JAPAN // ANALYSE – Liberale medier i både Japan og udlandet har gang på gang påpeget et kæmpe paradoks i, at Sanae Takaichi på den ene side er Japans første kvindelige regeringschef, men på den anden side er stædig modstander af fx ægteskab mellem to af samme køn og kvinders ret til at beholde deres efternavn ved ægteskab. Japanekspert Asger Røjle Christensen tegner et portræt af Takaichi og ser på de sikkerhedspolitiske og økonomiske udfordringer, der venter.
Det billede, som vi alle sammen, inklusive jeg selv, har tegnet af Japans nye premierminister, Sanae Takaichi, som en ultrakonservativ figur, har vist sig mere nuanceret, efterhånden som vi i hendes korte tid som premierminister og især under den netop afviklede valgkamp har lært andre sider af hendes personlighed at kende.
Det er ikke kun os, der tidligere har taget fejl, men det er bestemt også hende selv, som bevidst har omskabt sit image for at fremstå på en ny måde, efterhånden som hun er kommet nærmere magten.
Sanae Takaichi er en sammensat figur. På nogle punkter ikke så konservativ, som hun er blevet fremstillet. På andre punkter endnu mere konservativ, end de fleste ved
Det friske, smilende, altid glade og positive billede af hende, helt anderledes end den traditionelle politikertype i Japan, som i søndags tog japanske vælgere med storm ved underhusvalget, er relativt nyt på den politiske scene. Tidligere opfattede de fleste hende som en mere stivsindet og konservativ nationalist.
Sanae Takaichis kvindepolitiske initiativer
I de senere måneder har traditionelt liberale medier i både Japan og udlandet gang på gang påpeget et kæmpe paradoks i, at hun på den ene side er Japans første kvindelige regeringschef, en kønspolitisk milepæl, men på den anden side personligt i nogle af de mest omdiskuterede kønspolitiske spørgsmål i Japan er stædig modstander af ægteskab mellem to af samme køn og kvinders ret til at beholde deres efternavn ved ægteskab.
De liberale medier har imidlertid kun tegnet en del af hendes kønspolitiske profil. Det hele er mere nuanceret.
Sanae Takaichi er med journalisten og ungdomsforskeren Waka Ikedas ord en ”konservativ feminist” og har faktisk i årenes løb i det japanske parlament markeret sig med, hvad de fleste vil opfatte som progressive kvindepolitiske initiativer.
I 2009 foreslog hun lovgivning, der skulle skærpe beskyttelsen i Japan af børn mod at blive seksuelt misbrugt, og som premierminister i de seneste tre måneder er et af de eneste nye politiske tiltag, hun i praksis har sat i værk, at hun officielt har bedt sin justitsminister om at undersøge mulighederne for at gøre det strafbart i Japan at købe sex, altså at kriminalisere de prostitueredes kunder – hvilket historisk set ville være en markant omvæltning i Japan.
Sanae Takaichi er personificeringen af et kvindeideal, som har været meget populært i det japanske samfund, især i de første årtier efter verdenskrigens afslutning for 80 år siden. Kvinder skulle være udadvendte og aktive i samfundet og kulturlivet, de skulle konstruktivt bidrage til alle mulige lokale forbruger-, freds- og forældregrupper – overvejende sammen med andre kvinder – men samtidig skulle de vel at mærke kunne klare at være den lattermilde krumtap i et velfungerende og harmonisk hjem, hvor børn kunne vokse op i tryghed.
Økonomien ser skrøbelig ud, og den kan blive endnu mere skrøbelig som et resultat af Takaichi-regeringens politik. Det vil for hende kræve mere end kvindelighed, friskhed, glade smil og dygtige trommesoloer at holde liv i populariteten i den situation
Ifølge den tids kvindeideal var kvinder i mange kredse aktive i samfundslivet, også til en vis grad i politik som Takaichi selv, men uden at det gik ud over familien. Hun repræsenterer med Waka Ikedas ord ”en konservativ feministisk tilgang, hvor man prioriterer økonomisk myndiggørelse og familieorienterede politikker inden for de traditionelle strukturer frem for strukturelle reformer, der udfordrer disse rammer”.
