Samtykke politi

Samtykkeloven er en milepæl – nu gælder det om at sikre, at ofrene trygt kan gå til politiet

i Danmark/Politik & Samfund af
SAMTYKKELOV // KRONIK –  “Ingen skal dømmes uden beviser, heller ikke min voldtægtsmand. Men den eneste, som har været uskyldigt anklaget i min sag, er mig. Hvis samtykkeloven havde været indført, da jeg blev voldtaget, havde den taget en del af skammen og tvivlen fra mig. Men den havde ikke sparet mig for at opleve endnu et traume på politistationen. Samtykkeloven skal følges op af forbedringer, så voldtægtsofre fremover får den hjælp, de fortjener.”
Den 20. november starter Folketinget behandlingen af den nye samtykkelov.

Jeg ved stort set intet om det menneske, som slog mit liv ud af kurs. Jeg kender ikke hans fulde navn. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne genkende ham, hvis jeg så ham på gaden.

Jeg ved stort set intet, men jeg kan huske det vigtigste: at han hev fat i mit tøj, mens jeg rykkede væk, vendte ryggen til, klemte benene sammen, kiggede ned i madrassen og gentog ordene: “Jeg vil ikke det her, vi skal ikke det her”.

At jeg blev bange, når det ringede på døren. At jeg tabte mig flere kilo. At chokolade ikke længere smagte af noget

At han skældte mig ud, fordi jeg var irriterende at høre på. At jeg blev ved med at sige, at jeg ikke ville. At jeg troede, han havde forstået det, men at han i næste sekund havde lagt sig oven på mig, trukket mine strømpebukser og underbukser ned og var trængt ind i mig – for hurtigt til, at jeg kunne undvige.

At jeg blødte og havde smerter næste dag.

At jeg ikke kunne læse en tekst på arbejde, men bare stirrede på min computer og en gang imellem bevægede musen, så skærmen ikke blev sort.

At jeg blev bange, når det ringede på døren.

At jeg tabte mig flere kilo.

At chokolade ikke længere smagte af noget.

Når et andet menneske gør så meget skade på en, har man brug for at mærke, at samfundet fordømmer handlingen.

samtykke politi
Samtykkeloven er “vores lov. Alle borgeres lov, som nu slår klart fast, at det er ulovligt at have samleje med en, som ikke vil – uanset om han eller hun gør fysisk modstand”. Foto af Eva Aagaard: Carolina Segre.

På grund af en forældet lov og et system, som møder ofrene med mistro, oplevede jeg det modsatte.

Samtykkeloven skal fejres som den milepæl, den er. Men den kan ikke stå alene, hvis det for alvor skal gøres trygt at anmelde voldtægt

En samtykkebaseret voldtægtslovgivning vil rette op på det første. Euforien blandt voldtægtsofre og de organisationer, som taler deres sag, er stor og forståelig.

Det er deres lov. Vores lov. Alle borgeres lov, som nu slår klart fast, at det er ulovligt at have samleje med en, som ikke vil – uanset om han eller hun gør fysisk modstand.

Samtykkeloven skal fejres som den milepæl, den er. Men den kan ikke stå alene, hvis det for alvor skal gøres trygt at anmelde voldtægt. Politiet skal prioritere sagerne og uddannes i at håndtere ofrene. De kommende politiforhandlinger er en chance for at prioritere området og føre de gode intentioner i samtykkeloven ud i livet.

Voldtægtsofre er den gruppe af kriminalitetsramte, som er mest utilfredse med politiets håndtering.

Ifølge politiets tilfredshedsundersøgelse er 37 procent tilfredse med politiets håndtering af deres sager, 16 procent er hverken tilfredse eller utilfredse, og 47 procent er utilfredse. 22 pct. oplever ikke, at politiet tager deres anmeldelse seriøst.

Forklaringen fra politiet har været, at man er nødt til at stille svære spørgsmål, som kan opleves som krænkende, men som er nødvendige for efterforskningen.

