EU I PUTINS SKYGGE #9 // ANALYSE – En aftagende amerikansk interesse og tilstedeværelse i Mellemøsten gennem de senere år har skabt et politisk tomrum for Ruslands Putin til at sætte sit aftryk på regionen. Som Europas nærmeste nabo vil Mellemøsten derfor også komme til at spille ind på EU’s sikkerhedspolitiske overvejelser.
Historisk set har EU aldrig været en afgørende nøglespiller i Mellemøsten på linje med USA, men har dog altid været betragtet som en allieret af den amerikanske udenrigspolitiske profil i regionen.
Ligeledes har EU gennem en lang årrække været en stor donor i form af kapacitetsopbyggende projekter i flere af regionens lande. Ikke mindst Naboskabsprogrammet fra 2004 og frem blev etableret med henblik på netop kapacitetsopbyggende programmer i Mellemøsten. De overordnede mål for programmet var demokratifremmende tiltag, overholdelse af menneskerettigheder, social sammenhængskraft, sikkerhed og mobilitet samt migrationshæmmende tiltag. Sidstnævnte især var fra europæisk perspektiv afgørende for at hæmme migrationsstrømmene fra regionen til EU.
På paradoksal vis har Putins krig i Ukraine mindsket EU’s dagsorden i Mellemøsten og dermed banet vejen yderligere for russisk indflydelse og geopolitisk strategi i regionen
EU’s rolle i Mellemøsten er imidlertid gennem de senere år blevet gradvist mindre betydelig. I takt med at den amerikanske tilstedeværelse er blevet mindre, er også EU’s rolle tilsvarende blevet mindsket. Ikke nødvendigvis som led i en decideret EU-strategi, men snarere som resultat af intern uenighed og en række politiske faktorer i den europæiske gruppe, og kombinationen af Brexit og covid-pandemien reducerede EU’s interesse i regionen væsentligt. Det er alt sammen forhold, der har gjort det endnu sværere at opnå enighed om en egentlig kollektiv europæisk politisk linje over for regionen.
Mest afgørende har krigen i Ukraine flyttet det europæiske perspektiv væk fra Mellemøsten og mod de hjemlige grænser.
Hvis Rusland kan slå politiske rødder i området og blive set som en politisk central aktør og leverandør af militært udstyr, der ikke stiller spørgsmålstegn ved autoritære styrer, er meget opnået i Putins optik.
Den ideologiske kamp om Mellemøstens loyalitet er imidlertid ikke af nyere dato. Men hvor den tidligere måske først og fremmest kom til udtryk i form af militær bistand og adgangen til at købe henholdsvis amerikanske eller sovjetiske våben, er Putins strategi og interesse for regionen langt mere facetteret i dag.
Og med både europæisk og amerikansk fravær i regionen synes der nu at være frit slag for Putin til at slå sine folder på mellemøstlig jord.
Den russiske geostrategi med Mellemøsten
For Putins interesse og ønske om at manifestere russisk tilstedeværelse i regionen går længere end blot at sikre sig faste kunder til militært udstyr og våben. Ruslands egentlige fysiske tilstedeværelse i regionen er baseret på tre områder, der omhandler våbensalg, adgangen til militære baser samt brugen af paramilitære styrker. Sidstnævnte er specifikt brugen af Wagner-gruppen, som efter Prigozhins død i 2023 nu i stedet kalder sig Afrikas Korps.
Uanset hvilket navn gruppen opererer under, er der dog stadig reelt tale om russiske fodsoldater, udsendt med Kremls godkendelse til at operere på det afrikanske kontinent. Gruppen befinder sig i flere lande syd for Mellemøsten og er ligeledes til stede både i Syrien og Libyen.
Ud over det militære perspektiv for russisk tilstedeværelse i regionen er det helt overordnede tema for Putins geostrategiske politik i Mellemøsten at få cementeret Ruslands rolle som en helt afgørende nøglespiller i regionen fremadrettet. Dette er særligt aktuelt i disse år, hvor USA’s tilstedeværelse er fraværende.
Hvis Rusland kan slå politiske rødder i området og blive set som en politisk central aktør og leverandør af militært udstyr, der ikke stiller spørgsmålstegn ved autoritære styrer, er meget opnået i Putins optik.
Travle dage i Mellemøsten
Siden 2015 har Rusland været en egentlig nøglespiller i den syriske borgerkrig. Sammen med Iran og Tyrkiet spiller landet en afgørende rolle i Syriens nuværende situation. Rusland spiller tillige en fremtrædende rolle i Libyen i forhold til landets interne konflikter.
Ud over at Putin har styrker i Syrien og Libyen, har Rusland et tæt samarbejde med Iran og modtager iransk militært udstyr til krigen i Ukraine. Han har tillige travlt med at dyrke sine interesser med Ægypten og styrke det økonomiske og politiske samarbejde med Tyrkiet.
Omend Tyrkiet rent geografisk ikke ligger i hjertet af Mellemøsten, trækker landet ikke desto mindre tråde ind i området qua sin militære tilstedeværelse i både Libyen, Irak og Syrien. Derudover er der en særdeles givtig økonomisk gevinst i handelssamarbejdet med Tyrkiet. Alene i 2022 var der handel mellem de to lande for over 60 milliarder US dollars.
Endelig har Putin tillige haft travlt med at etablere økonomiske samarbejder med både Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. I samarbejdet med sidstnævnte steg den økonomiske samhandel med Rusland med 68 % alene i 2022.