Et ideal, som i Japan har rødder i århundreders tre-generations-familier omkring rismarkerne ude på landet, men som i årtierne efter krigen blev pyntet og moderniseret med nogle glansbilleder af den frie vestlige kernefamilie efter amerikansk model. Disse glansbilleder sås overalt i kvindetidsskrifter og reklamer i den periode, Takaichi er vokset op.
Det kulørte og underholdende image
Når de unge i dag så godt kan lide Takaichi og hendes fremtoning, er det ikke mindst, hvis man skal tro en interessant artikel af Waka Ikeda, udgivet i sidste uge på webmediet Asia Pacific Journal, fordi mange af dem associerer den slags seje kvinder med deres egne mødre og bedstemødre og kan se, at det billede af premierministeren som en konservativ modstander af kvinders rettigheder, der tegnes i forældrenes medier, er fortegnet og alt for firkantet.
Dermed forkaster mange af de unge den kritiske fortælling om Takaichi i de gamle massemedier, vel at mærke også hvor den er underbygget og korrekt.
”Unge mennesker konkluderer rationelt, at de ikke kan stole på noget som helst fra disse kilder, herunder substantielle debatter om, hvorvidt hendes (Takaichis, red.) traditionelle tilgang til kønsspørgsmål faktisk gavner kvinders rettigheder (…),” skriver Waka Ikeda.
De gamle massemedier, som er fokus for hendes forskning, er jo alligevel altid helt firkantet mod Takaichi, så dem føler de unge ikke, de kan stole på. De unge vælger i stedet at basere deres holdning på det kulørte og underholdende image, som findes af hende i deres egne medier, som de kender og bruger, altså de sociale medier. Takaichi og hendes valgstrateger har dygtigt med deres personfikserede kampagne, rettet mod de samme sociale medier, bidraget til dette image.
”De 92,4 procent (som ifølge en undersøgelse er Takaichis opbakning blandt unge i tyverne, red.) afspejler ikke denne kompleksitet,” skriver Waka Ikeda. ”Det betyder sandsynligvis ikke, at unge mennesker er enige med hende på alle områder og er uvidende om de problematiske aspekter.”
For en ting er, at Takaichis kønspolitiske standpunkt er mere nuanceret, end det ofte fremstilles som. En anden ting er, at når hun holder fast i standpunkter, som klart er i modstrid med unge vælgeres tankegang, for eksempel i debatten om separate efternavne i et ægteskab eller kvindelig arvefølge i kejserfamilien, så afspejler det, at hun grangiveligt i andre sammenhænge er meget gammelkonservativ, også i forhold til den generelle holdning hos unge og ældre i Japan.
I en bog udgivet i 2021 skriver hun, at hun føler, at ”det prægtige ved det japanske folk, som gennem 126 generationer har modtaget verdens bedste kejserlige familie og arvet deres forfædres enestående DNA, grundlæggende ikke er forandret.”
Med andre ord: Den nuværende premierministers konsekvente modstand mod kvindelig arvefølge i kejserfamilien baserer sig på en etnisk baseret, nogle vil sige racistisk, myte. En myte, der næppe overbeviser ret mange i 2026, og på det punkt viser alle meningsmålinger, at hun er lodret uenig med et stort flertal af sine landsmænd.
Nippon Kaigi
Denne nærmest religiøse tiltro til gamle myter, som jo er fuldkommen fraværende i disse dages begejstring for den nutidige og moderne Takaichi, er forbundet med premierministerens medlemskab af Nippon Kaigi, en ultra-nationalistisk lobby-organisation med tætte bånd til konservative topfolk i dele af shinto-religionens hovedsæde, der ønsker en tilbagevenden til tiden før og under krigen, hvor shinto var en slags statsreligion.
Nippon Kaigi har som erklæret program at ”genskabe kejser-orienterede værdier” og argumentere for en ændret historieskrivning, hvor man benægter ellers veldokumenterede krigsforbrydelser, begået af den kejserlige hær under Anden Verdenskrig.
De fleste af Takaichis fæller på den nationalistiske fløj af det liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, er også medlem af Nippon Kaigi, og man kan nemt overdrive organisationens rolle i den praktiske politik, der føres af LDP. For mange af disse LDP-politikere handler medlemskabet mest om at sikre sig økonomisk støtte til valgkampe fra partiets gammel-nationalistiske bagland. Men Takaichis medlemskab afspejler ikke desto mindre en radikal konservativ forankring, som der også i selve Japan i disse ugers begejstringsrus er mange, der slet ikke er klar over.
