AKTIV DØDSHJÆLP // KRONIK – Idéen om selv at bestemme, hvornår man vil dø, lyder besnærende i vores individualistiske kultur. Problemet er bare, at den enkelte persons frihed til at bestemme selv vil få voldsomme konsekvenser for en masse sårbare mennesker, skriver Esben Kjær. Så hvad vejer tungest?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis du var lam fra halsen og nedefter, ville du så ikke gerne dø? Det ville Preben – hovedpersonen fra DR-dokumentaren På tirsdag skal jeg dø om den lammede mands sidste tid før hans assisterede selvmord i Belgien – som han ifølge tv-serien var helt afklaret om.
Dokumentaren blev set af en million mennesker og brugt som begrundelse for både borgerforslaget om at tillade ”aktiv dødshjælp”, som denne form for selvmord poetisk hedder – og af statsministeren, da hun for godt et år siden på Folkemødet fremsatte idéen om at indføre retten i Danmark.
Problemet er bare, at Preben IKKE var afklaret. At han stadig havde livslyst. Men at han ikke ville være til besvær. Og at han blev fanget i at være hovedpersonen i en tv-serie, hvis klare præmis var, at han skulle dø. I hvert fald ifølge Prebens nære ven, Freja Polonius, som fulgte ham tæt hele vejen til enden – og som siden har haft så store samvittighedskvaler over forløbet, at hun i dag dedikerer meget af sin tid til at advare mod at legalisere dødshjælp – og undsige DR’s dokumentar, hvor al Prebens tvivl ifølge Polonius systematisk blev klippet bort:
”Preben var i konstant splittelse over, hvor meget han kunne bidrage med, og hvor meget han var til besvær. Han drømte om at studere religionsvidenskab på universitetet og med sin gode og sprøde stemme indlæse lydbøger og naturfilm.”
Så til at blåstemple regeringens politik har hun nedsat et alternativt udvalg fuldt af ja-sigere med det malende navn ”Udvalget for en mere værdig død”
Prebens tvivl og livslyst på trods af det værst tænkelige er typisk for mange mennesker på kanten af livet. Der er liv tilbage i selv de mest håbløse situationer – navnlig når man ikke tilbydes en ”nem” vej ud.
Derfor møder sundhedsprofessionelle, der arbejder med døende, stort set aldrig ønsket om statsassisteret selvmord – kun fra pårørende, der efterspørger ”en værdig død”; en betegnelse, som ingen ved, hvad betyder, men som de døende selv aldrig tager i deres mund.
Mette Frederiksen nedsætter nyt udvalg, efter Etisk Råd sagde nej
Men at den form for selvmord i dag er en af de hyppigste dødsårsager i Holland viser, hvor voldsomt det ændrer vores menneskesyn, hvis døden går fra at være et givent vilkår til noget, vi tror, vi kan styre. Og kontrol er noget, vi vil have på disse individualistiske breddegrader – nu også over døden.
Det vil statsministeren. Og hun vil have eksperternes ja til at fremsætte forslaget i Folketinget. Uheldigvis sagde Etisk Råd rungende nej. Så til at blåstemple regeringens politik har hun nedsat et alternativt udvalg fuldt af ja-sigere med det malende navn ”Udvalget for en mere værdig død” – ledt af etikprofessor Thomas Søbirk og med Kathrine Lilleør – Danmarks formentlig eneste præst, der er tilhænger – som kransekagefigur.
Vi forstår godt ønsket om selvbestemmelse. Men denne selvbestemmelse skal vejes op imod konsekvenserne for andre. Og de er simpelthen for store
Udvalget er ikke tynget af den store indsigt i virkeligheden. Medlemmernes udtalelser som ”Aktiv dødshjælp praktiseres allerede i Danmark”, ”Når læger kan slå sig selv og deres nærmeste ihjel, skal alle andre også have muligheden”, ”Der er ingen glidebane” og lignende fra Søbirk-udvalgets fiktive univers har efterladt de rigtige eksperter måbende. Men det spiller næppe nogen rolle for regeringen, så længe udvalget leverer sit ja.
Syv grunde til nej til statsassisteret selvmord
Den tyngdelovsfrie debat om emnet beskrevet ovenfor er netop årsagen til, at vi dannede netværket ”Nej til Statsassisteret Selvmord”. Det består af cirka 100 lægeprofessorer, hospiceledere og andre med konkret indsigt i døendes vilkår. Formålet er at kvalificere debatten. Netværket har formuleret syv grunde til, hvorfor det er så farligt at indføre retten til statsassisteret selvmord. Vi forstår godt ønsket om selvbestemmelse. Men denne selvbestemmelse skal vejes op imod konsekvenserne for andre. Og de er simpelthen for store. Her kommer grundene:
1. ”Aktiv dødshjælp er de raskes svar på de syges problem.” Ifølge meningsmålinger er tæt på 80 procent af danskerne tilhængere – men kun 17 procent ved rent faktisk, hvad aktiv dødshjælp er. Og man spørger kun de raske. Spurgte man i stedet de terminalt syge, ville man få et helt andet billede. Medlemmerne af vores netværk møder som sagt næsten aldrig ønsket fra de døende selv – de har typisk travlt med at få det sidste af livet med.
I dødshjælps-landene Holland og Belgien viser forskning og observationer, at patienterne overvejer statsselvmordet, lige når diagnosen er faldet, men at interessen falder, når den syge oplever, at der er hjælp og liv tilbage.
