POLITIK // ANALYSE – “Jeg er meget, meget glad for at være statsminister i Danmark,” lyder det fra Mette Frederiksen, efter at hun er blevet nævnt som kandidat til posten som generalsekretær for Nato. Men har vi ikke hørt det tidligere fra en dansk statsminister?
En statsminister, som efter flere år på posten og med udsigt til fortsat dårlige meningsmålinger og et truende valgnederlag får en ubændig trang til internationale rejser og møder? En statsminister, der i internationale medier nævnes som kandidat til posten som generalsekretær for Nato? Og en statsminister, som slår fast, at “jeg er ikke kandidat”.
Anders Fogh Rasmussen?
Nej, Mette Frederiksen!
Der er således på flere måder et deja-vu over forlydenderne om, at den danske statsminister skulle være kandidat til at overtage posten som Natos generalsekretær, når Jens Stoltenbergs periode udløber til efteråret.
Forlydender, som den norske avis Verdens Gang (VG) har fået bekræftet af ”to centrale kilder”, mens radio- og tv-stationen Norsk rikskringkasting (NRK) nøjes med at nævne Mette Frederiksen blandt “navne, som nævnes”.
Jens Stoltenberg skulle egentlig være stoppet som Natos generalsekretær allerede i efteråret 2022. Men nordmanden blev, efter den russiske invasion af Ukraine, bedt om at blive siddende for at sikre kontinuiteten, og det vil derfor være naturligt at præsentere en afløser på Natos topmøde i juli i Litauens hovedstad, Vilnius. Alternativet er atter at forlænge Jens Stoltenbergs kontrakt – denne gang til 2024.
Kandidat eller ikke kandidat
Selv afviser statsministeren foreløbig enhver snak om at ændre adresse igen (Mette Frederiksen og ægtemanden, Bo Tengberg, har lige fået solgt huset i Hareskovby).
“Jeg har set den norske artikel og tror, at det er sådan, at når vi nærmer os, at posterne skal besættes, så vil der være forskellige rygter,” lød det tidligere på ugen i forbindelse med det såkaldte Nordsø-topmøde i Belgien.
“Men jeg er ikke kandidat. Det kan jeg afvise. Jeg er meget, meget glad for at være statsminister i Danmark.”
Hvilket Anders Fogh Rasmussen som bekendt heller ikke var tilbage i 00’erne.
Kandidat.
Indtil han var det.
Mener det
Selv mente Anders Fogh Rasmussen efterfølgende, at han aldrig havde ført nogen bag lyset ved netop at bruge ordet kandidat. Også selv om statsministeren allerede få måneder efter valgsejren i november 2007 havde bedt den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, om at støtte ham i forsøget på at blive generalsekretær efter hollænderen Jaap de Hoop Scheffer.
“Jeg blev først kandidat, da jeg forleden annoncerede mit kandidatur,” som Anders Fogh Rasmussen forklarede samme dag, som han blev udnævnt, den 4. april 2009.
“Man melder sig ikke som kandidat, før man næsten er sikker på at få posten. Derfor er det sandt, når jeg sagde, at jeg ikke var kandidat.”
Nogle vil måske også huske, at Margrethe Vestager i 2014 fastholdt, at den daværende økonomi- og indenrigsminister ikke var kandidat til posten som EU-kommissær.
“Jeg er ikke kandidat til nogen internationale topposter,” som Margrethe Vestager oplyste i en skriftlig kommentar.
“Og i modsætning til Fogh, så mener jeg det.”
Men den 31. august 2014 blev Margrethe Vestager alligevel valgt som Danmarks nye EU-kommissær.
Med andre ord skal man ikke lægge for meget i, at en partileder lover noget. Heller ikke når de taler om deres egen politiske fremtid.
OpenToWork
Uanset om Mette Frederiksen har ændret sin status på LinkedIn til “OpenToWork” – og sat sine nærmeste embedsmænd i Statsministeriet til at afsøge muligheden – eller ej, er der næppe tvivl om, at en dansk statsminister takker ja til at blive generalsekretær for den vestlige forsvarsalliance.
Hvis vedkommende altså får jobbet tilbudt.
