DAGENS POV // #CPHPRIDE – Det er efterhånden ikke Copenhagen Pride Week og de dertilhørende parader og events, der vækker opsigt. Det er mere den måde, hvorpå arrangørerne opfatter sig selv som tolerancens forkæmpere, men ærligt talt fremstår som det modsatte, når de fyrer, udelukker og censurerer deltagerne og ser såkaldt rainbow-washing alle steder.
Jeg kender en del bøssepar, der aldrig kunne drømme om at deltage i en Pride-parade, ganske enkelt fordi festen ikke er, hvad den har været. Dels er kampen for homoseksuelles rettigheder herhjemme så godt som vundet, men måske endnu mere vigtigt: I dele af det såkaldte LGTBQ+-miljø er man blevet lige så intolerante som de bøsseforskrækkede borgere, man oprindeligt ville udfordre og manifestere sig over for, ved netop at køre gennem hovedstaden med læderrøven i klaskehøjde på ladet af diskopumpede lastbiler indhyllet i glitter, fjerboa og regnbueflag.
Vi har alle set det nu, for mediebevågenheden har været enorm, og skønt optoget stadig er festligt og underholdende, så efterlader bevægelsen generelt et sløret spor af ekskluderende adfærd. Faktisk ser det fra min heteronormative fletstol (og ja, undskyld for min hvidhed, min heteroseksualitet og enormt binære kønsforståelse) ud til, at siden den første danske Gay Pride i 1996 er arrangørernes totalitære tilgang vokset i takt med arrangementets popularitet.
Man kan vel nærmest tale om en slags repressiv tolerance, når man overordnet ser på, hvordan Pridens ledelse selv håndterer den mangfoldighed og inklusion, de værdsætter så højt.
Forleden læste jeg at komikeren Sarah Silvermann er blevet fyret fra en filmrolle, fordi hun for 12 år siden havde lavet en blackface-sketch. Altså malet sig sort i ansigtet for sjov, som en slags satire. Det kan tidens tolerante ikke se det sjove i, for de tolerante er de nye dødbidere
Senest er sangerinden/kunsteren O/RIOH med det borgerlige navn Rikke Østergaard blevet taget af plakaten, da hun kritiserede Pride Week for at navne som Tina Dickow, Birthe Kjær og ikke mindst Infernal skulle optræde.
De repræsenterer ikke LGBTQ+-miljøet, forstås, skønt bøsserne som bekendt og over en bred kam gerne sejler med på den knaldrøde gummibåd, mens Lina Rafn faktisk er fortaler for bøsser og lesbiske og alle andre afarter af seksuelle minoriteter. Lige lidt hjalp det. Rikke O/RIOH syntes, det var for dårligt, hvorfor arrangørerne fyrede hende som optrædende. Intolerance møder intolerance, og beviser at minus og minus ikke giver plus.
https://www.instagram.com/p/B1GhWSMhn0_/
Man skulle nærmest ikke tro, at det i princippet er muligt at ekskludere fra en inklusionsfestival, men det er sådan, det er blevet: De tolerante er de nye intolerante, hvorfor også Jim Lyngvild for seks år siden blev fyret som vært for Pride, da han i en hel anden forbindelse havde udtalt at det kun er små bøssekarle, der piver, når de bliver tatoveret. Jeg peb sgu lidt, da jeg engang blev tatoveret, så måske er jeg også en lille bøssekarl, men sjovt nok bliver jeg ikke krænket over, at Jim engang imellem er helt ude i lyngen retorisk, for det skal man måske være en stor bøssekarl for at blive, måske endda sådan én, der sidder ved magten i Copenhagen Pride-ledelsen.
Engang var det altid sjovt, når der kom en homoseksuel ven med til festen, nu kan man dårligt tale frit, hvis LBBTQRSTUUUH (sæt selv flere bogstaver på) er til stede, for jeg vil med en stærkt generaliserende og dog lettere løst håndled gerne slå fast, at elitebøsserne efterhånden virker humorforladte og krænkelsesparate. Forleden læste jeg at komikeren Sarah Silvermann er blevet fyret fra en filmrolle, fordi hun for 12 år siden havde lavet en blackface-sketch. Altså malet sig sort i ansigtet for sjov, som en slags satire. Det kan tidens tolerante ikke se det sjove i, for de tolerante er de nye dødbidere.
Det hænder faktisk, at jeg her fra min enormt hvidhedsagtige, heteroseksuelle og stærkt binære fletstol får ideen at lave en Hetero Pride, hvor helt almindelige og seksuelt ikke-opsigtsvækkende personager som mig vil forsøge at stable ligesindede sammen på en havetraktor og køre gennem Nørrebro, stadset op med countryrock, sokker i sandaler og min lille filipina-kone på armen
Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Tænk, hvor vindtørt og småligt det faktisk fremstod, da det i 2012 kom frem, at et heteroseksuelt par var blevet smidt ud af Never Mind Bar, en kendt bøssebar i København, fordi de havde kysset. Det var simpelthen grænseoverskridende for de tilstedeværende homoseksuelle, at man kunne have en anden seksualitet end dem, altså være straight og således opstemt af alkohol og festlig stemning få lyst til at kysse sin kæreste.