Så Sanae Takaichi er en sammensat figur. På nogle punkter ikke så konservativ, som hun er blevet fremstillet. På andre punkter endnu mere konservativ, end de fleste ved.
Frem for alt har hendes anderledeshed i forhold til stort set alle andre politikere hos både regering og opposition bidraget til fascinationen af hende som landets leder – og dermed til hendes popularitet.
At hun som konservativ forsvarer af traditionelle familieværdier kan finde på at sætte sig hen og spille en heftig trommesolo til et af tidens store pophit. At hun er datter af en jævn politimand og en endnu mere jævn kontorarbejder i Nara, men har fået sans for dyre, moderigtige tasker og farverige dragter. At hun ikke er bleg for at knokle og ofre nattesøvnen for sit arbejde, og at hun derpå i træthed kommer til at sige sin mening om situationen i Taiwan endnu mere direkte, end det ifølge hendes talepapirer egentlig var hensigten. Alle den slags ting er der mange af vælgerne, som godt har kunnet lide at se fra deres regeringschefs side. Det er de ikke vant til.
”Udenrigspolitiske resultater”
Om hun så i højtidelige stunder sværger til fortidige myter om, at japanere er bedre end alle andre mennesker, det kan godt være, men det føles for mange unge vælgere fjernt og inderligt ligegyldigt. Fascinationen af hendes nutidige fremtræden har for mange været så stor, at man ligefrem har gidet stride sig gennem sneen i søndags og afgive sin stemme. Det er der mange japanske vælgere under fyrre år, der sjældent har gjort i deres hidtidige liv.
Nogle iagttagere har oven i disse faktorer i de seneste dage forklaret en del af hendes valgsucces med ”udenrigspolitiske succeser” i hendes første tid som premierminister. Men bortset fra at hun ved en bestemt lejlighed har turdet provokere det store Kina ved at kalde et scenarie, hvor det kommer til et væbnet opgør ved Taiwan, for en ”trussel mod Japans eksistens” og dermed en grund for Japans militære selvforsvarsstyrker til at gå i aktion – en udtalelse, hun omhyggeligt ikke har gentaget, men nægtet at trække tilbage – så består de såkaldte ”udenrigspolitiske succeser” vel egentlig mest i at have set godt ud ved en række topmøder. Resultater har hun endnu ikke kunnet fremvise, hverken i udenrigs- eller i indenrigspolitik.
Det er spændende, om populariteten hos såvel unge som ældre vil kunne holde, når hun skal til at levere resultater. Der er ifølge økonomer en overhængende risiko for, at hendes tilbagevenden til forbilledet og forgængeren (2012-2020) Shinzo Abes lempelige penge- og finanspolitik vil få den gældsplagede japanske økonomi til at køre helt ud over kanten. Således at japanske familier får endnu sværere ved at få husholdningsbudgettet til at balancere.
En lavere momssats på nogle varegrupper, som hun har lovet japanerne, vil selvfølgelig i kortere eller længere tid være en lettelse, men det vil på den anden side gøre det endnu sværere for Japan at have råd til de velfærdsudgifter, som den demografiske udvikling og skæve befolkningspyramide uundgåeligt vil medføre i løbet af få år.
Samtidig kan hendes festlige og hjertelige parløb med præsident Trump i USA komme til at halte gevaldigt, når og hvis det som ventet viser sig totalt umuligt for japanske virksomheder at komme op med de ufatteligt store investeringer i USA på 550 milliarder dollars, som i hendes forgængers tid blev lovet til Trump til gengæld for, at Japan allernådigst kunne slippe med 15 procents straftold, som også blev mange andre lande til del.
Økonomien ser skrøbelig ud, og den kan blive endnu mere skrøbelig som et resultat af Takaichi-regeringens politik. Det vil for hende kræve mere end kvindelighed, friskhed, glade smil og dygtige trommesoloer at holde liv i populariteten i den situation. Måske især hos de unge.
”Unge mennesker er hurtige til at hoppe ombord, men lige så hurtige til at hoppe af igen og flytte et andet sted hen,” som førnævnte Waka Ikeda er citeret i Japan Times for at sige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og