
KULTUR // KOMMENTAR – Sankthansaften hører til en af de smukke, danske traditioner, som vi har brug for at værne om i stedet for at nedlade og forsøge at problematisere. Stærke traditioner og myter er med til at skabe en stærk sammenhængskraft i et land, og det har vi brug for i disse år med en globalisering, der “sampler” kulturer til en i grunden ensartet grød, skriver Nikolaj Bøgh, som også nævner fejringen af 800-året for Dannebrog for nylig som eksempel på en national myte med en positiv betydning for det danske fællesskab – også selvom vi udmærket godt ved, at myten ikke bygger på virkelige begivenheder.
I søndags var det Sankt Hans, og som det i stigende grad har været tilfældet de senere år, akkompagneres aftenen altid af en understrøm af kritik: Hvorfor brænder man i vores så oplyste tid stadig figurer af hekse på bålet? Det skete således også i dette medie, hvor det også endnu engang hævdes, at traditionen ikke er særlig gammel og derfor ikke synderlig bevaringsværdig.
En kritik, der også jævnligt rettes mod en række nye,”importerede” danske juletraditioner. Men det er en irrelevant og i grunden misforstået kritik.
Det centrale er ikke alderen på en traditions enkelte fremtrædelsesform, det centrale er, om traditionen er tydelig og indarbejdet. Præcis som julen med juletræ, adventskrans og Luciaoptog.
Det er muligt, at selve heksedukken på bålet ikke har mere end godt 100 år på bagen, men den hænger tæt sammen med selve bålets tradition, som går betydeligt længere tilbage.
Meningen med bålet er at holde ondskaben væk, det er nemt at forvisse sig om bl.a. ved linjerne i ‘Midsommervisen’ (1885), som peger tilbage mod en lang tradition for at holde det onde væk med ild:
”Hver by har sin heks / og hvert sogn sine trolde / dem vil vi fra livet med glædesblus holde”.
At samles om det gode, positive og opbyggelige
Skikken at holde det onde væk fra landsbyen ved bålafbrænding eller afbrænding af halmknipper, kendes således hundreder af år tilbage og blev bl.a. uden held forsøgt forbudt i 1740.
Den heks, der brændes på sankthansbålet er med andre ord ikke et minde om de historiske hekseprocesser, der kulminerede i 1600-tallet, men er derimod reminiscenser af en grundlæggende understrøm i gammel dansk overtro og folkekultur.
Heksen er således beslægtet med eventyrernes hekse, sådan som vi kender dem fra folkeeventyr, der er videreformidlet og fortolket af H.C. Andersen, Brødrene Grimm og Asbjørnsen og Moe. Det er den – i virkeligheden oprindelige hedenske – overtro, som vi stadig holder ved lige med sankthansbålet og den tilhørende heks. I fællesskab holder man det onde fra livet og samler sig om det gode, positive og opbyggelige – ved et glædesblus, som Drachmann skriver.
At se kritisk på sit eget fundament kan være en del af en frigørelsetradition og vise sig at være et sundt stadie på vejen til at definere sig selv som menneske, men det kan også drives for vidt, så det i yderste konsekvens antager en destruktiv form
Er det så noget at samles om i vores oplyste tider? Ja, det er der ingen tvivl om. For vi har brug for ritualer og myter for at opretholde et stærkt fællesskab. Vi har ikke brug for mere eller mindre søgte forsøg på at problematisere traditionen. Det er fremmende for et stærkt fællesskab.
I stedet bør man glæde sig over, at traditionen er i behold, og at danskere i meget stort antal stadig kan mødes omkring den.
For børn er Sankt Hans en hyggelig aften, som står stærkt i de flestes bevidsthed og er med til at opbygge den kulturelle og sociale kapital, der skaber et stærkt menneskeligt fundament.
Børn føler sig ikke krænkede på vegne af de kvinder, der engang blev brændt på bålet som hekse, ligesom de heller ikke ynkes over den i sin tid levende kat i fastelavnstønden, når de slår katten af tønden.
Det avler ikke kvindehad (eller kattehad), og børn forstår godt, at heksen ikke udtrykker et had til noget levende menneske, men tværtimod er et symbol på noget farligt, som vi ikke ønsker. Det er et ritual, og ritualer stifter og opretholder fællesskaber. Det er sundt og meget vigtigt for et land at have stærke traditioner, og Sankt Hans er en stærk tradition, der bakkes op af en meget stor del af danskerne, uanset alder og social baggrund.
En tradition kan godt vokse ud fra det givne, som tilfældet har været med tilføjelsen af heksedukkerne til det traditionelle heksebål, der gør meningen tydeligere. Men at forsøge at trække tænder ud på traditionen ved at fjerne allerede indarbejdede elementer i den, det er straks mere problematisk.
Ved dette tegn skal du sejre
For nylig fejrede vi også 800-året for Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanisse (Tallinn) i 1219. Vi ved med meget stor sikkerhed, at det ikke er en begivenhed, der har fundet sted i virkelighedens verden.