At han selvfølgelig også er i et tæt samarbejde med ikke mindst Saudi-Arabien og Opec for at sikre stabile priser på oliemarkedet, er ikke overraskende. Det er med andre ord tale om et ganske intenst og særdeles skarpt fokus på en region, der ikke just er afvisende over for den russiske interesse.
Den varme linje mellem Cairo og Kreml
Putin har tillige travlt med at dyrke sit strategiske partnerskab med Ægyptens præsident Abdel Fateh al-Sisi, som han efter sigende skulle have en særdeles god kemi med – tilsyneladende til gensidig glæde for begge lande. Ægypten er i hvert fald siden Sisis tiltræden i 2014 blevet en massiv opkøber af russisk militærudstyr, ligesom de to lande i flere omgange har gennemført fælles militærøvelser.
Derudover har Ægypten indgået en samarbejdsaftale med Rusland om opbygningen af et nukleart anlæg, således at landet på sigt vil kunne modernisere sin energipolitik. Konstruktionen af første del af anlægget begyndte i marts i år.
Det er alt sammen forhold, der cementerer russisk tilstedeværelse i Ægypten i mange år fremover.
Putins iranske forbindelse
Man kan knap sige Iran uden at sige Rusland i samme åndedrag. De to lande har gennem årene opbygget et særdeles tæt samarbejde, ikke kun i form af begge landes tilstedeværelse i Syrien, men i lige så høj grad som samarbejdspartnere, der er afhængige af hinandens støtte – politisk, militært og geostrategisk. Begge er pariaer, der er udstødt af det såkaldt gode selskab, underlagt økonomiske sanktioner af både EU og USA.
Landets nye præsident, Masoud Pezeshkian, skal deltage i det kommende BRICS møde i Moskva, hvor han skal møde Putin.
Den russiske diaspora i Mellemøsten
Putins invasion af Ukraine i 2022 skabte et fænomen, som Putin næppe havde forudset. Da russiske tropper gik ind i Ukraine, udrejste tilsvarende store strømme af russiske statsborgere fra Rusland for at bosætte sig i Mellemøsten.
Således bor der på nuværende tidspunkt omkring 300.000 russiske statsborgere i Tyrkiet, et tilsvarende tal gælder tillige for russere i De Forenede Arabiske Emirater, og endelig har 60.000 russere søgt til Israel. Det er tal i en størrelsesorden, der kan være en økonomisk gevinst for værtslandene, hvis de russiske grupper investerer i landene med henblik på et mere langsigtet ophold i landene.
På paradoksal vis bliver disse grupper, som – alt andet lige må formodes at være uenige i Putins politiske linje qua deres udrejse fra landet – utilsigtet en del af Putins langsigtede strategi med Mellemøsten. En slags soft power, der fremadrettet kan være med til at cementere russisk tilstedeværelse i regionen yderligere.
Fredsmægleren Putin?
I forhold til krigen mellem Israel og Hamas har Putin indtaget en delikat balanceakt. For hvor han på den ene side er en tæt samarbejdspartner med Iran, har Rusland på samme tid et forholdsvist tæt samarbejde med Israel. Ikke mindst har den store russiske diaspora i Israel været med til at skabe kulturelle bånd mellem de to nationer. Den russiske position i krigen har været på linje med Tyrkiets forsøg på at være fredsmægler.
Hverken Tyrkiet eller Rusland betragter Hamas som en terrororganisation – i modsætning til en lang række arabiske nationer, EU og USA.
Om det bliver Kamala Harris eller Donald Trump, kommer på nuværende tidspunkt næppe til at betyde det store for regionen længere
Samtidig har Putins støtte til Iran og tætte samarbejde med en lang række arabiske stater givet Rusland en position til at fremstå som en slags neutral fredsmægler, der – i hvert fald ifølge Putins egen russiske selvforståelse – vil kunne formå at finde en permanent løsning for det krigsramte Gaza og Israel. Hvorvidt det reelt forholder sig således, synes at stå hen i det uvisse.
Valget i USA og europæiske strømninger
Det kommende valg i USA bringer hver dag nye overraskelser – ikke mindst to attentatforsøg mod landets tidligere præsident Trump. En præsident, der var ganske populær blandt Mellemøstens autoritære ledere. Særligt Saudi-Arabiens kronprins Muhammed bin Salman havde et særdeles tæt samarbejde med Trump og ikke mindst dennes svigersøn, Jared Kushner. Et parløb, der havde stort anlagte planer for et egentligt officielt samarbejde mellem Israel og Saudi-Arabien. Planer, der siden er blevet skrinlagt – ikke mindst på grund af krigen i Gaza.
Hvor Mellemøsten for fire år siden ville holde vejret i spænding for at se, hvem der ville blive USA’s næste præsident, er spændingen i dag pænt aftaget – måske ligefrem afdæmpet. Om det bliver Kamala Harris eller Donald Trump, kommer på nuværende tidspunkt næppe til at betyde det store for regionen længere. USA’s rolle i regionen er ikke længere helt så afgørende.
Samtidig oplever mange europæiske lande en stigende højredrejning med et ønske om mere fokus på hjemlige, interne forhold. Det har medført en svækket udenrigspolitisk linje, som har undermineret EU’s position i Mellemøsten og gjort EU til en blot perifer agent uden egentlig betydning.
På paradoksal vis har Putins krig i Ukraine mindsket EU’s dagsorden i Mellemøsten og dermed banet vejen yderligere for russisk indflydelse og geopolitisk strategi i regionen.
Putin har kastet sin lange skygge over Mellemøsten. En skygge, der hverken vil gavne EU eller Mellemøsten på sigt.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