Den besked er blevet gentaget i P1 af Claus Oxfeldt, formanden for Politiforbundet, og i Politiken af efterforskere fra København. Jeg fortæller min historie for at gøre det klart, at der er langt alvorligere problemer.

Der er blevet gjort meget for at forbedre politiets behandling af voldtægtsofre, men tilfredshedsundersøgelsen fra maj viser, at det stadig ikke er godt nok. Og de nye initiativer møder også modstand internt hos politiet

Og fordi jeg ikke er alene. Andre ofre har fortalt om at blive forsøgt talt fra at anmelde eller få at vide som det første, at de ødelægger gerningsmandens liv.

Jeg har talt med andre, som har oplevet svigt fra systemet, og for stort set alle forstærker det traumet. Modsat er det helende at blive taget godt imod – uanset om sagen ender med en dom eller ej.

Der er blevet gjort meget for at forbedre politiets behandling af voldtægtsofre, men tilfredshedsundersøgelsen fra maj viser, at det stadig ikke er godt nok. Og de nye initiativer møder også modstand internt hos politiet.

I Fagbladet Dansk Politi kritisererede anonyme efterforskere i 2019, at de nu er blevet pålagt at registrere alle voldtægtsanmeldelser som voldtægtsanmeldelser. Tidligere blev en del af sagerne registreret på et såkaldt undersøgelsesnummer og figurerede ikke i statistikken.

“Langt, langt de fleste sager er gråzonesager, som aldrig kan komme for retten”, siger en af de anonyme efterforskere i fagbladet.

»I en del af sagerne er anmelderen selv i tvivl om, hvorvidt det var et overgreb, men vedkommende føler sig krænket. Det kan vi ikke forfølge med straffeloven«, siger en anden.

Når man som offer læser de udtalelser, kan man få indtryk af, at det næsten er lige meget, om man anmelder, fordi sagen kan blive opgivet på forhånd. Man får også indtryk af, at nogle betjente mangler viden. For tvivlen og benægtelsen er typisk. Hvis en kvinde stiller spørgsmålet “blev jeg virkelig voldtaget?” og har brug for at høre svaret fra andre, er det ikke, fordi hun er utroværdig.

Det er, fordi hun er i gang med at bearbejde og acceptere en ny virkelighed, måske et nyt verdenssyn, som hun hellere ville være foruden.

Jeg var også i tvivl.

Min tvivl handlede om loven.

Jeg vidste ikke, om jeg havde gjort nok modstand til at fortjene retssystemets beskyttelse

Jeg var sikker på, at han vidste, det var ufrivilligt. Men jeg var ikke sikker på, om hans handling var ulovlig uden den samtykkelov, som regeringen dengang kun havde lovet. Jeg vidste ikke, om jeg havde gjort nok modstand til at fortjene retssystemets beskyttelse.

Jeg har hørt flere med kendskab til systemet opfordre voldtægtsofre til at kræve ordentlig behandling og tale deres sag over for politiet. Men det er man sjældent i stand til midt i en akut krisereaktion. Ingen har tid til at forberede sig på at blive et offer.

Jeg troede, mit liv skulle handle om helt andre ting dengang i efteråret 2019. Jeg var taget til fest, men havde fået for meget at drikke, havde det dårligt og ville tage tidligt hjem i seng. Jeg for vild i et mørkt område på vej til busstoppestedet. Gerningsmanden narrede mig ind i sin bil, som jeg troede var en taxa. I stedet for at køre mig hjem, som han havde lovet, kørte han til sin egen lejlighed.

Jeg har følt en masse skyld – og er blevet pålagt en masse skyld i den efterfølgende anmeldelsesproces – fordi jeg gik ’frivilligt’ med ham ind for at hente de cigaretter, som han sagde, han ville have.

Men i virkeligheden var der ingen frivillighed i den situation. For det første var jeg for påvirket til at føre en samtale, gå sikkert på benene og forstå, hvad der foregik omkring mig. For det andet var jeg bange for ham.

Jeg ved, at jeg var bevidst om ikke at give udtryk for interesse. Jeg ved, at jeg sagde fra, og han hørte det.

