SIKKERHEDSPOLITIK // KOMMENTAR – Brigadegeneral og historiker Michael H. Clemmesen er dybt bekymret for Ukraines, og Vestens, sikkerhedspolitiske fremtid. Hvis ikke vi genopbygger de europæiske kernevåbenstyrker til den mere varierede sammensætning, de havde i 1980’erne, må vi konstatere, at Europa tabte anden halvleg af den kolde krig, skriver han.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Senest efter et par år med Trump som genvalgt præsident (men nu sandsynligvis før) er Ukraine tvunget til fred (benævnt og reelt kun en våbenhvile) på russiske betingelser (med USA’s accept = støtte).
Bortset fra at Trumps genvalg som bekendt og heldigvis fortsat ikke er givet, bygger scenariet, dvs. udviklingsmuligheden, på en fortsættelse af den aktuelle tendens og faktiske udmeldinger om hensigter og problemer.
Rusland fortsætter oprustningen i forlængelse af sit 17.12.2021-ultimatum, der havde til klart formål at ødelægge Nato
Rest-Ukraine er med russisk støtte således i 2028 på vej mod det lovede EU-medlemskab. For Rusland er formålet, at EU svækkes af belastningen fra genopbygningen og den store demoraliserede ukrainske befolkning, der dermed får udsigt til at blive en del af det indre marked med den hermed forbundne frie bevægelighed for personer.
Herefter fortsætter Rusland oprustningen i forlængelse af sit 17.12.2021-ultimatum, der havde til klart formål at ødelægge Nato. Man opmarcherer i Belarus og det vestlige Rusland mod Polen og det tyndt forsvarede Baltikum med tyngde mod Litauen.
Det sker med det udtrykte mål at få fremmede styrker ud af Østeuropa og samtidig skabe forbindelse fra Belarus til Kaliningrad på tværs af “Suwalki-korridoren” – se kortet nedenfor:
De amerikanske enheder i den USA-ledede Nato-brigade i det nordøstlige Polen, der skulle beskytte korridoren, er allerede ude/på vej hjem efter direkte aftale mellem Trump og Putin.
Der indledes en omfattende hybrid undergravende indsats mod resten af Baltikum fokuseret mod de ikke-baltiske mindretal i Estland og Letland. Dens karakter er som Hitlertysklands mod Sudeterlandet halvfems år tidligere.
Samtidig indledes også en cyber- og fysisk sabotageoffensiv mod landenes internetinfrastruktur (som i Danmark eksempelvis NETS og Sundhedsplatformen) og en diskret sabotage af infrastruktur på havbunden i Østersøen, Nordsøen, Kanalen og Norskehavet.
Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og de har p.t. kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet
Den konventionelle opmarch bakkes eksplicit op af en kernevåbentrussel med et stort antal af jord-til-jord-præcisionsmissiler, der kan udrustes med kernevåben.
Alt dette skal ses i sammenhæng med den klart demonstreret svigtende vesteuropæiske evne til hurtigt at opbygge sine forsvarskapaciteter.
Efter 2014 var der blevet placeret små, rent symbolske, allierede styrker i Baltikum. Disse “kampgrupper” var ledet af Storbritannien i Estland, Canada i Letland og Tyskland i Litauen. Efter 2022 skal de tre større lande booste styrkerne op til en lidt mindre symbolsk brigaderamme.
Men det er ikke ligetil. Tysklands forsvarsministeren har nu ganske vist indgået en aftale med Litauen om at ville have brigaden klar om 3-4 år. Men forsvarsbehovet er efter min gennemrekognoscering af grænseområderne på mindst seks tyske brigader ud over de tre lettere udrustede litauiske brigader:
Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og nu kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet.
Her er forsvarsbehovet efter min gennemrekognoscering af grænseområderne på mindst seks tyske brigader ud over de nuværende tre lettere udrustede litauiske brigader: en division med tre tyske og en litauisk brigade i vest ved Kaliningrad-grænsen og kysten, en division med tre tyske og to litauiske brigader i øst op mod dem lange skovrige grænse til Belarus.
I det omfang, europæerne taler om den kernevåbenafskrækkelse, der kunne afparere russisk pres, ser vi desværre som altid en politisk naivisme som reaktion – ofte kombineret med berøringsangst – med andre ord: varm ordluft.
Frontlinjelandene må på en måde gives adgang til “aftrækkeren” enten gennem egne våben eller franske våben på deres jord – med andre ord kernevåben, der kan nå Sankt Petersborg
Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og de har p.t. kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet.
Genopbyg Europas kernevåbenstyrker – eller tab den kolde krigs anden halvleg
Som jeg ser det, er der som minimum et behov for at genopbygge de europæiske kernevåbenstyrker til den mere varierede sammensætning, de havde i 1980’erne, med våben med kortere rækkevidde fra fly og på missiler (som det franske HADES-system).
For at gøre det sandsynligt, at de derefter anvendes til andet end afskrækkelse af ejerlandene, må frontlinjelandene på en måde gives adgang til “aftrækkeren” enten gennem egne våben eller franske våben på deres jord – med andre ord kernevåben, der kan nå Sankt Petersborg.
Uden dette må vi konstatere, at Europa tabte anden halvleg i den kolde krig, en konflikt, som man fornægtede eksisterede.
Læs flere analyser og kommentarer om forsvars- og sikkerhedspolitik af Michael H. Clemmesen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
