FILM // ANMELDELSE – En af årets mindste film indeholder en af årets største filmoplevelser. Samsara er et reelt nyskabende filmværk, der drømmer om nye sammenhænge i verden.
Jeg ved godt, at branche-nyheder mest er for nørder, men at Grand Teatret tidligere på året købte den lille biograf Gloria på Rådhuspladsen i København – det er ganske enkelt en af de bedste ting, der er sket for dansk filmkultur meget længe. Den lille biograf med kun en enkelt sal er simpelthen det perfekte sted at sætte de helt små film op, og det har allerede på få måneder betydet, at københavnske filmentusiaster har fået tilbudt nogle helt vidunderlige smalle filmoplevelser.
Galiciske Lois Patiños Samsara er det smalleste tilbud hidtil. En eksperimenterende doku-hybrid, uden særligt meget plot, men til gengæld virkelig langsom. Den har så én genial, filmhistorisk, sublim, vidunderlig sekvens, men den bør man ikke spoile, så den kan jeg heller ikke rigtig bruge til at lokke publikum til.
Så jeg kan kun gøre én ting: Tigge og be’, om ikke vi kan få den her film til at gå for fulde huse. Lige meget hvor mange film du har set, så har du vitterlig aldrig set det fantastiske, der sker i Samsara. Det er en transcendent oplevelse, som kun fungerer i biografen, og som jeg kun kan opfordre til, at man tager imod.
Fra Laos til Zanzibar
Samsara består af to dele. Den første foregår i Laos, hvor en gammel kvinde er døende. Hendes unge ven kommer forbi og læser højt fra Den Tibetanske Dødebog for hende, så hun ikke skal være så bange. Derudover hjælper han en gruppe lokale munke-studerende med at komme rundt på floder, så der er rig mulighed for at diskutere buddhisme, liv, død og reinkarnation, men også hiphop og selfies, som selv buddhistiske munke kan lide at tage af sig selv.
Filmens anden del foregår hos muslimske fiskere på Zanzibar, Tanzania. Her leger en lille pige med sit gedekid, alt imens hendes mor samler svampe op fra havet og forsøger at få fat på en maskine, der skal kunne lave det til natur-sæbe, som vestlige turister åbenbart sætter pris på. Igen er der plads til både at diskutere ting som masai-folkets traditioner, såvel som vestlig turisme og lokal forurening.
Begge fortællinger forbinder altså det traditionelle og det moderne. Begge fortællinger er mere situationer end historier. Begge sekvenser er virkelig smukke og foregår i fantastiske landskaber, men de er også langsomme, og der laves mange andre moderne kunstfilm som dem for tiden.
Passagerne
Det geniale ved Samsara er den sekvens, som forbinder de to dele. Den passage, hvor vi rejser mellem de to fortællinger, mellem buddhismens Laos og det islamiske Zanzibar. Det er overvældende. Mange andre film forsøger sig med den slags passager for tiden, men Patiño gør det simpelthen bedre end nogen andre.
Det vidunderlige ved de her passage-værker er, dels hvor drømmende de er, men også at de virkelig føles som drømme om fremtiden.
For eksempel har jeg for nylig skrevet om argentinske Eduardo Williams, fordi hans The Human Surge 3 blev vist på CPH:DOX. I den første The Human Surge er der en passage, hvor kameraet dykker ned i en myretue i Mozambique, og da vi dukker op til overfladen igen, er vi i Filippinerne. I en anden argentinsk film på CPH:DOX, Lisandro Alonsos Eureka, følger vi en fugl, der flyver fra Pine Ridge reservatet i South Dakota, og da den lander i Brasilien, er vi også rejst tilbage i tiden til halvfjerdserne. Mærkelige passager er in for tiden. Så meget at jeg er begyndt at kalde de her film for ‘Passage-værker’.
Det var den tyske teoretiker Walter Benjamin, der skrev Passageværket, der med udgangspunkt i arkitektur a la Jorcks Passage (lokalitet i indre København, red.) analyserede hele det 19. århundrede. Han brugte for eksempel et citat af den franske historiker Jules Michelet: “Hver epoke drømmer om sin efterfølger.” Det vidunderlige ved de her passage-værker er ikke bare hvor drømmende de er – mærkværdige myretuer, tidsrejser, munke-udflugter – men også at de virkelig føles som drømme om fremtiden.
Nye sammenhænge
Lois Patiño er som nævnt fra Galicien i det nordvestlige Spanien, og hans første film som Coast of Death (2013) og Red Moon Tide (2020) dykkede ned i hans hjemstavn, et europæisk udkantsområde, der er præget af myter og urørt natur. Det er Europa, men et anderledes Europa.
De føles nærmest visionære, de her passage-værker. Patiño insisterer på, at vi kan finde indsigt ved først at stirre på nogle munke fra Laos, og derefter på en ged i Tanzania. Og hans filmsprog formår at skabe mønstre og sammenhænge mellem de to ting. Men drømmende mønstre, hvis betydning først vil vise sig om flere år.
Patiño insisterer på, at vi kan finde indsigt ved først at stirre på nogle munke fra Laos, og derefter på en ged i Tanzania.
Patiño ser selv en sammenhæng mellem Galicien, Laos og Zanzibar, omend den for mig virker noget uklar. Forståelsen af den sammenhæng hører måske en kommende epoke til, hvor verdens udkantspunkter finder kraft og sammenhæng hos hinanden, i stedet for blot at være defineret som anderledes end midtpunkter som EU og USA.
Tag den fornemmelse og læg en decideret genial sekvens dertil. Og så har du en af årets bedste film i danske biografer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og