Jeg havde smerter og blødte fra de rifter, han havde givet mig i endetarmen, da han voldtog mig analt. Jeg var bange for, at min krop var gået i stykker

Da han indledte samlejet, blev jeg først chokeret og bange. Så gav jeg op og blev apatisk. Jeg lå ubevægelig, bortset fra da han ville kysse mig, og jeg vendte hovedet væk. Min passivitet var også modstand. Men det forstod jeg først senere. Mens det skete, reagerede jeg instinktivt.

Dagen efter skar jeg grimasser, når jeg hørte eller tænkte på ordet ’voldtægt’. Jeg kunne slet ikke få mig selv til at sige det højt. Jeg prøvede at finde ud af, om det, han havde gjort, var ulovligt.

Ifølge straffeloven var der tale om voldtægt, hvis der var brugt vold og trusler, eller hvis jeg havde været ude af stand til at gøre modstand. Ingen steder kunne jeg finde et klart svar på, om det var ulovligt, at han havde ignoreret det, da jeg sagde nej.

Jeg tænkte, at når loven var formuleret, som den var, skyldtes det nok, at de fleste ofre handlede anderledes. At de kæmpede fysisk imod, til de blev udsat for vold, med mindre de altså var bevidstløse. Loven bekræftede mig i min skyld og selvbebrejdelse.

Desuden vidste jeg ikke, om det nyttede noget at anmelde, for min hukommelse fra den aften var sløret, og jeg kunne ikke huske, hvor i byen lejligheden lå. Jeg bestemte mig for bare at komme videre i livet.

De næste dage havde jeg hjertebanken og følte mig rastløs og handlingslammet på en gang. Som om jeg havde brug for at løbe, men ikke kunne bevæge mig. Jeg havde smerter og blødte fra de rifter, han havde givet mig i endetarmen, da han voldtog mig analt. Jeg var bange for, at min krop var gået i stykker.

Jeg var usikker, skamfuld og i tvivl om, hvorvidt det, som var overgået mig, var ulovligt. I dag tror jeg, at betjenten fortolkede min tøven som tegn på, at jeg var utroværdig

Efter fire dage tog jeg på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, fordi jeg indså, at min zombieagtige tilstand ikke gik over af sig selv. Jeg havde brug for hjælp. Sygeplejersken, som undersøgte mig, sagde, at jeg havde været udsat for noget groft og anmeldelsesværdigt.

Jeg tog mod til mig, ringede til politiet og beskrev forløbet. Jeg var usikker, skamfuld og i tvivl om, hvorvidt det, som var overgået mig, var ulovligt. I dag tror jeg, at betjenten fortolkede min tøven som tegn på, at jeg var utroværdig. Eller også vurderede hun bare, at sagen var besværlig.

I hvert fald blev mødet på politistationen endnu et skår i min tillid til verden.

Det er jeg ikke den eneste, som har oplevet. Som led i lovpakken ved navn respekt for Voldtægtsofre fra 2016 fører de regionale statsadvokater tilsyn med voldtægtsområdet. Tilsynet har gennem flere år vist problemer – blandet andet med at sikre, at ofre bliver informeret om retten til en bistandsadvokat.

I seneste redegørelse står der, at »for Københavns Politi er der tillige rum for forbedring af sagsbehandlernes kompetencer og bistandsadvokatens tilstedeværelse ved første afhøring af forurettede«.

Det kan jeg skrive under på.

“Vi vil tale med dig, så vil vi tale med ham, og så vil vi lukke sagen”, sagde hun og fortalte, at en forsvarer let ville kunne anklage mig for at lyve

Jeg havde ingen bistandsadvokat med til samtalen, som betjenten indledte ved at sige, at der ikke ville blive gjort noget ved sagen, hvis jeg anmeldte.

“Vi vil tale med dig, så vil vi tale med ham, og så vil vi lukke sagen”, sagde hun og fortalte, at en forsvarer let ville kunne anklage mig for at lyve.