En statsminister har nemlig ikke andre end sig selv at holde MUS-samtaler med, og en sådan kan hurtig blive en trist affære.
“Enhver politisk karriere ender i et nederlag,” sagde den konservative John Christmas Møller, der som bekendt vidste, hvad han talte om.
Det er svært at se, hvad Mette Frederiksen skal gå til valg på næste gang
Vælgernes tålmodighed med statsministre og partiledere er ikke, hvad den har været, og hvor ansigterne på de politiske skuespillere engang var de samme, år efter år, er disse de seneste årtier sjældent blevet kaldt ind på scenen til anden akt efter et valgnederlag.
Anders Fogh Rasmussen er faktisk undtagelsen, som bekræfter denne regel. Den daværende statsminister nåede også lige at komme ud af døren, inden finanskrisen og overlod regningen til efterfølgeren i Statsministeriet, Lars Løkke Rasmussen.
“Der var ikke meget at smile af ud over min standardjoke fra de år om, at min forgænger, Anders Fogh, virkelig var den sande mester i timing: Han smuttede, lige som krisen ramte os,” skriver Lars Løkke Rasmussen i erindringsbogen Om de fleste – og det meste.
Det vidste Helle Thorning-Schmidt, som gik på valgaftenen i 2015 efter at have mistet regeringsmagten (selv om Socialdemokratiet faktisk gik frem ved folketingsvalget), og overlod formandsposten til Mette Frederiksen. Som også ved dette.
Både Socialdemokratiets – og regeringens – meningsmålinger kan nå at rette sig op inden det kommende folketingsvalg, som senest skal komme i 2026.
Men det er svært at se, hvad Mette Frederiksen skal gå til valg på næste gang.
Hvis statsministeren ikke til den tid har løst den “krise”, som er hendes politiske ledemotiv, vil det være svært at overbevise vælgerne om at give hende yderligere fire år til at gøre dette. Og under alle omstændigheder belønner vælgerne nu engang oftest partier og partiledere for det, de lover at ville gøre for dem i den kommende valgperiode.
Ikke hvad de har gjort for dem.
Den amerikanske ven
Men en ting er selvfølgelig, at Mette Frederiksen måske synes, at det kunne være en god ide, at hun bliver generalsekretær for Nato. De resterende 30 stats- og regeringsledere skal også helst synes dette.
Flere ting taler for den danske statsminister. Ikke mindst at Mette Frederiksen ifølge den norske avis har en “høj stjerne” hos den amerikanske præsident, Joe Biden. Natos næste generalsekretær bliver den kandidat, som USA foretrækker.
Eller amerikanerne i hvert fald kan leve med.
Mens Natos politiske chef uofficielt altid skal findes blandt de europæiske medlemslande eller i Canada, besætter USA posten som den militære øverstkommanderende (SACEUR).
Mette Frederiksen har da også siden sine unge dage været ude på en personlig og politisk rejse, som har ført hende i armene på den amerikanske præsident.
“Jeg vil gerne gøre amerikanerne en tjeneste hver eneste dag,” lød svaret, da Altinget på et pressemøde i februar 2022 spurgte, om Danmark får betaling fra USA, når – hvis – amerikanerne i fremtiden formentlig får lov til at stationere soldater og materiel på dansk jord.
Hvilket dog til dags dato til manges overraskelse endnu ikke har sikret Mette Frederiksen det historiske håndtryk med den frie verdens leder, endsige det obligatoriske telefonopkald fra den nuværende af slagsen, Joe Biden.
Det har mange andre stats- og regeringsledere, og det er kutyme, at danske statsministre inviteres til Det Hvide Hus. I 00’erne besøgte Anders Fogh Rasmussen og den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, hinanden ikke mindre end otte gange, afsluttende i 2008 med statsministerens tur til præsidentens egen ranch i Texas.
Kvalificeret og kvinde
Nato har historisk hentet sine generalsekretærer i kredsen af udenrigs- og forsvarsministre, men med Anders Fogh Rasmussen og siden Jens Stoltenberg er stats- og regeringslederne begyndt at se sig omkring i deres egen kreds.