2. ”Ubærlig lidelse kan lindres.” Mulighederne for at lindre de døendes lidelser i dag er så udviklet, at langt de fleste lidende patienter ved den rette behandling kan holde lidelsen på tålelig afstand. At Folketinget slet ikke har sat penge nok af til ordentlig palliation, som dette felt kaldes, er ikke i sig selv et argument for at legalisere statsassisteret selvmord. Det er et argument for bedre palliation.
3. og 4. ”Det frie valg er ikke kun frit” og ”vil presse de syge”. Det er velkendt, at kronisk syge og mennesker med handicap kan føle sig til besvær. Med statsassisteret selvmord giver samfundet dem en skræmmende måde at løse ”problemet” på. Som de benytter sig af.
I den amerikanske delstat Oregon, som Søbirk-udvalget er meget forelsket i, steg antallet af dem, der nævner frygten for at være til besvær som årsag til at vælge statsassisteret selvmord, fra 13 % i 1998 til 59 % i 2019. Det ser vi også i Holland, Belgien og Canada.
Herhjemme siger tidligere formand for Etisk Råd Jakob Birkler: ”Det er sin sag at være dødssyg og samtidig skulle forholde sig til patienten på nabostuen, der netop har modtaget det, som bliver kaldt ’den sidste værdige hjælp’. Desto værre bliver det, når ens egen situation reelt er langt værre i sammenligning med patienten inde ved siden af, som netop har fået dødssprøjten. Her er det sin sag at ligge familien og sundhedsvæsenet til last, når man bliver mødt med en tavs fortælling om ens liv som uværdigt.”
5. ”Statsassisteret selvmord fører til mere kynisme og forråelse.” Her er et skræmmende eksempel på forråelse fra Holland: En begyndende dement kvinde sagde, at hun ville have aktiv dødshjælp, når hun blev dement nok – men også, at hun selv ville sige til. Demensen steg, men hun sagde ikke ”til”. Men lægen tog hendes oprindelige tilsagn som et ja og kom sovemiddel i hendes kaffe. Da lægen skulle give sprøjten, vågnede hun op og gjorde modstand – men hun blev holdt nede og fik sprøjten. Så meget for ”en værdig død”. Sagen gik hele vejen til højesteret, hvor lægen blev frikendt.
Mennesker med handicap er særligt bange for dødshjælpens effekt på menneskesynet. Lektor Heidi Janz fra Alberta Canadas Universitet har udtalt om retten dér: ”Loven opererer i bund og grund ud fra den præmis, at liv, der leves med handicap, ikke er værd at leve. Det er racehygiejne forklædt som selvbestemmelse.” Professor Tim Stainton fra British Columbia Universitet supplerer: ”Den canadiske lov er sandsynligvis den største eksistentielle trussel mod mennesker med handicap siden nazisternes eutanasi-program. Ikke fordi vore dages dødshjælp kan sammenlignes med nazisternes massedrab på handicappede i 1930’erne. Men fordi personer med handicap ikke kan få den hjælp, de behøver, men tilbydes døden som alternativ.”
I Søbirk-udvalget taler man ikke om handicap som en gyldig grund til at vælge dødshjælp. Men det kan meget vel komme, jævnfør vores argument nedenfor om ”glidebanen”.
6. ”Statsassisteret selvmord bliver en behandlingsmulighed for et presset sundhedsvæsen.” Ingen forestiller sig store offentlige dødshjælps-kampagner. Men statsassisteret selvmord kan alligevel komme snigende som behandlingsmulighed: Den 40-årige, canadiske familiefar, Sean Tagert, havde ALS og derfor brug for hjælp døgnet rundt. Han blev tilbudt plads på et plejecenter fire timer fra sin familie. Og pga. pladsmangel måtte han også sige farvel til det computersystem, der satte ham i stand til at kommunikere. Han ville derfor i praksis miste kontakten til sin familie. Men myndighederne fik lige nævnt, at der jo også var aktiv dødshjælp. Og dét var, hvad han valgte.
7. ”Statsassisteret selvmord bliver en glidebane,” hvor stadig flere vil have rettigheden. I Holland startede det som en ret til terminalt syge voksne. Men siden er det skredet fuldstændigt.
Så i dag kan hollændere, der er deprimerede, og børn ned til ét år også få sprøjten. I Belgien er mennesker med aldersskavanker næststørste modtagergruppe af dødshjælp. I Oregon er antallet af dødshjælpsansøgere, der henvises til psykologisk undersøgelse og dermed aktiv livshjælp faldet fra 43,5 % i 1999 til 5 % i 2003 til under 1 % 2022. Glidebanen er en realitet.
Så konsekvenserne er tunge. Spørgsmålet, alle må stille sig, er: Hvad vejer mest – din selvbestemmelse, eller dens konsekvenser for andre? Svaret er et individuelt og vanskeligt samvittighedsspørgsmål. Men når tilhængerne hævder, at der ikke er nogen konsekvenser, er det grov manipulation.
”Nej til Statsassisteret Selvmord” er et netværk af omkring 100 hospitalslæger, sygeplejersker, hospitalspræster, hospiceledere og andre, der arbejder med døende eller på anden måde har døden tæt på i deres arbejde.
Netværket er dannet for at kvalificere debatten om aktiv dødshjælp, som ifølge initiativtagerne var for ensidig og unuanceret. Medlemmerne er alle enige i de syv punkter, som er beskrevet på www.nejtilstatsassisteretselvmord.dk og som også er gennemgået i denne artikel.
Læs mere i POV om debatten om aktiv dødshjælp her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og