POV SPORT // VINTER-OL FRA ALLE VINKLER – Men selvom sport og politik hører sammen, så bruger den danske regering ikke sporten til at føre udenrigspolitik med, understreger socialdemokraternes kulturordfører, Kasper Sand Kjær, i denne femte og sidste OL-temaoptakt fra sidste uges debatkonference i Idrættens hus.
I skrivende stund går de danske OL-atleter ind på det Olympiske Stadion eller ”Fuglereden” i Beijing til vinter-OL’s åbningsceremoni. Men oppe på VIP-pladserne er der ingen officiel dansk delegation. Altså, hverken repræsentanter fra kongehus eller regering. Sådan tager en diplomatisk boykot af en stor sportsbegivenhed sig ud.
Danmarks Idrætsforbunds top er naturligvis til stede. Egentlig ikke for som sådan at blåstemple legene, men for at stå bag dansk idræts atleter. Og sådan skal det også være, mener Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Kasper Sand Kjær.
Han udgør den sidste deltager i optaktsserien, som POV har brugt fra debatkonferencen ”Vinter-OL fra alle vinkler”, arrangeret af Amnesty og DIF i Idrættens Hus i sidste uge. Du kan læse alle indlæggene under artiklen.
Her følger i transskriberet og lettere sproglig redigeret udgave Kasper Sand Kjærs indlæg, som blev overleveret på storskærm i online-version:
”Jeg skal herfra kvittere for et godt samarbejde med både DIF og forbundene i de her svære sager. Det synes jeg bare fungerer grundlæggende. At vi taler sammen, har en løbende dialog og kan være ærlige overfor hinanden. Jeg synes sådan set, at man også set udefra kan se, at vi er rykket nogle hegnspæle på de her spørgsmål over de sidste år, og det synes jeg bare er rigtig godt.
Så vil jeg gerne sige lidt om, hvad det er for nogle politiske overvejelser, vi gør os, for der er ingen tvivl om, at det her er hammersvært. Det er fyldt med dilemmaer, og man kan sagtens stå på det rigtige standpunkt, og bare have det godt i maven, men det er ikke sikkert, at det nødvendigvis er den rigtige måde at gå til de her spørgsmål.
Sport og politik hænger sammen
Der er det her grundlæggende skisma, som har været diskuteret igennem mange år. Hænger sport og politik sammen, eller er det en politisk opgave at adskille det? Jeg tror, at man grundlæggende er nødt til at sige: Sport og politik, det hænger sammen, og det hænger nok også sammen i stigende grad. Der er kommet flere penge i idrætten, det er begyndt at blive mere prestige, som har udviklet sig til det her begreb, man kalder sportswashing, altså, man ser flere og flere kommercielle interesser, men også udenrigspolitiske interesser og gevinster, særlig for nogle typer stater blive blandet ind i det, så er man nødt til at anerkende, at selvfølgelig er det også politisk.
Når vi så er vælger at holde fast i at sige, at vi er nødt til at holde det adskilt, så er det jo ikke ud fra en eller anden fuldstændig naiv tilgang, at det ikke for Kina, ikke for Qatar eller ikke for Hviderusland, eller hvem det nu kunne være ikke er et spørgsmål. Det er det jo første og fremmest for dem, men så er det jo i virkeligheden en insisteren på, at Danmark ikke fører udenrigspolitik med vores atleter, ikke fører udenrigspolitik med vores landshold. Altså, vi fører udenrigspolitik igennem vores udenrigsministerium, igennem vores repræsentationer eller i de kanaler i alliance med andre lande, vi har. Det gør man ikke med symbolske markeringer eller ved at bruge den symbolik, som de her stater i virkeligheden spiller på. Det er selvfølgelig alt det, der skaber dilemmaet.