Der er ingen samtidige kilder, der fortæller om et faldende flag, og da traditionen opstår først i 1500-tallet, knyttes den både til slaget ved Fellin i 1208 og til slaget ved Lyndanisse.
Ikke desto mindre er historien om Dannebrog en del af dansk kultur og historie. Det er først og fremmest en opbyggelig myte, der tjener til at understrege, at Danmark er et kristent land, der har Guds bevågenhed.
Myten er således stærkt beslægtet med myten om Konstantin den Store, som i slaget ved den milviske bro i udkanten af Rom i 312 så et kors på himlen og ordene ”In hoc signo vincis” (”Ved dette tegn skal du sejre”), hvorefter han vandt slaget og siden konverterede til kristendommen.
Der er en stærk tendens i den danske offentlige debat til at se kritisk på egne traditioner og ofte finde dem mindreværdige og problematiske
Korsbanneret Dannebrog er det tegn, som danskerne skal sejre ved, fortæller myten os. Det er en helt central fortælling om styrken i 1000 års kristentro i Danmark og om den røde tråd, som den kristne kirke har udgjort i danmarkshistorien. ”Gud gav os den, Gud giv den bedste sejr”, som H.C. Andersen skriver.
Det er således snarere en myte om tradition og bærende værdier, end det er en fortælling, der skal tages bogstaveligt.
Forunderligt nok blev 800-års jubilæet kritiseret fra flere sider for at bygge på ”en løgn”, hvilket bl.a. det nuværende radikale folketingsmedlem Jens Rohde gjorde sig til talsmand for. Rohde har gennem de senere år været på en interessant rejse: Fra at være medlem af partiet Venstre, som alt andet lige er et parti med dybe rødder i dansk tradition og folkekultur, har han gjort lynkarriere i Det Radikale Venstre, som er det danske parti, der tydeligst dyrker forestillingen om en internationalt orienteret modernitet, der har frigjort sig fra snærende nationale og kulturelle bånd.
Det er i hvert fald tydeligvis den del af partiets identitet, som Rohde abonnerer på i sin kritik af Dannebrog-myten, som han også kritiserer for at være en del af en fortid med voldelige kristne missioner, som han tydeligvis lægger stærk afstand til. Rohde blev med rette kritiseret meget for sin tyndbenede afstandtagen fra den vigtige nationale myte, hvilket også gjaldt andre stemmer med tilsvarende budskaber.
Et land med en stærk selvkritisk tradition kan blive for destruktivt
Rationalitet har ikke nødvendigvis megen berettigelse, når man taler om et lands traditioner og myter. Forsøger man at dekonstruere dem med henvisning til, at de skal være korrekt begrundede og gennemført meningsfulde, eller måske sågar skal gennemgås nøje ud fra et ikke-ekskluderende perspektiv af politisk korrekthed, så bliver der meget lidt fællesskab tilbage.
Så risikerer man at tørre sommerfuglestøvet af myterne og traditionerne og gøre dem menings- og kraftløse.
De taler et andet sprog, et hjertets og følelsernes sprog. Og det har vi i høj grad brug for – ikke mindst i en tid, hvor globalisering og migration udfordrer den nationale kernekultur og i virkeligheden ikke gør verden mere mangfoldig, men snarere gør den mere ensartet, fordi kulturerne eksporteres og ”samples” fra land til land på en i grunden ret ensartet måde, så det indimellem kan være svært at erkende de identitetsskabende særkender – herunder traditioner og myter – som er med til at skabe et folk og et lands stærke sammenhængskraft.
Man risikerer at tørre sommerfuglestøvet af myterne og traditionerne og gøre dem menings- og kraftløse
Der er en stærk tendens i den danske offentlige debat til at se kritisk på egne traditioner og ofte finde dem mindreværdige og problematiske.
I en vis forstand udspringer det af en kritisk tradition med rødder tilbage til oplysningstidens krav om frigørelse fra traditionelle bindinger, og som i nyere tid er blevet markant forstærket af en gennemgribende autoritetskritik fra studenteroprøret og frem til i dag.
At se kritisk på sit eget fundament kan være en del af en frigørelsetradition og vise sig at være et sundt stadie på vejen til at definere sig selv som menneske, men det kan også drives for vidt, så det i yderste konsekvens antager en destruktiv form og bliver til såkaldt oikofobi – had til ens egen hjemstavn, som er det modsatte af xenofobi, had til det fremmede.
Oikofobi er i grunden ikke mindre skadeligt end xenofobi, fordi det skaber mistillid og splittelse i en befolkning, som i grunden burde kunne stå stærkt på et fælles historisk og kulturelt grundlag, der også har traditioner og myter som væsentlige elementer.
Topfoto: Heks på toppen af Sankt Hans-bålet i Frederiksberg Have, 2019. Forfatterens foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her