I denne kreds har Mette Frederiksen efterhånden oparbejdet en vis anciennitet og det internationale netværk, som følger med denne. Og et netværk, der selvfølgelig bliver plejet med statsministerens mange rejsedage i denne regeringsperiode.
Østeuropæerne mener, måske ikke overraskende, at det snart må være deres tur
Om Anders Fogh Rasmussen blev det i sin tid sagt, at i hans unge dage var alt storpolitik, hvis blot det foregik få kilometer uden for valgkredsen i Viborg. Hvorimod Mette Frederiksen, som har en kandidatgrad i Afrikastudier fra Københavns Universitet, i starten af sin politiske karriere var formand for ungdomsorganisationen DSU’s Internationale Udvalg og blev kaldt “Afrikas Dronning” på grund af interessen for, og rejserne til, kontinentet.
Samtidig har der aldrig stået en kvinde i spidsen for Nato, og udnævnelsen af Mette Frederiksen vil altså være en historisk begivenhed. Hvilket dog også kvalificerer flere andre kandidater, herunder Estlands og Litauens premierministre, der begge er kvinder.
Ursula von der Leyen er et andet navn, som bliver nævnt i den norske avis, men EU-kommissionens præsident skulle have ladet forstå over for Natos lande, at hun hellere vil lede Unionen end alliancen.
Til gengæld kalder den britiske forsvarsminister og tidligere kaptajn i The Scots Guards, Ben Wallace, posten for et “godt arbejde”, som han bestemt ikke udelukker at kandidere til (“Vi må se, hvad der sker,” lyder det).
Ben Wallace – der stadig har rekorden for den største kantineregning i sin tid i regimentet og altså mest alkohol drukket på en aften – er dog handicappet af hverken at være kvinde eller komme fra et land, som også er medlem af EU (sidstnævnte lægger franskmændene angiveligt særlig vægt på). Og så kommer den britiske forsvarsminister selvfølgelig heller ikke fra Østeuropa.
Østeuropæerne mener, måske ikke overraskende, at det snart må være deres tur, og det taler først og fremmest imod, at det bliver Mette Frederiksens tur. Denne gang.
Danmark har for kort tid siden haft posten, og Jens Stoltenberg afløste Anders Fogh Rasmussen. Så statsministeren ville i givet fald være den tredje generalsekretær i træk fra Norden.
Fortsættelse følger
Mette Frederiksen kan dog være smigret over alligevel at blive nævnt som kandidat til posten som generalsekretær, fordi statsministeren dermed betragtes som kvalificeret til denne.
Men det har en pris, som Anders Fogh Rasmussen måtte sande i sin tid. Til sidst overskyggede forlydenderne om den daværende statsministers politiske fremtid alt, hvad han foretog sig. Anders Fogh Rasmussen endte endda med at måtte aflyse sine ugentlige pressemøder for ikke at skulle svare på spørgsmål om sit ikke-kandidatur.
Denne gang skaber forlydenderne usikkerhed om Mette Frederiksens politiske fremtid på et tidspunkt, hvor hun bliver kritiseret af partifæller for først at have afskaffet bededagsferien og nu også at ville afskaffe seniorpensionen.
Mette Frederiksens venner vil overveje, om det er værd at sætte pengene på en formand og statsminister, som kan være væk i morgen, mens fjender af samme grund ikke behøver frygte at komme i hendes sorte bog, hvis de åbner munden. En usikkerhed om hendes fremtid, der hurtigt kan sprede sig og få sit eget liv, hvis – når! – socialdemokrater begynder at spørge sig selv: Hvad nu hvis …
Det sker måske ikke i dag. Men om kort tid starter spillet – og forlydenderne – om udpegningen af den nye EU-Kommission, og hvem der skal afløse Margrethe Vestager, som Mette Frederiksen genudnævnte i 2019.
Statsministre og ordet kandidat bør af samme årsag helst ikke optræde sammen i nyhedsartikler og -indslag i fjernsynet og radioen. Når dette alligevel sker, har det samme effekt som ordet “bandemedlem”. Du ved bare, at artiklen eller indslaget vil slutte af med sætningen:
“Retssagen fortsætter de kommende dage.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
