven/ veninde før din nabo. Men sig det ikke til nogen.
Alle fotos: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her