Klimaudfordringen kræver nye partnerskaber

af i KLIMAKRISE/Politik & Samfund

KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Klimaudfordringen er kommet for at blive. Den er alvorlig og meget få er efterhånden i tvivl om den sag. For selv om klimaskeptikerne siger, at Moder Jord har sine egne temperaturmæssige hormonsvingninger, så medvirker vi med vores produktion og forbrug til at skubbe i den forkerte retning, til at øge temperaturen, smelte isen og få ørkenerne til at brede sig, skriver Claus Agø Hansen. 

Klimaudfordringen er så stor, at den kræver nye partnerskaber og strukturer. For vi skal tænke ud af boksen, være innovative, udfordre vores vaner og måder at gøre tingene på. Det skal vi gøre, hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om at omlægge produktions- og forbrugsmønstre, for kun ved at trække på samme hammel lader omstillingen sig realisere.

Vi har brug for nye modeller, samarbejder og måske endog sammenslutninger, som forener vores store industrivirksomheder, ”økohippier” som kokken Nikolaj Kirk, de unge og vores uddannelsessystem. Det er aktører, som normalt ikke sidder ved samme bord for at finde løsninger på store samfundsproblemer. Hvis det derfor skal lykkes os at samle dem, så kræver det en klimafortælling som giver os de samme indsigter, drømme og tro på fremtiden. En fortælling som binder os sammen, og som ikke splitter os i de ”frelste” og de ”syndefulde”.

Til kritikerne som mener, at der kun kan findes globale løsninger på klimakrisen er at sige følgende: Danmark har før været foregangsland, og det bragt os gevinster også af økonomisk karakter

Det har klimaminister Dan Jørgensen indset, og han har derfor for nyligt ansat forfatteren Kaspar Colling Nielsen som taleskriver. Han skal overbevise danskerne om, at vores samfund skal omstilles.

Her er en række input, som klimaministeren kan overveje at anvende.

At omstille Danmark

Danmarks velfærd er bygget på vores fædre, bedsteforældre og oldeforældres indsats. De fandt sammen om at trække på samme hammel, og skabte nye sociale strukturer, som blev motoren for at omstille Danmark.

Højskolebevægelsen uddannede generationer af bonde- og husmandsbørn til at drive landbrug på en anden måde, samtidig med at højskoleopholdet gav dem en følelse af fælles skæbne og fremtid. Oplevelsen af at deres personlige drømme var del af en fælles fremtid for alle danskere og ikke kun for dem, der lignede dem selv eller tilfældigvis var deres naboer.

Vi kan med rette være stolte af de bedrifter, som tidligere generationer stod for, og stolte af det, som de har overgivet til os. Men vi bør ikke hvile på laurbærrene

Det gav andelsbevægelsen styrke til at overkomme de mange udfordringer og uoverensstemmelser, der siden skulle vise sig. Som fx, at Hansen ikke bestemte mere i driften af mejeriet, blot fordi han ejede flere malkekøer end den irriterende Nielsen fra nabosognet. De nye andelsstrukturer skabte en gigantisk eksportsucces for dansk landbrug. Stadig i dag er fødevaregiganten Arla en medlemsejet virksomhed, som ikke er børsnoteret. Der er ikke mange lande i verden, som kan fremvise noget tilsvarende.

Arbejderbevægelsens fagforeninger og kooperativer blev ligeledes til forandringsmotorer, som omskabte grundlæggende strukturer i Danmark. De er en væsentlig grund til, at vi har stor økonomisk lighed og alle har adgang til velfærdsgoder som sundhed. Ligegyldigt hvilken politisk overbevisning man har, så kan vi være enige om, at det hvert år sender Danmark i top 10 som et af verdens tryggeste og lykkeligste lande.

Efter 2. Verdenskrig blev Danmark en industrination. Landbruget blev mekaniseret, hestene forsvandt og traktorerne begyndte at rulle på markerne. USA’s Marshallhjælp, bankernes lånebetingelser, landbrugskonsulenter og uddannelse spillede en afgørende rolle i den omstilling, som skete på få årtier. De mange hundredetusinde karle og piger, som ikke længere havde arbejde i landbruget blev omskolet til nye byerhverv og jobs i industrien. En imponerende indsats som kun lykkedes, fordi vores kloge og besindige forfædre blev enige om, at den udfordring skulle de nok klare.

Vi har gjort det før

Vi kan med rette være stolte af de bedrifter, som tidligere generationer stod for, og stolte af det, som de har overgivet til os. Men vi bør ikke hvile på laurbærrene. Klimakrisen stiller nye udfordringer. Hvad vi skal gøre, er at komme i hu, at vi har gjort det før, omstillet landet til fremtidens krav, og at vi kan gøre det igen.

