At bo i Lissabon er som at bo i en sang, skriver Susanne Sayers i sit rejsebrev fra en oktobernat i den portugisiske hovedstad, som hun har gjort til sit hjem.
Det er tæt ved midnat. Ude på Tejofloden spejler halvmånen sig i bølgerne, der driver saltluft med nattevinden ind over byen, som stadig er varm.
Tiden har som sædvanlig glemt Lissabon. Det burde være efterår, men tiden forsømte i skyndingen at komme forbi og ordne det nødvendige, så det er stadig sommer, selv om kalenderen om lidt bytter oktober ud med november. Det er en del af magien ved byen, den her følelse af, at tiden ikke rigtig går efter samme logik som andre steder. Her er lomme på lomme af glemt tid, ikke altid så åbenlyse som tidligere, men til at finde for den som bærer ønsket om det og ved, at det man søger, oftest kommer når man ikke jagter det, men tør tro på det.
Den tid som er forbi … det er selve grundtonen i den sang, som er Lissabon, hvor en endeløs strøm af toner føjer sig ind i hinanden. Saudade, længslen efter det, som var engang – børnene da de var små, ungdommens skønhed, den elskede som blev mistet til en anden, manden som døde på havet, barndommens gyldne somre … saudade er essensen af Lissabon.
Jeg bor i en sang, hvor duerne kurrer om morgenen, når vi sammen ser solen stå op over floden
Saudades datter er fadoen, den portugisiske blues som den stadig synges på knejper og i fadohuse, selv om den er korrumperet og stivnet i turistudgaver, der gør skæbnesangene pæne og romantiske, hvor de i deres sjæl rummer al livets modgang og med den evnen til at glæde sig over de små ting som duften af Lissabon – Lissabon dufter af månen, af blomster og af havet, synger vi. Fado er i glimt også glæden over hverdagen, men det vil være vold mod fadoens sjæl at gøre den pæn og opfatte den som romantisk, selv om den nogle gange lyder sådan. Fado er sorg, tab, længsel, styrke og livsduelighed, det er fattigmands fortælling om uretfærdighed og den ulykkesramtes kamp for at acceptere det uafvendelige.
Fadoen strømmer op til mig, hvor jeg sidder nu, i mit hjem på tredje sal. Det er mest turistudgaven, men endnu findes den ægte fado lyslevende, og fordi natten er varm, får jeg førsteparket til den om et par timer, når fadistaerne, fadomusikerne, samles på kirkepladsen tæt ved, hvor jeg bor. Så synger de ikke længere, hvad turisterne betaler for, men hvad de har på hjerte og vil imponere hinanden med. I sangen vil blande sig lyden af flasker, som åbnes, og glas, som klinkes, og hen mod daggry – det hedder madrugada her, er det ikke et smukt ord? – bliver sangene mere inderlige, og tonerne skævere. Når sangen afbrydes af de første klokkeslag fra Santo Estevao-kirken, er det tid til at bryde op, og en ny dag begynder.
Jeg bor i en sang, som får rytme af klemten fra sporvogne og deres hvinende bremser på vej ned ad Lissabons rutsjebanebakker, dunkende skibsmotorer fra floden, smældene fra vasketøjet i vinden – trusser, skjorter, natkjoler, arbejdsbukserne luftes ugenert fra hveranden lejlighed – kranerne ved kajen, pludrende fontæner, rullekufferters skramlen om morgenen, når turisterne slæber dem hen langs Lissabons kuffertfjendske chaussesten og indtager en af de Airbnb-lejligheder, som har inficeret Alfama og får de lokale til at skrive ‘Airbnb ødelægger, hvad du kom for at opleve’ på mure. Der er en særlig plads i helvede til turister med rullekufferter, de er en mislyd i en sang, som ellers formår at optage toner fra næsten alt og stadig lyde harmonisk.
Sangen om Lissabon er tunger fra hele verden, fra indvandrere og turister, flest af de sidste. Og det er digterne, altid digterne, som er med overalt
Jeg bor i en sang, hvor duerne kurrer om morgenen, når vi sammen ser solen stå op over floden og betragter, hvordan lyset langsomt giver bjergene på den anden side form. Hvor svaler og mursejlere hele sommeren bidrager som tusindvis af strygere hen over himlen, og nu er afløst af stære i knævrende allegro fra snart sagt alle trætoppe med irgrønne alexanderparakitter som larmende kontrapunkter i samspil med mågernes mol.
I nattevinden hvisker palmebladene tørt om, hvad de har set i dagens løb. Pinjer beskytter, oliven er for ældgamle til at lade sig mærke med deres nysgerrighed, men palmer er sladretanter, som gerne ofrer sandhed for sensation. “Har du hørt,” hvisker de nede ved havnefronten. “Ja, har du hørt,” gentager de lidt længere oppe i Alfama og udbygger historien, indtil de får bougainvilleaen til at rødme endnu dybere i natten og klamre sig til borgmuren på toppen af Lissabon af bare befippelse.
Men nattens sang er også ekkoer af skrigene fra de torturerede i fængslet tæt ved domkirkens, Sés, magttunge mure, hvor de politiske fanger blev stuvet væk under diktaturet. Frygten for PIDE, det hemmelige politi, vibrerer stadig dybest i gyderne. Var her støvletramp i natten dengang? Lød der dæmpede skud, når en politisk modstander skulle gøres tavs? Nogle gange kan jeg høre dem, når jeg ser et ‘viva Salazar’ dukke op som skriften på væggen.
Sangen om Lissabon er tunger fra hele verden, fra indvandrere og turister, flest af de sidste. Og det er digterne, altid digterne, som er med overalt og kan ‘kondensere hele verden i ét skrig’, som Florbella Espanca, måske den mest desperat lidenskabelige af dem alle, skriver i sit digt om at være poet. Camoes, Pessoa, Cesario Verde, Sophia de Mello – deres digtning lever endnu, citeres på cafeer, står på mure, er tatoveret på unge menneskers krop og i Lissabons sjæl.
Sangen om Lissabon er en sang om gamle damers skarpe blik på stort og småt i nabolaget og gamle mænds pralerier ved kortspillet i parkerne. Og sangen om Lissabon er tusind kaffeautomaters fælles dampende hvæs fra morgenstunden, det er den arrige lyd af en hvepsesværm fra trafikken på 25. april-broen, Lissabons svar på Golden Gate, det er gadefejerne, hundeglam, kattejammer. Det er i vintermånederne trommesolo fra regnen, der kan vælte ned så ubønhørligt som et angreb, det er i sommermånederne tordenskrald, det mumlende litani fra turiststrømmen i gaderne, hashsælgernes indsmigrende indbydelser, tuk-tuk’ers knallertlarm, heldigvis snart forbudt.
Sangen, jeg bor i, har klang af troper og Europop, af brasiliansk bossa nova, af morna fra Kap Verde, kizomba fra Angola, marrabenta fra Mozambique, her er hele suiter af trafikjam i myldretiden udsat for horn og sirener i gaderne omkring Marques de Pombal-rundkørslen, og her er idylliske pastoraler med susen i trætoppene og fuglekvidder fra de mange parker.
Og lige om lidt er sangen en vuggevise, bølgerne som slår op mod bredden, lyden af et skib, som glider gennem indsejlingen til det flade land længere oppe i deltaet, latter fra et værtshus, et dæmpet suk gennem et åbent vindue fra gaden overfor.
Smukke by, bær mig på dine toner ind i søvnen.
Alle fotos: Susanne Sayers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