For mig er det ikke svært at sige, at vi ikke fører udenrigspolitik med vores atleter, og jeg ville ikke synes, at det på noget tidspunkt ville være at stille meget større krav til organisationer, atleter og landshold, end vi gør til danske virksomheder. Der er ikke noget boykot af Kina eller Qatar eller nærmest mod nogen lande, hvor vi siger til virksomheder, at her er stater, I ikke må arbejde i. Der er nogle lande, man for eksempel ikke må sælge våben til. Der er nogle meget få lande, der for eksempel er underlagt sanktioner af den ene eller anden art, også økonomiske, og det har vi selvfølgelig en forventning om, at både danske virksomheder og danske idrætsorganisationer efterlever, men jeg ville ikke synes, det var rimeligt, at vi stillede idrætten et sted, hvor man havde en helt anden adgang til verden end for eksempel danske virksomheder har.
Det der med, at sporten også i en eller anden forstand er et universelt sprog, som mennesker kan mødes om, det tror jeg sådan set ikke, man skal undervurdere
Så derfor er spørgsmålet, om vi politisk skal sige, at atleter ikke må ikke må deltage i begivenheder i lande, hvor der er alt muligt at kritisere, det spørgsmål synes jeg sådan set ikke er så svært at besvare. Og det er også ud fra en eller anden idealistisk tro på, at sport og alt det, som er den olympiske ånd, er jo også et møde mellem mennesker, og den dialog, det møder, skaber også en eller anden mellemfolkelig forståelse og samtale, at sport jo også kan binde os sammen på måder, vi ellers ikke ville kunne mødes på tværs af landegrænser, kulturer, religioner.
Det der med, at sporten også i en eller anden forstand er et universelt sprog, som mennesker kan mødes om, det tror jeg sådan set ikke, man skal undervurdere. Det betyder, at det møde som sporten kan være rum om, som meget lidt andet i virkeligheden har evnen til at være et møde om. Så derfor en insisteren på, at selvfølgelig kan vores atleter deltage i konkurrencer, og hvis man ikke kan, så er det i hvert fald ud fra et valg, der bliver truffet af DIF, det pågældende forbund eller den pågældende atlet selv, så bliver det ikke et politisk krav, vi kommer til at stille, som vi ikke stiller til nogen andre. Så på den måde, ja, sport og politik skal adskilles, fordi vi vil ikke føre udenrigspolitik med vores atleter, men det er fuldstændig naivt at sige, at det ikke hænger sammen, fordi det gør det, og det gør det nok også i stigende grad.
Og det er derfor, at den anden del af det, som er den konkrete situation i forhold til Kina, nemlig om politisk deltagelse, der selvfølgelig også i stigende grad bliver et større dilemma. Jeg vil gerne tage jer med ind i det der rum, hvad det er for nogle overvejelser, vi gør os i de sager.
Altså, der er ét spørgsmål, som er opbakning til atleterne, og det ved I jo nok mere om, hvor meget det i sidste ende betyder for ens præstationer på banen, skøjtebanen eller hvor man nu er, og der sidder en kulturminister og kigger på. Men det er selvfølgelig større end det, for det er jo også noget med, at vi investerer meget i vores eliteidræt, i atleternes udvikling, og dem, der repræsenterer Danmark. Og derfor synes jeg som udgangspunkt, at det er godt, hvis det officielle Danmark kan bakke op om det. Det er en del af det. Vil man fraskrive sig den opbakning, som vores atleter fortjener, når de repræsenterer Danmark.
For mig handler det ikke om, hvad der føles bedst i maven, hvad man siger til journalisterne, eller hvad der er det rene standpunkt
Og så er der selvfølgelig den anden del, og det er der, hvor det bliver mere konkret og mere udenrigspolitik end et spørgsmål om idrætsbegivenheder, men er jo nødt til at stille sig selv spørgsmålet: ’Hvad er det, der fører til størst forandring.’ Hvis vi tager tilfældet Kina, hvad gør vi ved menneskerettighedssituationen i Kina? Er det, at den danske regering deltager, tager dialogen, bruger enhver anledning til at kritisere menneskerettighedssituationen i Kina, eller er det, at man bliver væk, fordi man dermed sender et klart signal om, at man overskrider menneskerettighederne, og det er fuldstændig uacceptabelt for et land som Danmark.
