POV BUSINESS // KOMMENTAR – “Der ligger et stort uudnyttet potentiale i både det private og offentlige Danmark, hvis vi begynder at arbejde bevidst med dette grundlæggende menneskelige behov for fællesskaber og mening på arbejdspladsen. Vi har alt for længe fokuseret på, HVAD vores opgaver er, og HVORDAN vi skal løse dem. Vi har ikke i tilstrækkelig grad fokuseret på, HVORFOR vi gør, som vi gør”, skriver iværksætter og bestseller-forfatter Jonathan Løw.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En hurtig rundspørge i mit nærmeste netværk gjorde for nylig en ting lysende klart for mig: Sammenholdet i de lokalforeninger, fodboldklubber og lignende, vi tager del i, når vi har fri, er som oftest langt stærkere end det, vi oplever på arbejdspladsen. Tag bare denne sommers EM i fodbold og den unikke holdånd, som Kasper Hjulmand og hans tropper udviste. En holdånd der inspirerede en hel nation.
Du tænker måske, at det er naturligt, for det ene er jo trods alt kun arbejde, mens det andet er fritid, men behøver det egentlig at være sådan?
Det fantastiske ved os mennesker er vores evne til at skabe fællesskaber og grupper. Vores overlevelse og fremskridt afhænger ganske enkelt af denne evne til at samarbejde og skabe relationer
Jeg har tidligere haft den store ære at skrive forordet til den amerikanske ledelsesguru Simon Sineks bog Find dit hvorfor. I bogen følger Simon Sinek op på bestselleren Start with why (dansk titel: Start med hvorfor) og stiller blandt andet spørgsmålet: Hvorfor har alt for mange mennesker det sådan med deres arbejde, at når de skal søge et nyt, så vægter de lønnen lige så højt som fællesskabet?
Fællesskab på arbejdspladsen
Det fantastiske ved os mennesker er vores evne til at skabe fællesskaber og grupper. Vores overlevelse og fremskridt afhænger ganske enkelt af denne evne til at samarbejde og skabe relationer. Ikke desto mindre synes vi et stykke ad vejen at være blinde over for denne tætte forbindelse imellem evnen til at forme stærke teams, og sandsynligheden for at opnå succes og udvikling.
Tænk over det på følgende måde: Vi ofrer gladeligt tid, energi, penge og andre ressourcer på at deltage i grupper, klubber og andre former for fællesskaber uden for arbejdet. Vi opfatter det som naturligt, og vi søger bevidst eller ubevidst efter andre mennesker, der deler vores værdier og interesser.
Vi vælger at investere det vigtigste, vi har – nemlig vores tid – sammen med dem. Og vi oplever, hvorledes det giver os værdi og glæde som mennesker. Det gør vi, fordi den menneskelige biologi er designet på præcis denne måde.
Men når det kommer til vores arbejdsliv, er det ikke altid sådan. Under finanskrisen oplevede vi, hvordan man i nogle grene af erhvervslivet var villig til at ofre hinanden for selv at komme højere op i organisationen.
Overvej lige engang, hvis vores soldater tænkte sådan, når de var på mission farlige steder rundt omkring i verden. Hvis de tænkte på denne selviske måde, ville de dø hver og en. Når mennesker sættes i sådanne spidsbelastninger, finder de ud af, at hvis ikke de har hinanden, er de prisgivne.
Start med ‘hvorfor’
Der ligger et stort uudnyttet potentiale i både det private og offentlige Danmark, hvis vi begynder at arbejde bevidst med dette grundlæggende menneskelige behov for fællesskaber og mening på arbejdspladsen.
Vi har alt for længe fokuseret på, HVAD vores opgaver er, og HVORDAN vi skal løse dem. Vi har ikke i tilstrækkelig grad fokuseret på, HVORFOR vi gør, som vi gør.
En fodboldklub eller jeres lokale vejfest bør ikke opfattes anderledes end det sted, I arbejder. Det er nemlig præcis de samme ting, der er tale om. Det er i alle tilfældene en gruppe af mennesker, som går sammen om noget, de tror på
Dette HVORFOR handler ikke om at tjene penge. Profit er et resultat af de ting, vi foretager os. Ikke et formål. Sådan sagde Simon Sinek i sin berømte TED Talk, der er set af flere end 40 millioner mennesker over hele verden, og det fik folk i gang med at tale om dette HVORFOR.
Udfordringen er imidlertid, at der aldrig rigtig blev bygget bro imellem de væsentlige samtaler, vi havde, og den faktiske kultur, vi oplever i hverdagen. Resultatet af dette har nogle steder været, at man godt kunne se fornuften og meningen i også at italesætte hvorfor, men at det hurtigt gled i baggrunden til fordel for daglige opgaver og drift.
En fodboldklub eller jeres lokale vejfest bør ikke opfattes anderledes end det sted, I arbejder. Det er nemlig præcis de samme ting, der er tale om. Det er i alle tilfældene en gruppe af mennesker, som går sammen om noget, de tror på. Hvis du tænker, at det gør I da ikke på din arbejdsplads, er det måske lige præcis dér, problemet ligger begravet.
Så er det nu, I skal ud og finde jeres hvorfor. Hvorfor? Fordi det kan betale sig, både for det enkelte menneske og for hele jeres organisation.
LÆS ALLE JONATHAN LØWS ARTIKLER HER
LÆS FLERE ARTIKLER OM ARBEJDSLIV OG FÆLLESSKAB HER
Topfoto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her