Hun stillede stort set ingen uddybende spørgsmål om hændelsen og spurgte heller ikke til undersøgelsen fra Rigshospitalet, som dokumenterede mine fysiske skader. Da hun havde lyttet til min beskrivelse af, hvordan jeg havde sagt nej igen og igen, mens en mand, jeg ikke kendte, indledte et samleje med mig, konkluderede hun:

“Jeg kan godt forstå, at du har dårlig samvittighed over, at du har knaldet med en eller anden udlænding til en julefrokost”.

Jeg var for paf til at finde på et ordentligt svar. Jeg ved stadig ikke, præcis hvordan ordene skulle opfattes, men jeg følte mig anklaget for enten selv at være skyld i voldtægten eller for at lyve. Desuden påduttede hun mig sine egne fordomme. Jeg havde ikke lagt vægt på gerningsmandens nationalitet, som jeg i øvrigt ikke kender. Det var og er ikke nogen vigtig oplysning for mig.

Betjenten sluttede samtalen af med at sige, at jeg kunne ringe dagen efter, hvis jeg stadig ville anmelde. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Mødet med politiet gjorde alting værre. Og det er svært nok at komme sig efter en voldtægt, selv med et støttende netværk som mit og en sundhedsforsikring, som dækker psykologhjælp.

Så anmeldte jeg voldtægten på en anden politistation. Denne gang blev jeg taget alvorligt og behandlet ordentligt

Med hjælp fra blandt andet psykologen og sygeplejersken på Rigshospitalet rystede jeg langsomt en del af skammen og frygten af mig.

Jeg blev vred. På gerningsmanden og på et system, hvor man kan risikere at blive behandlet, som om man er skyldig i falsk anmeldelse, til det modsatte er bevist.

Jeg klagede til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som endte med at tage sagen op som en pligtforsømmelsessag – noget, som bestemt ikke sker hver gang.

Så anmeldte jeg voldtægten på en anden politistation. Denne gang blev jeg taget alvorligt og behandlet ordentligt. Selvfølgelig var afhøringen udmattende og ubehagelig, og selvfølgelig blev der stillet svære spørgsmål.

Men efterforskeren var empatisk og fortalte mig, at min reaktion på overgrebet havde været normal. Mange ofre fryser og bliver passive.

Ifølge nogle undersøgelser drejer det sig om langt størstedelen. Det er en instinktiv overlevelsesmekanisme, som man ikke selv vælger.

Vi kørte rundt i flere timer i efterforskerens bil og ledte efter lejligheden uden held.

Selv om gerningsmanden ikke blev fundet, var det en stor hjælp at blive behandlet, som om skaden på min krop og psyke betød noget

Mine prøver fra Center for Seksuelle Overgreb blev undersøgt. Gerningsmandens dna blev fundet, men han var ikke kendt af politiet i forvejen og kunne derfor ikke identificeres, og derfor blev sagen henlagt.

Selv om gerningsmanden ikke blev fundet, var det en stor hjælp at blive behandlet, som om skaden på min krop og psyke betød noget. Og min sag kan blive taget op igen, hvis gerningsmandens dna en dag dukker op i forbindelse med en anden anmeldelse.

Min sag ville muligvis have været svær at bevise, men hvis der en dag er flere ensartede anmeldelser, kan der måske tegne sig et mønster. Derfor er det så vigtigt, at ofre tør anmelde, også i svære sager. Og at de ikke bliver afvist, når de prøver.

Alle, som anmelder en voldtægt, fortjener en empatisk behandling. Det kræver viden om almindelige reaktioner. Min opførsel var typisk, men hvis man ikke ved nok, kan de typiske reaktioner se mærkelige ud.

Jeg bebrejdede mig selv og bagatelliserede overgrebet. Jeg smed mine blodige trusser ud dagen efter i stedet for at gemme dem som bevismateriale. Jeg ventede med at tage på hospitalet og med at anmelde. Jeg kunne ikke sige ordet ’voldtægt’ højt – det er stadig svært for mig.

