Balmain-designer Olivier Rousteing har skabt kostumer til en ny ballet på Pariseroperaen, Renaissance. Dorte Jelstrup forklarer, hvordan Rousteings pragtdesign er meget mere end blot fotogent reklamelir for Opéra National de Paris og/eller sukkerknalder for fashion victims: Han har noget vigtigt at sige til os alle om mennesket, dets værdi og forholdet mellem kønnene.
Haute couture møder ballet i form af Balmains nye kostumer til balletten Renaissance, der er koreograferet af Sébastien Bertaud, og som kan opleves på Opéra National de Paris i Frankrigs hovedstad, Paris, i næste uge. Kostumerne er designet af Balmains kreative direktør Olivier Rousteing, og at dømme ud fra de fotografier, som allerede er tilflydt offentligheden, er der tale om et regulært pragtdesign.
Ikke uden konceptuel tilknytning til renæssancens humanisme, der satte mennesket, og ikke mindst også det nøgne menneske i centrum, præsenterer Rousteing Pariseroperaens dansere i tætsiddende hudfarvede tekstiler.
Rousteing har simpelthen valgt metaforisk at udsmykke det nøgne menneske, konkret balletdanseren, med glimtende stene i en skrivning og betoning af det enkelte menneske som værdifuldt og skønt.
På engelsk betegnes denne hudfarve ikke overraskende som nude. Og netop nøgenheden som bund for Rousteings yderligere dekoration af disse kostumer ved en sand, eksplosiv overflod af ornamenter og arabesker, udført i glitrende rhinstene og krystaller, er den første reference, man bliver opmærksom på som betragter.
Rousteing har simpelthen valgt metaforisk at udsmykke det nøgne menneske, konkret balletdanseren, med glimtende stene i en skrivning og betoning af det enkelte menneske som værdifuldt og skønt; smukt i sig selv som netop menneske, men smukkere endnu som en størrelse, der ikke er blot natur, men præcist kultiveret ved dets egen iboende æstetiske kraft. En kraft, der ikke kun er en sansningens kraft, men også en åndens.
Jakker, der er en Konge eller en Dronning værdig
Til dansernes stramtsiddende gamacher, trikoter og toppe har Rousteing ydermere tilføjet kompakt broderede jakker, tæt besatte med hvide perler, pailletter, krystaller, rhinstene og sølv og guldsekvenser. Jakker, der er en Konge eller en Dronning værdig. Eller måske snarere jakker, der symbolsk gør hver enkelt af Pariseroperaens dansere til Konge eller Dronning, igen i en metaforisk og rennæsance-humanistisk præget understregning af hvert enkelt menneskes skønhed og værdi.
Som sådan bliver danserne i bevægelse til figurer, der – perlebesatte og krystallinsk rhinstens-dekorerede – reflekterer lyset i en kropslig materialisering og forening af to af den europæiske civilisations mest klassiske kategorier, nemlig det skønne og det sande, sidstnævnte repræsenteret ved netop lyset, forstået symbolsk som oplysningen, erkendelsen, sandheden.
Ballettens mandlige dansere og den dekorative vægt
Værd at bemærke er også Rousteings dekorative prioritering i designet af ballettens kostumer. Det er de mandlige dansere, der synes at være de mest dekorerede; de bærer den største dekorative byrde i Rousteings design, kan man sige.
Rousteings kostumer til Renaissance tematiserer med andre ord nye forskydninger i forholdet mellem kønnene og ikke mindst også i forståelsen af maskuliniteter.
I kølvandet på Den Franske Revolution blev den dekorative vægt i forhold til beklædning i stort omfang lagt over på kvinden. Det skyldes, at de franske mænd nu var blevet til brødre jævnfør sloganet “Frihed, lighed, broderskab”. Som sådan søgte de franske mænd ikke ved ydre beklædning markeringer af eget klassetilhørsforhold; det blev i stedet kvinden, forstået som den franske mands hustru, der ved sin grad af dekorering kom til at udgøre markøren af mandens klassetilhørsforhold.
I takt med det tyvende århundredes tiltagende ligestilling mellem kønnene har manden imidlertid fået noget af den dekorative byrde tilbage.
I Rousteings kostumedesign peges der imod en fremtidig dekorering af manden, der matcher kvindens. Kostumerne til Renaissance bliver ikke blot til en humanistisk skrivning af det enkelte, nøgne menneske som værende værdifuldt i sig selv, men også til en betoning af ikke broderskabet men derimod søskendeskabet, udtrykt som ligestillingen mellem mænd og kvinder ved opskrivningen af den dekorative vægt lagt på pariseroperaens mandlige dansere. Rousteings kostumer til Renaissance tematiserer med andre ord nye forskydninger i forholdet mellem kønnene og ikke mindst også i forståelsen af maskuliniteter.
Rousteing anvender med sit design af kostumer til Renaissance haute couture til at sige noget vigtigt til os alle om mennesket, dets værdi og forholdet mellem kønnene.
Samlet set bliver Rousteings kostumedesign på denne vis til meget mere end blot fotogent reklamelir for Pariseroperaen og/eller sukkerknalder for fashion victims. Rousteing anvender med sit design af kostumer til Renaissance haute couture til at sige noget vigtigt til os alle om mennesket, dets værdi og forholdet mellem kønnene.
Hvem ville ikke gerne til Paris i næste uge og slå en smut forbi Opéra National de Paris for at opleve Renaissance?
Alle fotos: Instagram Sébastien Bertaud og Balmain.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
