
NICARAGUA // BAGGRUND – Situationen i Nicaragua er gået fra slem til værre. Otte år efter at et folkeligt oprør mod det sandinistiske styre blev slået brutalt ned, øger landets magtfulde regentpar undertrykkelsen.
Det er snart otte år siden, at et folkeligt oprør mod det sandinistiske styre i Nicaragua blev slået ned med hård hånd, og cirka 300 demonstranter blev dræbt. I dag er situationen gået fra slem til værre for dem, der er uenige med landets diktatorduo, Daniel Ortega og hans kone Rosario Murillo.
Siden parrets magtovertagelse i 2007 har det gradvist tiltaget sig total kontrol over statsapparatet – lige fra regeringen til parlamentet og det juridiske system.
Mange nicaraguanere lever i en permanent frygt for, at undertrykkelsen skal få ram på dem. Vil de besøge familie eller venner uden for landet, risikerer de ikke at kunne vende hjem
Mange nicaraguanere lever i permanent frygt for, at undertrykkelsen skal få ram på dem. Vil de besøge familie eller venner uden for landet, risikerer de ikke at kunne vende hjem. I alle dele af samfundet er der folk, ofte fra sandinistpartiet, der holder øje med, hvad der foregår, og angiver folk, der på en eller anden måde udtrykker kritik.
Den uafhængige presse er blevet tvunget ud af landet, især til nabolandet Costa Rica. Civilsamfundet er stort set forsvundet, og over 5.000 organisationer er blevet forbudt eller forvist ud af landet.
Ligeledes er den katolske kirke blevet angrebet, og mange religiøse ledere er blevet udvist af landet. Ikke mindst jesuiterkirken er blevet forfulgt, og størstedelen af deres ejendomme er konfiskeret.
I en nylig rapport fra gruppen af menneskerettighedseksperter på Nicaragua, nedsat af FN’s Råd for Menneskerettigheder i 2022, redegøres der i detaljer for udviklingen siden oprøret i 2018.
Rapporten konkluderer, at det er en bevidst politik fra statens side at undertrykke enhver form for afvigelse, også inden for egne rækker, og neutralisere eller eliminere alle former for opposition mod regimet.
Man kan med rette tale om et totalitært samfund.
Listen over undertrykkelsestiltag er ifølge rapporten lang: Arrestation og fængsling, tvungne forsvindinger, uretfærdige retssager, tortur, trusler, fratagelse af borgerskab, konfiskation af ejendom og forbud mod at vende tilbage til Nicaragua efter en udlandsrejse er nogle af de mest almindelige tiltag, som nicaraguanere bliver udsat for.
Grænseløs forfølgelse
Hertil kommer en udbredt og efterhånden systematisk forfølgelse af nicaraguanske regimekritikere i eksil og af tilbageblevne familiemedlemmer.
Ifølge rapporten har Nicaragua i de sidste tre år udviklet et udbredt internationalt netværk for at overvåge og intimidere opponenter af regimet, der befinder sig uden for Nicaragua.
Der har endda været flere mord på regimekritikere i eksil, efter al sandsynlighed begået af folk med relationer til den nicaraguanske stat. Drabet på den tidligere general Roberto Samcam i Costa Rica i 2025 er det mest kendte.
Ekspertgruppen anfører en række eksempler på forfølgelse af kritikere i eksil i Costa Rica og Honduras, men også i europæiske lande som Belgien og Spanien, der huser mange nicaraguanske flygtninge.
Mange former for undertrykkelse bliver ulovligt finansieret af offentlige midler, der var tilsigtet eksempelvis sundhed eller uddannelse.
Det er uvist, hvordan Ortega og Murillo forholder sig til kritikken fra FN. Efter en tidligere kritisk rapport om Nicaragua meldte Nicaragua sig ud af FN’s Råd for Menneskerettigheder.
Under debatten om rapporten i FN’s Råd for Menneskerettigheder, der fandt sted den 16. marts, blev Nicaragua kritiseret af langt de fleste medlemmer af rådet.
Det eneste land, der ikke delte denne kritik, var Kina. Det skyldes formentlig det nære forhold mellem Nicaragua og Kina, som i de seneste år har fået tildelt store jordområder i Nicaragua, især til udvinding af guld.
Kina har fået råderet over noget, der svarer til 7-8 procent af Nicaraguas samlede areal, især på Atlanterhavskysten, hvor de oprindelige folk som miskitoerne har haft selvbestemmelse i mange år. Noget, der nu er en saga blot.
Rivaler elimineret
Det er især medpræsident Rosario Murillo, der er ansvarlig for de mange brud på menneske-rettighederne i Nicaragua. Ifølge ekspertgruppen tager hun alle væsentlige beslutninger og kontrollerer, at de bliver gennemført.
I de seneste år er de sidste af de nuværende kommandanter, der ledte revolutionen mod den tidligere diktator Somoza i 1979, faldet i unåde og er blevet elimineret eller fængslet.

Den sidste i rækken er Bayardo Arce, en af de historiske ledere, der i mange år var Daniel Ortegas nærtstående rådgiver, og som nu sidder i det berygtede fængsel La Modelo.
Bag denne proces står utvivlsomt Murillo, der forsøger at svække potentielle rivaler, så hun kan overtage magten, når den efter sigende svækkede Daniel Ortega går bort. Og der er en god grund til, at hun eliminerer sine konkurrenter. I mange sandinistkredse står Murillo formentlig ikke særligt stærkt. Også fordi hun ikke på fremtrædende måde deltog i den langvarige kamp mod Somoza i 1970’erne.
Mørk fremtid
Næste år er der præsidentvalg. De to medpræsidenter stiller givet op og vinder lige så givet valget. Og indtil nu har vi ikke set meget til forandringskræfter internt i landet. Størstedelen af oppositionen befinder sig i udlandet, men spredt på mange lande med ringe koordination og ganske fragmenteret. Den har hidtil ikke kunnet danne en fælles front mod diktaturet i Nicaragua.
Internationalt er Nicaragua ret isoleret. Fra USA’s side er Nicaragua langtfra lige så interessant som det olierige Venezuela eller Cuba, som har to millioner borgere i Miami og en udenrigsminister med cubansk baggrund.
Det ser ret mørkt ud for Nicaraguas nærmeste fremtid – medmindre nye grupper af unge mobiliserer sig med større succes end i 2018
Og i Latinamerika er der ikke blevet fremført megen kritik af styret eller gjort forsøg på at fremme en demokratiseringsproces. Heller ikke fra Mexicos side, der ellers har en mangeårig tradition for at mægle i konflikterne i Mellemamerika.
Det ser således ret mørkt ud for Nicaraguas nærmeste fremtid – medmindre nye grupper af unge mobiliserer sig med større succes end i 2018.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og