Der er man nødt til at være rimelig skarp på strategien. For mig handler det ikke om, hvad der føles bedst i maven, hvad man siger til journalisterne, eller hvad der er det rene standpunkt. I virkeligheden, så er spørgsmålet, hvad jeg tror gør den største forskel for de mennesker, der i dag bliver behandlet fuldstændig urimeligt og umenneskeligt i Kina.
Ingen formel
Derfor kan man ikke sætte det på en formel og sige, hvis situationen er sådan i et land, så deltager vi, og hvis situationen er sådan i et andet land, så deltager vi ikke. Det er nødt til at være en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Og i dette tilfælde, vinter-OL i Kina, hvor store lande som USA, Canada og Storbritannien har sagt, at de ikke deltager med officielle repræsentanter, jamen så gør det en forskel, for det bliver jo bemærket, og der giver det for mig oplagt mening, at Danmark stiller sig på den side sammen med dem, som oftest er vores stærkeste og tætteste allierede i udenrigspolitikken.
Og vi er nødt til at sende det signal til Kina, at de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, som vi ser, finder sted, som i stigende grad finder sted, og som vi er meget bekymrede for, den er uacceptabel. Men var der ingen andre lande, og kun lille Danmark, der blev væk, så tror jeg ikke, der var en kineser, der opdagede det, og så har man jo ikke flyttet andet, end det bare føles godt i maven.
Fra gang til gang
Derfor skal man overveje det fra gang til gang. Nogle gange tror jeg, vurderingen falder ud til, at det er bedre at tage af sted og bruge anledningen, fordi store sportsbegivenheder er forbundet med stor prestige for styrer og regimer, og så bruge anledningen til at presse dem på at skabe forbedringer, når de har værtsskabet, fordi de ikke vil udsættes for kritik, fordi de ikke vil have, at det bliver en fiasko eller, der kommer dårlige sager og så videre. Så det vil være en afvejning fra gang til gang.
En sidste ting, som DIF’s internationale strategi også beskæftiger sig med, og som jeg i stigende grad tror, vi også kommer til politisk at adressere, det er, hvordan beslutningsprocesserne er i de internationale sportsorganisationer. Omkring for eksempel tildelingen af værtsskabet til et VM, så er der eksempler fra de senere år, eller der hvor værtskaberne lige præcis i disse år er fordelt, ikke virker som om, at det sportslige har stået først på listen, når man skulle tildele et mesterskab og et værtsskab.
Det er er problematisk, for hvis det bliver kommercielle interesser, politiske interesser som overtager, hvor vi afholder mesterskaber og olympiske lege, så bliver det for politisk, og så bliver det jo også et spørgsmål om udenrigspolitik.
Så var fronterne ligesom trukket op fra Amnesty, Danmarks Idrætsforbund, Play The Game, atleterne og regeringspartiet
Og den danske regering sidder jo ikke med i IOC, og vi kan ikke bestemme, hvad der bliver stemt, men jeg tror sådan set godt, at vi politisk igennem de store internationale organisationer kan lægge pres på dem også for, at der er mere gennemsigtighed i beslutningsprocesserne, og det er jo også. Og det er jo også det, kulturministeren har forsøgt at tage initiativ til i EU. Også dér at skabe et pres for mere gennemsigtighed i de her beslutninger. Det var fodbold-VM i Qatar, der var den konkrete anledning til det.”
Så var fronterne ligesom trukket op fra Amnesty, Danmarks Idrætsforbund, Play The Game, atleterne og regeringspartiet. Så selvom der efterfølgende var en smule debat, var der egentlig ikke så meget mere at diskutere, fordi repræsentanterne hver især havde givet deres holdninger klart til kende.
POV Sport diverterede med et enkelt spørgsmål, om man i stedet for det sportswashing var ude i noget organisationswashing, om man fra politisk eller idrætsorganisatorisk side udnytter eksempelvis Amnesty til at legitimere eller blåstemple et OL eller VM.
Det afviste man naturligvis fra alle parter, og det må jo så være op til medierne at vurdere. Det er sådan set derfor, vi er her. Du kan læse de fire forrige optaktstemaer herunder:
Og husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