Det er her, de nye partnerskaber kommer ind. De er nødvendige for at give den nødvendige energi og samhørighedsfølelse til de kommende års bratte omstilling.

Her er et par eksempler på, hvor mulige løsninger findes.

Industrigiganter som Chr. Hansen A/S har teknologien til at undgå madspild. De har udviklet  nye mælkesyrebakterier, som giver længere holdbarhed til mælkeprodukter – vel at mærke på den sunde måde. Det forebygger madspild, men stiller også krav til, at børn, unge og andre vænner sig til at se på madvarer på en ny måde. I den anden ende af spekteret har vi iværksættere som kokken Nikolaj Kirk. Han er en vulkansk kraft og fortaler for at spise lokale råvarer året rundt, men med plads til at importere de citroner og appelsiner, vi også gerne vil nyde. Deri ligger en væsentlige pointe, nemlig at vi ikke skal blive klimareligiøse, men finde den sunde balance i udviklingssporet.

Eksemplet skal illustrere, at vi bør fokusere på, hvordan vi får industrigiganten og hippie-kokke-iværksætteren til at trække os i den rigtige retning, til som fortidens forbilleder i andels- og højskolebevægelsen at trække på samme hammel, og det kræver i første omgang, at vi ser potentialerne snarere end modsætningerne imellem dem.

Vi må nemlig erkende, at teknologien og den økonomiske vækst er en del af løsningen på klimakrisen. For lige så sandt det er, at klimakrisens første og største ofre er verdens fattige og sårbare, lige så sandt er det, at det ikke er Afrika, der har løsningen på at løse problemerne. Løsningerne har vi i den vestlige verden. Vi skal ikke klæde os i sæk og aske eller blive veganere alle sammen, for det løser ikke problemerne.

De nye generationer er nøglen til succes

Teknologiudviklingen er en væsentlig del af fremtidens klimafilosofi og -værktøjskasse, som den har været det siden vi fik herredømmet over ilden og brugte flammerne til at rydde skoven til marker, hvorefter vi opfandt kunstvandingen og ploven.

Klimaministeren har formentlig set rigtigt, når han ansætter en forfatter til at skabe en fælles fortælling, som vi kan finde sammen om på tværs af alder og sociale grupperinger.

I de kommende årtier er det især de nye generationer, der er nøglen til at omstillingen lykkes. De unge har allerede taget klimakrisen til sig holdningsmæssigt. Nu gælder det om at vise dem, hvordan de kan medvirke til at gøre en forskel, hvad enten man vælger at uddanne sig til kontorassistent, industritekniker eller ingeniør.

Det kunne passende være en del af klimaministeriets arbejde med at skabe en fortælling, der kan samle os alle og give os tro på, at der brug for vores fælles kræfter også på det praktiske dagligdagsniveau

Derfor påhviler det vores uddannelsesinstitutioner at inddrage klimaudfordringen i deres værdigrundlag og strategier, men allervigtigst i tilrettelæggelsen af uddannelser, så man på alle uddannelses- og jobniveauer har viden og redskaber til at overveje den klimarigtigste løsning på lige fod med andre økonomiske parametre. Det gælder i indkøbet af papir til printeren på kontoret, i virksomhedens valg af transportløsninger, i udformningen af energiløsninger. Ikke som et semireligiøst dogme, men fordi der er mange fordele ved at blive foregangsland på området.

Det kunne passende være en del af klimaministeriet arbejde med at skabe en fortælling, der kan samle os alle og give os tro på, at der brug for vores fælles kræfter også på det praktiske dagligdagsniveau. Hvad enten det handler om affaldssortering i hjemmet eller beslutninger på arbejdspladsen.

Til kritikerne som mener, at der kun kan findes globale løsninger på klimakrisen, er at sige følgende: Danmark har før været foregangsland, og det har bragt os gevinster også af økonomisk karakter. Derfor er hensynet til virksomhedsdrift og overskud ikke uforeneligt med bredere samfundsbevægelser, der sikrer en klimaomstilling til gavn for os alle. Tværtimod.


Denne artikel er en udvidet version af en kronik bragt i Jysk Fynske mediers 13 dagblade den 9. oktober 2019.

Topfoto: Sandmoseskolen (AMU center Nordjylland).

Sandmoseskolen blev bygget med Marshallhjælp fra USA i slutningen af 1950’erne for at uddanne arbejdsløse arbejdsmænd, dvs. ufaglærte. De blev omskolet til transporterhverv, bygge- anlæg og industri. Skolen var Danmarks første center for at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser. I dag er systemet og skolerne landsdækkende.

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på historiske, kulturelle og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger. Claus har 20+ års erfaring i krydsfeltet mellem politik, analyse og kommunikation.

Portrætfoto: Lisbeth Holten.

Seneste artikler om KLIMAKRISE