Jeg ser i dag det spektakulære kys som en slags omvendt Pride, en manifestation, en lillebitte mini-udgave af, hvad der ruller igennem hovedstaden i en hel uge. For vi skal forstå, at i homomiljøet er man træt af, at heteroerne besøger byens gaybarer. Det blev sagt højt i den efterfølgende debat. Tænk, hvis man på en heterobar afviste bøsser med samme begrundelse, hvilket ramaskrig! Nå ja, det var jo derfor, Priden startede i sin tid, det må man lige minde sig selv om.
Det hænder faktisk, at jeg her fra min enormt hvidhedsagtige, heteroseksuelle og stærkt binære fletstol får ideen at lave en Hetero Pride, hvor helt almindelige og seksuelt ikke-opsigtsvækkende personager som mig vil forsøge at stable ligesindede sammen på en havetraktor og køre gennem Nørrebro, stadset op med countryrock, sokker i sandaler og min lille filipina-kone på armen. Som Pride-bevægelsen selv skriver på deres hjemmeside, under rules of conduct:
Vær bevidst om din egen position og dit privilegium. Stil ikke spørgsmålstegn ved folks levede erfaringer
Der foregår mange spændende ting under sådan en ugelang mangfoldighedsfest. Du kan gå til trans/non-binær samtalesalon og noget med normkritik, og der er også Drag For Begyndere. Mit modsvar vil være Samtalesalon for Alle, Normforståelse og Missionæren for Begyndere. I min hetero-uge vil der også være plads til en sjov polterabend af den slags, hvor en voksenbaby sælger kys for en tier. Det er forbudt til den ’rigtige’ Pride.
“Vi kan ikke have stive mennesker, der skal giftes, ved siden af folk, der demonstrerer mod, at homoseksuelle bliver jagtet i Tanzania,” har Pride-kommunikationschef Thomas K. Rasmussen engang udtalt til TV 2 Lorry. Men man må godt give sig selv og vennerne et champagnelavement på nærmeste blokvogn, forestiller jeg mig. Altså, til vores heteroseksuelle udgave. Så tolerante er vi nemlig, mens vi demonstrerer for retten til at kysse et andet køn i Indre Gay København.
Det nyeste tolerance-tiltag fra Thomas K. Rasmussen og Pride-ledelsen er, at virksomheder nu skal ansøge om at støtte op om paraden. Er din arbejdsplads ikke rummelig nok i forholdet til antallet af LGTBQ+-ansatte, har chefen ikke været på kursus i LGTBQ+-problematikker, eller har HR-ledelsen svigtet i forhold til at få udstyret firmaet med unisex-toiletter, så kan du sgu rende og skide høns et sted i provinsen.
Det ligner mere og mere en ekskluderende fest. Ærgerligt, for intentionen var vist en helt anden
Priden vil have nedskrevne procedurer, der gavner deres sag, for nu er det slut med fænomenet rainbow-washing eller pink-washing, som det også kaldes, når for eksempel 7Eleven sælger to go-kaffe i regnbuefarvede kopper, eller Dansk Industris hovedbygning iklæder sig regnbuefarver, eller Nordea i anledning af festen har navngivet sin ATM for GAYTM.
Selv om erhvervslivet sponsorer Priden, lukrerer de jo også på Priden, hvilket altså ikke er noget at være stolt over – at festen på den måde lader sig udnytte som reklamestunt. Derfor skal disse sponsorer nu skrive under på og ikke mindst bevise deres tolerance for at blive godkendt. Det er nærmest helt Lenin’sk: tillid er godt, kontrol er bedre. Totalitær tolerance, kan man kalde det. Det er simpelthen nødvendigt at modstå fæle bagtanker, når det handler om penge eller produkter til støtte for sagen. Det må være hårdt at være så ombejlet som Priden. Alt, hvad de ville var at få anerkendelse. Nu vil de ikke have den uden at tvivle pr. princip.
Man bør jo her huske på, at sangerinden Szhirley engang lancerede en ørering med navnet #KeepYouProud i alle regnbuens farver. Det blev i LTBGQ+-miljøet (undskyld, hvis jeg fik byttet rundt på bogstaverne) betragtet som et skuffende udslag af grådighed på bevægelsens vegne. Szhirley bøjede tilsyneladende hovedet i skam og valgte så at donere overskuddet fra øreringen til Priden.
Det var heldigt, for er der noget værre end at stå udenfor det gode selskab? Det er faktisk det, der slår mig allermest, hver gang der er endnu en Pride. Det ligner mere og mere en ekskluderende fest. Ærgerligt, for intentionen var vist en helt anden.
Foto: Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