Det er et problem, hvis ofre bliver vurderet som utroværdige på grund af naturlige traumereaktioner. Eller hvis anmeldelser bliver afvist på forhånd på grund af en formodning om, at sagerne ikke kan blive til noget. Og det er et problem, at nogle politibetjente tilsyneladende overvurderer antallet af falske anmeldelser.

I 2009 viste en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, at andelen af falske voldtægtsanmeldelser ikke er højere end for andre forbrydelser – cirka 7,3 pct. Rapporten peger på, at nogle betjente tror, andelen er langt højere.

Som en mulig årsag nævnes det, at anmeldelser, som politiet ikke tror på, bliver afvist og ikke kommer med i statistikken. På et enkelt år var der for eksempel seks kvinder, som henvendte sig på Rigshospitalet i København for at få hjælp efter en voldtægt og senere blev afvist af politiet.

Før mit andet forsøg på at anmelde fortalte min psykolog mig, at ‘genanmeldelser plejer at gå meget bedre’. Men ’genanmeldelser’ burde slet ikke eksistere

Nogle kom tilbage og blev taget alvorligt anden gang. En sag endte med en dom til gerningsmanden. Så politiet har langtfra altid ret, når de taler et offer fra at anmelde.

Før mit andet forsøg på at anmelde fortalte min psykolog mig, at »genanmeldelser plejer at gå meget bedre«. Men ’genanmeldelser’ burde slet ikke eksistere.

Der er sikkert mange, som mener, at politiet skal gå hårdt til voldtægtsofre, fordi det er voldsomt at blive anklaget for voldtægt. Men en anklage om falsk anmeldelse er også voldsom.

Ofre fortjener ikke at blive mistænkeliggjort, når de gør det rigtige og fortæller om en gerningsmand. At forbrydelsen er alvorlig, bør selvfølgelig resultere i mere omsorg for ofrene.

Ingen skal dømmes uden beviser, heller ikke min voldtægtsmand. Men den eneste, som har været uskyldigt anklaget i min sag, er mig.

Med samtykkeloven vil voldtægtsofre vide uden skyggen af tvivl, at de har været udsat for noget ulovligt.

Når de viser tillid til retssystemet og går til politiet, skal de tages godt imod.

Jeg ved, at det kan lade sig gøre, for jeg har oplevet det – en grundig afhøring, hvor jeg både blev mødt med uddybende spørgsmål og empati. Hvor der blev lyttet til min forklaring og spurgt ind til detaljer, som senere kunne efterprøves. Fordi jeg blev behandlet ordentligt, blev min forklaring mere detaljeret.

Voldtægtsofre føler ofte skyld, skam og forvirring. Det er ikke en grund til at mistro dem. Men det betyder, at det kan være meget nemt at skræmme dem væk

Jeg har også oplevet at blive afvist helt uden kritiske spørgsmål på baggrund af en mavefornemmelse.

Men mavefornemmelser er ikke altid rigtige. Voldtægtsofre føler ofte skyld, skam og forvirring. Det er ikke en grund til at mistro dem. Men det betyder, at det kan være meget nemt at skræmme dem væk.

Jeg tror på, at mange i systemet anerkender problemet, og har lyst til at skabe forbedringer. Men ressourcer og strukturer skal være på plads, før det kan lykkes.

Samtykkeloven sikrer, at alle voldtægter langt om længe bliver ulovlige. Nu gælder det om at sikre, at ofrene trygt kan gå til politiet.


LÆS MERE OM SAMTYKKELOV OG #METOO I POV HER


Denne artikel har også været bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken den 5. september 2020. Politiet svarede Eva Aagaard med en artikel i samme avis, som kan læses her, hvis man er abonnent.


Topillustration: PxFuel.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Journalist i Danmark, forfatter i Norge. Skriver for flere forskellige medier. Udgav romanen “Døtre” på Forlaget Tiden i 2019.

Seneste artikler om Danmark

Synnøve Søe

Farvel Synnøve

SYNNØVE SØE // NEKROLOG – Synnøve er ikke mere. Det er ikke